Wikipedia:Ugens artikel/Uge 44, 2015

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Botswana er en indlandsstat i det sydlige Afrika. Tidligere var landet det britiske protektorat Bechuanaland, men ved uafhængigheden 30. september 1966 tog det sit nuværende navn. På dette tidspunkt var det et af de fattigste lande i Afrika med en BNI per indbygger på 70 US$, men siden er økonomien blevet markant forbedret. Landet har nu en af de hurtigst voksende økonomier i verden og har nået en BNI per indbygger på over 17.000 US$ i 2012.

Landet har cirka to millioner indbyggere og er med sine 581.730 km² et af de lande i verden, der har lavest befolkningstæthed. Hovedstaden er Gaborone. Botswana er et fladt land, som er domineret af Kalahari-ørkenen og savanner. Landet grænser op til Sydafrika, Namibia og Zimbabwe samt en kort grænse til Zambia; denne grænse er ikke særlig præcist defineret, men følger på et kort stykke Zambezi-floden og er højst nogle få hundrede meter lang.

Botswana har siden uafhængigheden haft et repræsentativt demokrati men med jævnlige afholdelser af frie valg. Landets Human Development Index er middelhøjt, men regionalt set er det det næsthøjeste i det kontinentale Afrika syd for Sahara. Landet er medlem af Commonwealth of Nations, den Afrikanske Union og FN. (Læs mere..)