Østfrisland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kort over Østfrisland.
Østfrisland som del af Øst-Frisland.
Carolinensiel i Østfrisland

Østfrisland (tysk: Ostfriesland, plattysk: Oostfreesland) er et område i delstaten Nedersaksen, der består af amterne (Kreise) Aurich, Wittmund, Leer og byen (Kreisfreie Stadt) Emden.

De fleste østfrisere taler i dag højtysk og nedertysk. Kun cirka 2000 frisere i det syd for Østfrisland liggende Saterland taler stadigvæk frisisk (i dens østfrisiske variant).

Østfrisland danner sammen med Saterland, det oldenborgske Frisland (amtet Frisland og byen Wilhelmshaven), Butjadingen og Wursten den større region Øst-Frisland. Der findes også frisere i det nederlandske Frisland og i Nordfrisland syd for den dansk-tyske grænse. Friserne i Øst-Frisland, såvel de tysktalende som de saterfrisisk-talende, har interkulturelle kontakter med det frisiske mindretal i Nederlandene og Nordfrisland.

Der findes også mnage to-sprogede byskilte (højtysk og plattysk eller saterfrisisk) flere steder i Øst-Frisland, bl.a. i Aurich og Saterland.

Østfrisland har i Tyskland et ry som den yderste provins, hvor indbyggerne kan være molbo-agtige.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Østfrisland ligger på det europæiske fastlands nordvestre kyst ud mod Vesterhavet, mellan Dollart og Jadebusen. Østfrisland består af forholdsvis tyndt befolkede slettebygder bestående af marskland ved kysten samt moseområder og geestområder i indlandet. Landskabets højeste naturliga punkt er en sanddyne på øen Norderney, 22 meter over havet. På fastlandet rummer naturbeskyttelsesområdet Hollesand i Uplengen det højeste punkt, 18 meter over havet. Store områder ligger under havniveau. Langs kysten findes siden omkring år 1000 diger som beskyttelse imod oversvømmelser. Hela området afvandes ved kanaler og pumpeanordninger.

Det østfrisiske landbrugslandskab præges tillige af de typiske vallhäckarna, det vil sige busk- og træbevoksede volde, som er anlagt for at afgrænse enge og agre. Der findes også et større antal mosesøer, kanaler og mindre vandløb. Det største vandløb i området er Ems, og den længste kanal er Ems-Jade-kanalen.

Ud for fastlandet ligger de østfrisiske øer. Disse kendetegnes ved klitter med delvist menneskeskabt bevoksning af sandhjælme (Ammophila arenaria). Mellem øerne og fastlandet ligger Vadehavet, som nu for en stor dels vedkommende er udlagt til en nationalpark. Længere inde mod land ligger marsklandet med saltenge, som tidvis er oversvømmede af havvand. Typiske planter her tilhører arten salturter (Salicornia).

Næringsliv[redigér | redigér wikikode]

De for Østfrisland typiske voldhække

Østfrislands næringsliv har traditionelt været præget af landbrug, fiskeri og søfart. I løbet af det 20. århundrede har også turismen udviklet sig til en betydningsfuld næringsvej, ikke mindst langs kysten og ude på de østfrisiske øer. Østfrisland er kendt for sine kanaler, vindmøller, slotte og sandstrande. Landskabet rummer et stort antal cykelstier.

Landbruget er fortsat en vigtig næringsvej, ikke mindst mælke- og smørproduktionen. Haveprodukter er vigtige i blandt andet Wiesmoor, og i Jever findes bryggerier.

Samfærdsel[redigér | redigér wikikode]

Gennem Østfrisland går et antal kanaler, blandt andet Ems-Jade-kanalen og Nordgeorgsfehn-kanalen.

Gennem landskabet går et antal motorveje, blandt andet A28 mod Leer, A29 mod Wilhelmshaven og A31 mod Emden.

Gennem landskabet går tillige flere jernbanelinjer, blandt andet mellem Emden og henholdsvis Oldenburg, Bremen og Münster.

Havne findes i blandt andet i Emden, Leer og Wilhelmshaven. Havnene i Emden og Wilhelmshaven hører til blandt de vigtigere havne i Tyskland. Der ligger også skibsværfter, og i Emden ligger blandt andet Volkswagen-fabrikker.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Østfrisisk te
Grønkål med kartofler, pinkelpølse, kassler og flæsk

I Østfrisland findes et stort antal museer, blandt andet kunstmuseet i Emden, slottet i Jever, søfartsmuseer i Wilhelmshaven og det såkaldte østfrisiske landskab i den østfrisiske hovedstad Aurich. Desuden findes et stort antal egnsmuseer i de østfrisiske landområder.

Østfrisland er blandt andet kendt for sin teceremoni. Østfrisisk teblandninger fremstilles i blandt andet Leer. Teen drikkes med kandis (Kluntje) og fløde. I regionen findes et antal særegne madretter. Om vinteren spises for eksempel gerne grønkål med pølse, kassler og flæsk.

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Friserne i Østfrisland taler siden en gang i 1800-tallet ikke mere østfrisisk, men har beholdt sin kulturelle identitet. Saterfriserne i Saterland stammer fra østfriserne. Saterfrisisk tales i visse lokalsamfund i Saterland i distriktet Cloppenburg. Saterfrisisk er en sidste rest af østfrisisk, som tidligere blev talt i Østfrisland.

Østfrisland og især landdistrikterne udgør tillige et kerneområde for plattysk.

