Aristarchus (månekrater)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Månekrater
Aristarchus
Aristarchus and Herodotus craters Apollo 15.jpg
Aristarchus (i centrum) og Herodotus (højre) set fra Apollo 15. NASA foto.
Karakteristika
Bredde
Længde
23° 42’  0’’ N
 47° 24’  0’’ V
 [1],[2]
Diameter 40 km [1],[2]
Dybde 3,7 km [3],[4]
Colængde ved solopgang 48° [4]
Opkaldt efter Aristarchos [2],[5],[3]
Fra periode Copernician [4],[6]
Kraterets placering
[[Billede:{{{plan}}}|none|260px| ]]
Stedets placering
Aristarchus
Moonmap from clementine data.png
Red Dot.svg
1000 km
-90°
-90°
90°
90°
45°
45°
-45°
-45°
Månen - Selenografi - ( s·d·r )
Q space.svg
Find flere artikler om astronomi Astronomiportalen

Aristarchus er et prominent nedslagskraterMånen, beliggende i den nordvestlige del af Månens forside. Det er opkaldt efter den græske matematiker, astronom og filosof Aristarchus fra Samos (ca. 310 – ca. 230 f.Kr.). Navnet blev oprindeligt tildelt af den italienske korttegner Giovanni Riccioli. Hans arbejde, Almagestum novum ("Ny Almagest"), som blev udgivet i 1651, gav de pletformede steder, som kunne ses i datidens teleskoper (og som senere kaldtes kratere) eponymer efter kendte astronomer og filosoffer. Skønt det blev bredt anvendt, blev navnet ikke officiel international standard før efter en afstemning i generalforsamlingen for den Internationale Astronomiske Union, IAU, i 1935.[7][2],[5],[8]

Krateret anses for at være det klareste af de store formationer på Månens overflade, med en albedo som er næsten dobbelt så høj som for de fleste steder på Månen. Krateret er klart nok til at være synligt med det blotte øje, og det er blændende i et stort teleskop. Det identificeres også let, når det meste af måneoverfladen er oplyst af jordskin.

Krateret observeredes første gang i 1645 af Johannes Hevelius.

Omgivelser[redigér | redigér wikikode]

Krateret ligger i den sydøstlige rand af Aristarchusplateauet, som er en højslette midt i Oceanus Procellarum, et udstrakt område af månemaret med et antal vulkanske dannelser som f.eks. riller. Disse ligger især mod syd og hedder Rimae Aristarchus.[9]

Plateauet er en hældende blok af Månens skorpe med en diameter på omkring 200 km, som rejser sig til en maksimal højde på 2 km over maret i den sydøstlige del.[10] Aristarchuskrateret ligger lige øst for Herodotuskrateret og Vallis Schröteri.[9]

Karakteristika[redigér | redigér wikikode]

Det klareste objekt i dette krater er den stejle centrale top. Dele af den indre kraterbund synes at være relativt jævne, men fotografier fra Lunar Orbiter afslører, at overfladen har mange små bakker, spredte fordybninger og nogle mindre brud. Den ydre væg falder i terrasser, og den er omtrent polygonal af form og dækket med et lyst tæppe af udkastet materiale. Dette er spredt ud i klare stråler mod syd og sydøst, hvilket antyder, at Aristarchus mest sandsynligt fremkom ved et skråt nedslag af et objekt fra nordøstlig retning, og dets sammensætning indeholder materiale fra både Aristarchusplateauet og fra månemaret.[10]

Den vigtigste grund til kraterets klarhed er, at det er en ung dannelse, med en alder på omkring 450 millioner år, så solvinden har endnu ikke haft tid til at gøre det opgravede materiale mørkt. Nedslaget er sket efter dannelsen af Copernicuskrateret, men før Tychokrateret fremkom.

Området ved Aristarchus er desuden bemærkelsesværdigt ved det store antal rapporterede transiente månefænomener herfra, foruden for det nylige udslip af radongas, som måltes af Lunar Prospector-månesonden.

Fjernobservation[redigér | redigér wikikode]

I 1911 tog professor Robert W. Wood ultraviolette fotografier af kraterområdet. Han opdagede, at plateauet havde et anomalt udseende i dette lys, og at et område mod nord syntes at antyde tilstedeværelsen af en svovlforekomst.[11] Dette farverige område kaldes sommetider "Wood's Spot".

Clementinebillede af Aristarchuskrateret og dets omgivelser, tegnet ovenpå en simuleret topografi. NASA foto.

