Se kilde til Zionisme

{{multiple image
| footer    = Titelbladet fra første udgave af [[Theodor Herzl|Theodor Herzls]] (tv.) bog ''[[Der Judenstaat]]'' (th.), som i 1896 foreslog oprettelsen af en selvstændig jødisk stat.
| width     = 

| image1    = Theodor_Herzl.jpg
| alt1      = Yellow cartouche
| width1    = 162

| image2    = DE Herzl Judenstaat 01.jpg
| alt2      = Red cartouche
| width2    = 180
}}

'''Zionisme''' er en form for jødisk [[nationalisme]], som tager udgangspunkt i, at [[Jøde|det jødiske folk]] udgør en [[etnicitet|etnisk]]/[[nationalitet|national]] gruppe med ret til at leve i hele eller dele af det historiske landområde, som består af Judæa, Samaria, Galilæa, med hovedvægt på [[Jerusalem]], som har været hovedstad for det jødiske land og folk siden kong Davids tid. Der findes dog også grene af zionismen, der blot kræver et hjemland til jøderne uafhængigt af den geografiske placering.<ref name="HN56"> Holm-Nielsen (1975), s. 56</ref>

Grundlaget for zionismen blev skabt med [[Theodor Herzl]]s bog ''[[Der Judenstaat]]'' ({{lang-da|Jødestaten}}), hvis førsteudgave udkom i 1896. Herzl mente, at den eneste løsning på de øgende restriktioner mod jøder, de mange [[Pogrom|pogromer]] og den stigende [[antisemitisme]] var, at jøderne oprettede en selvstændig jødisk stat. Herzl var bl.a blevet påvirket af retssagen mod den uskyldige fransk-jødiske officer [[Alfred Dreyfus]], som blev beskyldt for landsforræderi i sagen, der senere blev kendt som [[Dreyfus-affæren]].

Den politiske zionisme fokuserede fra [[1917]] på at etablere en stat i det nuværende [[Israel]]. Dens første positive resultat opstod, da den engelske regering den [[2. november]] [[1917]] udstedte [[Balfour-deklarationen]]. Den [[14. maj]] [[1948]] blev den uafhængige stat, Israel, [[Den israelske uafhængighedserklæring|udråbt]], hvilket markerede et afgørende skridt i zionismens politiske bestræbelser.<ref name="npr">{{kilde www
|url=http://www.npr.org/news/specials/mideast/history/history3.html 
|udgiver=National Public Radio 
|titel=Del 3: Deling, krig og uafhængighed
|værk=Mellemøsten: Et århundrede med konflikter
|besøgsdato=13. juli 2007 
|dato=10. februar 2002}}
</ref>

[[FN's generalforsamling]]s resolution 3379 blev i 1975 med stemmerne 72 for og 35 imod (32 undlod at stemme) vedtaget af FN's generalforsamling. Denne resolution sagde, at "zionisme er en form for racisme og racediskriminering". Imod denne resolution stemte hovedsageligt [[Vesten|vestlige lande]], herunder Danmark.<ref name=un>United Nations, General Assembly 1975, Officiel Records: [http://domino.un.org/pdfs/APV2400.pdf Rapport fra plenarmøde: Debat om Resolution 3379] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20130204212543/http://domino.un.org/pdfs/APV2400.pdf |date= 4. februar 2013 }}, afstemningsresultat på side 795. (hentet {{date|2013-04-19}}) {{en sprog}}</ref> Resolution 3379 blev senere, i 1991, tilbagekaldt med FN's generalforsamlings resolution 46/86.<ref>"[http://www.mfa.gov.il/mfa/foreignpolicy/mfadocuments/yearbook8/pages/260%20general%20assembly%20resolution%2046-86-%20revocation.aspx 260 General Assembly Resolution 46-86- Revocation of Resolution 3379- 16 December 1991- and statement by President Herzog]". ''GxMSDev''. Hentet d. 17. april 2016.</ref>

