Frisisk Frihed

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Frisiske sølande omkring 1300
Mindesmærke ved Upstalsboom ved Aurich

Frisisk Frihed (tysk: Friesische Freiheit, nederlandsk: Friese Vrijheid, frisisk Fryske frijheid) indstiftedes efter kejser Karl den Store. Frisisk frihed indebærer at ingen undtagen den tysk-romerske kejser har ret til at stå over friserne indenfor det tysk-romerske rige[1]. Ifølge legenden gav kejseren friserne friheden som tak for deres hjælp i kampen mod romerne.

I forbindelse med at vikingerne begyndte at plyndre i de frisiske områder omkring år 800 blev friserne også fritaget fra militærtjeneste i fremmede lande for at kunne forsvare sig effektivt mod vikingerne. Mens de omgivende områder blev regeret af feudalherrer, blev Frisland styret efter mere demokratiske principper. Hver provins valgte regionale repræsentanter, de såkaldte høvdinge. De forskellige provinser sluttede sig efterhånden sammen til de såkaldte syv frisiske sølande og deres repræsentanter samledes hvert år ved pinse frem til ca. 1300 ved Upstalsboom ved byen Aurich i Østfrisland. Hver provins sendte to repræsentanter, de såkaldte dommere. De beslutninger, som blev truffet ved møderne ved Upstalsboom blev skrevet ned i det nærliggende kloster i Ihlow. Omkring 1300 omfattede de frisiske sølande 27 provinser, hele området strakte sig fra Zuiderzee til floden Weseren.

Men efter år 1300 begyndte en alvorlig tilbagegang. Det frisiske samfund var som følge af pesten og store naturkatastrofer (stormfloder) svækket, hvilket udnyttedes af indflydelsesrige familier til etableringen af en ny autokratisk styreform. Frihedsperioden sluttede, i stedet blev landet nu regeret af forskellige høvdinge. I modsætning til frihedsperionden var denne høvdingetid præget af mange krig og konflikter.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Friserne (kongefrisere), som på samme tid koloniserede kyststriben nord for Ejderen (Udlande udenfor det tyske riges grænser), var ikke omfattet af aftalen med kejseren