Ernst Emil Rosenørn

E.E. Rosenørn

Ernst Emil Rosenørn (7. november 1810 på Benzonslund, Holmstrup Sogn ved Holbæk – 7. august 1894) var dansk folketings- og landstingsmedlem, kultusminister, overpræsident i København.

Han var søn af godsejer Cecilius Ulrik Andreas Rosenørn (død 1820) og Juliane Marie født Schack.

Rosenørn blev student fra Herlufsholm 1830, tog juridisk embedseksamen 1838. Efter en længere rejse i udlandet (1838-40) købte han, med andre, i 1841 godset Vorgård i Vendsyssel, tog bolig der, styrede ejendommen i fem år og samtidig i fire år Voer Sogns kommunale anliggender som formand for forstanderskabet.

I 1845 giftede han sig med Mariane Magdalene Clausine Brinck-Seidelin (1817-1884), datter af konferensråd Ludvig Christian Brinck-Seidelin, og forlagde derefter i 1846 sin virksomhed fra Nordjylland til hovedstaden og dens omegn. Parret adopterede Ludovica Nicolette Kabell-Rosenørn (1857-1918), senere kunstmaler.

I 1855 begyndte Rosenørns politiske løbebane. Han blev valgt i Varde (Ribe Amts 1. kreds) uden modkandidat til Folketinget, og genvalgtes 1858 og 1861, begge gange mod bondevenlige modkandidater. I perioden 1858-61 var han her formand for Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Af Folketingets daværende flertal, til hvilket han hørte, valgtes han 1861-63 til en plads i rigsrådet, som oppositionen havde tiltænkt Svend Høgsbro.

Fra 1864 var Rosenørn ikke medlem af nogen af de lovgivende forsamlinger, men opstillede på ny i 1866 som kandidat til Folketinget og var frem til 1869 valgt i Hjerting (Ribe Amts 2. kreds). Han støttede under forfatningskampen og også senere grev Frijs’ Højreministerium. I dette ministerium indtrådte han 22. september 1869 som kultusminister, men afgik allerede 28. maj næste år, da Ministeriet Holstein-Holsteinborg dannedes. En mere konservativ kirkelige opfattelse, der skilte ham fra hans 2 forgængere (P.C. Kierkegaard og Aleth S. Hansen), nåede ikke mærkbart at slå igennem. Politisk virksomhed fik han på ny, da han 1879 blev kongevalgt landstingsmand og forblev i denne stilling, indtil han i en høj alder døde i 1894. Han var formand for en Kommission om Arbejderforholdene, der virkede fra 1875-78.

Han deltog bl.a. i forhandlinger om sager vedrørende Statsrevisionen, endvidere om landbospørgsmål, om kirkelige anliggender samt i, hvad der angik Landbohøjskolen og Københavns Kommune. I 1862 var Rosenørn blevet direktør for Landbohøjskolen, og han genoptog denne stilling, da han afgik som minister, indtil 1872. Efter Cosmus Bræstrups død 1870 blev han overpræsident i København og varetog dette embede til 1883. I denne egenskab fik han en fremtrædende plads ved Den nordiske Industri- og Konstudstilling i Kjøbenhavn 1872, i det han som kommunens repræsentant var medlem af og næstformand i Udstillingskomiteen. Et tredje omfattende hverv havde han som kurator for Vemmetofte Kloster fra 1869 og for Vallø Stift fra 1875. Forringelser i landbrugets økonomiske Vilkår berørte også disse stiftelser og gjorde derved opgaverne vanskelige.

Vorgård, som han i en del år var eneejer af, solgte han 1872. Hovedgården Østergård i Salling ejede han 1855-71.

Han blev kammerherre 1862 og gehejmekonferensråd 1883, fik i 1878 Storkorset af Dannebrog og i 1890 med Fortjenstmedaljen af guld.

Rosenørns Allé på Frederiksberg er opkaldt efter Ernst Emil Rosenørn. På Rosenørns Allé 22 ligger Radiohuset.

Eksterne henvisninger

• Biografi i H. Wulff: Den danske Rigsdag på Wikisource.

Efterfulgte: Aleth Hansen	Kultusminister 22. september 1869 - 28. maj 1870	Efterfulgtes af: Carl Christian Hall
Efterfulgte: Cosmus Bræstrup	Overpræsident i København 1870 - 1883	Efterfulgtes af: Hilmar Finsen