Bibliotek

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Programbibliotek. (Se også artikler, som begynder med Programbibliotek)
Indenfor på médiathèque Jean-Jacques Rousseau i Chambéry (Frankrig)
Bibliotek i Budapest.

Bibliotek (fra det græske βιβλιοθήκη boglager) er en samling af bøger, håndskrifter og andet referencemateriale (kort, film, bånd, etc.) og stedet, hvor disse opbevares. Der skelnes mellem flere bibliotekstyper:

Historie[redigér | redigér wikikode]

De ældste biblioteker[redigér | redigér wikikode]

Verdens ældste biblioteker er de egyptiske tempelsamlinger i Memfis, de persiske kongers i Susa og assyrerkongen Assurbanipals bibliotek af lertavler, som nu til dels findes i British Museum. Arkivsamlingen i oldtidsbyen Mari, som nedbrændte omkring 1760 fvt., hvormed tusindvis af lertavler blev bevaret for eftertiden af flammernes hede, kan også opfattes som en tidlig type bibliotek. Hos de gamle grækere og andre samtidige folkeslag var de i gudetemplerne bevarede arkiver de første biblioteker. I Athen skal Peisistratos have grundlagt det ældste offentlige bibliotek, og i Rom var det ældste den samling, som Æmilius Paulus bragte hjem som krigsbytte (168 f. Kr.), og som blev forøget af Sulla.

Forsiden af Celsus-Bibliotek i Ephesos i det nutidige Tyrkiet.

Augustus virkeliggjorde Julius Cæsars plan om et offentligt bibliotek og grundlagde to: det octavianske og det palatinske. Det sidste bestod helt til pave Gregor den Store. Fra Augustus' dage hørte et privatbibliotek til en fornem romers fornødenheder. Disse romerske samlingers ydre indretning kendes dels fra Vitruvius og Plinius den Ældre, dels gennem udgravningerne i Herculaneum. I det 4. århundrede var der i Rom 29 offentlige biblioteker.

Af antikkens litterære samlinger ragede biblioteket i Alexandria i omfang op over alle andre. I folkevandringstiden blev størstedelen af samlingen tilintetgjort, og uerstattelige kulturskatte gik tabt.

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Med middelalderens munkeordener vågnede sansen for biblioteker, og navnlig benediktinerne afskrev ældre litteratur. Navnkundige klosterbiblioteker opstod i Monte Cassino, Corvei i Westfalen, Tours, Cambridge, Canterbury, Saint-Germain-des-Prés i Paris, men først og fremmest i St. Gallen, hvis samling grundlagt af Abbed Gosbert 816–836 overgik alle tidens. Da humanismen vakte de antikke studier til live, vågnede den litterære samleriver på ny, og de lærdes eksempel fulgtes af fyrster og patricierslægter. I Firenze gik Medicierne i spidsen, og Cosimo de' Medici oprettede 1444 efter Petrarcas idé det berømte offentlige Mediceiske Bibliotek. I Ungarn samlede kong Matthias Corvinus en kostbar og pragtfuld samling på ca. 50.000 bind, som blev spredt for alle vinde ved tyrkernes erobring af Budapest (1526); nogle få levninger findes i europæiske samlinger.

Det nye færøske nationalbibliotek, fra 1979

Efter bogtrykkerkunsten[redigér | redigér wikikode]

Boghylder i biblioteket i Pereslavl som er opkaldt efter Arkady Petrovich Malashenko

Et opsving skete, da papirfabrikation af klude blev opfundet inden udgangen af 14. århundrede, og yderligere ved bogtrykkerkunstens opfindelse i århundredet efter. Nu blev biblioteket først og fremmest samlinger af trykte bøger. Reformationen øvede indflydelse på biblioteksvæsenet: Da klostrene blev ophævet, tilfaldt deres bogsamlinger byer, kirker eller lærde institutioner og regerende fyrster. Det blev fyrstebibliotekerne og universitetsbibliotekerne, der fra fik betydning, og de fleste af nutidens nationalbiblioteker er grundlagt af fyrster. Fx nogle af Europas største biblioteker som Bayerische Staatsbibliothek i München, Hofbiblioteket i Wien og Bibliothèque Nationale i Paris.

1600–1800[redigér | redigér wikikode]

Men helt op til det 19. århundrede var adgangen til de fyrstelige biblioteker så begrænset, at deres nytte var overordentlig ringe. Det gælder også universitetsbibliotekerne som et af de berømteste, Bodleian Library i Oxford. I det 17. århundrede begyndte mange steder pligtaflevering fra bogtrykkerne. Den skaffede nationalbibliotekerne en fast forøgelse af bogbestanden. I det 18. århundrede, de store privatbibliotekers glansperiode, fandt oprettelsen af det første offentlige biblioteker i moderne forstand sted som Universitetsbiblioteket i Göttingen. Det var tilgængeligt i udstrakt grad, og dets katalog blev forbilledet for mange. I løbet af det 19. århundrede blev de fleste fyrstebiblioteker statsejendom. Det stod som regel dårligt til med dem, og bibliotekarposterne var lige til nyere tid bierhverv for professorer.

Nyere biblioteker[redigér | redigér wikikode]

Książnica Pomorska i Szczecin, Polen

I Frankrig skete der efter revolutionen en stærk centralisering af bibliotekerne, og Bibliothèque Nationale voksede så stærkt, at det siden har haft svært ved at følge med i organiseringen, trods det store arbejde, L. Delisle udrettede; England blev nu førende inden for biblioteksvæsenet, da italieneren A. Panizzi overtog ledelsen af British Museums bibliotek (nu British Library) og skabte Europas største bibliotek om i moderne skikkelse, dels ved sine fortrinlige planer til dets ombygning, dels ved at påbegynde en nykatalogisering, der har sat frugt i det vældige trykte katalog. Tyskland har først fra 1870'erne fået stærkere liv i sit biblioteksvæsen; en række nye biblioteker er byggede og fælleskatalogiseringsregler indført i Preussen; kendte bibliotekarer er K. Dziatzko, O. Hartwig og P. Schwenke. I begyndelsen af 1900-tallet tog USA's biblioteker et stærkt opsving og er særlig på det tekniske område blevet forbillede for de europæiske; ved rigelige pengemidler er rejst det ene pragtbibliotek efter det andet, men i henseende til indhold kan de ikke måle sig med Europas, og det er da også mere på folkebibliotekernes område, at USA land står som et afgjort nummer 1.

Det Kongelige Biblioteks bygning fra 1906

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Danmarks nationalbibliotek, Det Kongelige Bibliotek, er grundlagt af Kong Frederik 3. i 166164, ved erhvervelsen af tre adelsbiblioteker. Biblioteket er Danmark største og seneste udvidet fysisk i 1999 med Den Sorte Diamant.

Uddybende Uddybende artikel: Det Kongelige Bibliotek

Administration[redigér | redigér wikikode]

I Danmark styres de offentlige biblioteker af Styrelsen for Bibliotek og Medier, som igen styres af Kulturministeriet. Tidligere var det overvejende folkebiblioteker, der blev styret herfra – hvorimod forskningsbibliotekerne blev styret af Undervisningsministeriet. Den almindelige drift varetages af kommunerne, ofte via et udvalg, f.eks. i Lyngby-Taarbæk Kommune af "Bibliotek og kultur" udvalget.

Biblioteker[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Helge Nielsen, Folkebibliotekernes forgængere, Danmarks Biblioteksforening, 1960. Om dansk bibliotekshistorie før folkebibliotekernes oprettelse.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.