Spektre taget af dette krater under Clementine-missionen benyttedes til at kortlægge mineralforekomster.[10] Dataet antydede, at den centrale top er klippe af typen anorthosit, som er en langsom afkølende form for eruptivbjergart, som består af plagioklas feldspat. I modsætning hertil er den ydre væg af troctolit, som er klippe sammensat af lige dele plagioklas og olivin.

Regionen omkring Aristarchuskrateret var en del af en undersøgelse, der foretoges i 2005 ved hjælp af Hubble rumteleskopet, som ledte efter tilstedeværelsen af oxygenrige glasagtige jordarter i form af mineralet ilmenit. Grundlæggende målinger fandtes fra landingsstederne for Apollo 15 og Apollo 17, og disses værdier kunne sammenlignes med dem fra Aristarchus. Hubbles avancerede kamera fotograferede kratere i både synligt og ultraviolet lys. Krateret blev fundet at være særligt rigt på ilmenit, der er en titaniumoxid-mineral, som potentielt kan benyttes til fremstilling af ilt under en fremtidig bosættelse på Månen.[12]

Transiente månefænomener[redigér | redigér wikikode]

Fra Aristarchusplateauet er der rapporteret mange transiente månefænomener. Disse omfatter midlertidig skyggedannelse og farvning af overfladen, og fortegnelser over disse fænomener viser, at mere end en trediedel af de mest pålidelige observationer kommer fra dette område[13] I 1971, da Apollo 15 passerede 110 kilometer over Aristarchusplateauet, opdagedes en signifikant stigning i antallet af alfapartikler. Disse partikler menes at stamme fra radioaktivt henfald af radon-222, en radioaktiv luftart med en halveringstid på kun 3,8 dage. Lunar Prospector-missionen bekræftede senere udsivning af Radon-222 fra dette krater.[14] Disse observationer kan forklares enten ved langsom og visuelt usynlig diffusion af gas til overfladen eller ved diskrete eksplosive begivenheder.

Satellitkratere[redigér | redigér wikikode]

De kratere, som kaldes satellitter, er små kratere beliggende i eller nær hovedkrateret. Deres dannelse er sædvanligvis sket uafhængigt af dette, men de får samme navn som hovedkrateret med tilføjelse af et stort bogstav. På kort over Månen er det en konvention at identificere dem ved at placere dette bogstav på den side af satellitkraterets midte, som ligger nærmest hovedkrateret.[15],[16],[17] Aristarchuskrateret har følgende satellitkratere:

Aristarchus Længde Bredde Diameter
B 26,3° N 46,8° V 7 km
D 23,7° N 42,9° V 5 km
F 21,7° N 46,5° V 18 km
H 22,6° N 45,7° V 4 km
N 22,8° N 42,9° V 3 km
S 19,3° N 46,2° V 4 km
T 19,6° N 46,4° V 4 km
U 19,7° N 48,6° V 4 km
Z 25,5° N 48,4° V 8 km

De følgende kratere har fået nyt navn af IAU:

Måneatlas[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Navigation[redigér | redigér wikikode]

Moon-Mdf-2005.jpg
Geologiske formationer på Månen
Catenae · Kratere · Dorsa · Fossae · Lacus · Månehave · Bjerge · Oceaner · Paludes · Promontorier · Riller (Rimae) · Rupes · Sinus · Dale
Se også: Månen · Selenologi · Månens geologi · Astronomiportalen


Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 (Engelsk) NASAs side om månekratere: "Moon nomenclature -Crater". http://lunar.arc.nasa.gov/ The Lunar Prospector Website, NASA Ames Research Center. http://lunar.arc.nasa.gov/printerready/science/geography_items/carters/craters_a.html. 
  2. 2,0 2,1 2,2 2,3 (Engelsk) Deskriptive data om månekratere på hjemmesiden fra USAs geologiske institut. ( Klik på det relevante navn ) : "Gazetteer of Planetary Nomenclature - Moon Nomenclature: Crater, craters". fra http://planetarynames.wr.usgs.gov/ Astrogeology Research Program, U.S. Geological Survey. http://planetarynames.wr.usgs.gov/jsp/FeatureTypesData2.jsp?systemID=3&bodyID=11&typeID=9&system=Earth&body=Moon&type=Crater,%20craters&sort=AName&show=Fname&show=Lat&show=Long&show=Diam&show=Stat&show=Orig. Hentet 2007-08-05. 
  3. 3,0 3,1 (Engelsk) Aristarchus på Wikien The Moon
  4. 4,0 4,1 4,2 (Fransk) Program (under GNU-licens) og integreret database: "Atlas Virtuel de la Lune". fra http://www.astrosurf.com/ Portail de l'Astronomie en France af Patrick Chevalley og Christian Legrand. http://www.astrosurf.com/avl/FR_index.html. 
  5. 5,0 5,1 (Tysk) Liste over officielle navne på månekratere fra en tysk astronomihjemmeside : "Krater mit individuellem Namen (Kratere med individuelle navne)". fra http://www.astrolink.de/. http://www.astrolink.de/p012/p01204/p01204090000a.htm. 
  6. (Engelsk) Tompkins, S. & C.M. Pieters (1999). Meteoritics & Planetary Science, vol. 34, no. 1, side 25-41. ed. Mineralogy of the lunar crust: Results from Clementine.  (i pdf- eller gif-format).
  7. M. A. Blagg, K. Müller, W. H. Wesley, S. A. Saunder, J. H. G. Franz (1935). Named Lunar Formations. London: Percy Lund, Humphries & Co. Ltd.. http://adsabs.harvard.edu/abs/1935QB595.B6........ 
  8. I almindelighed tildelte IAU officielle navne til kratere på Månens forside i 1935, til kratere på Månens bagside i 1970, og endelig har visse mindre kratere (der tidligere ansås som satellitkratere) fået nye navne fra 1973 og fremefter. Se :
  9. 9,0 9,1 Lpi-måneatlas
  10. 10,0 10,1 10,2 (Engelsk) "Aristarchus Region: Multispectral Mosaic of the Aristarchus Crater and Plateau (Aristarchus regionen: Multispektral mosaik af Aristarchuskrateret og -plateauet)" (på English). Lunar and Planetary Institute. http://www.lpi.usra.edu/lunar/missions/clementine/images/. Hentet 2006-08-08. 
  11. (Engelsk) Darling, David O.. "Aristarchus: Lunar Transient Phenomenon History (Aristarchus: Transiente månefænomeners historie)" (på English). L.T.P. Research. http://www.ltpresearch.org/aristarchus1.htm. Hentet 2006-08-08. 
  12. (Engelsk) "Is There Oxygen on the Moon? (Er der ilt på Månen?)". Time Online. http://www.time.com/time/health/article/0,8599,1120755,00.html. Hentet 2005. 
  13. (Engelsk) W. Cameron. "Analyses of Lunar Transient Phenomena (LTP) Observations from 557–1994 A.D. (Analyser af observationer af transiente månefænomener (LTP) fra 557–1994". http://www.cs.nott.ac.uk/~acc/Lunar/cameron.pdf. 
  14. (Engelsk) S. Lawson, W. Feldman, D. Lawrence, K. Moore, R. Elphic, and R. Belian (2005). "Recent outgassing from the lunar surface: the Lunar Prospector alpha particle spectrometer (Nylig udstrømning af gas fra måneoverfladen: Alfapartikelspektrometeret i Lunar Prospektor)". J. Geophys. Res. 110: doi=10.1029/2005JE002433. doi:10.1029/2005JE002433. 
  15. (Engelsk) Bussey, B., Spudis, P., (2004). The Clementine Atlas of the Moon. New York: Cambridge University Press. ISBN 0-521-81528-2. 
  16. (Engelsk) U.S. Geological Survey. "Coded Topography and Shaded Relief Maps of the Moon". fra http://planetarynames.wr.usgs.gov/ Astrogeology Research Program. http://planetarynames.wr.usgs.gov/dAtlas.html. 
  17. (Engelsk) Fuldstændig nomenklatur for månekratere : Jonathan McDowell (2004). "Lunar Craters". fra http://host.planet4589.org/astro/lunar/ Lunar Nomenclature. http://host.planet4589.org/astro/lunar/Craters. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

s·d·r )

1) Henvisninger, som specielt retter sig mod Aristarchus

(Bemærk, at kraternavne med specialkarakter, herunder mellemrum, kan kræve søgning på de nævnte internetsider)

  • Billeder af stedet i flere udgaver, baseret på optagelser fra sonden Clementine (1994) og vist på http://pdsmaps.wr.usgs.gov/ Map-a-Planet (Astrogeology Research Program), U.S. Geological Survey:
En nærmere forklaring på den anvendte fotografiske teknik findes på denne hjælpeside (Engelsk).
2) Generel information om overfladedannelser på Månen


Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

s·d·r )