Langfinnet grindehval

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Langfinnet Grindehval ?
Langfinnet grindehval med kalv Globicephala melas
Langfinnet grindehval med kalv
Globicephala melas
Bevaringsstatus
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Mammalia (Pattedyr)
Orden: Cetacea (Hvaler)
Underorden: Odontoceti (Tandhvaler)
Familie: Delphinidae (Delfinfamilien)
Slægt: Globicephala
Art: melas
Videnskabeligt artsnavn
''Globicephala melas''
Thomas Stewart Traill 1809
Udbredelse
Udbredelse
Synonymer
Globicephala melaena
Grindehval.
Foto: Erik Christensen

Den Langfinnede Grindehval Globicephala melas, tilhører delfinfamilien (Delphinidae). Navnet kommer fra oldnordisk grind, som betyder tremmelåge. På færøsk opkaldte man hvalen efter flokkens lighed med en række tremmer. Det fællesskandinaviske (og tyske, hollandske) navn kommer fra Færøerne, hvor grindehvalen hedder grindahvalur og en grindeflok kun grind. Arten findes i tempererede havområder på både den nordlige og den sydlige halvkugle. I tropiske og subtropiske havområder findes den nærtbeslægtede kortfinnede grindehval.

Beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Er mellemstor, sort 3-6 meter lang tandhval, der kan have en vægt på max. 3.000 kg. Hunhvalen er max. 6 m. lang og vejer lidt mindre end hannen. Kroppen er cylindrisk med rundt hoved og kort næb, med en lidt opaddrejet mund og lange, spidse luffer. Luffernes længde udgør 18-27 % af kropslængden. Rygfinnen er bred ved roden og sidder fremme på ryggens forreste tredjedel. Ryg og sider er sorte, men kan have en grålig tegning bagved rygfinnen. På bugen findes en ankerformet, lys aftegning. På ryggen bag ved hovedet sidder næseboret, blåsthullet, som den ånder igennem, når den kommer op til overfladen.


Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Grindehvalen foretrækker det åbne hav som Middelhavet, ved Gibraltar og Korsika og Atlanterhavet. De færdes regelmæssig i store flokke omkring Orkney, Shetlandsøerne og Færøerne, hvor de opsøger stimer af små blækspruttearter.

Levevis[redigér | redigér wikikode]

Den indtager dagligt omkring 50 kg næring, som kan være forskellige arter af blæksprutter, stimefisk og krebsdyr og søger mest næring om natten, hvor den i max 10 min. kan dykke ned til 600 meters dybde. Den angribes i sjældne tilfælde af Spækhuggeren, der i flok kan jagte en enkelt grindehval. Dens flokinstinkt er højtudviklet og de følger et førerdyr, mest en dominerende han.

Grindehvaler udsender korte kliklyde på 0,1-100 kHz., der bruges til ekkoorientering. Nogle af lydene er ultralyde, det vil sige lyde over 20 kHz., de kommunikerer med indbyrdes, ved hjælp forskellige fløjtelyde på 3-4 kHz., der udstødes 14-40 gange pr minut.

Forplantning og udvikling[redigér | redigér wikikode]

Hunhvalen er kønsmoden fra 6 års alderen og hannen på ca. den dobbelte tid. Parringen kan ske hele året, men oftest i april – juli. Flokkens hanner parrer sig kun med andre flokkes hunner. Drægtighedsperioden varer ca. 15 mdr. Hunnen føder normalt kun hvert femte/sjette år. Ungens længde varierer fra ca. 1,60 til 1,90 m, og vægten er ca. 75 kg. Efter 2 måneder får den sine første tænder og efter et år, et fuldstændigt gebis. Ungen dier hos moderen i ca. 4 år, hvorefter moderen parrer sig igen.

Grindehvalens levealder er gennemsnitlig takseret til at ligge mellem 30 og 50 år. Det ældste bekendte dyr, en hunhval blev 57 år.

Grindehvalen og mennesket[redigér | redigér wikikode]

Se også Grindedrab.

Bestanden i det nordlige Atlanterhav er takseret til over 100.000 dyr og regnes derfor kun for mindre truet af hvalfangst, men er ligesom de andre hvalarter truet af havenes forurening. Kviksølv, bly oplagres i muskulatur, lever og nyrer. Miljøgifte som PCB, DDT sætter sig i spæklaget.

Literatur[redigér | redigér wikikode]

  • M. Carwardine: Wale und Delfine. Delius Klasing, 1996
  • Ralf Kiefner: Wale und Delfine weltweit. Jahr Top Special Verlag, 2002
  • Niethammer, F. Krapp: Handbuch der Säugetiere Europas. AULA-Verlag Wiesbaden, 1994
  • Heini Madsen: Færøernes hvalfangst. Forlaget Skúvanes

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Taylor, B.L., Baird, R., Barlow, J., Dawson, S.M., Ford, J., Mead, J.G., Notarbartolo di Sciara, G., Wade, P. & Pitman, R.L. (2008). Globicephala melas. 2008 IUCN Red List of Threatened Species. IUCN 2008. Hentet den 26 February 2009.