Politisk repræsentation[redigér | redigér wikikode]

Frisernes interesser varetages af det interfrisiske råd (Interfrasche Rädj) med sæde i Leer.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Chauker og frisere var to germanske stammer, som befolkede det nuværende Østfrisland. Romerriget oprettede flere lejre i området i tiden lige inden Kristi fødsel. I 400-tallet mindskedes befolkningen stærkt på grund af, at marsklandet blev oversvømmet og at også geestområderne blev ramt af voksende vandmængder. En del af befolkningen udvandrede til England som angelsaksere. I 600- og 700-tallet voksede områdets befolkning igen som følge af frisisk ekspansion. Bosættelser var kun mulige på højere beliggende geestområder og på anlagte værfter (terp, warft) i marsklandet.

Omkring år 700 skabtes det første frisiske kongedømme. I 785 erobrede Karl den Store hele Frisland efter sejren over Sachsen. Karl den Store lod nedfælde den frisiske lov og indrettede en kystbevogtning som beskyttelse mod angreb fra vikinger. Ifølge overleveringen indstiftede Karl den Store den såkaldte frisiske frihed. Frem til 1300-tallet samledes hvert år repræsentanter for de syv østfrisiske områder ved Upstalsboom uden for Aurich som en del i den frisiske frihed. På den frisiske friheds tid fandtes følgende frisiske landskaber i området og dets umiddelbare nærhed:

Omkring år 1000 begyndte friserne at anlægge diger mod havet, og større områder, som tidligere havde været marskland og havbund kunne nu tørlægges, opdyrkes og bebygges. Områder, som allerede tidligere lå over havniveau, var i stor udstrækning dækkede af moser. Ved anlæggelse af kanalsystemer forvandledes regionen til et landbrugsområde.

I 1100- og 1200-tallet oprettedes henved 30 klostre i Østfrisland, som blev fordelt mellem biskopperne i Bremen og Münster. I løbet af 1300-tallet mistede områdets ledende familier magt på grund af stormfloder og pestepidemier, og et nyt høvdingesystem voksede frem. Da Vitaliebrødrene blev fordrevet fra Gotland i 1398, kom en del af dem til Østfrisland. Den mest kendte af disse sørøvere var Klaus Størtebeker. Dette førte imidlertid til konflikter med Hanseforbundet, og under høvdingetiden blev udkæmpet flere kampe mod Hamborg og Bremen.

Omkring år 1430 blev familien Cirksena den mest indflydelsesrige familie i Ostfriesland. I 1464 blev Ulrich 1. udset til greve af Østfrisland. Østfrisland blev dermed et såkaldt rigsgrevskab, og i 1654 et fyrstendømme. Edzard 1. af Østfrisland var den vigtigste greve for området; under hans tid begyndte reformationen, og den østfrisiske landsret kom frem. I slutningen af 1500-tallet flyttede grevefamilien fra Emden til Aurich i forbindelse med uroligheder i Emden.

Under 30-årskrigen blev Østfrisland hærget med undtagelse af Emden, som netop havde færdiggjort sit fæstningsværk. Østfrisland kom under sine sidste år under Nederlandene. Hollandske tropper blev stationerede i Leer og Emden.

I 1744 uddøde fyrstefamilien. Østfriserne valgte i midten af 1700-tallet at stå på Preussens side. Det skete efter Appelle-krigen mellem de østfrisiske stænder og den lokale fyrste, Georg Albrecht, da de østfrisiske byer søgte beskyttelse hos Preussen. I 1744 blev der underskrevet en traktat, der gjorde Østfrisland til en del af Preussen. Den preussiske tid indebar et økonomisk opsving for Østfrisland, som også blev åbnet mod omverden. I 1751 blev Emden en frihavn. I 1765 indledtes koloniseringen af moseområderne i Østfrisland (fehn).

Under årene 1807–1810 tilhørte landskabet Kongeriget Holland og årene 1810–1813 Frankrig. Ved Wienerkongressen 1814–1815 overdroges landskabet til kongeriget Hannover. Grænsen mellem Nederlandene og Hannover blev fastlagt i Meppen-grænseaftale, der blev indgået mellem Hannover og Nederlandene i 1824 (og denne grænse blev siden gældende mellem Nederlandene og Tyskland). Efter Hannovers nederlag i 1866 blev Østfrisland atter en del af Preussen, og i 1871 blev Østfrisland en del af det tyske rige.

Under 2. verdenskrig blev store dele af staden Emden ødelagt, og efter krigen blev området en del af den britiske okkupationszone. I 1946 blev Østfrisland en del af delstaten Hannover, og senere Niedersachsen.

I 1955 underskrev frisere fra Frisland i Nederland, Østfrisland og Nordfrisland deres egen grundlov, Frisisk Manifest, ved Upstalsboom uden for hovedbyen Aurich. Frem til 1978 udgjorde Østfrisland et eget forvaltningsområde (Regierungsbezirk Aurich).

I Emden og området ved den nederlandske grænse har der historisk været en stærk nederlandsk indflydelse, sprogligt og religiøst. Omkring Emden er calvinisme (Reformerte kirke) den dominerende kristne retning, i grevskabet Aurich lutheranisme. Dertil kom i mennonitterne. Det calvinske kirkesprog var nederlandsk, det lutherske var tysk. Helt frem til slutningen af 1800-tallet blev der prædiket på nederlandsk i Emden.

Personer[redigér | redigér wikikode]

Kendte tyske personligheder fra Østfrisland er popmusikeren Dieter Bohlen, tv-værten Eva Herman, entertaineren Karl Dall og komikeren Otto Waalkes.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]