== Etymologi ==
Etymologien af ordet ''[[Zion]]'' ([[Hebraisk (sprog)|Hebraisk]]: צִיּוֹן, <small>[[Transskription (sprog)|transskription]]: ''Zion, Sion,''</small>{{Efn|''Sion'' er stavemåden i [[Vulgata]], som også anvendes i moderne fransk.}} <small>''Tzion, Tsion'' eller ''Tsiyyon''</small>)<ref>Hebrew Academy 2006 convention for the romanization of Hebrew, [http://hebrew-academy.huji.ac.il/hahlatot/TheTranscription/Documents/LAT-HEB.pdf Announcements of the Academy of the Hebrew Language] {{webarchive|url=https://web.archive.org/web/20131015060444/http://hebrew-academy.huji.ac.il/hahlatot/TheTranscription/Documents/LAT-HEB.pdf |date=2013-10-15 }}</ref> er usikker.<ref name=Brileyp49>{{cite book |page=49 |url=https://books.google.com/books?id=eq5gFlzMxQgC&q=zion+etymology |title=Isaiah, Volume 1 - The College Press NIV commentary: Old Testament series |author=Terry R. Briley |publisher=College Press |year=2000 |isbn= 978-0-89900-890-5}}</ref><ref name=Longmanp936>{{cite book |page=936 |url=https://books.google.com/books?id=kE2k36XAkv4C&q=zion+etymology&pg=PA936 |title=Dictionary of the Old Testament: wisdom, poetry & writings, Volume 3 |author=Tremper Longman, Peter Enns |editor=Tremper Longman, Peter Enns |edition=Illustrated |publisher=InterVarsity Press |year=2008 |isbn= 978-0-8308-1783-2}}</ref><ref name=Bromileyp1006>{{cite book |page=1006 |url=https://books.google.com/books?id=yklDk6Vv0l4C&q=zion+etymology&pg=PA1006 |title=International Standard Bible Encyclopedia: E-J Volume 2 |author=Geoffrey W. Bromiley |editor=Geoffrey W. Bromiley |edition=Revised |publisher=Wm. B. Eerdmans Publishing |year=1982 |isbn= 978-0-8028-3782-0}}</ref> I den [[Tanakh|jødiske bibel]] ([[det gamle testamente|Det Gamle Testamente]]) omtales ''Zion'' som et sted i [[Jerusalem]]. Ordet henviser oprindeligt til en bestemt bakke i Jerusalem – kendt som [[Zionbjerget|Zion-bjerget]] – der er beliggende syd for Moriah-bjerget (også kendt som [[Tempelbjerget]]). Navnet er refereret i [[Anden Samuelsbog]] (kapitel 5, vers 7), hvor det bl.a. står skrevet; "''Men David indtog klippeborgen Zion'' (...)".<ref name=":0">"[https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_sam/5 Anden Samuelsborg - kapitel 5]". ''Bibelselskabet''. Hentet 08-12-2023</ref> I henhold til fortællingen i Anden Samuelsbog kapitel 5 var der således en fæstning – af samme navn – beliggende på Zion-bjerget, som i henhold til fortællingen blev erobret af [[Kong David]].<ref name=":0" /> I henhold til samme fortælling blev denne fæstning efterfølgende omdøbt til Davidsbyen.<ref name=":0" />

Selvom navnet kan føres tilbage til tiden inden Kong David indtog byen, står ''Zion'' som symbolet for templet i Jerusalem.<ref> Holm-Nielsen (1975), s. 52</ref> Ordet bruges derfor oftest som et synonym for Jerusalem<ref name="Longmanp936" /><ref name="Brileyp49" /> og Israels land som helhed.<ref>''This is Jerusalem,'' Menashe Harel, Canaan Publishing, Jerusalem, 1977, pp. 194–195</ref> Efter templets ødelæggelse i år 70 drog talrige jøder stadig til Jerusalem og templets [[Grædemuren|vestlige mur]], som er bevaret, er stadig et symbol for zionisterne.<ref> Holm-Nielsen (1975), s. 53</ref>

== Baggrund ==
Danskeren [[Holger Paulli]] agiterede allerede i [[1600-tallet]] for jødisk erobring og genopbygning af [[Jerusalem]] og [[Judæa]].<ref>{{Cite Q | Q110247524 }}</ref>

Herzl havde haft forløbere allerede i midten af det 19. århundrede, således [[Moses Hess]] med ''Rom und Jerusalem'' og [[Leo Pinsker]] med ''Auto-Emanzipation'', men de var kun litterære forløbere for den politiske bevægelse.<ref name="HN56"/> I [[Rusland]] opstod i 1881 en jødisk bevægelse, ''Zions venner'', som var inspireret af Pinsker, og med den tyrkiske regerings tilladelse fik de mulighed for at etablere den første jødiske koloni i det nuværende [[Israel]].{{refn|Palæstina var på dette tidspunkt en del af [[Osmannerriget]]{{kilde mangler|dato=september 2020}} }}<ref> Holm-Nielsen (1975), s. 57</ref>

Længslen efter det land, som jøderne var blevet drevet ud af i år 70, da [[Titus]] ødelagde templet i Jerusalem, var bevaret som en [[erindringspolitik|fælles erindring]] af symbolsk religiøs betydning i over 1.800 år. I 1896 udgav den [[wien]]ske pariserkronikør, dr. Theodor Herzl, opildnet af [[pogrom]]erne mod jøderne i Rusland og Dreyfus-affæren i Frankrig, "''Der Judenstaat''"<ref>Theodor Herzl (1896): ''Der Judestaat'', [http://de.wikisource.org/wiki/Der_Judenstaat På Wikisource] (hentet {{date|2013-04-19}}) {{de sprog}}</ref>, og skabte en national og politisk bevægelse med indkaldelsen til den [[1. zionistkongres]] i [[Basel]] i 1897 under hans ledelse. Han fremsatte her sit politiske program, det såkaldte "Baselerprogram", og skabte [[Verdens Zionistorganisation|den zionistiske verdensorganisation]]

{{quotation|Baselprogrammet på [[dansk (sprog)|dansk]]:<br />''Zionismen sigter mod oprettelse for det jødiske folk et offentligt og juridisk sikret hjem i Palæstina. For at opfylde dette formål, mener Kongressen følgende måder brugbar:<br />
''1. Fremme af afviklingen af jødiske landmænd, håndværkere og handelsfolk i Palæstina.<br />
''2. Sammenslutningen af alle jøder i lokale eller generelle grupper, i henhold til lovgivningen i de forskellige lande.<br />
''3. Styrkelsen af den jødiske følelse og bevidsthed.<br />
''4. Forberedende skridt til at nå disse statslige tilskud, der er nødvendige til opfyldelse af den zionistiske formål.''<ref name="JVL">Jewish Virtual Library: Fra [[1917]] fokuserede zionisterne sig på at etablere en stat i den vestlige del (nutidens [[Israel]]) [http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/Zionism/First_Cong_&_Basel_Program.html The First Zionist Congress and the Basel Program] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20061022043258/http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/Zionism/First_Cong_%26_Basel_Program.html |date=22. oktober 2006 }} (hentet {{date|2013-04-20}}) {{en sprog}}</ref>}}

Trods lille modstand i både ortodokse og indifferente kredse vandt zionismen større og større udbredelse, hvad der tydeligt fremgik af antallet af dem, der sendte delegerede til kongresserne, af hvilke der inden [[1. Verdenskrig]] var afholdt 11 (1., 2., 3., 5., 6., 7. og 10. i [[Basel]], 4. i [[London]], 8. i [[Haag]], 9. i [[Hamburg]] og 11. i [[Wien]]).{{kilde mangler|dato=juni 2017}}

