Indianerkrigene

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 19. apr. 2015, 21:02 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (Bot: Fix stednavnlink - indsæt statsnavn mv. i parentes)
Indianerkrigene
Kamp mellem rytteri
Kamp mellem rytteri
Dato 1622–1890
1898
Sted Nordamerika
Resultat Sejr til USA
Casus belli Europæisk kolonisering af Nordamerika
Territoriale
ændringer 		Unionens suverænitet udvides til landets nuværende grænser, systemet med indianerreservater etableres
Parter
Primært oprindelige amerikanere Primært europæiske kolonimagter/Amerikas forenede stater

Indianerkrigene er en betegnelse, brugt af amerikanske historikere til hovedsageligt at beskrive en række konflikter USA og forskellige stammer og føderationer, der tilhørte kontinentets oprindelige folkeslag. Ofte inkluderes også kolonitidens krige med indfødte amerikanere, som fandt sted før USA blev oprettet. Indianerkrigene udgøres af en lang række af mindre konflikter, der hver især involverede forskellige parter og skiftende alliancer.

Selve begrebet indianerkrige er i realiteten misvisende,[kilde mangler] da de kategoriserer samtlige indfødte folkeslag i Nordamerika under den samme overskrift; Amerikas oprindelige befolkning tilhørte (og tilhører stadigvæk) mange forskellige folkeslag, som alle har deres egen historie og kultur. Igennem hele perioden optrådte de heller ikke på noget tidspunkt som ét folkeslag– på samme måde som europæerne heller ikke gjorde det. Ofte var nogle folkeslag endda allierede med europæiske magter, og kæmpede mod andre folkeslag. De levede også i samfund, som var organiseret på vidt forskellige måder. Indianerne tog beslutninger om krig og fred på lokalt niveau, også i de situationer, hvor de kæmpede som del af en kompleks alliance, som fx irokeserføderationen, eller i midlertidige konføderationer inspireret af ledere som Tecumseh.

I nyere tid er historikere begyndt at gå bort fra at beskrive Indianerkrigene som en etnisk konflikt, idet et fokus på en racekrig mellem "indianere" og "hvide" blot er en forenkling af komplekse de historiske realiteter.[kilde mangler] "Indianere" og "hvide" kæmpede ofte også side om side mod andre "indianere" og/eller andre "hvide"; fx er slaget ved Horseshoe Bend traditionelt blevet omtalt som en "amerikansk sejr" over creekfolket, men i virkeligheden var sejrherrerne en kombineret styrke, der også bestod af tropper fra Cherokee, Creek samt Tennesseemilitsen ledet af Andrew Jackson.[kilde mangler] Fra et overordnet perspektiv drejede Indianerkrigene sig samlet set om erobring af og kontrol over territorium, mens baggrunden for de enkelte konflikter ofte er langt mere kompliceret.[kilde mangler]

Indianerkrigene begyndte kort efter etableringen af den første engelske koloni i Nordamerika og sluttede med massakren ved Wounded Knee og ’’lukningen’’ af den amerikanske "frontier" i 1890, medførte overordnet set til erobringen de amerikanske indianeres territorium og en drastisk nedgang i deres befolkningstal, dertil kom tvangsassimilering eller tvungen flytning til indianerreservater.[kilde mangler] Der er blevet udarbejdet adskillige statistikker over det samlede antal af ofre i disse krige. Nogle af de mest pålidelige tal stammer er indsamlet fra rapporter fra rent militære operationer; de viser at 21.586 blev dræbt eller taget til fange mellem 1850 og 1890.[1] I andre opgørelser, der tager højde for overgreb udenfor de egentlige krigshandlinger, består af estimater, der er baseret korrelationer udregnet på tal fra United States Census Bureau fra 1894; her når tallet fra samme periode op på ca. 45.000 indianere og 19.000 af europæisk afstamning.[2]

En optælling af samtlige ofre for overgreb mellem de første kontakter i 1511 og 1890, der er blevet beskrevet i kilderne, viser at i alt 9.156 indianere og 7.193 personer af europæisk afstamning blev dræbt enten som følge af mord, tortur eller nedslagtning af civile, sårede og krigsfanger.[3]

Kolonitiden (1622–1774)

Indianerkrigene
i USA’s fremtidige territorium før uafhængighedserklæringen

De første engelske kolonister havde i reglen et fredeligt forhold til den oprindelige befolkning, men krige eller krigslignende tilstande var ikke ualmindelige. Fx var der flere eksempler på at engelske nybyggere og handelsmænd og indianere overfaldt og plyndrede landsbyer og bosættelser. I 1637 valgte kolonisterne side i et indiansk magtopgør, i det der blev kendt som Pequotkrigen, med det formål, at sikre koloniens sikkerhed og få kontrol over yderligere territorium.

