Viking

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Viking (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Viking)
Broom icon.svg Spekulativ artikel
Bemærk at denne artikel er præget af spekulationer og bør omskrives så fakta er understøttet af verificerbare kilder.
Voksfigur forestillende en viking i Saga Museum, Vestmanna, Færøerne.
"Skuldelev 2", et af de mange vikingeskibe, som nu er udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Danske vikinger i færd med at invadere England

Vikingerne var krigere fra Skandinavien og den nordligste del af Tyskland, som i den sene jernalder og vikingetiden plyndrede og koloniserede områder langs kyster og floder i store dele af Europa mellem år 800 og 1200. Oftest tænker man nok på vikingerne som omrejsende krigere, men de var også dygtige handelsmænd og landbrugere. Senere kom vikingerne også fra de koloniserede områder. Nordboerne var vikinger der koloniserede Grønland og Vinland.

Man betragter traditionelt vikingernes plyndring i 793 af klosteret Lindisfarne i England som overgangen fra jernalder til vikingetid.

Sejlende krigere[redigér | redigér wikikode]

Vikingerne var berygtede som krigere. Dette skyldtes flere ting: Deres skibe kunne sejle hurtigt og langt omkring. På et døgn kunne de sagtens rejse 120 km med en hær på 200 skibe og 5.000 mand. De, der skulle forsvare sig imod vikingerne, kunne ikke nå at samle en tilstrækkelig stor forsvarsstyrke, før vikingerne var væk igen.

Ikke mindst kunne vikingerne hurtigt komme i land med en hel hær på en bar sandstrand eller langt oppe ad en lille flod. Vikingerne var ikke afhængige af havne. Skibene kunne også transporteres over land, da en snekke ikke vejede mere end at en normal hestevogn kunne bære den.

Udover at vikingerne var fremragende til at bygge vikingeskibe havde de en speciel og unik opfindelse til at navigere med. Pejlskiven kunne bruges i dagslys til at sætte en fast kurs.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Den ældste kendte forekomst af ordet 'viking' er i det angelsaksiske digt Widsith fra det tidlige 700-tal. Det findes desuden på runesten, hvor det dels er et personnavn, dels er den handling, den afdøde foretog. Ordet vikings etymologi er usikker. Ordet kendes fra oldnordisk (vikingr), oldengelsk (wicing) og oldfrisisk (wiking), så det er nok fællesgermansk. Viking betyder også sørøver. Det er også muligt, at det er et låneord fra oldnordisk på oldengelsk og oldfrisisk. Det er foreslået, at ordet kan være beslægtet med ordet "vig" og kunne betyde "mand, der lægger til i vigene med sit skib" eller "mand fra Vigen" (området omkring Oslofjorden). (Kilde: Nudansk Ordbog, 9. udgave, 1977). Denne tolkning støttes af, at vikingeskibet netop var en bådtype, der både kunne sejle på lavt vand, kunne løbe op på stranden og samtidigt var et godt havskib. Denne kombination er ganske unik. For den båd vil enhver landgang på fremmed kyst typisk kunne ske i en vig; er der sand forude, løber man bare skuden ind på stranden. Med denne fortolkning bliver det forståeligt, at både udøvere og ofre kan enes om en fælles betegnelse – der altså angiver landingsstedet for de havdragende krigere eller købmænd. Samme bådtype gør det også muligt at sejle op i åer og floder. Ordet "viking" havde i samtiden ikke den betydning, vi tillægger det i dag. Samtidige nordiske kilder nævner f.eks. en "viking-vagt"; en der holdt udkik efter vikinger. Ligeledes nævnes om en person, der fik et raserianfald, at "der fór en viking i ham". Ordet "viking" dækkede altså ikke hele den nordiske befolkning, men kun de berygtede sørøvere.

Som nævnt kunne ordet Viking også beskrive en handling. Krigere på vikingetogt, lå i viking.
F.eks. i Egil Skallagrimssons Saga kan læses: "...og Hadd, som lå i viking og sjælden var hjemme."

Udrustning[redigér | redigér wikikode]

Vikingernes almindelige udrustning var sværd, bue, spyd, økse, skjold, jernhat og en kampskjorte. Dertil grå eller finere lange blå bukser. Herudover anvendte de som transportmiddel til havs og op ad floderne en grundtgående ro- og sejlbåd af typen snekke med mindst 24 årer.

Kun særligt velhavende havde sværd og brynje, men i hvert fald havde styrmanden en brynje. Sværdenes klinger var damaskerede, det vil sige, at klingen var smedet dels af kulstoffrit, dels af opkullet stål, hvilket giver et mønster af lyst og mørkt stål. Klinger fra Rhinlandet i Frankerriget var utroligt eftertragtede på grund af den høje kvalitet. Som regel stod smedens navn som varemærke i klingen, men vikingerne læste det som sværdets navn. Og mente at sværdet havde en personlighed.

