Ambulancebehandler

Ambulancebehandler er en særlig dansk titel for en person, som har taget en overbygning på uddannelsen som ambulanceassistent, og som senere eventuelt kan uddanne sig til paramediciner. Alle ambulancer i Danmark skal være bemandet med mindst én ambulancebehandler^[1].

Uddannelse[redigér | rediger kildetekst]

Man skal have fungeret som assistent i mindst 18 måneder for at starte på behandlerkurset. Uddannelsen forløber over ca. 5 uger:

3 ugers teori med yderligere undervisning i anatomi og fysiologi, hygiejne, symptomlære, sygdomslære, herunder smitsomme sygdomme, observationsteknik, farmakologi og håndtering af medicin, patienthåndtering, transmission af Elektrokardiogram (12-aflednings-EKG) til sygehus, overvågning og defibrillering, samt informationsteknologi i telemedicin. Kurset indeholder endvidere PHTLS certificering, der er en international (amerikansk) standard for behandling af svært tilskadekomne.
1 uges hospitalspraktik på skadestue, fødegang og anæstesiologisk afdeling.
1 uges ambulancepraktik.

Efter 36 måneders virke som behandler kan man videreuddanne sig til paramediciner.

Kompetencer[redigér | rediger kildetekst]

Ambulancebehandleren skal ifølge Bekendtgørelse om planlægning af sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab samt uddannelse af ambulancepersonale m.v. være i stand til:

Basal bedømmelse af patientens tilstand.
Skånsom optagning af tilskadekomne med særligt udstyr.
Etablering og opretholdelse af frie luftveje.
Genoplivning ved kunstig opretholdelse af vejrtrækning med tilskud af ilt samt udvendig hjertemassage.
EKG-overvågning og genoplivning ved brug af defibrillator.
Blødningsstandsning og antishockbehandling.
Brudbehandling således at hele kroppen, eller dele af kroppen, herunder halshvirvelsøjlen kan understøttes.
Akut behandling af afrevne legemsdele.
Akut behandling af brandsårsskader, ætsningsskader, kuldeskader mv.
Fødselshjælp og pleje af nyfødte.
Medicinsk smertelindring, f.eks. ved inhalation af ilt og lattergas.
Lindring af hjertekrampesmerter, f.eks. med nitroglycerin administreret i mundhulen.
Afbødning af astmaanfald ved inhalation af bronkieudvidende stoffer.
Afbødning af kramper ved administration af krampestillende medicin (benzodiazepin) i endetarmen.
Indledende behandling ved tegn på blodprop i hjertet med acetylsalicylsyre.
Afbødning af insulinchok med glukagon som intramuskulær injektion.
Afbødning af allergiske reaktioner med adrenalin som intramuskulær injektion.
Afbødning af følger efter indtagelse af overdosis af morfinlignende stoffer med naloxon (Narcanti) som intramuskulær injektion.
Anlæggelse og gennemskylning af intravenøs adgang.
Opstart af intravenøs væskebehandling af svært tilskadekomne samt patienter med alvorlig kredsløbssvigt som følge af hypovolæmi (større blodtab).

I fx Region Nordjylland har nogle ambulancebehandlere fået en tillægsuddannelse, så de kan kalde sig 'Akutreddere' og bemande Akutbiler som fx er placeret i Skagen og Hals^[2].

Ansvar og pligter[redigér | rediger kildetekst]

De ovennævnte behandlinger må kun gives på lægelig delegation/ordination. Ambulancetjenester i Danmark skal have en ansvarlig læge (korpslæge) tilknyttet, da det kun er læger, der kan ordinere medicin i Danmark. Korpslægen udstikker retningslinjer, indikationer og kontraindikationer, for hvordan og hvornår der må behandles på ambulancen.

Ambulancebehandlere er underlagt patientklagenævnet, og der kan derigennem klages over evt. behandling, man har modtaget.