Cameroun

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg
République du Cameroun
Republic of Cameroon
Camerouns flag Camerouns nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Paix, Travail, Patrie
Peace, Work, Fatherland
(Fransk & engelsk: Fred, Arbejde, Fædreland)
Nationalmelodi: Chant de Ralliement
Camerouns placering
Hovedstad Yaoundé
03°52′ N 11°31′ E
Største by Douala
Officielle sprog Fransk og engelsk
Regeringsform Republik
Paul Biya
Ephraïm Inoni
Uafhængighed
 • Anerkendt		 Fra Frankrig og Storbritannien
1. januar 1960
Areal
 • Total
 • Vand (%)		  
475.440 km² (nr. 52)
1,3
Indbyggertal
 • 2005 anslået
 • 2003 folketælling
 • Tæthed		  
17.795.000 (nr. 58)
15.746.179
34,5/km² (nr. 167)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger		 2005 anslået
15,74 mia. USD (nr. 85)
1.900 USD (nr. 139)
Valuta CFA-franc (XAF)
Tidszone
 • Sommer (DST)		 (UTC+1)
(UTC+1)
Nationalt topdomæne .cm
Telefonkode +237
Kendingsbogstaver (bil) CAM
Luftfartøjsregistreringskode TJ

Cameroun, officielt Republikken Cameroun er en enhedsstat i Øst- og Centralafrika. Landet grænser mod Nigeria i vest, Tchad i nordøst, Centralafrikanske Republik i øst, Ækvatorialguinea, Gabon og Republikken Congo i syd. Camerouns kystlinje ligger ved Bonnybugten, som er en del af Guineabugten og Atlanterhavet. Landet kaldes "Afrika i miniature" for sin geologiske og kulturelle variation. Naturen består af strande, ørkener, bjerge, regnskove og savanner. Det højeste punkt er Mount Cameroon i sydvest, og de største byer er Douala, Yaoundé og Garoua. Over 200 forskellige etniske og sproglige grupper hører hjemme i Cameroun. Landet er kendt for sin traditionelle musik, som delvist er makossa og bikutsi og for sit fremgangsrige fodboldlandshold. Engelsk og fransk er de officielle sprog.

Blandt de tidlige beboere i området fandtes sao-civilisationen, der levede omkring Tchad-søen, og jæger- og samlerfolket baka i regnskoven i sydøst. Portugisiske udforskere nåede kysten i det 15. århundrede og navngav området Rio dos Camarões, hvor navnet Cameroun stammer fra. Fulani-soldater grundlagde Adamawa-emiratet i nord i det 19. århundrede, og forskellige etniske grupper i vest og nordøst etablerede stærke høvdingesamfund og fon. Cameroun blev en tysk koloni i 1884. Efter 2. verdenskrig blev territoriet inddelt mellem Frankrig og briterne som et mandatområde. Partiet Union des Populations du Cameroun kæmpede for uafhængighed, men blev forbydet i 1950'erne. Der blev ført krig mellem franske og camerounske styrker indtil 1971. I 1960 blev Fransk Cameroun selvstændigt som Republikken Cameroun under præsident Ahmadou Ahidjo. Den sydlige del af Britisk Cameroun sluttede sig sammen med det selvstændige land i 1961 for at skabe Den Føderale Republik Cameroun. Landet fik navnet Den Forenede Republik Cameroun i 1972 og Republikken Cameroun i 1984.

Sammenlignet med andre afrikanske lande er Cameroun politisk og socialt stabilt. Dette har sørget for landbrugs-, vej- og jernbaneudvikling og en stor udvikling af råolie- og tømmerindustri. Dog lever mange camerounere i fattigdom som landmænd. Magten ligger i hænderne på præsidenten, Paul Biya, og hans parti Cameroon People's Democratic Movement, og korruption er udbredt. Den engelsktalende befolkning er vokset og har stødt regeringen fra sig, og politikere fra samfundet taler efter større decentralisering og løsrivelse af de tidligere britiskstyrede territorier.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Historie

Uddybende Uddybende artikel: Camerouns historie.
Joseph Merrick (som her deltager i en isubu-begravelse i 1845) var en jamaicansk baptistisk missionær, som etablerede en kirke til isubuerne ved kysten.

Området for det nuværende Cameroun var først beboet i den yngre stenalder. De folkgrupper som har været bosat længst i området er pygmægrupper som baka.[1] Sao-kulturen opstod omkring Tchad-søen cirka 500 e.Kr. og banede vejen for Kanem og dets efterfølger Kanem-Bornu. Kongeriger, fon og høvdingesamfund opstod i vest.

Portugisiske søfolk nåede til kysten i 1472. De opdagede store mængder af rejer i floden Wouri og gav området navnet: Rio dos Camarões, hvor navnet Cameroun stammer fra. I løbet af de følgende århudreder, gjorde europæerne slavehandel med de indfødte på kysten, og kristne missionærer kom i land. I begyndelsen af 1800-tallet ledte Modibo Adama en krig med Fula-soldater mod ikke-muslimerne og nogle muslimer og etablerede Adamawa-emiratet. De ankommende folk, som flygtede fra fula-folket, skabte en stor omfordeling af befolkningen.[2]

Det Tyske kejserrige erklærede territoriet for en koloni i 1884 og begyndte at gå ind i landet. De iværksatte projekter, som skulle forbedre koloniens infrastruktur, og hvis arbejdskraft lagde vægt på tvangsarbejde.[3] Ved besejringen af Tyskland i 1. verdenskrig, blev Cameroun et mandatområde og blev inddelt i Fransk Cameroun (Østcameroun) og Britisk Cameroun (Vestcameroun) i 1919. Franskmændene integrerede Camerouns økonomi med landets egen,[4] og forbedrede infrastrukturen med kapitalinvesteringer, specialarbejdere og fortsatte tvangsarbejdet.[3] Briterne administrerede deres territorium fra nabolandet Nigeria. De indfødte mente, at dette gjorde dem til en forsømt koloni. Nigerianske migrantarbejdere samlede sig sammen i Sydcameroun og stoppede med tvangsarbejdet, hvilket gjorde de indfødte vrede.[5] Mandatområdet blev omdannet til et formynderskabsområde i 1946, og ønsket om uafhængighed fik stor omtale i Fransk Cameroun.[4] Frankrig forbød det mest radikale politiske parti, Union des Populations du Cameroun (UPC), den 13. juli 1955. Dette satte en stor guerillakrig og mordet på partiets leder, Ruben Um Nyobé, i gang.[6] I Britisk Cameroun var spørgsmålet enten at slå sig sammen med Fransk Cameroun eller Nigeria.

Ahmadou Ahidjo ankommer til Washington D.C., i juli 1982.

1. januar 1960 fik Fransk Cameroun sin uafhængighed fra Frankrig under præsident Ahmadou Ahidjo, og 1. oktober 1961, forenede det tidligere britisk-styrede Sydcameroun sig med sin nabo for at skabe Den Føderale Republik Cameroun. Ahidjo benyttede den kørende krig med UPC og frygten for etnisk konflikt til at samle styrke under præsidentperioden og fortsatte med dette efter undertrykkelsen af UPC i 1971.[6] Hans politiske parti Cameroon National Union (CNU) blev det eneste tilladte parti 1. september 1966, og i 1972 blev regeringens føderale system afskaffet som en del Den Forenede Republik Cameroun, som blev regeret fra Yaoundé.[7] Ahidjo drev en økonomisk politik med planlagt liberalisme og valgte penge for afgrøder og råolieudnyttelse. Regeringen brugte oliepengene til at skabe en national pengereservation, betale landmænd og løse finansproblemer med udviklingsprojekter, selv om mange af initiativer mislykkedes, da Ahidjo udpegede uegnede allierede, der skulle køre dem.[8]

Ahidjo gik af som præsident 4. november 1982 og eftergav magten til Paul Biya. Alligevel styrede Ahidjo CNU og forsøgte at styre landet, indtil Biya og hans allierede pressede ham til at træde tilbage. Biya begyndte sin administration ved skifte retning til en mere demokratisk regering, men et mislykket statskup skubbede ham hen mod hans forgængers lederskabsstil.[9] En økonomisk krise varede i midten af 1980'erne til de sene 1990'er som resultat af internationale økonomiske forhold, tørke, faldende råoliepriser og år med korruption, dårlig ledelse og kompagniskab. Cameroun skiftede til ulandsbistand, skar i ledelsebrugen og privatiserede industrier. Med genintroduktionen af flerparti-politikken i december 1990, talte engelsktalende grupper for større magt med nogle, som kunne kæmpe for Ambazonias uafhængighed.[10] I februar 2008 oplevede Cameroun sit værste voldtilfælde i 15 år, da et transportsammenstød i Douala endte med voldsprotester i 31 kommunale områder.[11][12]

[redigér] Politik og regering

Camerouns præsident Paul Biya og USA's ambassadør R. Marquardt, 16 februar 2006.

Camerouns præsident har bred, ensidig magt og kan lave politikker, adminstrere regeringsbureauer, kommandere med de væbnede styrker, forhandle og stadfæste traktater og erklære undtagelsestilstand.[13] Præsidenten udpeger alle regeringsembeder, lige fra premierminsteren (som anses for at være regeringschef) til provinsguvernører, inddelingsofficerer og byområdsmedlemmer i store byer. Præsidenten vælges ved et direkte valg hvert syvende år. I de mindre kommuner vælger folket borgmestre og rådsforsamler. Korruption er almindelig i alle regeringsembeder. I 1997 oprettede Cameroun anti-korruptionsbureauer i 29 ministerier, men kun 25% kom i drift,[14] og i 2007 placerede Transparency International Cameroun som nr. 138 på en korruptionsliste over 163 lande.[15] 18. januar 2006 startede Biya en anti-korruptionskampagne under ledelsen af National Anti-Corruption Observatory.[14]

En statue af en høvding i Bana, West Province, viser den prestige, der gives sådanne magthavere. Den camerounske regering anerkender tradtionelle magthaveres magt, så længe deres styre ikke bryder den nationale lov.

Camerouns lovsystem er meget baseret på den franske lov med indflydelse fra almindelige love.[16] Selv om domstolene er uafhængige, ligger de i hænderne på justitsministeriet.[17] Præsidenten udpeger alle domstolsembeder. Domstolene er officielt inddelt i domstole, appeldomstol og højesteret. Nationalforsamlingen vælger medlemmerne til en 9-medlemmers High Court of Justice, som dømmer højtrangerede medlemmer i regeringen, som anklages for højforræderi eller for at skade den nationale sikkerhed.

Menneskerettighedsorganisationer beskylder politi- og militærstyrker for at mishandle og torturere mistænkte kriminelle, etniske mindretal, homoseksuelle og politiske aktivister.[18] Fænglserne er overfyldte og med en lille adgang til tilstrækkelig mad og lægefaciliteter,[19][20] og fængsler som styres af magthavere mod nord beskyldes for at holde politiske modstandere tilbage og sige, at det er efter bud fra regeringen.[21] Et øgende antal med politi og gendarmer er i 2000'erne blevet forfulgt pga. upassende ledelse.[20]

Nationalforsamlingen laver lovgivningen. Forsamlingen har 180 medlemmer, som vælges til 4-årsperioder og mødes tre gange om året. Lovene føres gennem et majoritetsvalg. Forsamlingen har sjældent skiftet eller blokeret lovgivningen, som blev foreslået ef præsidenten. Forfatningen fra 1996 etablerer et andet parlamentshus, et senat med 100 sæder, men denne forsamling er aldrig blevet benyttet.[16] Regeringen anerkender traditionelle høvdinges magt, fon og lamido kan regere på et lokalt niveau og løse konflikter, så længe deres styrr ikke kommer i konflikt med den nationale lov.[22]

Præsident Paul Biyas Cameroon People's Democratic Movement (CPDM) var det eneste tilladte politiske parti indtil december 1990. Adskillige etniske og regionale politiske grupper er siden skabt. Den primære opposition er Social Democratic Front (SDF), som for det meste er grundlagt i landets engelsktalende region, og som styres af John Fru Ndi.[23]

Biya og hans parti har haft kontrol under præsidentembedet og nationalforsamlingen under nationale valg, men rivaler mener, at disse er uretfærdige.[10] Menneskerettighedsorganisationer hævder, at regeringen undertrykker oppositionsgruppers frihed ved at forhindre i demonstrationer, møder og arrestere oppositionsledere og journalister.[21][24] Freedom House rangerer Cameroun som "ikke fri" i forhold til politiske rettigheder og civil frihed.[25] Det sidste parlamentsvalg blev afholdt 22. juli 2007.[26]

Cameroun er medlem af Commonwealth of Nations og La Francophonie. Landets udenrigspolitik ligger tæt på den hovedallieredes, Frankrig.[27] Landet ligger tæt hos Frankrig med hensyn til forsvar,[17] selv om militærbrugen er høj sammenlignet med andre sektorer i regeringen.[28] Biya er har været i konflikt med Nigerias regering om besiddelse af Bakassi-halvøen og med Gabons præsident Omar Bongo omkring et personligt rivalskab.[23] Ikke desto mindre præsenterer borgerkrig en større trussel mod den nationale sikkerhed, da spændte forhold mellem kristne og muslimer og mellem engelsk- og fransksprogede stadig findes.[29]

[redigér] Uddannelse og sundhed

En traditionel læge reklamerer i Tatum, Nord-Ouest-provinsen. Sådanne helbredere er populære alternativer til almindelige, trænede læger.

