Hormon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg

Hormoner (græsk: Hormao: som irriterer, stimulerer og sætter i gang) er signalstoffer fra kirtler i kroppen, der udløser forskellige reaktioner. Begrebet "hormon" blev først defineret af den engelske fysiolog Ernest Henry Starling i 1905.

Hormonernes sekretion kontrolleres ofte af feedback-systemer. Humane hormoner er steroider eller peptider. Hormoner producers flere steder i menneskekroppen, i såkaldte endokrine celler i de endokrine kirtler eller i parakrine celler. Hormoner produceret af endokrine kirtler sendes via blodbanen ud til andre celler, og der sker således en transport af hormoner over længere afstande. Derimod står parakrine celler for at producere hormoner som sendes over korte afstande til celler nærved, og disse transporteres dermed ikke igennem blodet.

Som eksempel på en endokrin kirtel, kan nævnens bugspytkirtlen, som bl.a. producerer hormonet insulin. Desuden er de 2 endokrine kirtler, der befinder sig i hjernen, hypothalamus og hypofysen, værd at nævne, da disse er de såkaldte overordnede endokrine kirtler. Årsagen til, at de er de overordnede endokrine kirtler er, at de producerer overordnede hormoner, som stimulerer udskillelsen af effekthormoner, som er de hormoner, der har en decideret virkning på kroppen.

Hypothalamus og hypofysen kan kommunikere med hinanden på to forskellige måder: Gennem blodkar i hypofysens forlap og via hypofysens baglap gennem centralnervesystemet. Et hormon produceret i hypothalamus kan altså transporteres til hypofysen gennem henholdsvis disse blodkar og nervesystemet.

Hormontyper[redigér | redigér wikikode]

Der findes to overordnede typer af hormoner: Steroidhormoner og aminosyrederivathormoner. Måden, hvorpå et hormon er bygget, er væsentligt for, hvordan hormonet fungerer og opfører sig i kroppen. Steroidhormoner er hydrofobe og dermed lipofile og kan derved let trænge igennem cellemembranen, både på den endokrine celle, hvori hormonet produceres, og i modtagercellen. Der er til gengæld også visse hormoner, som er hydrofile, og de kan dermed ikke selv trænge igennem en cellemembran. Disse bliver udskilt fra vesikler i den producerende endokrine celle og kommunikerer med modtagercellen via receptorer på cellemembranen. Hvor de hydrofobe hormoner uden problemer trænger ind i modtagercellen og udøver den pågældende biokemiske virkning, er de hydrofile hormoner nødsaget til at kommunikere med receptorer på cellemembranens yderside. Når disse receptorer stimuleres, udsender de en såkaldt sekond messenger,cAMP eller cGMP, som fører signalet fra hormonet videre ind til f.eks. cellekernen.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Hormoner og endokrine kirtler - rediger

Hypothalamus: GnRH - TRH - CRH - GHRH - somatostatin - dopamin | Neurohypofysen: vasopressin - oksytocin | Adenohypofysen: GH - ACTH - TSH - LH - FSH - prolaktin - MSH - endorfiner - lipotropin

Koglekirtelen (Epifysen): Melatonin

Skjoldbruskkirtelen: T3 og T4 - calcitonin | Biskjoldbruskkirtelen (Parathyreoidea): PTH | Binyremarven: adrenalin - noradrenalin | Binyrebarken: aldosteron - kortisol - DHEA | Bukspyttkirtelen: glukagon- insulin - somatostatin | Ægstokken: østradiol - progesteron - inhibin - aktivin | Testikkelen: testosteron - AMH - inhibin | Nyren: renin - EPO - calcitriol - prostaglandin | Hjertets forkammer: ANP

Mavesækken: gastrin | Tolvfingertarmen: CCK - GIP - sekretin - motilin - VIP | Ileum: enteroglukagon | Lever: IGF-1

Moderkagen: hCG - HPL - østrogen - progesteron

Fedtvæv: leptin - adiponectin - resistin | Muskelvæv: irisin