Fx indgik Pilgrimmene, der i 1621 grundlagde Plymouth-kolonien i New England, på et tidligt tidspunkt en alliance med lederen af områdets dominerende føderation. Uden den hjælp i form af fødevarer og vejledning til dyrkningsmetoder, de modtog fra indianerne, havde de næppe kunnet etablere sig. Alliancen betød også, at de måtte hjælpe indianerne i deres egne opgør med andre stammer, og at de derfor ofte blev involveret i krigshandlinger af forskellig art. Et stadigt stigende antal europæiske tilflyttere i løbet af 17. århundrede betød, at den relativt fredelige sameksistens mellem den oprindelige befolkning og de nyankomne ikke længere var mulig. En kombination af sygdomme og europæisk militær overlegenhed betød, at den indianske befolkning i ved Nordamerikas østkyst drastisk blev reduceret i løbet af århundredet.

Øst for Mississippi (1775–1842)

Moderne rekonstruktion af Fort Randolph, som amerikanerne byggede ved bredden af Ohio-floden i 1776. Dunquat, Wyandots "Half King" belejrede fortet i maj 1778.

Allerede ved etableringen af USA udbrød der kampe mellem amerikanerne og indianerne i grænseområderne mellem dem. I tiden indtil den mexicansk-amerikanske krig fandt de hovedsageligt sted i regionen øst for Mississippifloden.

Indianerkrigene
Øst for Mississippi

Den amerikanske uafhængighedskrig

Den amerikanske uafhængighedskrig bestod i realiteten af to parallelle krige. Mens krigen i øst var en kamp mod det britiske kolonistyre, så var krigen i vest en ’’indianerkrig’’. Den nyligt proklamerede stat USA konkurrerede med briterne om at vinde indianernationerne øst for Mississippiflodens støtte. De britiske myndigheder havde nedlagt forbud mod videre vestlig ekspansion, da man ønskede at opretholde freden i grænseområdet. Amerikanerne ønskede derimod en fortsat vestlig ekspansion, hvilket også var en af hovedårsagerne til krigen. Hovedparten af de indianernationer, der gik ind i krigen, sluttede sig til briterne i håb om, at krigen kunne føre til at den europæiske ekspansion ind i deres territorium ville standse. [kilde mangler]

Mange indfødte samfund var delt i synet på hvilken side de skulle støtte i krigen. For irokeserføderationen resulterede revolutionskrigen i en reel borgerkrig, da to af de seks stammer allierede sig med amerikanerne, mens de resterende fire forblev loyale overfor briterne. Irokeserne forsøgte at undgå direkte kæmpe mellem stammerne, hvilket dog ikke kunne undgås. For irokeserne betød den amerikanske sejr, at de mistede størsteparten af deres land indenfor USA’s grænser; den britiske krone overdrog dem derfor nyt land i Canada. Cherokeserne blev splittet i neutrale (eller USA-venlige) og anti-amerikanske fraktioner, bl.a. Chickamaugaene ledet af Dragging Canoe. På lignende vis blev flere andre samfund splittet. [kilde mangler]

Krigsførelsen i grænseområderne var særdeles brutal, og der blev udført talrige ugerninger på begge sider; civile led frygtelig under krigen, da landsbyer og madforsyninger jævnligt blev ødelagt under militære ekspeditioner. Den største af dem var Sullivan-ekspeditionen i 1779 som ødelagde mere end 40 irokeserlandsbyer, målet var at neutralisere irokesernes angreb i det nordlige i delstaten New York. Ekspeditionen opnåede dog ikke den ønskede effekt, men gjorde blot indianernes modstand endnu mere sammenbidt.[kilde mangler]