== Etablering af den politiske zionisme ==
Herzl fandt fremstående medarbejdere i så godt som alle lande, blandt de mest kendte [[Max Nordau]] og [[Israel Zangwill]], men mødte også kritik af sit pragmatiske standpunkt, fordi han ikke ville udelukke, at det jødiske "hjem" kunne placeres udenfor Palæstina.<ref name="HN60"> Holm-Nielsen (1975), s. 60</ref> [[Chaim Weizmann]] deltog i den 2. zionistkongres i [[1898]] og var medvirkende til, at kongressen vedtog Palæstina som det eneste sted, hvor den jødiske stat kunne placeres.<ref name="HN61"> Holm-Nielsen (1975), s. 61</ref> Hertzl blev også kritiseret for at negligere betydningen af den særlige jødiske [[kultur]].<ref name="HN61"/>

Samtidig med diplomatiske henvendelser hos de forskellige regeringer blev der arbejdet på en kolonisation i selve Palæstina, men trods løfter fra sultanens side lagde{{hvornår|dato=2020}} den tyrkiske administration dog hindringer i vejen for en jødisk kolonisation i større omfang i det dengang nyoprettede britiske protektorat Palæstina (nutidens Israel og [[Jordan]]), som havde været en gruppe provinser i det tyrkisk-styrede [[Osmanniske rige]]. I 1917 blev [[Sykes-Picot-aftalen]] afsløret af [[Sovjetunionen]], og dens fastlæggelse af Palæstina som [[England|engelsk]] interessesfære under international kontrol vakte stor bestyrtelse blandt [[zionister]].<ref name="HN65"> Holm-Nielsen (1975), s. 65</ref> Inden denne aftale var [[implementering|iværksat]], udløste forhandlinger mellem engelske diplomater og zionistiske ledere et brev, stilet til [[Lord Rothschild]] og underskrevet af den engelske udenrigsminister [[Arthur James Balfour]]. Dette dokumentet er gået over i historien som [[Balfour-deklarationen]].<ref name="HN67"> Holm-Nielsen (1975), s. 67</ref>

=== Balfour-deklarationen ===
[[1. verdenskrig]] førte blandt andet til Osmannerrigets sammenbrud, og kort efter, at de Allierede var blevet herrer over det sydlige Palæstina med Jerusalem, udstedte den engelske regering den 2. november 1917 [[Balfour-deklarationen]]:

{{quotation|''Regeringen ser med velvilje på etableringen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk og vil på bedst mulig måde medvirke til opfyldelsen af dette mål, men det indskærpes, at intet må gøres som skader Palæstinas ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder eller de rettigheder og den politiske status, som jøder nyder godt af i andre lande.''<ref>{{cite book| last = Yapp| first = Malcom| title = The Making of the Modern Near East 1792-1923| url = https://archive.org/details/makingofmodern00yapp| date = 1987-09-01| publisher = Longman| location = Harlow, England| isbn = 978-0-582-49380-3| page = [https://archive.org/details/makingofmodern00yapp/page/290 290]}}, [http://bibliotek.dk/hvilke_biblioteker.php?vrk_recid=%28lid%3D08515042+og+lok%3D870970%29&bib_nr= På danske biblioteker]{{Dead link|date=januar 2022 |bot=InternetArchiveBot |fix-attempted=yes }}, hentet {{date|2013-04-20}}) {{en sprog}}</ref>|Arthur James Balfour{{refn|Citatet er oversat til dansk.}} }}

Denne deklaration fik snart tilslutning fra den franske, italienske og amerikanske regering. Dette førte til nedsættelsen af en zionistisk kommission, som skulle danne bindeleddet mellem den jødiske befolkning i Palæstina og de britiske myndigheder. Ligeledes skulle kommissionen, der fik den engelske kemiker dr. [[Chaim Weizmann]] som præsident, være rådgivende kollegium i jødiske sager.{{kilde mangler|dato=september 2020}}

