Da Vinci Mysteriet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Da Vinci Mysteriet (flertydig).

Da Vinci Mysteriet er den amerikanske forfatter Dan Browns fjerde roman, der ligesom Engle og Dæmoner følger professor Robert Langdon og kryptografen Sophie Neveu (som dog kun er med i Da Vinci Mysteriet) i deres søgen efter svaret på en ældgammel hemmelighed med rødder helt tilbage til Jesus Kristus. Bogen indeholder derudover referencer til tempelridderne, frimurerne, Leonardo da Vinci, Den hellige gral og meget mere.

Bogen er oversat til 44 sprog, og der er pr. 2009 blevet solgt over 80 millioner eksemplarer. [1] Da Vinci Mysteriet er i Danmark udgivet i en almindelig udgave, såvel som i en illustreret udgave. I kølvandet på bogens store popularitet, er den også blevet filmatiseret. Filmen er produceret af Brian Grazer og instrueret af Ron Howard, som bl.a. også har lavet A Beautiful Mind. I rollen som Robert Langdon ses Tom Hanks, mens Audrey Tautou spiller Sophie. Se Da Vinci Mysteriet (film).

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Bogen indledes med en påstand fra forfatteren om, at alle beskrivelser af kunstværker, arkitektur, dokumenter og hemmelige ritualer i romanen er sandfærdige. Denne påstand er imidlertid blevet bredt modgået af mange forskere inden for de felter, som bogen omhandler, og bogen er generelt blevet kritiseret for en sensationalistisk og vildledende fremstilling af historiske fakta. Herimod indvender Brown og andre, at bogen først og fremmest er fiktion, og at den som sådan har ret til at tage sig visse kunstneriske friheder.

I forordet skriver Brown, at det er et "faktum", at Sions Priorat er et "hemmeligt forbund stiftet i 1099", og "en virkelig organisation". Sandheden er tværtimod, at Sions Priorat blev stiftet i juni 1956. [2] I det offentlige tinglysningsblad fra juli 1956 fremkommer foreningens formål, nemlig at fremme medlemmernes studier. Foreningens hovedvirke var udgivelsen af det lille blad Circuit om forhold, der berørte folk i kommunale lejeboliger, så som asfaltering af sideveje og problemer med vandmålingsapparaterne i nogle bygårde i Annemasse. Navnet Sion refererer ikke til Jerusalem, men til en højde udenfor St-Julien-en-Genevoise. [3] I kapitel 4 påstår Brown, at glaspyramiden i Louvre-muséet [4] på den franske præsident François Mitterrands udtrykkelige forlangende skulle bestå af "nøjagtigt 666 glasplader", der kan udlægges som "Satans tal". Muséets pressetjeneste oplyser derimod, at pyramiden består af 673 glasplader (603 romber og 70 trekanter). [5] Browns påstande om Leonardo da Vinci, fremført i kapitel 8, er endnu grovere: Leonardo skal have "gravet lig op, for at studere menneskets anatomi", og ført "mystiske dagbøger i ulæselig, spejlvendt skrift". Leonardo gravede aldrig døde op, men deltog i dissektioner ved medicinske fakulteter, sådan som de også foretages i dag, og da han var venstrehåndet, kan det have faldet ham naturligere at skrive fra højre mod venstre. [6] I kapitel 26 påstår Brown, at der fremkom lighed mellem Mona Lisas og Leonardos egne ansigtstræk ved sammenligning af maleriet Mona Lisa og hans efterladte selvportrætter, men Leonardo har ikke efterladt noget kendt selvportræt. [7] Videre skal "Mona Lisa" ifølge Brown læses som "Amon l'Isa", hvor "l'Isa" betyder Isis. Amon og Isis udgør dermed hinandens modvægt som mandligt og kvindeligt princip. Imidlertid gav Leonardo ikke navn til sine værker, så "Mona Lisa"-navnet dukkede først op efter hans død, på italiensk i øvrigt "Monna Lisa", hvor monna (en sammentrækning af madonna) har betydningen "frue", altså "fru Lisa". [8] I kapitel 30 beskriver Brown, hvordan Sophia truer med at ødelægge da Vincis maleri "Madonna i grotten" [9] ved at presse knæet mod bagsiden af det, så "lærredet buler". Men "Madonna i grotten" er malet på tykt træværk, ikke på lærred. [10] I kapitel 37 påstår Brown, at sang real (= kongeligt blod) blev fejllæst som san gral (= helligt kar). Det passer ikke, for på middelalderfransk hed "blod" ikke sang, men sanc, udtalt med k-lyd. [11]

