Kautokeino

Kautokeino
Våben	Kort
Fakta om Kautokeino
Kommunenummer:	2011
Fylke:	Finnmark
Kommunesæde:	Kautokeino
Areal:	9.704 km²
Indbyggere:	2.965 (2007)
Politik
Borgmester:	Klemet Erland Hætta
Sprog:	Bokmål
Hjemmeside:	www.Kautokeino.kommune.no
Befolkningsudvikling 1951-2010Kilde: SSB
Kautokeino på Commons

Kautokeino kommune (nordsamisk Guovdageainnu suohkan) er Norges største kommune i udstrækning med et areal på 9.704 km². Det ligger i Finnmark fylke i Norge. Den grænser i nord til Kvænangen og Alta, i øst til Karasjok og i vest til Nordreisa. Mod syd ligger Finland. Kommunen består af Kautokeino (Guovdageaidnu), Masi (Máze), Stornes og Sjuosjavri. Kommunen hører til forvaltningsområdet for samisk sprog, og kommunen hedder officielt Guovdageaidnu Kautokeino kommune.

Kautokeino er arealmæssigt den største kommune i Norge, og måler næsten 10.000 kvadratkilometer. Majoriteten af indbyggerne har samisk som modersmål. Kommunen bliver regnet som det kulturelle center i det nordsamiske område. I påsken arrangeres der Samisk Filmfestival og Samisk Grand Prix (sidstnævnte i regi af Stiftelsen Samisk Musikk Festival). Renkapløb er også blandt aktiviterne på den årstid, når turister strømmer til den lille bygd.

Kautokeino-oprøret i 1852

Kautokeino-oprøret var et samisk oprør i Kautokeino prestegjeld 8. november 1852, hvor handelsmand Carl Johan Ruth og lensmand Lars Johan Bucht blev dræbt og sognepræst Fredrik Waldemar Hvoslef pisket af samiske oprørere. Oprørene blev overmandet af andre samer. To af oprørene blev dræbt i denne kamp. To andre, Aslak Jacobsen Hætta (1827-54) og Mons Aslaksen Somby (1825-54), blev senere henrettet ved halshugning i Alta. Deres hoveder blev derefter sendt til anatomisk institut i Oslo. Andre fik lange fængselstraffe. Baggrunden for uroen var dels strid om græsninger, dels religiøse stridigheder mellem tilhængere af læstadianismen og den norske kirke. Det er den eneste konflikt mellem samiske interesser og det norske samfund, der har ført til tab af menneskeliv.

Det begyndte med, at Mattis Hætta i 1851 blev overbevist om, at han var Gud. Hans brødre Aslak og Lars var enige, og opfattede gradvis også sig selv som Gud. Brødreflokken fik efterhånden en lille menighed i Kautokeino og på Skjervøy, og to af Finnmarks præster fik 22 af dem arresteret for at have forstyrret gudstjenesten. Under den påfølgende retssag mod "menigheden", nægtede en af de anklagede at fremsige det første bud, "Du skal ikke have andre guder end mig", med den begrundelse at Gud jo var ham selv. Som sit navn opgav han "Jesus Kristus". Aslak Hætta påstod at være både Gud, Sønnen og Den Hellige Ånd, samt sandt menneske og derfor mere end Gud. Ole Somby larmede under retsforhandlingerne og erklærede, at han i modsætning til de andre, "havde været til, før Himlen og Jorden blev skabt", samt at han var Gud. Ellen Skum udnævnte sig selv til "jomfru Maria". Lensmanden i Kautokeino, Ole Isaksen Hætta, blev opsagt under mistanke for at være medlem af "menigheden". I hans sted kom svenskeren Johan Bucht. 19.februar 1952 blev sektlederne dømt til fængsel og bøder. "Menigheden" gik nu raskt tilbage i antal og blev reduceret til en lille, men desto mere fanatisk gruppe.

Efter endt soning samledes medlemmerne et godt stykke fra Kautokeino. Sagsomkostningerne ville nu ruinere dem helt. Ellen Skum/"jomfru Maria" var stukket af fra fængslet, og "menigheden" enedes om, med magt at forhindre lensmanden i at hente hende ind til soning. Hun var nu indgået i et "Concubinat" med Ole Somby, mens Marit Skum havde fået besked fra Gud om at forlade sin mand og flytte ind til Aslak Rist. Fra da af kaldte Marit sig "Apostlernes Hustru". Den russiske tsar havde fra 15.september 1852 lukket grænsen mellem Finland og Finnmark, efter i umindelige tider at have tilladt passering for samernes rensdyrflokke. Norske myndigheder lukkede kort tid efter grænsen for finske og russiske samer, for i det mindste at sikre græsning for de norske samers rensdyr.