På fredskonferencen mødtes Weizmann med tre andre af de zionistiske ledere og fremsatte det jødiske folks ønsker. Det førte til, at Folkenes øverste Råd den [[24. april]] [[1920]] i [[San Remo]] bestemte, at Balfour-deklarationen skulle optages som led i fredsbetingelserne med Tyrkiet, og Storbritannien skulle overtage mandatet over Palæstina. Ratificeringen heraf fandt sted den [[24. juli]] [[1922]].
[[Fil:Jewish and Arab Land Ownership in Mandatory Palestine, 1947.svg|thumb|Jødisk ejendom i 1947]]
Den sikkerhed, der var skabt for jødisk kolonisering fik følger: Den jødiske indvandring tog til, og i løbet af få år oprettedes koloni sig ved koloni, i de palæstinensiske områder. [[Hebræisk]] blev igen et levende sprog, og det blev undervisningssproget i skoler og højskoler og ved det jødiske universitet, som Balfour indviede den [[1. april]] [[1925]].<ref>[https://runeberg.org/salmonsen/2/25/0637.html ''Salmonsen'', s. 627]</ref>

== Ha'avara-aftalen ==
{{uddybende|Ha'avara-planen }}

Den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 blev i nogle zionistiske kredse set som en mulighed for at få en allieret i deres ønske om at fremme den jødiske udvandring til Palæstina. Allerede i august 1933 indgik den tyske regering og de tyske zionister Ha'avara-aftalen, der tillod zionister gennem HAAVARA, LTD at overføre formuer fra Tyskland til Palæstina for derved at fremme jødisk emigration fra Tyskland. HAAVARA, LTD virkede under lignende vilkår som tidligere Hanotea-kompagniet. HAAVARA, LTD krævede af immigranterne en indbetaling på mindst 1.000 [[pund sterling]] til banken. Disse penge blev efterfølgende benyttet af emigranterne til at købe tyske eksportvarer til import til Palæstina. Systemet blev benyttet af ca. 50.000 jødiske emigranter<ref>Heritage: Civilization and the Jews: [http://www.pbs.org/wnet/heritage/episode8/documents/documents_11.html ''Haavara Agreement Documents''] (hentet {{date|2013-04-20}}) {{en sprog}}</ref>. Aftalen førte til splittelse i den internationale zionistiske bevægelse, og den zionistiske verdenskongres i 1935 tog klart afstand fra aftalen med [[Vladimir Jabotinsky]] som den stærkeste opponent.<ref>Francis R. Nicosia ''Zionism and Anti-Semitism in Nazi Germany'' Cambridge University Press, 5. maj 2008, p.99</ref>

Ha'avara-aftalen blev af det nazistiske styre betragtet som en måde at få løst "det jødiske problem" på. Lederen af Mellemøsten-divisionen i udenrigsministeriet [[Werner Otto von Hentig]] støttede politikken med at samle jøderne i Palæstina. Han mente, at hvis jøderne boede ét samlet sted, ville udenrigspolitikkens mål om at holde jøderne under kontrol blive lettere.<ref>Francis R. Nicosia: ''The third Reich & the Palestine question'', [http://books.google.se/books?id=8X2G1G_jD-4C&lpg=PA126&hl=da&pg=PA132#v=onepage&q&f=false På googlebøger], siderne 132–133. (hentet {{date|2013-04-20}}) {{en sprog}}</ref> Hitlers støtte til Ha'avara-aftalen svingede gennem 1930-erne. Oprindeligt var [[Adolf Hitler]] kritisk over for aftalen, men efter kort tid skiftede han holdning og støttede siden aktivt og uforbeholdent frem til 1939 - selv da kritik blev rejst fra anden side.<ref>Francis R. Nicosia: ''The third Reich & the Palestine question'', [http://books.google.se/books?id=8X2G1G_jD-4C&lpg=PA126&hl=da&pg=PA140#v=onepage&q&f=false På googlebøger], siderne 140, 142. (hentet {{date|2013-04-20}}) {{en sprog}}</ref>