Trods støtte til briterne måtte indianerne chokeret konstatere, at briterne ved fredsforhandlingerne i Paris havde afstået et stort område af deres territorium til USA, uden at de var blevet informeret. Amerikanerne behandlede indledningsvist de indianere, der havde kæmpet på britisk side, som et folkeslag, der var blevet erobret. Det viste sig hurtigt umuligt at gennemføre, da indianerne kun havde tabt krigen på papiret, og ikke på slagmarken, og denne politik blev derfor opgivet. Amerikanerne var imidlertid stadig ivrig efter at udvide landets territorium, og den nationale regering forsøgte i begyndelsen at opfylde ønsket ved at købe indianernes land gennem traktater. De enkelte delstater og bosætterne var ofte uenige omkring denne politik, og presset fra dem førte nye krige med sig.[kilde mangler]

Nordvestlige indianerkrig

Northwest Territory blev officielt etableret ved Northwest Ordinance fra 1787; derved blev området åbnet for europæisk bosættelse, og nybyggere af europæisk oprindelse begyndte hurtigt at strømme ind i regionen. Det førte til voldelige episoder, da den indianske befolkning satte sig til modhverve mod denne tilraning af deres land. George Washington sendte derfor en væbnet ekspedition ind i området for at slå den indfødte modstand ned. Men en konføderation af flere stammer, under ledelse af Blue Jacket (Shawnee), Little Turtle (Miami), Buckongahelas (Lenape) og Egushawa (Ottawa) tilføjede den amerikanske hær et knusende nederlag i den Nordvestlige indianerkrig. General Arthur St. Clairs nederlag var det mest omfattende, der nogensinde blev påført en amerikansk hær af indianere. Amerikanerne forsøgte nu at fremforhandle en aftale med føderationen, men Blue Jacket og den Shawnee–ledede føderation insisterede på en grænsedragning, som amerikanerne ikke kunne godtage. En ny ekspedition, ledet af general Anthony Wayne blev derfor udsendt, og det lykkedes Waynes hær at besejre føderationen i slaget ved Fallen Timbers i 1794. Indianerne havde håbet på britisk assistance, men de blev tvunget til å signere Greenville-avtalen i 1795, da hjælpen ikke kom; aftalen betød at indianerne måtte afstå Ohio og dele af Indiana til USA.

Tecumseh, creek-krigen og krigen i 1812

Tecumseh

efter Greenville-aftalen fortsatte USA med at overtage kontrollen over indianernes land i et tempo, som alarmerede de indianske samfund. William Henry Harrison var blevet guvernør i Indiana–territoriet i 1800, og under Thomas Jeffersons instruktioner førte han en aggressiv politik for at skaffe rettighederne til indianernes land. To Shawnee–brødre, Tecumseh og Tenskwatawa, organiserede en ny modstand mod den amerikanske ekspantion. Tecumsehs mål var at få indianerlederne til at stoppe med at sælge land til USA. Mens Tecumseh var i syd for at forsøge at rekruttere allierede blandt creeker, cherokeer og choctawer, marcherede Harrison mod føderationens styrker i nordvest, og han beseirede Tenskwatawa og hans tilhængere i slaget ved Tippecanoe i 1811. Amerikanerne havde håbet at denne sejr ville gøre en ende på den militære motstand, men Tecumseh valgte åbent at alliere sig med briterne, som kort efter selv var i krig med amerikanere i den britisk-amerikanske krig.

På samme måde som revolutionskrigen omfattede krigen i 1812 også en massiv indianerkrig på den vestlige front. Opmuntret af Tecumseh, blev creek-krigen (1813–1814), der begyndte som en borgerkrig indenfor creeknationen, også en del af den større kampen mod den amerikanske ekspansion. Mens krigen mod briterne var præget af stilstand, havde USA mere succes på den vestlige front. Tecumseh var blevet dræbt af Harrisons hær i slaget ved Thames, hvilket knækkede modstanden i nordvest. Creekerne fortsatte kampen mod USA, men blev også besejret; det betød at Florida blev indlemmet USA i 1819.

Andrew Jackson, generalen i slaget ved Horseshoe Bend fra slutningen af creek-krigen, var en betydelig figur i fordrivelsen af indianerne fra USA.

Ligesom ved afslutningen af revolutionskrigen og den nordvestlige indianerkrig, overlod briterne efter den britisk-amerikanske krig igen sine indianske allierede til amerikanerne. Denne krig viste sig siden at være et betydeligt vendepunkt i indianerkrigene, da det var sidste gang, at indianerne ville søge assistance hos en fremmed i en krig mod USA.

