Katakana
Katakana (片仮名, カタカナ eller かたかな) er et japansk stavelsesskrift, hvor hvert tegn repræsenterer en stavelse. Det bruges især til fremmedord og udenlandske navne. Til ord af japansk oprindelse bruges primært skriftsystemet hiragana, der følger sammen grundlæggende struktur som katakana, og kanji, der er tegn af kinesisk oprindelse.
Oversigt [redigér]
Denne tabel viser katakana-tegnene og de tilsvarende læsemåder med latinske bogstaver efter systemet Modificeret Hepburn. Transkriptioner i rød er forældede, mens transkriptioner i grøn er moderne tilføjelser, der hovedsageligt benyttes til at repræsentere udtalen af fremmede sprog. Katakana kan ofte være svært at lære, da visse tegn ligner hinanden meget. shi シ og tsu ツ eller so ソ und n ン adskiller sig for eksempel kun ved forskelle i stregens retning. Det er et problem, der især gælder på tryk, mens forskellene ses tydeligere i håndskrift.
Som nævnt følger katakana sammen grundlæggende struktur som hiragana. De grundlæggende 46 tegn er således ordnet på samme måde og med samme læsemåde. Japansk er imidlertid en af de mest lydfattige sprog, hvorfor mange udenlandske ord ikke kan omsættes direkte. Derfor er katakana suppleret med en række yderligere mulige kombinationer af tegn for at dække andre sprogs udtalemuligheder. Alligevel er det jævnligt nødvendigt at ændre på fremmedord for at få dem til at passe ind, og så japanerne kan udtale dem.
| Vokaler | Youon | ||||||
| ア a | イ i | ウ u | エ e | オ o | ya | yu | yo |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| カ ka | キ ki | ク ku | ケ ke | コ ko | キャ kya | キュ kyu | キョ kyo |
| サ sa | シ shi | ス su | セ se | ソ so | シャ sha | シュ shu | ショ sho |
| タ ta | チ chi | ツ tsu | テ te | ト to | チャ cha | チュ chu | チョ cho |
| ナ na | ニ ni | ヌ nu | ネ ne | ノ no | ニャ nya | ニュ nyu | ニョ nyo |
| ハ ha | ヒ hi | フ fu | ヘ he | ホ ho | ヒャ hya | ヒュ hyu | ヒョ hyo |
| マ ma | ミ mi | ム mu | メ me | モ mo | ミャ mya | ミュ myu | ミョ myo |
| ヤ ya |  yi1 |
ユ yu |  ye1 |
ヨ yo | |||
| ラ ra | リ ri | ル ru | レ re | ロ ro | リャ rya | リュ ryu | リョ ryo |
| ワ wa | ヰ wi |  wu1 |
ヱ we | ヲ wo 2 | ヰャ wya | ヰュ wyu | ヰョ wyo |
| ン n | |||||||
| ガ ga | ギ gi | グ gu | ゲ ge | ゴ go | ギャ gya | ギュ gyu | ギョ gyo |
| ザ za | ジ ji | ズ zu | ゼ ze | ゾ zo | ジャ ja | ジュ ju | ジョ jo |
| ダ da | ヂ (ji) | ヅ (dzu) | デ de | ド do | ヂャ (ja) | ヂュ (ju) | ヂョ (jo) |
| バ ba | ビ bi | ブ bu | ベ be | ボ bo | ビャ bya | ビュ byu | ビョ byo |
| パ pa | ピ pi | プ pu | ペ pe | ポ po | ピャ pya | ピュ pyu | ピョ pyo |
| (ヰェ) イィ (yi) | (ユェ) イェ ye | ||||||
| (ヷ) ヴァ va | (ヸ) ヴィ vi | (゙) ヴ vu |
(ヹ) ヴェ ve | (ヺ) ヴォ vo | ヴャ vya | ヴュ vyu | ヴョ vyo |
| シェ she | |||||||
| ジェ je | |||||||
| チェ che | |||||||
| スァ swa | スィ si | スゥ swu | スェ swe | スォ swo | スャ sya | スュ syu | スョ syo |
| ズァ zwa | ズィ zi | ズゥ zwu | ズェ zwe | ズォ zwo | ズャ zya | ズュ zyu | ズョ zyo |
| ツァ tsa | ツィ tsi | ツェ tse | ツォ tso | ||||
| テァ tha | ティ ti | テゥ thu | テェ tye | テォ tho | テャ tya | テュ tyu | テョ tyo |
| デァ dha | ディ di | デゥ dhu | デェ dye | デォ dho | デャ dya | デュ dyu | デョ dyo |
| トァ twa | トィ twi | トゥ tu | トェ twe | トォ two | |||
| ドァ dwa | ドィ dwi | ドゥ du | ドェ dwe | ドォ dwo | |||
| ファ fa | フィ fi | ホゥ hu | フェ fe | フォ fo | フャ fya | フュ fyu | フョ fyo |
| リィ ryi | リェ rye | ||||||
| ウァ (wa) | ウィ wi | ウゥ (wu) | ウェ we | ウォ wo | ウャ wya | ウュ wyu | ウョ wyo |
| (クヮ) クァ kwa | クィ kwi | クゥ kwu | クェ kwe | クォ kwo | |||
| (グヮ) グァ gwa | グィ gwi | グゥ gwu | グェ gwe | グォ gwo | |||
| (ムヮ) ムァ mwa | ムィ mwi | ムゥ mwu | ムェ mwe | ムォ mwo | |||
| ヵ lille ka | ヶ lille ke3 | ||||||
- 1Disse forældede katakana fremkom i enkelte tekstbøger fra 1873 men kom aldrig i almindelig brug.[1][2]
- 2I nyere tid benyttes ウォ (wo) til at gengive wo-lyden. Katakana-udgaven af wo, ヲ, bliver først og fremmest, om end sjældent, som partikel ligesom modparten を i hiragana. Partiklen udtales normalt som o.