I kapitel 55 forlyder det, at "Bibelen, som vi kender den i dag, blev sat sammen af den hedenske romerske kejser Konstantin den Store." Konstantin befattede sig aldrig med nogen redigering af Bibelen. Bibelen, som vi kender den i dag, blev endeligt fastlagt i koncilet i Kartago i år 397, da Johannes åbenbaring blev tilføjet. "I år 325 bestemte han sig for at samle Romerriget under én religion – kristendommen." Der tager Brown igen fejl. Kristendommen blev stats- og ene-religion, ikke under Konstantin, men under den senere kejser Theodosius den Store. [12]

I bogens epilog skriver Brown om de 135 medaljer af bronze, der er nedfældet i en linje gennem Paris, og omtaler den som en "hellig sti" – uden at nævne, at den blev lavet i 1994 af den nederlandske kunstner Jean Dibbets til minde om astronomen François Arago og hans opmålingsarbejder. [13] [14] Med sin længde på 17 km er Arago-meridianen det største monument i Paris, men noget "helligt" er der ikke ved den. Det uærlige i Browns projekt er, at han placerer Louvre, Saint Sulpice-kirken og Rosslyn-kapellet udenfor Edinburgh på den samme meridian, som han kalder "rose-linjen", og som skulle være ophav til navnet "Rosslyn". Louvre ligger godt nok på Paris-meridianen, men Saint Sulpice gør det ikke, og Rosslyn-kapellet ligger på en helt anden meridian. I øvrigt har begrebet "rose-linjen" aldrig eksisteret, heller ikke i esoterisk litteratur. [15]

Browns konklusion er, at den hellige gral i virkeligheden var Maria Magdalene, og at kirken har forsøgt at holde hendes ægteskab med Jesus skjult. Et argument har været, at voksne mænd i det jødiske samfund altid var gift. Men på Jesu tid var mange godt voksne, religiøse personer ugifte, og havde cølibat som et ideal for religiøse ledere. Fx var Johannes Døberen ugift, og Paulus gjorde en pointe ud af sin ugifte stand. [16]

To af forfatterne til bogen Helligt blod, hellig gral, Michael Baigent og Richard Leigh, sagsøgte Dan Brown for brud på ophavsretten, da romanen i høj grad fremfører de samme idéer som Helligt blod, hellig gral, men sagsøgerne fik ikke medhold. Den tredje forfatter, Henry Lincoln, ønskede ikke at sagsøge Dan Brown. [17]

Diverse[redigér | redigér wikikode]

  • Titlen "Da Vinci Mysteriet" er et af tidernes mest prominente eksempler på en dansk skrivefejl (særskrivning).
  • Skurken Teabing har fået sit underlige navn som et anagram på Michael Baigents efternavn.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Jyllands-Posten – "80 mio. solgte bøger er det blevet til"
  2. The Real Historical Origin Of The Priory Of Sion
  3. Marie-France Etchegoin: Sannheten om da Vinci-koden (s. 52), forlaget Arneberg, Oslo 2005, ISBN 82-91614-26-1
  4. The Da Vinci Code Tour to Paris-London Temple Church-Rosslyn Chapel – QTVR movies – Pictures- Photo panoramique
  5. Marie-France Etchegoin: Sannheten om da Vinci-koden (s. 214)
  6. Marie-France Etchegoin: Sannheten om da Vinci-koden (s. 77)
  7. History vs The Da Vinci Code
  8. Mona Lisa Mania
  9. http://farm5.static.flickr.com/4036/4291119326_e5e57820fd_z.jpg
  10. Marie-France Etchegoin: Sannheten om da Vinci-koden (s. 85)
  11. Bjørn Are Davidsen: "Koder og kontanter", Åpent sinn eller høl i hue? (s. 43-4), forlaget Humanist, Oslo 2006, ISBN 82-92622-16-0
  12. Theodosius 1. den Store | Gyldendal - Den Store Danske
  13. Jan Dibbets «Meridian Arago Line» 1995. | Φrbit° sφaceφlace :: art in the age øf Φrbitizatiøn
  14. The Paris Meridian and Jean Dibbets' Arago markers
  15. Marie-France Etchegoin: Sannheten om da Vinci-koden (s. 203-6)
  16. Bjørn Are Davidsen: "Koder og kontanter", Åpent sinn eller høl i hue? (s. 41)
  17. BBC NEWS | Entertainment | Court rejects Da Vinci copy claim

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]