Wikipedia:Ugens artikel/Uge 43, 2005

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Inskription fra år 56 f.Kr., hvori Biblioteket i Alexandria omtales.

Biblioteket i Alexandria var i antikken det største bibliotek i verden og gjorde Alexandria til et førende lærdomscenter. Det formodes at være grundlagt omkring 280 f.Kr. af Ptolemaios II af Ægypten. Eratosthenes og Aristarchos forskede aktivt ved biblioteket, som i sin storhedstid skal have haft mellem 400.000 og 700.000 skriftruller.

En af grundene til, at der kendes så lidt til biblioteket, er den, at det blev ødelagt nogle århundreder efter dets grundlæggelse. Alt, hvad der er tilbage af mange de bind, er nogle forjættende, men uopnåelige titler, der henviser til al den historie, der er forsvundet ved bygningens ødelæggelse. Ifølge Plutarch brændte biblioteket i 47 f.Kr. Ikke overraskende er det store bibliotek sidenhen blevet gjort til et symbol på viden.

Der er en voksende enighed blandt historikere om, at biblioteket i Alexandria sikkert led under flere forskellige ødelæggende begivenheder, men at ødelæggelsen af Alexandrias hedenske templer i slutningen af det 4. århundrede sikkert var det hårdeste og mest afgørende slag mod biblioteket. Beviserne for den ødelæggelse er de mest endelige og sikre. Cæsars invasion kan sikkert have ført til, at man mistede 40.000–70.000 skriftruller i et pakhus tæt ved havnen, men det er usandsynligt, at det kan have berørt biblioteket eller Museion, når man sammenligner med de mange beviser for, at de begge fandtes senere. Læs mere