- 3Den lille ke (ヶ) er en forkortelse for kanjien 箇 og udtales i stednavne som ga. Ofte benyttes dog i stedet den lille ka (ヵ).
Ortografi [redigér]
Traditionelt skrives japansk og dermed også katakana lodret oppefra og ned, fra højre mod venstre, og bøger og mangaer skal læses fra det, der ved en dansk bog ville være bagsiden. På computere, hjemmesider og mange skilte skrives derimod vandret fra venstre mod højre, oppefra og ned som på de fleste vestlige sprog. Før i tiden kunne der desuden skrives fra højre mod venstre, men det benyttes nu kun på skilte, der skal signalisere gamle dage.
Ortografien for katakana minder meget om den for hiragana, men der er dog visse forskelle. Katakana er således ene om at benytte en streg (ー) til at angive, at den foregående vokal er lang, mens der i hiragana i stedet skrives en ekstra vokal. Denne ordbogsregel bliver dog ikke taget så nøje til daglig. Således ses ofte skilte, hvor f.eks. ordet for ramen skrives med hiragana og med en sådan streg, らーめん (raamen). Og selvom brugen af stregen egentlig kun burde omfatte låneord, så bliver mange rent japanaske ord alligevel skrevet i katakana med stregen, så det ikke falder i øjnene ved siden af de mange engelskprægede ord, f.eks. ローソク (蝋燭 roosoku, "stearinlys") eller ケータイ (携帯, keitai, "mobiltelefon").
Skrives der lodret er stregen også lodret. I denne form kan den også nemt kendes fra kanjien 一 (ichi, "et"), der også ved lodret skrift forbliver vandret. Ved normal transkription angives lang vokal med en macron (¯) over vokalen. Macron findes imidlertid ikke i dansk retskrivning, så her anbefales det at skrive to vokaler.
Som ved hiragana benyttes et lille tsu (ッ), en såkaldt sokuon til at fordoble den efterfølgende konsonant. Det samme sker ved transkription. Det engelske ord for seng, "bed", på japansk ベッド, kommer således tilbage som beddo.
Som nævnt i indledningen er japansk et af de mest lydfattige sprog, og katakana har derfor kun et begrænset antal muligheder at gøre godt med, når fremmedord skal omsættes. Derfor er det ikke altid helt enkelt at genkende et oprindelig udenlandsk ord skrevet med katakana. Selvom der findes retningslinjer har der alligevel i tidens løb etableret sig en række forskelle. F.eks. bliver de engelske ord "towel" (håndklæde) og "tower" (tårn), der minder meget om hinanden, på japansk til hhv. タオル (taoru) og タワー (tawaa). Ved nordiske sprog giver især de mange konsonanter problemer, og ofte må der tilføjes en række vokaler for at det til at passe med stavelserne. F.eks. bliver Stockholm til ストックホルム (Sutokkuhorumu). Bliver det for meget, afkortes der dog gerne på japansk, så f.eks. "sexual harassment" bliver til セクハラ (sekuhara)
Mange vokaler og konsonanter kan kun med besvær omsættes til katakana:
- "ch" der bruges i f.eks. tyske ord og navne som "Bach" bliver i katakana gengivet som ッ+ha. Komponisten Johann Sebastian Bach bliver på den måde til ヨハン・ゼバスティアン・バッハ (yohan·zebasuteian·bahha)
- R og L kan der ikke skelnes imellem. Det japanske "r" ligger et sted imellem de to.
- De tyske Umlaut ä, ö og ü findes ikke tilsvarende på japansk. "Ä" gengives oftes som "e", ved "ö" tager man et "e" til hjælp (ケーラー, keeraa' for "Köhler", kulsvier) eller et "u" (パスツール, pasutsuuru for "Pasteur"), mens "ü" erstattes af "yu" (リュプケ, ryupuke for "Lübke").
For japanere har transkriptionen dog en klar fordel: katakana giver dem en nem måde og entydig at udtale ordene på, også selvom denne kan være langt fra originalen. Navne skrevet med latinske bogstaver er derimod alt andet end entydige: som europæer udvikler man ganske vist en fornemmelse af, om et et navn er f.eks. engelsk, tysk, fransk, polsk eller spansk, og hvordan udtalen omtrent er. For japanere er de derimod ligeså problematiske, som kinesiske skrifttegn er det for europæere.
Da der ikke benyttes mellemrum i japansk skrift, adskilles ord i katakana med et punkt (・), på japansk 中黒 (nakaguro). Det bruges f.eks. til adskillelse af fornavn og efternavn ved udenlandske navne som i eksemplet med Bach ovenfor.