De fleste vikinger havde en form for jernhat af jernbånd eller en rigtig hjelm[Kilde mangler]. Konger og hærførere havde særligt flotte hjelme, så det var nemt for hirdmændene at følge dem og beskytte dem i kampen. En konge, Erik Vejrhat, havde et lille flag på hjelmen, Guldharald havde en guldhjelm med massiv guldspids. Der findes en gravsten[Kilde mangler] med en afbildning af en mand, som ofrer en hest. Manden er iført en hornet hjelm, så man ved, at disse hjelme fandtes i vikingetiden. Der kan dog være tvivl om udbredelsen og hvilket formål de har tjent. En hjelm med horn ville have været meget upraktisk i kamp af flere grunde; Man ville f.eks. let kunne komme til at prikke øjet ud på sidemanden i båden, hornene ville tage fat i tovværk og grene, de kunne rammes og slås af i kamp, samt fjenden ville med hornene have et "håndtag" at kunne tage fat i. Hjelme med horn må som eneste fordel i kamp, have været deres skræmmeeffekt. Man har muligvis også haft hjelme med horn tidligere i jernalderen, men både i vikingetid og jernalder, må disse hjelme højst sandsynlig have være anvendt i hellige ceremonier og ritualer.

Religion og skikke[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Nordisk religion

Visse forestillinger i relation til den nordiske religion var med til at gøre dem til dedikerede krigere, der altid kæmpede voldsomt, som gjaldt det livet ... eller måske skulle man sige, at det gjaldt døden: Asetroen, der er beskrevet i den nordiske mytologi, fremhæver, at en rigtig mand skal dø i kamp. Derved ender han sine dage som kriger i Asgård blandt guderne. En vikingekriger, der dør af alderdom eller sygdom i sin seng, (lider strådøden) og ender i Hel, et trøstesløst sted under Asgård, hvor Hel hersker over de ulykkelige sjæle. En rigtig viking frygtede denne død og var derfor ikke bange for krig og kamp.

Vikingerne praktiserede deres ritualer i hjemmet, og der var intet præsteskab forbundet med de rituelle praksiser. Husstandens overhoveder, altså husbond og hustru, forestod de rituelle begivenheder. I modsætning til kristendommen var vikingernes tro baseret mere på sædvane, eller sidr end ideen om en universel lovreligion (såsom de tre store monoteistiske religioner). Som det er tilfældet med de andre "hedenske" samfund i vikingetiden, var vikingerne tolerante overfor fremmede religioner. Man missionerede med andre ord ikke. Dette skyldes netop, at troen var baseret på sædvane, og at man mente, at alle folk havde deres egne guder som man respekterer. Vikingernes tro var altså tolerant overfor andre trosretninger, men samtidig eksklusiv for vikingerne.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Hvordan navigerede vikingerne Citat: "...Stenen bestod af et mineral kaldet cordieritt. Dette mineral kunne vise retningen til solen i overskyet vejr. Dog med det forbehold, at man kunne se et strejf af blå himmel...."
  • Vikingernes verden Citat side 11: "...I Olaf den Helliges saga berettes om et besøg fra bonden Rødulf og hans sønner. Sigurd, en af sønnerne, påstår over for kongen at han kan angive Solens position også når det er helt overskyet....Ifølge Thorkild Ramskous undersøgelser fra 1967 må beretningen tages ganske alvorligt: Solstenen [sólarsteinn] var en realitet...Stenen har efter Ramskous mening været et mineral med samme virkning som et polaroidfilter..."
  • Erik Torpegaard: Saadan kortlagde vikingerne Vinland
  • Pejlskiver fundet i Grønland og Danmark, Tone templets, Sammenligning af solsten og Skalholt-kortet
  • The Truth Will Out By Raymond Selkirk Citat: "...The Vikings refer to a "sunstone" with which they used to take bearings of the Sun in overcast weather (Randulfs Pattr ok Sonum Hans). There is also a Roman reference by Pliny the Elder to a similar stone, which he calls Solis Gemma. The material is a calcite mineral called cordierite, and bearings of the obscured Sun can be taken even when it is up to seven degrees below the horizon. A modern airman's navigation aid called a "Kollsman's Sky Compass" uses the same principle...."
  • Google: Archaeology; Viking, History; Vikings
  • Nova: Secrets of Norse Ships part 2 Citat: "...The sagas contain intriguing references to a solarsteinn or 'sunstone' used for navigation. Scholars believe it possible this stone was feldspar, a mineral found in Iceland that polarizes light. Theoretically, a polarizing stone might have helped indicate the direction of the sun when clouds obscured the view. Its practicality is doubtful, however, since it would require some blue sky to work..."
  • Knowing one’s place and time key to finding one’s way Citat: "...In the Icelandic Flateyjarbok, the Saga of St. Olaf describes a “Solarsteinn” or sunstone, by which mariners claimed to be able to tell the direction of the sun when it was obscured by cloud or fog....Some Viking experts, like William Fitzhugh at the Smithsonian, dispute the sunstone claim, but others believe it was Icelandic spar, the dichroic mineral cordierite....The principle, rediscovered during World War II, was used to make a polariscope to help aerial navigators find their way..."
  • June 11, 2004, waterford-news: Viking ‘town’ is Ireland’s equivalent of Pompeii Citat: "... It is thought that up to 4,000 people may have lived there...From evidence found at the site, a fleet of 120 Viking ships occupied the Woodstown site about 812..."

Litteraturhenvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Steinsland, Gro: Konflikten mellom kristendom og hedendom rundt år 1000 Nordsjøn. Handel, religion og politikk. Red. Jens Flemming Krøger og Helge Rolf Naley. Karmøyseminariet 1994 og 1995. Stavanger 1996. side 110-113