Krigene i fordrivelsesperioden

Et af resultaterne af disse krige var godkendelsen af Indian Removal Act i 1830, som præsident Andrew Jackson gjorde til lov samme år. Removal Act beordrede ikke direkte fjernelse af indianerne, men den autoriserede præsidenten til at fremforhandle aftaler, der ville bytte stammeland i øst mod land i vest; USA havde netop erhvervet en enormt territorium mod vest gennem Louisiana-købet. Ifølge historikeren Robert V. Remini, fremmede Jackson primært denne politik af hensyn til den nationale sikkerhed, da både Storbritannien og Spanien havde rekrutteret og bevæbnet indianere indenfor USA’s grænser i deres krige mod USA.

Et antal Indian Removal-aftaler blev signeret. De fleste indianerstammer gik nølende men fredeligt, og ofte med bitter resignation, ind på betingelserne i fordrivelsesaftalerne, ofte. Nogle grupper gik dog i krig for at modsætte sig disse aftaler, det resulterede i to korte krige – Black Hawk-krigen i 1832 og Creek-krigen i 1836 – udover den lange og kostbare Anden seminolekrig (1835–1842).

Vest for Mississippi (1861–1890)

Robert McGee, der som teenager blev skalperet af siouxhøvdingen Little Turtle, i 1864. Historien kan læses her[4]
Indianerkrigene
vest for Mississippi

Som i det østlige USA førte den europæiske ekspansion på sletterne og bjergene af nybyggere, settlere og minearbejdere også til konflikter med den oprindelige befolkning i områderne øst for Mississippi. Mange stammer, fra Utefolket i Great Basin til Nez Percefolket i Idaho, kæmpede mod indtrængerne på et eller andet tidspunkt. Men det var siouxfolket fra den nordlige prærie og apachefolket i sydvest, der udgjorde den mest betydende modstand mod den europæiske ekspansion. Under militære lederes som Red Cloud og Crazy Horse udviklede siouxkrigerne et effektivt kavaleri. Siouxfolket var på det tidspunkt selv nytilflyttere på prærien, da de tidligere havde de været bofaste bønder i Great Lakes-regionen. Da de blev tvunget vestover måtte de lære, at indfange, tæmme og ride de vilde heste, som oprindeligt var indført af europæerne. De blev frygtede krigere, og fordrev selv adskillige andre stammer. Apachefolkets taktik var godt tilpasset til kamp i et miljø, som primært bestod af ørkner og dale.

Texas

Quanah Parker, søn af en comanchehøvding og en anglotexansk kvinde.

I 1750’erne begyndte prærieindianere at slå sig ned i Texas, og samtidig begyndte konfrontationerne mellem dem og de europæiske kolonister, der dukkede op samtidigt. Efter 1830 emigrerede angloamerikanske til Texas i stort tal, og indtil 1870’erne opstod der en lang række væbnede konflikter, især mellem texanerne og comanchefolket. Det første betydningsfulde slag var Fort Parker massakren i 1836, hvor en hær af comanche, kiowa, witchita og delawarekrigere angreb bosættelsen Fort Parker. Antallet af dræbte europæere var relativt lavt i sammenligning med andre overfald, men tilfangetagelsen af Cynthia Ann Parker førte til ramaskrig i Texas’ angloamerikanske befolkning.

Da Republikken Texas havde løsrevet sig og truslen fra Mexico var blevet mindre, påbegyndte Texas nye regering under Sam Houston en politik, hvor comanche og kiowafolket aktivt blev konfronteret. Houston løste en konflikt med cherokeefolket med fredelige midler,[5] mens den næste præsident Mirabeau B. Lamar tog andre midler i brug. Under Lamar, lykkedes det Texas’ regering at fordrive cherokeefolket mod vest. Da man forsøgte samme politik overfor comanche og kiowa kom det til flere voldelige sammenstød. Udgifter til indianerkrigene i Texas kom i løbet af Lamars 4-årige administration til at overstige republikkens samlede indtægter, og han blev afløst af Sam Houston, der genoptog hans egen tidligere diplomatiske politik. Texas indgik derpå flere traktater, bl.a. med comanchefolket.

Efter Texas tilsluttede sig USA i 1846, blev de militære operationer mod indianerne overladt til den føderale regerings ansvar. Mellem 1856 og 1858 medførte fornyet ekspansion i comancheterritoriet en række blodige kampe. 1858 trængte amerikanske tropper ind i de centrale dele af Comancheria (folkets hjemland), det signalerede begyndelsen til enden på comanche som et levedygtigt folk. Kampene fortsatte ind i 1860’erne; i 1860 blev Cynthia Ann Parker fundet i en plyndret landsby. Hun vendte tilbage til sin oprindelige familie, men måtte efterlade sine børn, heriblandt Quanah Parker. Han fungerede selv som militær comancheleder, indtil han i 1875 måtte overgive sig til de føderale myndighed og flytte til et reservat i det sydvestlige Oklahoma.

Prærien

Konflikten mellem prærieindianere og de europæiske bosættere fortsatte også under borgerkrigen. Et af de mest berygtede overfald fandt sted i 1864 – Sand Creek-massakren, da en lokalt sammensat milits angreb en landsby, beboet af cheyenne og arapaho i det sydøstlige Colorado, omkring 150 kvinder, mænd og børn blev lemlæstet eller dræbt. Indianerne ved Sand Creek havde fået en forsikring fra den amerikansle regering, om at de fredeligt kunne bo i området, men anti-indianske følelser blandt de europæiske bosættere var stærke. En regeringsundersøgelse af begivenheden medførte et kortvarigt krav i offentligheden om stop for massakrer på indianere.

Sitting Bull

Den sidste alvorlige siouxkrig (Black Hills krigen) brød ud i 1876 da guldrushet i Dakota ramte Black Hills. Den amerikanske hær holdt ikke guldgravere bort fra Lakotastammens (som tilhørte siouxfolket) jagtmarker. I stedet for blev det beordret, at der blev sat ind overfor grupper af siouxer som bedrev jagt i bjergene, i henhold til deres rettigheder fra traktater. Hæren gik ihærdigt til værks. Efter flere uafklarede sammenstød, fandt general George Custer i 1876 lakotaernes hovedlejr deres allierede ved Little Bighorn. Custer og hans mænd, som var blevet separeret fra hovedstyrken, blev alle dræbt af de langt numerisk langt overlegne indianere, ledet af Sitting Bull.

Længe før dette var levegrundlaget for indianernes samfund på Prærien blevet ødelagt af nedslagtingen af bisonerne; i 1870’erne var den næsten totalt udryddet pga. hensynsløs jagt. Folkeslag som apacherne, der hidtil havde været fuldkomment afhængige af bisonerne begyndte i stedet at plyndre de europæiske landsbyer; de angreb fortsatte frem til 1885, da den sidste betydende militære indianerleder, Geronimo, overgav sig.

Et åndedans-ritual i det nordlige lakotareservat ved Wounded Knee, South Dakota, i 1890, førte til at hæren forsøgte at afvæbne lakotaene. Under det forsøg opstod der en skudveksling, og soldaterne, der var bevæbnet med dødelig og kraftig ammunition, dræbte omkring 300 indianere – størsteparten af dem ubevæbnede mænd, kvinder og barn. De omkring 25 soldater, som mistede livet, blev ramt af "friendly fire".

Sydvestlige territorier

Konflikterne i dette geografisk vidtstrakte område varede fra 1846 til 1895. De involverede alle stammer i regionen, der ikke tilhørte pueblofolket. Indbyrdes kampe mellem indianerstammer og med spanske kolonister havde præget området længe før 1840’erne, og mange af konflikterne med USA’s regering var udløbere af ældre stridigheder. Navajo og Apachekrigene er blandt de mest velkendte fra dette område, men var langt fra de eneste.[kilde mangler] Den sidste betydende militære operationer var tilfangetagelsen af Geronimo sammen med sit følge på 24 krigere, kvinder og børn i 1886, der involverede ca. 5.000 soldater i marken..

Tidslinje for krigene i vest

George Armstrong Custer, kavalerikommandant i den amerikanske hær i slaget ved Little Bighorn.
Buffalo Soldier fra 25th Infantry Regiment, 1890.
  • November 1890–januar 1891 – Pine Ridge-kampagnen: Den sidste betydelige konflikten som siouxfolket var involveret i. Sammenstødet omfattede næsten halvdelen af infanteriet og kavaleriet i den regulære hær; kampagnen førte til at de overlevende krigere nedlagde våbnene og trak sig tilbage til deres reservater i januar 1891.

Sidste slag (1898 – 1917)

Historiografi

I amerikanske historie bøger, er indianerkrigene traditionelt blevet behandlet som en mindre betydelig del af USA’ militære historie. Først i løbet af de sidste årtier af 20. århundrede begyndte et stigende antal historikere, at anskue konflikterne fra indianernes synsvinkel i deres redegørelser af emnet. Samtidigt blev der lagt større vægt på konfliktens indflydelse på de oprindelige folks samfund og kultur. Dee Browns roman Bury My Heart at Wounded Knee fra 1970 var en af de første bøger, der gav et større publikum indblik i denne historie. I akademiske fik Francis Jennings' The Invasion of America: Indians, Colonialism, and the Cant of Conquest (New York: Norton, 1975) stor indflydelse, og førte til et skred væk fra den traditionelle opfattelse af relationerne mellem indianere og europæere. Et nyere værk, der har fået stor indflydelse er Jerome A. Greene's Indian War Veterans: Memories of Army Life and Campaigns in the West, 1864–1898 (New York, 2007).

I sin bog, American Holocaust, femfører David Stannard det synspunkt, at ødelæggelse af Amerikas oprindelige folkeslag gennem en række folkemords-kampagner, var verdenshistoriens mest opfattende tilfælde af folkedrab.[7][8]. Den europæiske ekspansion i Nordamerikas betydning for den oprindelige befolkning er stadig genstand for en debat; hvor Stannards synspunkt både finder støtte.[9][10] og modstand.[11]

Noter og referencer

  1. ^ Michno, "Encyclopedia of Indian Wars" Index.
  2. ^ Thornton, American Indian Holocaust, 48–49.
  3. ^ William M. Osborn; The Wild Frontier: Atrocities during the American-Indian War from Jamestown Colony to Wounded Knee
  4. ^ Old Picture of the Day – Robert McGee
  5. ^ Krenek, Thomas H. "Sam Houston". Handbook of Texas Online. Texas State Historical Association. Hentet 2007-11-11.
  6. ^ "10th Cavalry Squadron History". US Army.
  7. ^ Staff. Anmeldelse af American Holocaust: The Conquest of the New World (af David Stannard), Oxford University Press
  8. ^ David Stannard (1992). American Holocaust: The Conquest of the New World, Oxford University Press, ISBN 0-19-508557-4. "During the course of four centuries — from the 1490s to the 1890s — Europeans and white Americans engaged in an unbroken string of genocide campaigns against the native peoples of the Americas." (p.147). "[It] was, far and away, the most massive act of genocide in the history of the world."(Prologue)
  9. ^ Sharon Johnston, The Genocide of Native Americans: A Sociological View, 1996.
  10. ^ Lyman Legters, The American Genocide, Policy Studies Journal, vol. 16, no. 4, summer 1988
  11. ^ Stafford Poole, quoted in Royal, Robert 1492 and All That: Political Manipulations of History. Washington, D.C.: Ethics and Public Policy Center, 1992. p. 63.

Litteratur

  • "Named Campaigns — Indian Wars". United States Army Center for Military History. {{cite web}}: Ukendt parameter |accessmonthday= ignoreret (hjælp); Ukendt parameter |accessyear= ignoreret (|access-date= foreslået) (hjælp)
  • Parker, Aaron. The Sheepeater Indian Campaign (Chamberlin Basin Country). Idaho Country Free Press, c1968.
  • Raphael, Ray. A People's History of the American Revolution: How Common People Shaped the Fight for Independence. New York: The New Press, 2001. ISBN 0-06-000440-1.
  • Remini, Robert V. Andrew Jackson and his Indian Wars. New York: Viking, 2001. ISBN 0-670-91025-2.
  • Richter, Daniel K. Facing East from Indian Country: A Native History of Early America. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press, 2001. ISBN 0-674-00638-0.
  • Thornton, Russell. American Indian Holocaust and Survival: A Population History Since 1492. Oklahoma City: University of Oklahoma Press, 1987. ISBN 0-8061-2220-X.
  • Utley, Robert M., and Wilcomb E. Washburn. 'Indian Wars. Boston: Houghton Mifflin, 1977, revised 1987. ISBN 0-8281-0202-3.
  • Yenne, Bill. Indian Wars: The Campaign for the American West. Yardley, PA: Westholme, 2005. ISBN 1-59416-016-3.

Eksterne link

 Wikimedia Commons har medier relateret til:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Indianerkrigene&oldid=8104742"