De fleste børn har adgang til gratis, statsejede skoler eller statstilskudsgivne, private og religiøse faciliteter.[30] Uddannelsessystemet er en blanding af det britiske og franske uddannelsessystem,[31] hvor de fleste instruktioner er på engelsk eller fransk.[32] Cameroun har en af de højeste andele af skoleelever i Afrika.[30] Færre piger går i skole end drenge pga. kultur, huspligter, tidligt ægteskab og graviditet og seksuel chikanering. Selv om antallet af skolelever er højere mod syd,[30] har et uforholdsmæssigt antal af lærere opholdt sig der og lader de nordlige skoler være underbemandede.[20]

Seks statsejede universiteter er bygget til Camerouns studenter. Mere end 60.000 studenter skrev sig til skoleåret 1998-1999. Et råd med dekaner, skoleinspektører og repræsentanter fra statsministeriet styrer skolerne under ledelsen af en vicekansler. Statskapitalen til universiteterne er lav, og studentregistrationerne udgør op til 25% af det højere uddannelsesbudget. Dog har studenterne kæmpet for at betale disse betalinger siden introduktionen i 1993. Universiteterne har gjort modstand mod at udvælge flere elever som et forsøg på at forøge indtægterne fra studentbetalinger, hvor studentandelen er øget fra de 5.000, de var bygget for at uddanne. Således har nedskæringer i fakultetssalg i 1993 gjort det svært at finde og beholde ordentligt materiale.[33]

Siden 1990 er private institutioner bygget op i fem provinser. Disse skoler pålægges betalinger, som er fem til ti gange det, der opkræves af statsskolerne. Ikke desto mindre giver de korte, professionelle træningsprogrammer i områder som regnskab, handling, journalisme og internetteknologi, så de er populære med studenter. Mange af disse skoler har en mindre standard med infrastruktur og fakultet og er nødt til at operere ulicenseret.[33]

Sundhedshjælpens kvalitet er generelt lav.[34] Uden for de store byer er faciliteterne ofte beskidte og med en mindre udstyrning.[35] Endemiske sygdomme er denguefeber, filariasis, sandmyggefeber, malaria, meningtis, bilharziose og sovesyge.[36] Hiv/aids-andelen er estimeret til 5,4% for de 15-49-årige,[37] selv om en stærk kamp mod sygdommen holder antallet af anmeldte sager kunstigt lav.[34] Den traditionelle læge er stadig et populært alternativ til den vestlige lægehjælp.[38]

[redigér] Provinser og departementer

Cameroon er inddelt i 10 provinser.

Forfatningen inddeler Cameroun i 10 halvautonome regioner, som hver vælges under et valgt regionalråd. I praksis følger Cameroun stadig dette system, som gjaldt inden den nye forfatning kom til i 1996. Landet er inddelt i 10 provinser, som hver styres af en guvernør, udpeget af præsidenten. Disse ledere har til ansvar at indføre præsidentens vilje, reportere om provinsens generelle tilstand, administrere forvaltningen, opretholde den almene orden og overvåge lederne af de mindre adminstrative enheder. Guvernører har bred magt; de kan beordre propaganda i deres område og indkalde hæren, gendarmer og politiet.[39] Provinserne er inddelt i 58 departementer (fransk: départements). Disse styres af prefekter (fransk: prefets), udpeget af præsidenten, som udfører guvernørens pligter i mindre grad. Departementerne er endnu inddelt i arrondissementer (fransk: arrondissements), som styres af assisterende prefekter (fransk: sous-prefets). Distrikterne, som administreres af dristriktschefer (fransk: chefs de destrict), er de mindste administrative enheder. Disse findes i store underinddelinger og i regioner, som er svære at nå.

De tre nordligste provinser er Extrême Nord, Nord og Adamaoua. Lige syd for dem er Centre og Est. Sud ligger på Guineabrugten og den sydlige grænse. Camerouns vestlige region er inddelt i fire mindre provinser: Littoral- og Sud-Ouest-provinserne ligger ved kysten, og Nord-Ouest- og Ouest-provinserne ligger på de vestlige græsmarker. Nord-Ouest og Sud-Ouest var engang del af Britisk Cameroun; de andre provinser var i Fransk Cameroun.

[redigér] Geografi og klima

Vulkantoppe er spredte over landskabet nær Rhumsiki, Extrême Nor-provinsen.

Med sine 475.440 km² er Cameroun det 53. største land.[40] Landet har en tilsvarende størrelse med Papua Ny Guinea og er noget større end Californien.[16][41] Landet ligger ved Bonnybugten, som er en del af Guineabugten og Atlanterhavet. Turistlitteatur beskriver Cameroun som "miniature-Afrika" pga. de forskellige klimaer og vegetationen på kontinentet: kysten, ørkenen, bjergene, regnskovene og savannen.[42] Landet grænser til Nigeria mod vest, Tchad mod nordøst, Centralafrikanske Republik mod øst, Ækvatorialguinea, Gabon og Republikken Congo mod syd.

Cameroun er inddelt i fem store geografiske zoner, som adskilles af det dominerende landskab, klima og vegetation. Kystsletten strækker sig 15 til 150 kilometer inde i landet fra Guineabugten[43] og har en gennemsnitlig højde på 90 meter.[44] Dette bælte er yderst hedt og fugtigt med en kort tørkeperiode, har en stor skovandel og omfatter nogle af jordens vådeste steder.[45][46] Det sydcamerounske plateau rejser sig fra kystsletten til en gennemsnitlig højde på 650 meter.[47] Denne ækvatoriale regnskove dominerer denne region, selv om dens skiften mellem våd- og tørsæsoner gør det mindre fugtigt end kystområdet.

En uregelmæssig kæde af bjerge, bakker og plateauer strækker sig fra Mount Cameroon ved kysten – Camerouns højeste punkt med 4.095 m[48], næsten til Tchad-søen ved Camerouns nordlige spids. Denne region har et mildt klima, især på det vestlige højplateau, selv om nedbøren er høj. Dens jord er blandt Camerouns mest frugtbare, især omkring den vulkanske Mount Cameroon.[48] Vulkaner her har skabt kratersøer. 21. august 1986 spredte en af disse, Nyos-søen, kuldioxid og dræbte mellem 1.700 og 2.000 folk.[49]

Det sydlige plateau rejser sig mod nord til det græssede, ujævne Adamawa-plateau. Dette landskab strækker sig fra bjergområdet mod vest og skaber en mur mellem landets nordlige og sydlige område. Dens gennemsnitlige højde er 1.100 meter,[47] og dens temperatur skifter mellem 22 til 25 °C med et højt nedbør.[50] Den nordlige lavlandsregion strækker sig fra Adamawas kant til Tchad-søen med en gennemsnitlig højde på 300-350 meter.[48] Områdets karakteristiske vegetation er savannekrat og græs. Dette er en tør region med en sparsommelig nedbør og høje mediantemperaturer.

Cameroun har fire afvandingsmønstre. Mod syd er de hovedsagelige floder Ntem, Nyong, Sanaga og Wouri. Disse flyder mod sydvest, direkte mod Guineabugten. Dja og Kadéï flyder mod sydøst, ind til Congo-floden. I Nordcameroun løber Benue-floden mod nord og vest og afvandes i Niger-floden. Logon-floden flyder mod nord, ind i Tchad-søen, som Cameroun deler med tre nabolande.

[redigér] Økonomi og infrastruktur

Fiskeri er en stor industri i Cameroun. Portugisiske udforskere fra det 15. århundrede fandt rejer i så stor en mængde, at de kaldte området Rio dos Camarões, hvor navnet Cameroun stammer fra. Denne reje blev fanget i Limbe i 2007.

Camerouns indbyggerindkomst købekraftsparitet blev estimeret til 2.421 amerikanske dollar i 2005,[51] en af de højeste i Subsahrisk Afrika.[52] De store eksportspartnere er Frankrig, Italien, Sydkorea, Spanien og Storbritannien.[16] Camerouns er medlem af Centralbanken for de centralafrikanske stater (landet er den dominerende økonomi)[52] og Customs and Economic Union of Central Africa. Valutaen er CFA-franc. Kontoriusseri, høje skatter og korruption har forhindret den private sektors vækst.[53] Arbejdsløshed var estimeret til 30% i 2001, og omkring 48% af befolkningen lå under fattigdomsgrænsen i 2000.[16] Siden 1980'erne har Cameroun fulgt programmer ledet af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond for at reducere fattigdom, privatisere industrier og forbedre den økonomiske vækst.[17] Turisme er en voksende sektor, som holder til i kystområderne, omkring Mount Cameroon og mod nord.[54]

Camerouns naturresurser passer bedre ind til landbrug og skovbrug end til industri. 70% af den estimerede befolkning er landmænd, og landbruget udgjorde 45,2% af bruttonationalproduktet i 2006.[16] Landmænd driver landbrug i tilværelsen med simple redskaber. De sælger deres overskudsproducering, og nogle vedligeholder adskilte marker til kommerciel brug. Bycentrummer har ofte tiltro til bondelandbrug for at skaffe madvarer.[55] Jord og klimaet på kysten dækker en stor dyrkning af bananer, kakao, olie, palmer, gummi og te. I landet på det sydcamerounske plateau dyrkes kaffe, sukker og tobak. Kaffe har en stor udbredelse i de vestlige højlande og mod nord dyrkes naturafgrøder som bomuld, jordnødder og ris. Da Cameroun ligger vægt på landbrugseksport, er landet sårbart mod prisforandringer på landbrugsprodukter.[16]

En fula-hyrde driver kalve i Nordcameroun.

Benyttelse af kreaturer er bruges i hele landet. Fiskerierne ansætter 5.000 personer og skaffer 20.000 tons skaldyr hvert år.[56] Buskkød, kød fra vilde dyr, er i dag en delikatesse i landets bycentrummer. Handel med buskkød har resulteret i afskovning, som truer dyrelivet i Cameroun.[57]

Den sydlige regnskov har store mængder tømmer, som estimeres til at dække 37% af Camerouns totale landområde.[58] Dog er store skovområder svære at nå. Skovarbejde, som for det meste styres af fremmede firmaer, giver regeringen 60 millioner amerikanske dollar om året, og loven giver ret til sikker og holdbar udvinding af tømmer. Dog er denne industri i praksis en af de mindst benyttede i Cameroun.[59][60]

En vogn forsøger at passere et køretøj med tømmer på vejen mellem Abong-Mbang og Lomié, Est-provinsen.

Fabriksindustri udgjorde 16,1% af det estimerede bruttonationalprodukt i 2006.[16] Mere end 75% af industrien ligger i Douala og Bonabéri.[61] Cameroun har store mineralresurser, men disse udvindes ikke i store omfang.[17] Råolieudvindingen er faldet siden 1985, men denne er stadig en betydningsfuld sektor, så prisfald har en stærk effekt på økonomien.[16][62] Strømme og nedbør spærrer for floderne mod syd, men disse pladser giver mulighed for hydroelektrisk udvikling og forsyner meget af Camerouns energi.[63] Floden Sanaga har den største vandkraftsstation, som ligger i Edéa.[64] Resten af Camerouns energi kommer fra oliedrevne varmemaskiner. Meget af landet forbliver uden adgang til kraftforsyning.[65]

Transport i Cameroun er ofte vanskelig. Vejene er af lav kvalitet[66] og ligger under vekslende vejr, siden 10% af vejene er asfalterede.[16] Vejspærring giver kun mulighed for at lade politi og gendarmer samle bestikkelse fra rejsende.[67] Vejrøveri har længe skadet transporten langs de østlige og vestlige grænser, og siden 2005 har problemet forøget mod øst, da Centralafrikanske Republik har destabiliseret sig.[68] Jernbaneservicen strækker sig fra Kumba mod vest til Bélabo mod øst og nord til Ngaoundéré. Internationale lufthavne ligger i Douala Garoua, og en mindre lufthavn ligger i Yaoundé. Floden Woruis munding udgør en havn til Douala, landets hovedsagelig havneby. Mod nord er floden Bénoué sejlbar sæsonvis fra Garoua over til Nigeria.

Selv om pressefriheden er forbedret siden de tidlige 2000'erne, er pressen korrupt og lægger vægt på at reportere om specielle interesser og politiske grupper.[69] Aviserne censurerer rutinmæssigt for at undgå eftervirkninger fra regeringen.[20] De hovedsagelige radio- og tv-stationer er statsejede,[70] og andet kommunikation, som landbaserede telefoner og telegrafer, er meget under statskontrol.[71] Dog er telefonboksnetværket og anskaffere af internet vokset dramatisk siden starten af 2000[72] og er for det meste uændret.[21]

[redigér] Demografi

Medlemmer af tikargrupper, som denne familie, lever i Nord-Ouest-provinsen.

Estimater fra 2005 viser, at Cameroun har en befolkning på 17.795.000.[73] Denne befolkning er ung; 41,2% er under 15 år, og 96,7% er under 65 år. Fødselsraten er estimeret til 33,89 fødsler pr. 1.000 personer, dødsraten er på 13,47.[16] Den forventede levealder er 51,16 år (50,98 for mænd og 51,34 år for kvinder).[16]

Camerouns befolkning er næsten jævnt fordelt mellem by- og landbefolkning.[74] Befolkningstætheden er den højeste i de store bycentrummer, de vestlige højlande og i de nordøstlige steder.[75] Douala, Yaoundé, og Garoua er de største byer. Derimod er Adamawa-plateauet, den sydøstlige Bénoué-depression og det sydcamerounske plateau tyndt befolket.[76] Folk fra de overbefolkede vestlige højlande og det underudviklede mod nord flytter til kyst- og byområderne for at søge arbejde.[77] Mindre flytninger sker når arbejdere søger arbejde hos savværker og på plantager mod syd og øst.[78] Selv om den nationale kønsfordeling er relativt jævn, er disse migranter primært mænd, som skaber ubalancerede fordelinger i visse områder.[79]

Både monogamiske og polygamiske ægteskab udøves, og den gennemsnitlige camerounske familie er stor og udvider sig.[80] Mod nord går kvinder derhjemme, og mænd passer kalve og arbejder som landmænd. Mod syd dyrker kvinder familiens mad, og mænd skaffer kød og får penge for afgrøder. Det camerounske samfund er domineret af mænd, og vold og diskrimination mod kvinder er normalt.[20][21][81] I begyndelsen af puberteten udsættes 26% af pigerne for bryststrygning, en udøvelse, som indebærer, at brysterne bankes og mases med opvarmede objekter for at beskytte dem mod udvikling. Målet er at beskytte pigerne fra at blive seksuelt aktive og beskytte dem mod seksuel misbrug.[82] Kvindelig omskæring sker i dele af Extrême Nord- og Sud-Ouest-provinsen.[19]

Musgum-hjem, i Extrême Nord-provinsen, er lavet af jord og græs.

Estimater identificerer mellem 230-282 forskellige etniske og sproglige grupper i Cameroun.[83][84] Adamawa-plateauet deler i store dele disse i en nordlig og sydlig del. De nordlige grupper er sudanesiske grupper, som lever i centrale højlande og de nordlige lavlande og fulaer, som er spredt ud over hele Nordcameroun. Et mindre nummer af shuwa-araber lever nær Tchad-søen. Sydcameroun er beboet af Bantu- og semi-bantu-talere. Bantu-talende grupper opholder sig i de kystlige og ækvarotiale zoner, mens semi-bantu-talere lever på de vestlige græsmarker. 5.000 pygmæer vandrer omkring sydøstlige og kystlige regnskove eller lever i små bosætninger.[85] Nigerianere, især igbo-folk, udgør den største gruppe af fremmede.[86] I 2007 modtog Cameroun en befolkning af flygtninge og asylsøgere på omkring 97.400. Af disse var 49.300 fra Den Centralafrikanske Republik (mange som er flygtet mod vest pga. krig).[87] 41.600 fra Tchad og 2.900 fra Nigeria.[88] Kidnapninger af camerounske indbyggere begået af centralafrikanske banditter er øget siden 2005.[68] Cameroun har en stor religionsfrihed og variation.[20] Folkene mod nord er hovedsageligt muslimer, selv om nogle etniske grupper er animster og kaldes Kirdi ("pagan") af fulaerne. Det amerikanske udenrigsministerium påstår, at nogle muslimer diskriminerer kristne og traditionelle troende mod nord.[20] Sydlige etniske grupper er hovedsageligt kristne eller animister, eller følger en synkretimisk kombination af de to. Mange folk tror på hekseri, og regeringen forbyder sådanne handlinger.[89] Mistænkte hekse er ofte mål for mobning eller vold.[20]

De europæiske sprog, som blev introduceret i kolonitiden har skabt en sproglig adskilning mellem befolkningens engelsktalende, som lever i Nord-Ouest- og Sud-Ouest-provinsen og de fransktalende i landet.[90] Både engelsk og fransk er officielle sprog. Cameroonian Pidgin English er det mest almindelige lingua franca, især i de tidligere britiskstyrede territorier.[91] En blanding af engelsk, fransk og pidgin, kaldet camfranglais er blevet populær i bycentrummer siden midten af 1970'erne.[92] Civilbefolkningen spiller en stor rolle vedrørende Camerouns økononi. Et eksempel er Youth Employment Fund, en non-profit, ikke-statslig organisation, som hjælper regeringen i kampen mod manglende arbejdskraft for unge.

[redigér] Kultur

Baka-dansere byder besøgende velkommen til Est-provinsen.
Helligdage
Dato Dansk navn
1. januar Nytårsdag
11. februar Nationale ungdomsdag
1. maj Arbejdernes internationale kampdag
20. maj Nationaldag
15. august Jomfru Maries himmelfart
1. oktober Foreningsdag
25. december Jul

Hver af Camerouns etniske grupper har deres egen kultur. Typiske fejringer er fødsler, dødsfald, såning, høst og religiøse ritualer. Syv nationale helligdage fejres om året., og skiftende helligdage er de kristne helligdage Langfredag, påskesøndag og Kristi himmelfartsdag; og de muslimske helligdage Eid ul-Fitr, Eid ul-Adha og Mawlid.

Musik og dans er en integreret del af camerounske ceremonier, festivaler, sociale forsamlinger og historier.[93] Traditionelle danse er meget koreograferet og adskiller mænd og kvinder eller forbyder det ene af kønnet at deltage overhovedet.[94] Målene med dansene går fra ren underholdning til religiøs helligelse.[95] Traditionelt overleveres musik mundtligt. Til en typisk optræden gengiver et kor af sangere en solist.[96] Musisk tilbehør kan være simple klap med hænderne og stampning med fødderne,[97] men traditionelle instrumenter er et klokkespil af dansere, klappere, trommer og talende trommer, fløjter, horn, rasler, skrabere, strenginstrumenter og xylofoner; den nøjagtige kombination varierer efter den etniske gruppe og region. Nogle optrædere synger selv komplette sange, med et harpelignende instrument som tilbehør.[96][98]

Populære musikstile er ambasse bey fra kysten, assiko fra bassaerne, mangambeu og tsamassi fra bamilekerne.[99] Nigeriansk musik har haft indflydelse på engelsktalende, camerounske optrædere og Prince Nico Mbargaa highlife-hit "Sweet Mother" er den bedst sælgende afrikanske optagelse i historien.[100] De to mest populære stile er makossa og bikutsi. Makossa udviklede sig i Douala og blander folkemusik, highlife, soul og soukous. Optrædere som Manu Dibango, Francis Bebey, Moni Bilé og Petit-Pays gjorde stilen populær i 1970'erne og 1980'erne. Bikutsi startede som krigsmusik blandt ewondo. Kunstnere som Anne-Marie Nzié udviklede det til en populær musik til dans, som begyndte i 1940'erne, og optrædere som Mama Ohandja og Les Têtes Brulées populariserede den i hele verden i 1960'erne -70'erne og -80'erne.[101]

Maden varierer efter region, men et stort aftenmåltid er normalt i hele landet. En typisk ret er lavet på cocoyam, majs, maniok, hirse, bananer, kartofler, ris eller yams, som ofte presses til en dejlignende fufu (cous-cous) Dette serevres med en sovs, suppe eller en gryderet lavet af bladgrøntsager, jordnødder, palmeolie eller andre ingredienser.[102] Kød og fisk er populært, men et dyrt tilbehør.[103] Retterne er ofte stærke, krydret med salt, rød peberfrugt og maggi.[104] Vand palmevin og hirseøl er traditionelle måltidsdrikke, selv om øl, sodavand og vin er blevet populære.[105] Sølvtøj er nemt at få fat i, men maden spises traditionelt med højre hånd. Morgenmaden består af rester eller brød og frugt med kaffe og te. Snacks er populære, især i de store byer, hvor de kan købes hos gadesælgere.

En kvinde fletter en kurv nær Ossa-søen, Littoral-provinsen. Camerounere udøver sådanne håndværker i hele landet.

Traditionelle kunstværker udøves i hele landet af kommercielle, dekorative og religiøse grunde. Billedhuggeri og skulpturer er meget normale.[106] Leret med høj kvalitet fra de vestlige højlande bruges til potteri og keramik.[95] Andre værker er kurvefletning, perle-, messing- og bronzearbejde, kalabashuggeri og maleri, broderi og læderarbejde. Traditionel husholdningsstile gør brug af lokale materialer, der er tilgængelige og varierer fra tempererede hytter, lavet af træ og blad hos nomader til rektangulære hjem, lavet af mudder og halm hos de sydlige folk. Boliger, som er lavet af cement og tin, er ganske almindelige.[107]

Cameroun møder Tyskland på Zentralstadion i Leipzig, 27. april 2003.

Camerounsk litteratur og film har lagt vægt på europæiske og afrikanske temaer. Koloniforfattere som Louis-Marie Pouka og Sankie Maimo blev undervist af europæiske missionærsamfund og talte for assimilation ind i den europæiske kultur for at bringe Cameroun ind i den moderne verden.[108] Efter 2. verdenskrig analyserede og kritiserede forfattere som Mongo Beto og Ferdinand Oyono koloniseringen og afslog assimiliation.[109] Kort tid efter uafhængigheden udforskede filmskabere som Jean-Paul Ngassa og Thérèse Sita-Bella i lignende temaer.[110] I 1960’erne udforskede Mongo Beti og andre forfattere i postkolonialisme, problemer i Afrikas udvikling og gendannelsen af Afrikas identitet.[111] I mellemtiden, i midten af 1970'erne, tog filmskabere som Jean-Pierre Dikongué Pipa og Daniel Kamwa sig af konflikter mellem traditionelle og postkoloniale samfund. Litteratur og film i de næste to årtier fokuserede mere på hele camerounske temaer.[112]

Den nationale politik taler for alle slags sportsgrene. Traditionelle sportsgrene er kanoroning og brydning og adskillige hundrede løbere deltager i et 40 km langt løb hvert år.[113] Cameroun er et af få lande, som har deltaget. Dog er sport i Cameroun domineret af fodbold. Amatørfodboldklubber findes i store mængder, som organiseres efter etnicitet eller sponsorer. Fodboldlandsholdet er et af de mest succesfulde i verden siden den stærke opvisning under VM 1990. Cameroun har vundet African Cup of Nations fire gange og guldmedalje ved Sommer-OL i 2000.[114]

[redigér] Se også

[redigér] Noter

  1. ↑ DeLancey and DeLancey 2.
  2. ↑ Fanso 84.
  3. ↑ 3,0 3,1 DeLancey and DeLancey 125.
  4. ↑ 4,0 4,1 DeLancey and DeLancey 5.
  5. ↑ DeLancey and DeLancey 4.
  6. ↑ 6,0 6,1 DeLancey and DeLancey 6.
  7. ↑ DeLancey and DeLancey 19.
  8. ↑ DeLancey and DeLancey 7.
  9. ↑ DeLancey and DeLancey 8.
  10. ↑ 10,0 10,1 DeLancey and DeLancey 9.
  11. ↑ Nkemngu.
  12. ↑ Matthews.
  13. ↑ "Background Notes: Cameroon; Neba 250.
  14. ↑ 14,0 14,1 IRIN, "New anti-corruption drive".
  15. ↑ "Corruption Perceptions Index".
  16. ↑ 16,00 16,01 16,02 16,03 16,04 16,05 16,06 16,07 16,08 16,09 16,10 16,11 "Cameroon", The World Factbook.
  17. ↑ 17,0 17,1 17,2 17,3 "Background Note: Cameroon".
  18. ↑ "Cameroon", Amnesty International; "Cameroon (2006)", Freedom House; "Cameroon", Country Reports on Human Rights Practices, U.S. Department of State; "Elections to the Human Rights Council", Amnesty International.
  19. ↑ 19,0 19,1 "Elections to the Human Rights Council".
  20. ↑ 20,0 20,1 20,2 20,3 20,4 20,5 20,6 20,7 "Cameroon", Country Reports on Human Rights Practices.
  21. ↑ 21,0 21,1 21,2 21,3 "Cameroon (2006)", Freedom House.
  22. ↑ "Background Note: Cameroon"; Neba 252.
  23. ↑ 23,0 23,1 West 11.
  24. ↑ "Cameroon", Amnesty International.
  25. ↑ Cameroun rangeres som nr. 6 i begge kategorier på en skala fra et til syv, hvor et er "mest fri" og syv "mindst fri". "Cameroon (2006)", Freedom House.
  26. ↑ Kandemeh.
  27. ↑ DeLancey and DeLancey 126; Ngoh 328.
  28. ↑ DeLancey and DeLancey 30.
  29. ↑ MacDonald 69.
  30. ↑ 30,0 30,1 30,2 Mbaku 15.
  31. ↑ DeLancey and DeLancey 105–6.
  32. ↑ Mbaku 16.
  33. ↑ 33,0 33,1 Njeuma.
  34. ↑ 34,0 34,1 DeLancey and DeLancey 21.
  35. ↑ West 64.
  36. ↑ West 58–60.
  37. ↑ "Cameroon", UNAIDS.
  38. ↑ Lantum and Monono 14.
  39. ↑ Neba 250.
  40. ↑ Demographic Yearbook 1.
  41. ↑ Rank Order - Area".
  42. ↑ DeLancey and DeLancey 16.
  43. ↑ Fomesky et al 6.
  44. ↑ Neba 14.
  45. ↑ Neba 28.
  46. ↑ "Highest Average Annual Precipitation Extremes".
  47. ↑ 47,0 47,1 Neba 16.
  48. ↑ 48,0 48,1 48,2 Neba 17.
  49. ↑ DeLancey and DeLancey 161 anmelder 1.700 dræbte; Hudgens and Trillo 1054 siger "mindst 2.000"; West 10 siger "mere end 2.000".
  50. ↑ Gwanfogbe et al 20; Neba 29.
  51. ↑ World Economic and Financial Surveys".
  52. ↑ 52,0 52,1 Musa, "Biya plan to keep power in Cameroon clears hurdle".
  53. ↑ Neba 132.
  54. ↑ Neba 173–6.
  55. ↑ Neba 208.
  56. ↑ Neba 185.
  57. ↑ West 24.
  58. ↑ Neba 189.
  59. ↑ Neba 195.
  60. ↑ West 23.
  61. ↑ Neba 170.
  62. ↑ Neba 158.
  63. ↑ West 12.
  64. ↑ Neba 160.
  65. ↑ Neba 161.
  66. ↑ Neba 199.
  67. ↑ Hudgens and Trillo 1036.
  68. ↑ 68,0 68,1 Musa, "Gunmen kill one, kidnap 22 in Cameroon near CAR".
  69. ↑ "Cameroon - Annual Report 2007".
  70. ↑ Neba 207.
  71. ↑ Mbaku 20.
  72. ↑ Mbaku 20–1.
  73. ↑ World Population Prospects.
  74. ↑ West 3.
  75. ↑ Neba 109–11.
  76. ↑ Neba 111.
  77. ↑ Neba 105–6.
  78. ↑ Neba 106.
  79. ↑ Neba 103–4.
  80. ↑ Mbaku 139.
  81. ↑ Mbaku 141.
  82. ↑ Sa'ah.
  83. ↑ Neba 65, 67.
  84. ↑ West 13.
  85. ↑ Neba 48.
  86. ↑ Neba 108.
  87. ↑ Røde Kors og Røde Halvmåne.
  88. ↑ "World Refugee Survey 2008", U.S. Committee for Refugees and Immigrants, 19. juni 2008.
  89. ↑ Geschiere 169–70.
  90. ↑ DeLancey and DeLancey 28.
  91. ↑ Neba 94.
  92. ↑ DeLancey and DeLancey 131; Niba.
  93. ↑ Mbaku 189; West 18.
  94. ↑ Mbaku 204.
  95. ↑ 95,0 95,1 West 18.
  96. ↑ 96,0 96,1 Mbaku 189.
  97. ↑ Mbaku 191.
  98. ↑ West 18–9.
  99. ↑ DeLancey and DeLancey 184.
  100. ↑ Mbaku 200.
  101. ↑ DeLancey and DeLancey 51; Nkolo & Ewens 443.
  102. ↑ West 84–5.
  103. ↑ Mbaku 121–2.
  104. ↑ Hudgens and Trillo 1047; Mbaku 122; West 84.
  105. ↑ Mbaku 121; Hudgens and Trillo 1048.
  106. ↑ West 17.
  107. ↑ Mbaku 110–3.
  108. ↑ Mbaku 80–1
  109. ↑ Fitzpatrick 38; Mbaku 77, 83–4; Volet.
  110. ↑ DeLancey and DeLancey 119–20; West 20.
  111. ↑ Mbaku 85–6.
  112. ↑ DeLancey and DeLancey 120.
  113. ↑ West 127.
  114. ↑ West 92–3, 127.

[redigér] Referencer

  • (Engelsk) "Background Note: Cameroun". Oktober 2006. Det amerikanske udenrigsministerium. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) "Cameroun". Amnesty International Report 2006. Amnesty International Publications. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) "Cameroun". Country Reports on Human Rights Practices, 6. marts 2007. Bureau of Democracy, Human Rights, and Labor, Det amerikanske udenrigsministerium. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) "Cameroon". Human Development Report 2006. Forenede Nationer Udviklingsprogram. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) "Cameroun". The World Factbook. Den amerikanske efterretningstjeneste. 15. marts 2007. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) "Cameroun". UNAIDS. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) "Cameroun (2006)". Country Report: 2006 Edition. Freedom House, Inc. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) "Cameroon - Annual Report 2007". Pressefrihedsindex. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) "CAMEROON: New anti-corruption drive leaves many sceptical". 27. januar 2006. IRIN. UN Office for the Coordination of Humanitarian Affairs. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) Constitution of the Republic of Cameroon (English og French versions). 18. januar 1996. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) "Corruption Perceptions Index 2007". Transparency International. Besøgt 28. september 2007.
  • (Engelsk) DeLancey, Mark W., and Mark Dike DeLancey (2000): Historical Dictionary of the Republic of Cameroon (3rd ed.). Lanham, Maryland: The Scarecrow Press.
  • (Engelsk) Demographic Yearbook 2004. United Nations Statistics Division.
  • (Engelsk) "2006 Elections to the Human Rights Council: Background information on candidate countries". Maj 2006. Amnesty International Publications. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) Fanso, V. G. (1989). Cameroon History for Secondary Schools and Colleges, Vol. 1: From Prehistoric Times to the Nineteenth Century. Hong Kong: Macmillan Education Ltd.
  • (Engelsk) Fitzpatrick, Mary (2002). "Cameroon." Lonely Planet West Africa, 5th ed. China: Lonely Planet Publications Pty Ltd.
  • (Engelsk) Fomensky, R., M. Gwanfogbe, and F. Tsala, editorial advisers (1985) Macmillan School Atlas for Cameroon. Malaysia: Macmillan Education Ltd.
  • (Engelsk) Fonge, Fuabeh P. (1997). Modernization without Development in Africa: Patterns of Change and Continuity in Post-Independence Cameroonian Public Service. Trenton, New Jersey: Africa World Press, Inc.
  • (Engelsk) Geschiere, Peter (1997). The Modernity of Witchcraft: Politics and the Occult in Postcolonial Africa. Charlottesville: University Press of Virginia.
  • (Engelsk) Gwanfogbe, Mathew, Ambrose Meligui, Jean Moukam, and Jeanette Nguoghia (1983). Geography of Cameroon. Hong Kong: Macmillan Education Ltd.
  • (Engelsk) "Highest Average Annual Precipitation Extremes". Global Measured Extremes of Temperature and Precipitation, National Climatic Data Center, 9. august 2004. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) Hudgens, Jim, and Richard Trillo (1999). West Africa: The Rough Guide. 3rd ed. London: Rough Guides Ltd.
  • (Engelsk) Kandemeh, Emmanuel (17. juli 2007). "Journalists Warned against Declaring Election Results", Cameroon Tribune. Besøgt 18. juli 2007.
  • (Engelsk) Lantum, Daniel M., and Martin Ekeke Monono (2005). "Republic of Cameroon", Who Global Atlas of Traditional, Complementary and Alternative Medicine. Verdenssundhedsorganisationen.
  • (Engelsk) MacDonald, Brian S. (1997). "Case Study 4: Cameroon", Military Spending in Developing Countries: How Much Is Too Much? McGill-Queen's University Press.
  • (Engelsk) Matthews, Andy (12. marts 2008). "Cameroon protests in USA", Africa News. Besøgt 13. march 2008.
  • (Engelsk) Mbaku, John Mukum (2005). Culture and Customs of Cameroon. Westport, Connecticut: Greenwood Press.
  • (Engelsk) Musa, Tansa (8. april 2008). "Biya plan to keep power in Cameroon clears hurdle". Reuters. Besøgt 9. april 2008.
  • (Engelsk) Musa, Tansa (27. juni 2007). "Gunmen kill one, kidnap 22 in Cameroon near CAR". Reuters. Besøgt 27. juni 2007.
  • (Engelsk) Neba, Aaron (1999). Modern Geography of the Republic of Cameroon, 3rd ed. Bamenda: Neba Publishers.
  • (Engelsk) Niba, Francis Ngwa (20. februar 2007). "New language for divided Cameroon". BBC News. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) Njeuma, Dorothy L. (ingen dato). "Country Profiles: Cameroon". The Boston College Center for International Higher Education. Besøgt 11. april 2008.
  • (Engelsk) Nkemngu, Martin A. (11. marts 2008). "Facts and Figures of the Tragic Protests", Cameroon Tribune. Besøgt 12. marts 2008.
  • (Engelsk) Nkolo, Jean-Victor, and Graeme Ewens (2000). "Cameroon: Music of a Small Continent". World Music, Volume 1: Africa, Europe and the Middle East. London: Rough Guides Ltd.
  • (Engelsk) "Rank Order - Area". The World Factbook. USA’s efterretingstjeneste (CIA). 15. marts 2007. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) Røde Kors og Røde Halvmåne (28. maj 2007). "Cameroon: Population Movement; DREF Bulletin no. MDRCM004". ReliefWeb. Besøgt 18. juni 2007.
  • (Engelsk) Sa'ah, Randy Joe (23. juni 2006). "Cameroon girls battle 'breast ironing'". BBC News. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) Swarovski Orchestra (2004). National Anthems of the World. Koch International Classics. Audio CD.
  • (Engelsk) Volet, Jean-Marie (10. november 2006). "Cameroon Literature at a glance". Reading women writers and African literatures. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) West, Ben (2004). Cameroon: The Bradt Travel Guide. Guilford, Connecticut: The Globe Pequot Press Inc.
  • (Engelsk) Wight, Susannah, ed. (2006). Cameroon. Spain: MTH Multimedia S.L.
  • (Engelsk) "World Economic and Financial Surveys". World Economic Outlook Database, Internationale Valutafond. September 2006. Besøgt 6. april 2007.
  • (Engelsk) World Population Prospects: The 2006 Revision Population Database. 2006. United Nations Population Division. Besøgt 6. april 2007.

[redigér] Eksterne henvisninger

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:
s·d·r
Lande i Afrika
Algeriet • Angola • Benin • Botswana • Burkina Faso • Burundi • Cameroun • Centralafrikanske Republik • Comorerne • Demokratiske Republik Congo • Republikken Congo • Djibouti • Egypten1 • Elfenbenskysten • Eritrea • Etiopien • Gabon • Gambia • Ghana • Guinea • Guinea-Bissau • Kap Verde • Kenya • Lesotho • Liberia • Libyen • Madagaskar • Malawi • Mali • Marokko • Mauretanien • Mauritius • Mozambique • Namibia • Niger • Nigeria • Rwanda • Sao Tome og Principe • Senegal • Seychellerne • Sierra Leone • Somalia • Sudan • Sydafrika • Swaziland • Tanzania • Tchad • Togo • Tunesien • Uganda • Zambia • Zimbabwe • Ækvatorialguinea
 Afrika
1 Ligger delvis i Asien
s·d·r
Afrikanske Union
Algeriet • Angola • Benin • Botswana • Burkina Faso • Burundi • Cameroun • Centralafrikanske Republik • Comorerne • Demokratiske Republik Congo • Republikken Congo • Djibouti • Egypten • Elfenbenskysten • Eritrea • Etiopien • Gabon • Gambia • Ghana • Guinea • Guinea-Bissau • Kap Verde • Kenya • Lesotho • Liberia • Libyen • Madagaskar • Malawi • Mali • Mauretanien • Mauritius • Mozambique • Namibia • Niger • Nigeria • Rwanda • Sao Tome og Principe • Senegal • Seychellerne • Sierra Leone • Somalia • Sudan • Sydafrika • Swaziland • Tanzania • Tchad  • Togo • Tunesien • Uganda • Zambia • Zimbabwe • Ækvatorialguinea
s·d·r
CEMAC's medlemslande
CEMAC's medlemslande
s·d·r
Organization of the Islamic Conferences medlemslande
Afghanistan • Albanien • Algeriet • Aserbajdsjan • Bahrain • Bangladesh • Benin • Brunei • Burkina Faso • Cameroun • Comorerne • Djibouti • Egypten • Elfenbenskysten • Forenede Arabiske Emirater • Gabon • Gambia • Guinea • Guinea-Bissau • Guyana • Indonesien • Irak • Iran • Jordan • Kasakhstan • Kirgisistan • Kuwait • Libanon • Libyen • Malaysia • Maldiverne • Mali • Marokko • Mauretanien • Mozambique • Niger • Nigeria • Oman • Pakistan • Palæstina • Qatar • Saudi-Arabien • Senegal • Sierra Leone • Somalia • Sudan • Surinam • Syrien • Tadsjikistan • Tchad • Togo • Tunesien • Turkmenistan • Tyrkiet • Uganda • Usbekistan • Yemen
 Organization of the Islamic Conferences flag

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Cameroun"
Andre sprog