François Rabelais

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
François Rabelais

François Rabelais (c. 14949. april 1553 Paris) var en fransk forfatter.

Uddannelse og karriere[redigér | redigér wikikode]

Rabelais blev født i Chinon, og det kan ses i hans forfatterskab at han var en søn af det muntre og frugtbare Touraine. Faderen skal have været advokat. Af familien bestemtes Rabelais til at blive munk, og han kom til benediktinerne i Seuillé og derefter til franciskanerne i klosteret La Baumette ved Angers; han lærte intet synderligt der, men stiftede venskab med brødrene du Bellay, som siden opnåede høje stillinger i kirken og staten og blev hans gode beskyttere. Han modtog særlig dybe indtryk af Erasmus af Rotterdams skrifter.

Endelig kom Rabelais til franciskanerklostret Fontenay-le-Comte i Poitou, hvor han levede 15 år. 1511 modtog han den gejstlige ordination. Han befandt sig alt andet end vel blandt de enfoldige, ulærde og dovne munke; hans udmærkede hoved og hans videlyst bragte ham på kant med klostertugten; prioren konfiskerede hans græske bøger, som havde bragt ham i forbindelse med den lærde Guillaume Bude, og da hans patroner skaffede ham pavelig tilladelse til at indtræde i et benediktinerkloster, hvis regler ikke var så strenge, benyttede han sig deraf.

Men munkelivet lå ikke for Rabelais; han forlod også hurtigt dette kloster. Så fik han — siges der — et præstekald (i Souday), men han foretrak at rejse landet rundt. Fra 1530 studerede han lægekunst i Montpellier og blev en så dygtig, at han november 1532 fik ansættelse som læge ved det største hospital i Lyon, hvor han havde begivet sig hen for at få udgivet sine bøger. Byen var berømt for sine trykkerier og forlag.

Han forfattede eller deltog i udarbejdelsen af lærde værker, arkæologiske, medicinske med mere, udgav almanakker. I Lyon begyndte han sin berømteste og første egentlige bog, som blev trykt i (1532), da han udsendte en bearbejdelse af en gammel folkebog: Les grandes et inestimables Chroniques du grand et enorme géant Gargantwa.

Oktober 1533 tog hans ungdomsven, kardinal Jean du Bellay ham med til Rom, ikke blot som lærer, men også fordi han ville have selskab af en polyhistor, som Rabelais efterhånden var blevet; 1534 var Rabelais atter i Lyon, hvor h stod uden embede, fordi han var rejst bort uden videre; i juli næste år tog han da på ny til Rom med kardinalen, drev arkæologiske studier der og indførte første gang adskillige sorter frugt og grønsager til Frankrig (melon, artiskok, en egen salatplante; også nelliken skal han have indført).

Ved en pavelig bulle af 17. januar 1536 fik han absolution for brud på klosterreglerne samt tilladelse til lægepraksis. Efter hjemkomsten tog han den medicinske doktorgrad i Montpellier, hvor han nu virkede en tid som professor. I 1539 blev han læge hos Guillaume du Bellay, herre til Langey, guvernør i Torino, hos hvem han var i de følgende år, indtil denne velynder døde 1543.

Fortsættelsen af hans roman (de to første bøger af Pantagruel) var nu udkommet, og teologerne i Paris begyndte at forfølge Rabelais på grund af dens dristigheder. Men Rabelais havde sikret sig en ny god Forbindelse i kansler Ghemant, så at han 1545 fik kongelig privilegium for bogen. Så farlige var dog tiderne for enhver, der hældede til kætteri (den lærde Étienne Dolet henrettedes som sådan 1546), at Rabelais 1545—46 måtte opholde sig som flygtning i Metz og virke en tid der som læge. Hans venner skaffede ham Henrik 2.s forsikring om bevågenhed, så han vovede sig hjem igen.

Da en ny fortsættelse udkom, gav den anledning til nye angreb. Endnu en gang (1548) kom han til Rom som læge hos kardinal du Bellay, som han var pot og pande med, og under hvis ægide han virkede som diplomat.

