Akrylamid

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Strukturformel af akrylamid
Kuglekalotmodel af akrylamid

Stoffet akrylamid har bruttoformlen C3H5NO. Dets officielle, kemiske navn er 2-propenamid. Det er et hvidt, lugtløst og krystallinsk stof, der kan opløses i vand, etanol, æter og kloroform.

Kemi[redigér | redigér wikikode]

Akrylamid bruges i polymeringsreaktioner i industrien blandt andet til fremstilling af plastmaterialet polyakrylamid, til fremstilling af polyakrylamid som medium til polyakrylamid-elektroforese.

Akrylamid kan nedbrydes uden varme til ammoniak, mens det danner kulmonoxid, kuldioxid og forskellige kvælstofilter, når det bliver ødelagt ved forbrænding.

I organismen omdannes det til glycidamid. Både akrylamid og glycidamid er reaktive stoffer og kan indgå i forbindelser med mange molekyler, bl.a. aminosyrer, pyrimidiner og puriner og kan dermed ændre både struktur af proteiner og DNA. Akrylamid dannes i fødevarer ved en Maillard-reaktion ved overopvarmning af stivelse.

Trussel mod folkesundheden[redigér | redigér wikikode]

Akrylamid har været kendt som et potentielt kræftfremkaldende stof i mange år. Mennesker kan udsættes for akrylamid på flere måde: dels ved håndteringen i industrien, dels ved tobaksrygning og dels fra mad tilbredt ved høje temperaturer.[1]

Akrylamid har vist sig at være skadeligt for nerver, arveanlæg og forplantningsevnen samt at være kræftfremkaldende i forsøgsdyr.[2]

Da akrylamid er et molekyle, der kan dannes ved tilberedning af mad, vækker det ny bekymring. Forskere har fundet moderate niveauer af akrylamid i opvarmet, proteinrig mad, mens de fandt høje niveauer af stoffet i stivelsesholdige fødemidler som f.eks. chips, pommes frites og brød.[3] Det høje indhold af akrylamid forudsætter, at maden er tilberedt ved stegning eller bagning, for det findes ikke i mad, som er tilberedt ved kogning.[4]

Nyere undersøgelser fandt ikke nogen forøget kræftrisiko ved indtagelse af fødevarer med indhold af akrylamid (udtrykt på denne måde: "ingen målbar virkning"), og risikoen for tarmkræft tog sågar af i takt med et øget indhold af akrylamid i føden[5]. I den forbindelse skal det bemærkes, at kun den akrylamid, som er nået ind i blodbanen, er relevant. Nye, tyske undersøgelser viser tilsyneladende, at optagelsen af akrylamid med føden knap nok fører til et forhøjet indhold i blodet[6].

Et dansk studie udgivet i 2008 kunne måle, at rygere havde cirka tre gange så meget akrylamid som ikke-rygere, og studiet fandt også en sammenhæng mellem det målte akrylamidniveau og forekomsten af brystkræft.[7]

Selv om akrylamid har en velkendt giftvirkning på nervesystemet og frugtbarheden, konkluderede en rapport fra FAO og WHO i juni 2002, at den mængde, der skal indtages for at fremkalde nervesygdom (0,5 mg/kg kropsvægt/dag) er 500 gange større end den gennemsnitlige, daglige optagelse med maden (1 μg/kg kropsvægt/dag). Når det drejer sig om påvirkning af frugtbarheden skal mængden være 2.000 gange større end den gennemsnitlige, daglige indtagelse. På den baggrund konkluderede organisationerne, at mængden af akrylamid i madvarer er uskadelig, hvad angår påvirkning af nervesystemet, men de ytrede bekymring over kræftrisikoen hos mennesker ud fra den velkendte kræftrisiko hos laboratoriedyr[8].

Brystkræft[redigér | redigér wikikode]

Flere studier har undersøgt om der skulle være en sammenhæng mellem forekomsten af akrylamid og brystkræft.

En svensk undersøgelse af 61.433 kvinder fandt ingen sammenhæng mellem brystkræft og langvarig indtagelse af akrylamid med maden.[9] En anden undersøgelse af 90.628 kvinder i USA, der ikke havde nået overgangsalderen, fandt heller ikke nogen sammenhæng mellem optagelse af akrylamid med maden og risikoen for brystkræft[10] En senere dansk undersøgelse fra 2012 af 24.697 kvinder, der var over overgangsalderen, viste dog en statistisk overdødelighed ved høj koncentration af akrylamid-indikatorer.[1] Målingen for akylamid var dog ikke i sig selv signifikant i det danske studie, og for rygere viste resultaterne næsten en modsat effekt.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Anja Olsen, Jane Christensen, Malene Outzen, Pelle Thonning Olesen, Henrik Frandsen, Kim Overvad og Jytte Halkjær (2012). "Pre-diagnostic acrylamide exposure and survival after breast cancer among postmenopausal Danish women". Toxicology 296 (1-3): 67–72. http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0300483X1200073X.  Forfatterne konkluderer: "In conclusion, the present study indicates that pre-diagnostic exposure to acrylamide may be related to mortality among breast cancer patients and that this may especially concern the most endocrine related type of breast cancer."
  2. Fødevarestyrelsen, "Akrylamid"
  3. Eden Tareke, Per Rydberg, Patrik Karlsson, Sune Eriksson, and Margareta Törnqvist, "Analysis of Acrylamide, a Carcinogen Formed in Heated Foodstuffs", J. Agric. Food Chem., 50 (17): 4998–5002
  4. Food Standards Agency, Acrylamide: your questions answered Retrieved on 2008-01-01
  5. L.A. Mucci m.fl.: Dietary acrylamide and cancer of the large bowel, kidney, and bladder: Absence of an association in a population-based study in Sweden i British Journal of Cancer, 2003, 88 side 84-89
  6. En pressemeddelse i 2005 fra Medizinischen Hochschule Hannover: Acrylamid im Blut: Rolle des Ernährungsverhaltens unklar, 2005
  7. Pelle Thonning Olesen, Anja Olsen, Henrik Frandsen, Kirsten Frederiksen, Kim Overvad, Anne Tjønneland, "Acrylamide exposure and incidence of breast cancer among postmenopausal women in the Danish Diet, Cancer and Health Study", International Journal of Cancer, 8. januar 2008.
  8. FAO/WHO Consultation on the Health Implications of Acrylamide in Food. Summary Report, 2002
  9. S.C. Larsson, A. Åkesson og A. Wolk (2008). "Long-term Dietary Acrylamide Intake and Breast Cancer Risk in a Prospective Cohort of Swedish Women". American Journal of Epidemiology 169 (3): 376-381. http://aje.oxfordjournals.org/content/early/2008/11/17/aje.kwn319.full.pdf. 
  10. K.M. Wilson, L.A. Mucci, E. Cho, D.J. Hunter og W.Y. Chen (2009). "Dietary Acrylamide Intake and Risk of Premenopausal Breast Cancer". American Journal of Epidemiology 169 (8): 954–961. http://aje.oxfordjournals.org/content/169/8/954.full.pdf. 
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: