Eritrea

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hagärä Ertra
Eritreas flag Eritreas nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: Ertra, Ertra, Ertra
Eritreas placering
Hovedstad Asmara
15°20′N, 38°55′E
Største by Asmara
Officielle sprog Tigrinya og arabisk
Regeringsform Republik
Isaias Afewerki
Uafhængighed
 • Anerkendt
Fra Etiopien
24. maj 1993
Areal
 • Total
 • Vand (%)
 
121.320 km² (nr. 97)
Ubetydeligt
Indbyggertal
 • 2005 anslået

 • [[]] folketælling

 • Tæthed
 
4.669.638 (nr. 114)


37,6/km² (nr. 135)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger
2005 anslået
0,730 mia. USD (nr. 164)
900 USD (nr. 173)
Valuta Nakfa (ERN)
Tidszone
 • Sommer (DST)
(UTC+3)
(UTC+3)
Nationalt topdomæne .er
Telefonkode +291
Kendingsbogstaver (bil) ER
Luftfartøjsregistreringskode E3

Eritrea (Ge'ez: ኤርትራ ʾĒrtrā) er et land beliggende i det nordlige Østafrika. Landet grænser op til Sudan i vest, Etiopien i syd og Djibouti i sydøst. Landets øst- og nordøstlige side er det Røde Havs kyst, hvor Dahlakøerne ligger. Området var tidligere en italiensk koloni, blev annekteret af Etiopien i 1952 og efter løsrivelseskrig og folkeafstemning selvstændigt i 1993.


Beliggenhed og grænser[redigér | redigér wikikode]

Højlandet i Eritrea
Massawa, en havneby i Eritrea

Eritrea ligger i det nordøstlige Afrika med Etiopien mod syd, Djibouti i sydøst, Sudan i nordvest, Det Røde Hav i øst og på den modsatte side af Det Røde Hav Saudi-Arabien og Yemen.

Større byer[redigér | redigér wikikode]

Hovedstaden er Asmara.

Eritrea har to vigtige havnbyer, Massawa og Assab. Begge byer har en stor flyveplads.

Andre større byer er Barentu, Tesseney, Keren, Mendefera, Dekemhare og Nakfa.

Landskab[redigér | redigér wikikode]

Det højeste bjerg er Emba Soira (3018 moh) i det centrale Eritrea.

Højlandet i nord er en del af det nordetiopiske plateau (De etiopiske højlande). Plateauet går i Eritrea næsten helt ud til kysten mod Det Røde Hav. Langs den nordlige del af kysten findes en smal stribe sletteland før bjergene rejser sig næsten lodret op til plateauet.

Uden for kysten ligger der flere øer, blandt andre Dahlak-øerne og Hanish-øerne, samt koralrev.

Det sydlige Eritrea er stort set præget af et lavland, som er en del af Danakil-ørkenen, til dels beliggende under havets overflade, med enkelte højere partier i indlandet.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Lavlandsområderne er ret varme med en årstemperatur på over 30 °C, som tidvis kan stige op til næsten 50 °C.

I højlandet er klimaet mere moderat. I hovedstaden Asmara (2.320 m.o.h.) er middeltemperaturen for hele året 16 °C, med kun små årstidsvariationer.

I lavlandet er nedbøren er ubetydelig, og det er næsten ingen vegetation. Asmara får 560 mm nedbør i året, overvejende i juli-august.

Plantevækst[redigér | redigér wikikode]

Lavlandet i øst præges af træløs steppe og ørken. Højlandet har også steppevegetation, som er stærkt påvirket af menneskelig aktivitet. I de lavere områder mod Sudan vokser træsavanne med akasiearter og områder med åben skov med løvfældning i tørketiden.

Dyreliv[redigér | redigér wikikode]

Eritreas dyreliv minder om det, der findes i tilgrænsende områder i Etiopien, men med et noget lavere artsantal og mangel på mange af de etiopiske endemiske arter. Blandt de almindeligste pattedyr forekommer gnavere, små kattedyr, sjakaler, vortesvin og gazeller. I alt findes mere end 500 fuglearter, blandt andre struds, gribbe, ørne, trapper, sandhøns, bietere og blåråker. I Det Røde Hav findes koralrev og forekomst af søkoarten dugong samt havskildpadder.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Eritreas Historie

Sammen med Nord-Somalia, Djibouti og Sudans rødehavskyst ansees Eritrea som det mest sandsynlige sted for beliggenheden af et land kendt fra de gamle egyptere som Punt (eller Ta Netjeru, "Guds Land"). Punterne havde nære forbindelser med oldtidens Egypten under perioden med farao Sahura og dronning Hatshepsut.

Kongeriget D'mt[redigér | redigér wikikode]

Kort over D'mt kongeriget i Eritrea og nordlige Etiopien ca. 400 f.kr..

D'mt var et kongerige i Eritrea og det nordlige Etiopien, som eksisterede i det 8. og 7. århundrede f.Kr. Med sin hovedstad på Yeha udviklede kongedømmet vandingssystemer, anvendte plove i landbruget, dyrkede hirse og udviklede redskaber og våben af jern.

Efter D'mt-rigets fald i det 5. århundrede f.Kr., blev området domineret af mindre efterfølgende riger, indtil Det aksumittiske kongedømme i det 1. århundrede, var i stand til at genforene området.

Kolonitiden[redigér | redigér wikikode]

Eritreas nyere historie er uløseligt forbundet med dets strategiske beliggenhed ved Det Røde Havs kyst med en kystlinje, som strækker sig mere end 1000 km. Fra fjernere steder kom over havet forskellige angribere og kolonisatorer, blandt andre sydarabere fra det senere Yemen, samt osmanniske tyrkere, portugisere fra Goa (Indien), egyptere, briter og italienere. Ligeledes har landet gennem tiden været udsat for angribere fra nabolandene i Afrika, så som Egypten og Sudan i vest og nord, og Etiopien i syd.

I tiden efter åbningen af Suez-kanalen i 1869, da de europæiske stormagter foretog kapløbet om Afrika og forsøgte at sikre sig handelsstationer for sine skibe, invaderede Italien Etiopien og okkuperede også Eritrea. Den 1. januar 1890 blev Eritrea officielt erklæret en italiensk koloni. I 1936 blev det en provins af Italiensk Østafrika sammen med Etiopien og Italiensk Somaliland. I 1941 havde Eritrea omkring 760.000 indbyggere, herunder 70.000 italienere. I 1941 foregik Slaget ved Keren, hvor de britiske styrker besejrede de italienske og udviste italienerne, og briterne overtog administrationen af landet. Briterne fortsatte herefter med at administrere territoriet under et FN-mandat frem til 1951, da Eritrea blev forenet med Etiopien ved FNs resolution 390A (V) vedtaget i december 1950.

Cohaito.jpeg

Kampen for selvstændighed[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Eritreas selvstændighedskamp

Den strategiske beliggenhed af Eritrea samt mineralforekomster tillige med deres fælles historie var den vigtigste årsag til, at der blev oprettet en føderation med Etiopien, som gennemførte Eritreas annektering som Etiopiens 14. provins i 1952. Dette var kulminationen på en gradvis proces med overtagelsen fra de etiopiske myndigheders side, hvorunder et edikt i 1959 gennemførte obligatorisk undervisning i amharisk, hovedsproget i Etiopien, i alle eritreiske skoler. Den manglende hensyntagen til den eritreiske befolkning førte til dannelsen af en uafhængighedsbevægelse i begyndelsen af 1960 (1961). Krigen brød ud, da Hamid Idris Awate og hans støtter affyrede de første skud og blev først afsluttet i 1991, da de eritreiske oprørere besejrede de etiopiske regeringsstyrker. Efter en FN-overvåget folkeafstemning i Eritrea i april 1993, ved hvilken 99,8% af befolkningen stemte for selvstændighed, erklærede Eritrea sin uafhængighed og denne blev internationalt anerkendt i 1993.

Efter selvstændigheden[redigér | redigér wikikode]

Efter selvstændigheden deltog Eritrea i flere krige, blandt andet mod Yemen om Hanish-øerne i 1996. Eritrea baserede deres krav på øerne med, at oprørsgruppen EPLF havde haft flere baser ved øerne under frihedskrigen . Under kolonitiden havde øerne været styret af italienerne. Alligevel var det Yemen, som fik øerne.

I 1998 udbrød en to år lang krig med Etiopien om flere grænsebyer, blandt andet Badme. I 2000 underskrev parterne en våbenhvile, og FN sendte fredsbevarende styrker til områderne. Disse styrker er fortsat til stede. Krigen krævede omkring 70.000 menneskeliv. Senere blev der oprettet en grænsekommision, som fastslog, at grænsebyen Badme skulle tilhøre Eritrea, men Etiopien har endnu i dag kontrol over byen.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Isaias Afwerki har været "præsident" siden 1993.

Efter folkeafstemningen i april 1993 oprettede EPLF en "provisorisk" regering, der fik til opgave at sammenskrive en ny grundlov inden for en tidsramme på 4 år og der efter udskrive nyvalg, hvor flere partier skulle have havde mulighed for at opstille. Denne "provosoriske" regering blev ledet af Issaias Afwerki, der siden har styret som diktator.

Nationalforsamlingen (Hagerawi Baito) består af 104 medlemmer, hvoraf 64 medlemmer er udpegede og 40 medlemmer udgøres af medlemmer af centralkomiteen i People's Front for Democracy and Justice. Ifølge IPU havde parlamentet 150 indirekte valgte medlemmer. Nationalforsamlingen blev sammenstykket i februar 1992. AFP rapporterede, at eritreere valgte 399 repræsentanter i landets seks regioner i en langvarig proces, som skulle føre til dannelse af en grundlovgivende forsamling. De regionale valg startede den 4. januar 1997 i enkelte dele af landet og blev fuldført inden 1. marts 1997.

En ny grundlov blev indført i 1997, et år senere end planlagt. Selv om grundloven blev vedtaget, er den aldring blevet ført ud i livet: frie og almindelige valg har ikke blevet afholdt til trods for, at en valglov blev vedtaget i 2002.

Valg skulle være afholdte i 1997, men blev udsatte til 2001 med begrundelsen, at 20% af Eritreas landområde var besat og at valget var udsat, indtil konflikten med Etiopien var afsluttet. Lokalvalg er foregået i Eritrea, senest regionalvalg og kommunevalg i maj 2003.

Eritrea styres således som et et-parti-diktatur af Peoples Front for Democracy and Justice (PFDJ). Nationale valg har flere gange skullet afholdes, men er hver gang blevet aflyst "af hensyn til rigets sikkerhed". Al magt i landet ligger hos "præsident" og leder af det styrende parti, PFDJ, Isaias Afwerki. Oppositionelle fængsles og tortureres, og der findes ingen frie medier.[1] Uafhængige medier har været ulovlige i landet siden 2001, og alle typer af medier er kontrollerde af myndighederne og underlagt streng censur.[2]

Reportere uden grænser rangerede i 2010 Eritrea på 178. plads af 178 lande med hensyn til pressefrihed, den lavest mulige plads og under alle andre diktaturer i verden.[3] Ifølge BBC er Eritrea det eneste land i Afrika uden uafhængige, privatejede medier.[4] Ifølge Reportere uden grænser findes det ingen udenlandske korrespondenter i Asmara, og eritreiske medier gør «ingenting andet end at videreformidle regimets krigerske og ultranationalistiske fremstilling».[5]

Befolkningsforhold[redigér | redigér wikikode]

Rashaida barn i det eritreiske lavland.

Den samlede befolkning i Eritrea udgjorde 5.939.484 indbyggere (juli 2011).

Aldersfordeling:
0-14 år: 42.1% (mænd 1,256,384/kvinder 1,244,569)
15-64 år: 54.3% (mænd 1,580,535/kvinder 1,641,911)
65 år og over: 3.6% (mænd 96,627/kvinder 119,458) (2011)

Befolkningsvækst: 2.472% (2011)

Forventet levealder: 66 år (2011) [6]

Analfabetisme: 32,5% (2009)

HIV/AIDS – voksen prevalens rate: 0.8% (2009)
HIV/AIDS – mennesker som lever med HIV/AIDS: 25,000 (2009)
HIV/AIDS – Dødsfald: 1700 (2009 skøn)

Etniske grupper[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Etniske grupper i Eritrea


Der fintes intet eritreisk folk. Landets befolkning er inddelt i følgende etniske grupper:

Tigrinya 50%,
Tigre 31%,
Saho 5%,
Afar 5%,
Hedareb (Beja) 2,5%,
Rashaida 2.5%,
Bilen 2%,
Kunama 2%,
Nara 1,5%

Fordelingen er skønnet, da nogen egentlig folketælling ikke er foretaget.

Tigrinya-folket og tigre-folket udgør hovedparten af landets overvejende semitisk-talende befolkning.

Araberne i Eritrea er Rashaida-folket, som kom til Eritrea fra Saudi-Arabien efter et oprør i deres gamle hjemland. I dag bor de fleste Rashaidafolk i Eritrea, men der finnds mindre grupper af dem i Sudan og Saudi-Arabien. Rashaida-folket er nomader, og de fleste af dem er analfabeter. De taler arabisk.

Resten af befolkningen hører til andre afro-asiatiske grupper, som Saho, Hedareb, Afar og Bilen. Det finnes også en række nilotiske minoriteter, som er representerede i Eritrea ved Kunama og Nara. Hver etnicitet har sit eget modersmål, men flere af minoriteterne taler mere end et sprog.

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Sprog i Eritrea

De officielle sprog i Eritrea er tigrinja og arabisk.

Engelsk og italiensk er også alment forstået. De fleste af de sprog, som tales i Eritrea, stammer fra den semitiske gren af den afro-asiatiske sprogfamilie. De semitiske sprog i Eritrea er tigre, tigrinja, den nylig anerkendte dahlik og arabisk (der tales af rashaida-araberne). Hovedsprogene (tigre, tigrinja og arabisk) tales som modersmål af over 80% af befolkningen.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Religion i Eritrea

Eritrea har to dominerende religioner, kristendommen og islam. Det anslås, at 45% er kristne (heraf 32% ortodokse, 12% romersk-katolske) og 55% af befolkningen er sunnimuslimer.

De kristne består i hovedsagen af den Den eritreiske ortodokse kirke, som er den lokale orientalske ortodokse kirke, men store grupper af katolikker (herunder italienske eritreere), protestanter og andre kirkesamfund findes også.

Fra maj 2002 har regeringen i Eritrea officielt anerkendt den eritreiske ortodokse kirke, sunniislam, katolicisme og den evangelisk-lutherske kirke. Alle andre trosretninger og kirkesamfund er pålagt at gennomgå en registreringsproces. Blandt andet kræver regeringens registreringssystem, at religiøse grupper meddeler personlig information om medlemmene. De få organisationer, som har opfyldt alle registeringskravene, har fortsat ikke modtaget en officiel anerkendelse.[Kilde mangler]

Den kristne, humitære hjælpeorganisation Åbne Døre beretter, at mindst 2.800 kristne sidder fængslet under umenneskelige forhold i shippingcontainere og hemmelige underjordiske fængsler.[7] Tortur hører iflg. øjenvidner til hverdagen[8], og flere kristne er døde under disse omstændigheder.[9]

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Eritrea er inddelt i seks regioner (zobas) der er underinddelt i distrikter(sub-zobas)

No. Region (ዞባ) Sub-region (ንኡስ ዞባ)
1 Maekel
(ዞባ ማእከል)
Berikh, Ghala-Nefhi, Semienawi Mibraq, Sereja, Debubawi Mibraq, Semienawi Mi'erab, Debubawi Mi'erab
2 Debub
(ዞባ ደቡብ)
Adi Keyh, Adi Quala, Areza, Debarwa, Dekemhare, Mai Ayni, Mai Mne, Mendefera, Segeneiti, Senafe, Tserona
3 Gash-Barka
(ዞባ ጋሽ ባርካ)
Agordat, Barentu, Dghe, Forto, Gogne, Haykota, Logo-Anseba, Mensura, Mogolo, Molki, Guluj, Shambuko, Tesseney, La'elay Gash
4 Anseba
(ዞባ ዓንሰባ)
Adi Tekelezan, Asmat, Elabered, Geleb, Hagaz, Halhal, Habero, Keren, Kerkebet, Sel'a
5 Northern Red Sea
(ዞባ ሰሜናዊ ቀይሕ ባሕሪ)
Afabet, Dahlak, Ghel'alo, Foro, Ghinda, Karora, Massawa, Nakfa, She'eb
6 Southern Red Sea
(ዞባ ደቡባዊ ቀይሕ ባሕሪ)
Are'eta, Central Dankalia, Southern Dankalia

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Økonomi i Eritrea

I de første år efter løsrivelsen fra Etiopien havde Eritrea problemer med økonomien. Der imod har der i de seneste år været en voldsom vækst, idet Eritrea havde den stærkeste vækst i økonomien i verden med 17%, især fra guldforekomster. [6]

Eritrea betydelige mineralforekomster var stort set uudforskede under kolonitiden. Ifølge den eritreiske regering blev der i 1998 indvundet omkring 573,4 kg guld. Eritreas faktiske guldreserver er ukendte. Vestlige observatører har også bemærket Eritreas udmærkede potentiale for udvinding af marmor og granit. Pr. 2001 havde omkring 10 mineselskaber (herunder kanadiske og sydafrikanske) fået tilladelser til at søge efter forskellige mineraler i Eritrea. Regeringen i Eritrea er angiveligt i færd med at gennemføre en geologisk undersøgelse for at kunne tillokke potentielle investorer til minedrift. Tilstedeværelsen af hundrede tusinder af landminer i Eritrea, især langs grænsen til Etiopien, udgør en alvorlig forhindring for fremtidig udvikling af minesektoren.

Nevsun afsluttede sit Bisha-mineprojekt i begyndelsen af 2011. Beregnet produktion vil være 350.000 unser guld pr år frem til guldet er udvundet, og minen vil da producere kobber og zink.[10]

Offentligt embedsvæsen[redigér | redigér wikikode]

Uddannelsesvæsen[redigér | redigér wikikode]

Der er fem niveauer i uddannelsen i Eritrea: forskole, grundskole, midten, sekundær, og videregående. Det er næsten 238.000 elever i grundskolen, midten og i de videregående uddannelser. Det er omkring 1.546 skoler i Eritrea og to universiteter (Universitetet i Asmara, og Institut for videnskab og teknologi), samt flere mindre højskoler og fagskoler.

En af de vigtigste mål for Eritreas uddannelsespolitik er at give grunduddannelse i hvert af Eritreas modersmål, samt at udvikle en selvmotiverende og pligtopfyldende befolkning til at bekæmpe fattigdom og sygdom. Videre er det målet at sikre en uddannelse, der svarer til behovene for at sikre en fungerende, moderne økonomi.

Uddannelsessystemet i Eritrea er også indrettet på at forhindre kønsdiskriminering, etnisk diskriminering og klassediskriminering og at fremme videreuddannelse, både formelt og uformelt.

Uddannelse i Eritrea omfatter børnehaver for små børn af begge køn.

Sundhedsvæsen[redigér | redigér wikikode]

Eritrea har opnået betydelige forbedringer i sundhedsvæsenet: forventet levealder ved fødselen er vokset fra 39,1 i 1960 til 62,7 år i 2010 ifølge WHO, mødre- og børnedødeligheden er faldet dramatisk.

Infrastrukturen for sundhedsvæsenet er blevet udvidet. På grund af Eritreas relative isolation er information og ressourcer stærkt begrænset og ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) var den gennemsnitlige forventede levealder i 2008 ca 63 år.

Børnesundheden i Eritrea er varetaget ved at samarbejde tæt med skolerne vedrørende vaksination og ernæring. Antallet af børn der er vaksineret mod mæslinger er næsten fordoblet på syv år, fra 40,7% til 78,5%. Undervægt blandt barn er faldet med 12% i perioden 1995 -2002. Alvorlig undervægt er faldet med 28%.

The National Malaria Protection Unit i sundhedsdepartementet har registreret et fald i malaria- dødeligheden med 85% og en nedgang i antallet af sygdomsramte på 92% fra 1998 til 2006 .

Den eritreiske regering har forbudt kønslemlæstelse (FGM) og siger, at denne praksis er smertefuld og sætter kvinder i fare for livstruende sundhedsproblemer.

Udenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

Eritreas ambassade i Washington, D.C.

Eritrea er et fuldt medlem af Den afrikanske union, efterfølgeren til Organisationen for afrikansk enhed (OAE). Men landet havde trukket sin repræsentant til AU ud i protest mod AUs påståede mangel på lederskab i konflikten om gennemførelsen af en bindende grænse mellem Eritrea og Etiopia. Den eritreiske regering har siden januar 2011 udnævnt en udsending, Tesfa-Alem Tekle, til AU.

Forholdet med vesten[redigér | redigér wikikode]

Eritreas forhold til USA har en kort, men kompliceret historie. Selv, om de to nationer har et nært samarbejde, når det gælder den pågående krig mod terror, har der været en voksende spænding på andre områder. Forholdet forværrede sig i oktober 2008, da USAs viceudenrigsminister, Jendayi Frazer, kaldte nationen en "sponsor af terrorisme" og udtalte, at den amerikanske regering kan lægge Eritrea til sin liste over røverstater sammen med Iran og Sudan. Den angivelige grund til denne udtalelse var tilstedeværelsen af Sheikh Hassan Dahir Aweys – en eksil-somalisk islamistisk leder, som amerikanerne mistænkte for at have forbindelser til Al-Qaida – på en somalisk oppositionskonference i Asmara.

Eritreas forhold til Italien og EU er fortsat rimeligt godt og synes ikke at være så anstrengt som forholdet til USA. Den 27. januar 2009 betalte den nederlandske ambassadør, Yoka Brandt, direktør i International Development Cooperation, et officielt besøg til landet for bilaterale samtaler med præsident Isaias' regering, som blev holdt i Massawa.

Den 2. august 2009 hævdede USAs udenrigsminister Hillary Clinton, at Eritrea havde leveret våben til den somaliske militante gruppe al-Shabab. Selv om Eritrea benægtede denne anklage i en offentlig udtalelse næste dag, havde FN med støtte fra den afrikanske union vedtaget sanktioner og våbenembargo mod Eritrea for landets påståede rolle i Somalia, og nægtet at trække sine soldater tilbage fra grænsen til Djibouti.

Forholdet med nabolandene[redigér | redigér wikikode]

Eritreas forhold til sine naboer har været anstrengt på grund af en række krige og konflikter. Disse inkluderer en pause i de diplomatiske forbindelser med Sudan i 1994, for støtte til netværk af terrorister i 1994, en krig med Yemen over Hanishøerne i 1996 (konflikten blev afgjort ved dom af Den internationale voldgiftsdomstol i 1998), og en grænsekonflikt med Etiopien fra 1997-2000. En international grænsekommission, Eritrea-Etiopia Boundary Commission, har fastlagt grænsen, men Etiopien har nægtet at respektere og udføre den.

Eritreas forhold til Sudan er normaliseret. I mellemtiden var Eritrea blevet anerkendt som en fredsmægler mellom de enkelte fraktioner i den sudanske borgerkrig, således anmodede den sudanske regering og "Eastern Front"-oprørere Eritrea om at mægle ved fredsforhandlingerne i 2006.

En tvist med Yemen over Hanishøerne i 1996 resulterede i en kort krig. Som en del af en aftale om at standse krigshandlingerne blev de to nationer enige om at henvise sagen til voldgiftsdomstolen i Haag i 1998. Yemen blev tilkendt fuldt ejerskab over de større øer, mens Eritrea blev tildelt de perifere øer sydvest for de større øer. Ved afslutningen af forhandlingerne bøjede landene sig til accept. Siden 1996 har begge regeringer været skeptisk sindede til hinanden, men forholdet er relativt normalt.

Forholdet til Etiopien[redigér | redigér wikikode]

Den undermarkerede grænse til Etiopien er det primære og eksterne problem i dag, som Eritrea her. Eritreas forbindelser med Etiopien vendte sig bort fra forsigtig gensidig tolerance efter 30 års krig for eritreisk uafhængighed til en dødelig rivalisering, som førte til udbruddet af fjendtligheder fra maj 1998 til juni 2000, hvorved omkring 70.000 skadedes på begge sider.

Efter at domstolen i Haag demarkerede grænsen i henhold til Algier-aftalen [11] har Etiopien nægtet at forlade Eritreiske territorier, heriblandt bl.a. byen Badme som lå til grund for grænsekonflikten. Dette har resulteret i en fastlåst situation afbrudt af perioder med forhøjet spænding og fornyede trusler om krig. Situationen er yderligere tilspidset derved, at de eritreiske og etiopiske ledere gensidigt har støttet oppositionen i modpartens land.

Af frygt for et nyt islamisk og nationalistisk Somalia invaderede Etiopien Somalia med amerikansk hjælp for at støtte den svage og lokalt upopulære FN/AU-støttede overgangsregering Federal Government, som uden etiopisk støtte havde været ude af stand til at udøve nogen kontrol uden for sin base i Baidoa og langs etiopisk-somaliske grænse. USAs Central Intelligence Agency gennemførte også et hemmelig program for finansiering og bistand til en koalition af somaliske krigsherrer for at erstatte den populære Islamic Courts Union-regering i Somalia.

Den arabiske liga[redigér | redigér wikikode]

Eritrea er en af tre ikke-arabiske liga-stater, som har taget arabisk som et officielt sprog, og er kandidat til at blive et arabisk liga-medlem foran Tsjad, som har mange problemer med ligaen som en enhed, og Israel, som er den mest forhadte stat i den arabiske verden.

I 1993, efter selvstændigheden, førte Eritrea en politik for at komme i kontakt med de arabiske stater, en beslutning, som der dog ikke var enighed om. Nogen foretrak at komme med i den arabiske liga som observatør, andre var for at blive fuldt medlem, mens andre ikke ville have kontakt med de arabiske lande under hensyn til Sudan ved landets nordøstlige grænse, Djibouti på sydgrænsen og den arabiske halvø tværs over for Bab el Mandeb.

I 2003 blev Eritrea observatør efter, at præsidenten kundgjorde, at Eritrea ikke vil blive medlem i nogen regional organisation, og at den arabiske liga mangler effektivitet.

Sygdomme og Vaccination[redigér | redigér wikikode]

Malaria[redigér | redigér wikikode]

Der forekommer malaria i hele landet i områder under 2.000 meters højde, undtagen i hovedstaden Asmara.

Gul feber[redigér | redigér wikikode]

Gul feber findes i hele landet, men vaccination anbefales ikke generelt. For visse rejsende til staterne Anseba, Debub, Gash Barka, Mae Kel og Semenawi Keih Bahri anses risikoen alligevel så stor at visse rejsende anbefales en vaccination mod gul feber.

Meningitis[redigér | redigér wikikode]

Eritrea ligger i det såkaldte "Meningitis-bælte," hvor der er høj forekomst af meningitis. Alle rejsende til Eritrea anbefales vaccination mod meningitis.[12]

Noter og referencer[redigér | redigér wikikode]

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]