Snart søgte den urolige, livskraftige mand tilbage til Frankrig, hvor formående venner ved hoffet fik overdraget ham et præstekald i sognet Meudon (januar 1550). "Præsten i Meudon" hedder Rabelais ofte i den ældre litteraturhistorie —, men disse embeder opgav han allerede 1552.

Da Sorbonne og parlamentet genoptog forfølgelsen mod hans bog, var Rabelais — der i det hele under de vanskeligste forhold vidste at sno sig med stor snildhed — så behændig at indføre et satirisk angreb (i den gallikanske kirkepolitiks ånd) på de gregorianske dekretaler; det hjalp til, at han fik ro i sine sidste dage, om hvilke vi ved meget lidt.

Dette er de sikre data om hans liv, som ældre litteraturhistorikere har udsmykket med en mængde anekdoter, der ingen hjemmel har. Også den skildring af hans person som udpræget Bacchusdyrker, der længe har været gængs, synes at stride mod samtidige troværdige udsagn. Det vil dog ikke sige, at han ganske forsagede livets materielle nydelser.

Gargantua og Pantagruel[redigér | redigér wikikode]

Hans berømte satirisk burleske La vie de Gargantua et de Pantagruel ("Gargantua og Pantagruel") er en serie af fem fortsatte romaner, løseligt baseret på en ældre folkebog. Det er en historie om to kæmper, faderen Gargantua og sønnen Pantagruel og deres eventyr, skrevet i en underholdende, ekstravagant og satirisk stil. Bogen indeholder mange grovheder og skatologisk (latrinær) humor foruden meget voldelige scener. Lange lister over fornærmelser og bandeord fylder flere kapitler.

Rabelais havde studeret oldgræsk og anvendte sin viden til at opfinde hundredvis af nye ord, hvoraf nogle blev optaget i det franske sprog.

Den første bog i serien var Pantagruel, og den blev en stor succes. Han omarbejdede det derefter, så det blev andet bind, efterfølgende et nyt første bind, om faderen Gargantuas bedrifter.

Alle Tidens brydninger og nydannelser smeltede sammen i hans person. Under al sin omflakken dyrker han bestandig sine humanistiske studier: latin, græsk, astronomi, jura, naturvidenskaberne og medicin; han hader skolastik og munkefordummelse, elsker frihed og kundskab. Hans store komisk-satiriske roman tager sit udgangspunkt fra den eventyrlige folkebog (om kæmpen Gargantua, udkommet 1532 i Lyon), men giver i sit fantastiske hylster et storartet karikaturmaleri af alle samtidens stænder og sæder, isprængt al hans encyklopædiske viden og klassiske lærdom, kåd livsnydelse ved siden af filosofisk tankedybde.

Gargantua, senere "Konge af Utopien", er en kæmpe, som studerer i Paris og udfører eventyrlige heltebedrifter; hans søn, den humane, milde og retfærdige Pantagruel berejser hele verden for at opdrage sig selv, men finder overalt overtro, misbrug, laster og latterligheder. Hans ven, den fattige Panurge, er en åndfuld og munter optimist. Trods romanens overlæssede og usammenhængende karakter, dens talrige indtil kynisme plumpe og burleske optrin og udtryk, er den et vidunderligdigt, kraftigt og levende værk, skrevet i et energisk og saftigt sprog, der ganske uden forskel bruger både latinismer og ord fra alle mulige dialekter på sin uhyre farverige palet. Rabelais’ stærke og sunde realisme overlevede al samtidens litteratur. Han fandt snart efterlignere, både slaviske og selvstændige som Bonaventuredes Feriers (c. 1500—44) og Noël du Fail (1520—91).

Rabelais på dansk[redigér | redigér wikikode]

  • Francois Rabelais, Gargantua, Gyldendals Bibliotek Verdenslitteratur bind 15, 1967.
  • Francois Rabelais, Gargantua og Pantagruel, 5 bind, oversat af C. Falbe-Hansen med forord af Torben Brostrøm, Rhodos, 1980. ISBN 87-7496-771-1.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • A. Kragelund, Den humanistiske renæssance og antikken : 15 portrætter, Berlingske, 1976. ISBN 87-19-30281-9.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.