== 2. verdenskrig ==
Under [[2. verdenskrig]] formulerede de zionistiske ledere en storstilet plan for en million immigranter. Disse flygtede i små både til "det forjættede land", Palæstina, og efter krigen fulgte en massiv bølge af immigranter, især overlevende fra [[Holocaust]]. Selv om dette stred mod engelsk lovgivning, forenede jødeforfølgelserne langt størstedelen af de jødiske samfund i verden i forsvaret for det zionistiske projekt.
<ref name=miracle>{{cite book|last=Johnson|first=Paul|title=The Miracle|journal=Commentary|date=maj 1998|volume=105|pages=21–28|access-date=4. august 2011}}</ref>

== Udviklingen efter 2. verdenskrig ==
[[Fil:Declaration of State of Israel 1948 2.jpg|thumb|right|[[David Ben-Gurion]] proklamerer Israels uafhængighed, stående under et stort portræt af Theodor Herzl]]

Efter [[2. verdenskrig]] blev jøderne mødt med stor international sympati på baggrund af [[nazist]]ernes forfølgelse af og drab på ca. 6 millioner jøder. Alligevel kunne emigranter ikke på lovlig vis [[Immigration|immigrere]] til Palæstina, og det skabte stor international opmærksomhed, da ''[[Exodus 1947|Exodus]]'' den [[11. juni]] [[1947]] sejlede fra [[Frankrig]] med 4.554 overlevende [[Holocaust]]-flygtninge med kurs mod [[Mandatområdet i Palæstina|det britiske mandatområde Palæstina]]. Under omfattende mediedækning blev skibet bordet af det engelske [[Royal Navy]], og alle passagererne blev deporteret tilbage til [[Europa]].{{kilde mangler|dato=juni 2017}} Da Storbritannien i [[1947]] opgav at administrere mandatområdet efter omfattende zionistiske terrorangreb, vedtog [[Forenede Nationer|FN]] en [[FN's delingsplan for Palæstina|delingsplan for Palæstina]], der omfattede en jødisk og en palæstinensisk stat samt et Jerusalem under international administration. De jødiske indvandrere accepterede, da 56% af området skulle tilfalde en jødisk stat. Jøderne udgjorde på det tidspunkt 33% af befolkningen og ejede 9% af jorden. Planen blev pure afvist af palæstinenserne og de arabiske stater. Da den jødiske stat, [[Israel]], alligevel blev udråbt [[14. maj]] [[1948]], dagen før mandatets udløb, førte det til væbnet konflikt. Et år senere havde den israelske hær erobret landområder, der svarer til 80% af Palæstina og staten Israel var en kendsgerning. [[Vestbredden]] og [[Gaza]] blev herefter administreret af henholdsvis [[Jordan]] og [[Ægypten]]. Under [[Den arabisk-israelske krig 1948|krigshandlingerne i 1948-49]] blev ca. 800.000 palæstinensere fordrevet.{{kilde mangler|dato=juni 2017}}

I [[Seksdageskrigen]] erobrede Israel hele [[Sinaihalvøen]], [[Gaza]] og [[Vestbredden]]. Sinai blev siden leveret tilbage til Egypten ved en fredsaftale. Krigen styrkede Israels position i området og førte blandt andet til, at Israel begyndte at etablere [[Israelske bosættelser|jødiske bosættelser]] på de besatte områder. Disse bosættelser voksede betragtelig i løbet af de næste tiår og har flere gange blevet fordømt internationalt. Bosætttelsesaktiviteten blev særlig omfattende på [[Vestbredden]] og i [[Østjerusalem]], men fandt også sted i Gaza. Bosættelsesbevægelsen blev i højere grad religiøst motiveret end tidligere.

