Hvaler

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hvaler

Pukkelhval

Videnskabelig klassifikation

Rige:	Animalia (Dyr)
Række:	Chordata (Chordater)
Klasse:	Mammalia (Pattedyr)
Orden:	Cetacea (Hvaler)

Denne artikel omhandler havpattedyr. Opslagsordet har også anden betydning, se Hvaler kommune.

Hvalerne (Cetacea) er en orden inden for pattedyrene. Den er opdelt i tre underordner:

Bardehvaler (Mysticeti), 14 nulevende arter
Tandhvaler (Odontoceti), ca. 70 nulevende arter
Urhvaler (Archaeoceti) uddød

Eksempler på bardehvaler er blåhval, finhval, pukkelhval, nordkaper, grønlandshval og gråhval. Bardehvalerne har i stedet for tænder, flere lange, smalle hornplader i overmunden - kaldet barder. Hvalen spiser ved at fylde munden med vand som sives ud gennem barderne med tungen. I barderne hænger mange smådyr fast, som kan være krill eller fisk, og som hvalen derefter sluger. Ud over barderne har bardehvaler altid to åndehuller oven på hovedet. Der er stort set 3 fourageringsteknikker: Finhvalerne sluger store mængder vand på en gang i munden, rethvalerne siver vandet mens de spiser, og gråhvalen hvirvler havbunden op som den så filtrerer.

Enkelte hvalarter, for eksempel pukkelhvalen kan udstøde lange melodiske toner, også kaldet hvalsang, som menes at fungere som kommunikation.

Tandhvalerne har mange små spidse tænder i munden. De jager aktivt føde, f.eks. fisk, blæksprutter eller sæler og har brug for tænderne til at holde fangsten fast med. Tandhvaler har kun et enkelt åndehul oven på hovedet.

Eksempler på tandhvaler: Kaskelothval, delfin, hectors delfin, spækhugger, narhval, marsvin, hvidhval...

[redigér] Hvalarter

Uddybende artikel: Hvalarter.

Underorden: Mysticeti (Bardehvaler, 12 arter i fire familier.)
- Familie: Gråhvaler Eschrichtiidae
  - Gråhval (Eschrichtius robustus)
- Familie: Finhvaler Balaenopteridae
  - Blåhval (Balaenoptera musculus)
  - Brydeshval (Balaenoptera edeni)
  - Finhval (Balaenoptera physalus)
  - Sejhval (Balaenoptera borealis)
  - Vågehval (Balaenoptera acutorostrata)
  - Pukkelhval (Megaptera novaeangliae)
- Familie: Rethvaler Balaenidae
  - Nordkaper eller Biscayahval eller Nordhval (Eubalaena glacialis)
  - Sydlig rethval (Eubalaena australis)
  - Grønlandshval (Balaena mysticetus)
- Familie: Dværgrethvaler Neobalaenidae
  - Dværgrethval (Neobalaena marginata)
Underorden: Odontoceti (Tandhvaler, 9 familier: fire "ægte" hvaler, plus delfiner og marsvin.)
- Familie: Floddelfiner Platanistidae
- Familie: Delfiner Delphinidae
  - Spækhugger (Orcinus orca)
  - Halvspækhugger (Pseudorca crassidens)
  - Grindehval (Globicephalus melaena)
  - (Plus mindst 30 andre arter.)
- Familie: Marsvin Phocoenidae
  - Marsvin (Phocaena phocaena)
- Familie: Monodontidae
  - Hvidhval (Delphinapterus leucas)
  - Narhval (Monodon monoceros)
- Familie: Physeteridae
  - Kaskelothval (Physeter macrocephalus)
- Familie: Kogiidae
- Familie: Næbhvaler (Ziphiidae)
  - Næbhval (Mesoplodon bidens)
  - mindst 20 andre arter i 6 slægter.

[redigér] Hvalfangst

Hvalfangst i sidste halvdel af 1800-tallet

Det er uvist hvornår mennesket først begyndte jagten på hvaler; de tidligste arkæologiske fund som indikerer hvalfangst er blevet fundet i Sydkorea, hvor indridsede tegninger (dateret til 6000 f.Kr.) viser at stenaldermennesker har jagtet hvaler fra både og spyd.

Hvalfangst var til at begynde med begrænset til kystnære områder, som for eksempel de baskiske fiskere, der også jagede den nordatlantiske rethval fra 1400 til 1700-tallet, eller fiskeriet omkring Svalbard og Grønland fra ca. 1600-1900-tallet. Men efter mere avancerede hvalfangstteknikker dukkede op er visse hvalarter dog blevet alvorlig påvirket af fangstvirksomheden. Disse metoder opstod i 1800-tallet, først og fremmest pga. den øgede efterspørgsel efter hvalolie, mens det senere i 1900-tallet var det efterspørgslen efter hvalkød som var mest udslagsgivende, eftersom brugen af hvalolie i større grad blev erstattet af petroleum.

Pelagisk hvalfangst blev drevet af store hvalfangstekspeditioner, som almindeligvis bestod af et flydende hvalkogeri og op imod 10 hvalbåde. Især Norge, England, Nederlandene og Japan udrustede den slags ekspeditioner i 1950'erne, og fangsten blev hovedsageligt drevet i Sydpolarhavet.

[redigér] Fredning og ny fangst

I 1982 vedtog Den internationale hvalfangstkommission‎ (IWC) en midlertidigt fangststop (moratorium) for al kommerciel hvalfangst med virkning fra 1986. Fra lande som ønsker at genoptage den kommercielle hvalfangst er det siden da ofte blevet hævdet at især bestanden af vågehvaler i dag godt kan bære en fornyet og reguleret jagt, men forslag om omhævelse af moratoriet fra 1986 har endnu ikke vundet tilslutning i IWC.

I januar 2007 ændrede IUCN status for en række hvalarter på organisationens rødliste, og flere af bestandene bliver nu regnet som ikke-truede; det drejer sig om vågehval, pukkelhval, hvidhval, narhval, hvidnæse, Hvidskæving og marsvin^[1].