Frie franske styrker
De frie franske styrker (fransk: Forces Françaises Libres), FFL, var det Frie Frankrigs eksilregerings militære styrke under 2. verdenskrig.
Efter at Frankrig havde kapituleret og var blevet besat af Nazi-Tyskland i 1940, ønskede Charles de Gaulle og andre franske politikere ikke at erkende nederlaget og den våbenstillstandsaftale, som blev undertegnet med tyskerne, og opfordrede i stedet deres landsmænd til at fortsætte kampen. Styrkerne blev rekrutter fra de franske styrker som ved kapitulationen befandt sig i Storbritannien, fra franskmænd og franske militære styrker, som blev evakueret til Storbritannien efter kapitulationen, men også fra de franske kolonier, særlig (Tchad, Congo, Cameroun og flere), som sluttede sig til de Gaulle. Majoriteten af det Frie Frankrigs tropper bestod af soldater med anden etnisk baggrund end franskmænd.
I begyndelsen var det Frie Frankrig betydning mere psykologisk end militær, men de frie franske styrker blev efterhånden større. De deltog i befrielsen af Libyen, og gjorde i juni 1942 betydelig indsats ved Bir Hakeim da disse styrker opholdt de tyske styrker, så de britiske og styrker kunne omgruppere sig inden det Første slag om el-Alamein. Også i eksempelvis Eritrea, Syrien, Tunisien og Italien bidrog de frie franske styrker til den allierede krigsindsats.
Da Italien kapitulerede i september 1943 befriede de frie franske styrker Korsika og Elba, før de senere blev sat ind i befrielsen af selve Frankrig.
-
Fransk flag med Lorrainekors, emblemet for Frie franske styrker
-
Krigskirkegård for Frie franske styrker i Lyle Hill, Greenock, Skotland
-
Frie franske marines flag
-
Frie franske styrkers adrianhjem med Lorrainekorset som erstattede Den franske republiks "RF"-emblem