Samme efterår begyndte "menigheden" at hverve nye medlemmer ved at bortføre folk og udsætte dem for tortur i form af kulde, pisk og søvndeprivation. Søndag 7.november forlod "menigheden" så sin lejr med kurs for Kautokeino - nitten børn og 30 voksne. Handelsmanden Ruth og lensmand Bucht skulle dræbes, kvinder bortføres, og sognepræst Hvoslef og hans familie tvinges "til at leve som Lapper", måske fordi Hvoslef både talte og holdt prædiken på samisk. Gjorde nogen modstand, skulle de dræbes. Deres huse og ligeledes kirken skulle plyndres og brændes ned. På vejen plyndrede følget et hus og piskede de fire kvinder, der var hjemme. Aslak Hætta holdt også brændende birkebark under hagen på en af fangerne.

Næste morgen, mandag 8.november, nåede følget frem til Kautokeino og tog ind hos Johannes Hætta. Da han ikke ville omvendes, blev husets beboere pisket og mishandlet, og Johannes' tyveårige datter slæbt grædende væk. Kl 8 nåede følget frem til handelsmands Ruths hus. Han stod udenfor sammen med lensmand Bucht og en tredje mand. Aslak Hætta bed næsen af Bucht og knivstak ham. Ruth blev angrebet af brødrene Somby, der knuste hans hoved og arme med kæppe og knivstak ham. Hansine Ruth, der prøvede at hjælpe sin mand, undslap med sit yngste barn på armen kun fordi hendes tjenestepige kom hende til undsætning. Sammen flygtede de hen til præstegården. Bucht klarede at komme op på loftet i Ruths hus, hvor også den fireårige Anton Ruth gemte sig. Aslak Hætta og Mons Somby slog døren til loftskammeret ind med en økse, slog løs på den døende Bucht og, da de ikke fik kniven langt nok ind i hans bryst, bankede de den ind med et stykke brænde. Pastor Hvoslef der var kommet til, blev pryglet af samer, der kaldte ham "don baergalaga manna" (= du djævelens mand). I præstegården var vinduerne i mellemtiden blevet knust, og beboerne klædt nøgne og pisket. Huset blev plyndret og derefter påtændt af Peder Olsen Kautokeino, der selv var blevet bortført med magt og pisket.

I mellemtiden havde Johannes Hætta, hvis datter var bortført samme morgen, fået hentet hjælp fra Avzzi. Seksten mænd og tre kvinder under ledelse af læreren Clemet Gundersen - en af "menigheden"s frafaldne - rejste i slæder til Kautokeino. Her klarede de virkelig at overmande "menigheden", der dog resten af dagen råbte op om, at de burde have dræbt flere. Dom faldt 14.februar. Af de fem, der blev dødsdømt, blev Ellen Skum benådet, fordi hun var kvinde, og hendes bror Henrik Skum og Lars Hætta pga ung alder. Kun de to ledere blev henrettet. Bøddelen Samson Isberg var bosat i Bergen, så dette blev den længste rejse, han foretog sig i embeds medfør. Fra 1851 gik der dampskib mellem Bergen og Hammerfest hver anden uge. Mons Somby blev halshugget først og fortrød ikke sin handling: "Jeg var i retfærdighed, da jeg gjorde det." Også Aslak Hætta døde uden syndsforladelse. Otte mand måtte slæbe ham op på skafottet. Helt til dødsøjeblikket bad han om og om igen: "Hærra Jesus, fated munji" (= Herre Jesus, svar mig).

Andet

I 2005 kom Kautokeino på UNESCOs Verdensarvsliste, med Struves meridianbue; to af målepunkterne ligger i kommunen.

Det eneste samisksprogede teater, Beaivváš Sámi Teahter, ligger i Guovdageaidnu/Kautokeino.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Kautokeino

• Kultur i Guovdageaidnu-Kautokeino på kort fra Kulturnett.no
• Samisk Højskole