Gramfarvning

Den Gram-positive Miltbrand-bakterie (violette stave) i et præparat af rygmarvsvæske. Hvis der var Gram-negative arter til stede, ville de fremtræde i lyserødt. (De andre celler er hvide blodlegemer.)

Gram-positive og Gram-negative bacterier skelnes ved hjælp af strukturen af deres cellevæg

Strukturen af den Gram-positive cellevæg

Strukturen af den Gram-negative cellevæg

Gramfarvningen af bakterier er en metode, som gør det muligt at lave en grundlæggende inddeling af bakterier ud fra forhold i deres cellevægge. Metoden blev beskrevet i 1884 af den danske læge Hans Christian Joachim Gram 1853 – 1938.

Farvemetoden

Farvemetoden inddeler bakterier i ”Gram-positive” og ”Gram-negative”. Gramfarvningen drejer sig om, hvordan bakterier lader sig indfarve med et violet farvestof, metylviolet, nemlig sådan at de Gram-positive bakterier vil fremtræde med blå eller violet farve under mikroskop, mens de Gram-negative vil være røde eller lyserøde. Nogle bakterier kan dog ikke klassificeres indenfor denne inddeling, dette gælder for eksempel Mykobakterier (tuberkulose).

Gram-negative og Gram-positive bakterier adskiller sig generelt ved opbygningen af cellevægsstrukturen. De Gram-negative er opbygget af en membran og et ydre peptidoglycanlag. De har endvidere en ydre membran med et højt indhold af lipopolysaccharider. Rummet mellem de to membraner med peptidoglycanlaget kaldes det periplasmatiske rum. De Gram-positive bakterier har ikke nogen ydre membran. Denne forskel betyder, at bakterierne antager forskellig farve ved Gram-farvning.

Gram-positive

Man finder almindeligvis følgende kendetegn hos de Gram-positive bakterier:

1. En meget tyk cellevæg, bestående af peptido-glycan
2. Hvis bakterien har en flagel, har denne to støttende ringe
3. Der findes teikoidsyrer, der virker som chelater og i visse tilfælde som klæbestof
4. Der er ingen lipoproteiner

Eksempler på Gram-positive bakterier

Typiske gram-positive bakterier er:

• Aerobe sporedannende bacilli
  • Bacillus anthracis (Miltbrand)
• Anaerobe sporedannende bacilli
  • Clostridium botulinum (Pølseforgiftning)
  • Clostridium tetani (Stivkrampe)
  • Clostridium perfringens (Gasgangræn)
  • Clostridium novyi (Gasgangræn)
  • Clostridium septicum (Gasgangræn)
  • Clostridium difficile (Antibiotika associeret tyktarmsbetændelse)
• Corynebakterier
  • Corynebacterium diphteriae (Difteri)
  • Corynebacterium vaginale
• Staphylococcus aureus (Betændelse, Tamponsyge)
• Bacillus subtilis
• Lactobacillus acidophilus (normal tarmflora)
• Lactococcus lactis (Surmælksprodukter)
• Bacillus thuringiensis (Biologisk bekæmpelse)
• Bacillus subtilis

Gram-negative

Strukturen af den Gram-negative cellevæg

Man finder almindeligvis følgende kendetegn hos de Gram-negative bacterier:

1. Cellevæggen indeholder nogle få lag af peptidoglycan
2. Cellerne er omgivet af en ydre membran, der består af lipopolysaccharider; disse omgiver peptidoglycan-lagene.
3. I den ydre membran findes poriner, der virker som porer for bestemte molekyler.
4. Der findes et "periplasmatisk mellemrum" mellem cellevæggen og den ydre membran.
5. Hvis der findes en flagel, har den fire støtteringe i stedet for to .
6. Der er ingen teikoidsyrer.
7. Lipoproteiner er fæstnet til polysakkaridstrukturen.

Eksempler på gram-negative bakterier

Disse udgøres af et stort antal forskelligartede bakterier, som ofte tilhører tarmfloraen eller er direkte sygdomsfremkaldende for mennesker.

• Escherichia coli (E. coli), Salmonella, Shigella, andre Enterobacteriaceae, Pseudomonas, Moraxella, Helicobacter, Stenotrophomonas, Bdellovibrio, Eddikesyrebacterier, Legionella , cyanobakterier, spirokæter, svovlbakterier
• Neisseria gonorrhoeae, Neisseria meningitidis
• Haemophilus influenzae, Klebsiella pneumoniae, Legionella pneumophila, Pseudomonas aeruginosa, Proteus mirabilis, Enterobacter cloacae, Serratia marcescens, Helicobacter pylori, Salmonella enteritidis, Salmonella typhi, Acinetobacter baumannii

Andre farvemetoder

• Karbolfuchsin
• Ziehl-Nielsen

Litteratur

• H. C. J. Gram: Über die isolierte Färbung der Schizomyceten in Schnitt- und Trockenpräparaten. Fortschr. Med. 2 (1884), 135-139.