Sinai-halvøen er givet tilbage til Egypten mod en fredsaftale i [[1979]] efter at krigen i 1973 havde vist, at besættelsen var uholdbar i længden, og den egyptiske [[præsident]] [[Anwar Sadat]] brød isen og fløj til [[Tel Aviv]] i [[1977]] for at møde den israelske premierminister [[Menachem Begin]] og det [[Knesset|israelske parlament]].{{kilde mangler|dato=juni 2017}}

== Omtvistet siden 1970 ==

I [[1975]] vedtog [[FN's generalforsamling]] med Resolution 3379, 72 stemmer for og 35 imod (32 undlod at stemme) at "zionisme er en form for racisme og racediskriminering"<ref name="un" />, og den internationale kvindekonference i [[Mexico]] samme år krævede fjernelsen af zionismen.

{{quotation|''International co-operation and peace require the achievement of national liberation and independence, the elimination of colonialism and neo-colonialism, foreign occupation, Zionism, apartheid and racial discrimination in all its forms, as well as the recognition of the dignity of peoples and their right to self-determination.''<br /><br />[[dansk (sprog)|På dansk:]] ''Internationalt samarbejde og fred kræver opnåelsen af national befrielse og uafhængighed, afskaffelse af kolonialisme og neo-kolonialisme, fremmed besættelse, zionisme, apartheid og racediskrimination i alle dens former, såvel som anerkendelse af folkeslagenes værdighed og deres ret til selvbestemmelse.''|Resolution 3379}}

Israel gjorde tilbagekaldelse af resolution 3379 til en betingelse for deltagelse i [[Madrid-fredskonferencen]] i 1991. Under pres fra præsident [[George H.W. Bush]], vedtog FN resolution 46/86<ref name=UN2>United Nations, General Assembly 1991, Officiel Records: [http://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=A/RES/46/86&Lang=E&Area=RESOLUTION Vedtagelse af Resolution 46/86] (hentet {{date|2013-04-19}}) {{en sprog}}</ref>. Teksten til tilbagekaldelsen var simpelthen:

{{quotation|''The general assembly decides to revoke the determination contained in its resolution 3379 (XXX) of 10 November 1975.''<br /><br />[[dansk (sprog)|På dansk:]] ''Generalforsamlingen beslutter at tilbagekalde bestemmelsen indeholdt i sin resolution 3379 (XXX) af 10. november 1975.''|Resolution 46/86}}

Forslaget vedtaget med 111 stemmer for og 25 imod (13 undlod at stemme).

Selv om resolutionen efter pres fra [[USA]] blev trukket tilbage i [[1991]], anses zionisme af mange grupper, ikke mindst i arabiske lande og blandt venstrefløjen i Europa, som [[racisme]], selv jødiske grupper anser zionismen som racisme, bl.a. ''International Jewish Anti-Zionist Network'' (IJAN)<ref name=About>{{cite web|url=http://www.ijsn.net/about_us/charter/|author=International Jewish Anti-Zionist Network|title=About Us|access-date=2013-04-19|quote=We pledge to: Oppose Zionism and the State of Israel|language=en|archive-date= 4. august 2012|archive-url=https://archive.today/20120804180125/http://www.ijsn.net/about_us/charter/|url-status=dead}}</ref>. Zionister og deres støtter påstår at antizionister er [[antisemitisk]]e.

Indenfor visse kredse (særligt i USA) af den kristne kirke findes der desuden en form for religiøst betinget zionisme. Det jødiske folks ret til Palæstina hævdes på grundlag af bibelen og at staten Israel blev oprettet og jøderne vender tilbage hertil ses som opfyldelsen af nogle af profetierne omkring [[verdens undergang]].

== Se også ==
* [[Israel]]
* [[Zion]]

== Noter ==
{{Notelist}}

== Referencer ==
{{Reflist}}

== Litteratur ==
* Holm-Nielsen: ''Historien bag Palæstina Problemet'', Berlingske Forlag, København, 1975
* Nicosia, Francis R.: ''The third Reich & the Palestine question''; University of Texas Press, Austin 1985

== Eksterne henvisninger ==
{{Commonscat|Zionism}}

{{Jødernes historie|state=collapsed}}
{{ideologier}}
{{Autoritetsdata}}

[[Kategori:Zionisme| ]]
[[Kategori:Jødisk historie]]