Gletsjer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gletsjeren Schlatenkees i de østrigske Alper

En gletsjer (af fransk oprindelse via tysk, tidligere stavet gletscher) eller en bræ (islandsk (skrið)jökull hvoraf også dansk jøkel, fransk og engelsk glacier, svensk glaciär, norsk: bre eller isbre) er en ismasse i bevægelse. Den sne, der falder oven for den højde, som kaldes snelinjen, afsmelter kun delvist, og man kunne forvente, at der på den måde efterhånden måtte ophobes mere og mere sne oven for snelinjen. Dette modvirkes af gletsjerne. Når den evige sne samles til større masser, omdannes den nederste del til is, og denne is vil glide ned ad alle skråninger betinget af trykket fra ismassen samt tyngdekraften. Bevægelsen går meget langsomt, men efterhånden når isen dog ned i så milde egne, at den smelter. Denne nedadglidende is kaldes en gletsjer. Gletsjerne danner afløb for de store, vedvarende snemasser, og der er altså en vis ligevægtstilstand mellem den faldende sne, som øger mængden af vedvarende snedække, og de gletsjere, som formindsker den.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Omdannelsen af sne til is

Vil man gøre sig rede for de første trin i forvandlingen af den evige sne til gletsjerens is, kan man lægge mærke til almindelige vintersne. Når den har ligget en tid, synker den sammen af sig selv, bliver tættere og tungere, og det endog om der ikke indtræffer tøvejr. Samtidig forandrer den udseende, idet den lidt efter lidt går over til at være sammensat af små iskrystaller, der kan være af størrelse som et knappenålshoved eller så.

Hos den evige sne iagttages den samme forandring, og den går videre. Et stykke nede i snemassen forvandles i årenes løb de isolerede krystaller, der trykkes af den oven på hvilende vægt, til en fast ismasse. Tøning, som jo kan indtræffe nu og da også i de højere regioner, påskynder med sikkerhed sneens omdannelse. Isen fra de højere egne glider nedover. Fornemmelig følger den dalene, på samme måde som det rindende vand følger forsænkningerne i jordens overflade. De til snemasserne stødende dale bliver opfyldte af gletsjere, der undertiden som vældige størknede floder kan ligge i bugtninger endog adskillige km frem gennem dem.

Firnlinjen[redigér | redigér wikikode]

En gletsjer består af to dele: i den ene del sker en nettopålejring af ismateriale, i den anden en nettoafståelse af ismateriale. Den indbyrdes skillelinje mellem disse to områder kaldes firnlinjen.

Forøgelse af ismængden kan ske ved:

  1. snefald og rimfrost,
  2. dannelse af tilført is, opstået ved frysning af regn og slud eller ved genfrysning af smeltevand og vandvædet sne,
  3. ved snetilførsel fra sneskred og laviner,
  4. ved tilførsel af fygesne.

Tab af is kan ske ved:

  1. sne- og issmeltning,
  2. sublimering af is og sne,
  3. afbræk af isfjelde fra isfronten (såkaldt kælvning),
  4. vindslid,
  5. smeltevandsafstrømning,
  6. nedslidning på grund af friktion mod undergrunden og jordvarme,
  7. afsmeltning fra undersiden af gletsjeren,
  8. tab ved sneskred og islaviner.

Fordelingen af tilvækst- og tabsprocesser er som omtalt ikke ens i hele en gletsjers udstrækning, og medvirkende til at holde en snetunge i indre ligevægt er de bevægelser, der sker i den.

Gletsjerens bevægelse[redigér | redigér wikikode]

Gletsjer-animation.

Det mærkeligste fænomen, som gletsjere frembyder, er deres bevægelse. Denne sker, som nævnt, meget langsomt. Man blev først opmærksom derpå ved at genstande på isen, f.eks. store sten, som var rullet ned fra dalsiderne, kom længere og længere ned år for år. I den nyere tid har man omhyggeligt ved fine måleinstrumenter studeret gletsjeres bevægelse. Man har fundet, at en gletsjer bevæger sig på selv samme vis som et flydende legeme, kun langsommere. Den største hastighed, man har iagttaget, er hos en grønlandsk gletsjer, 37,8 m i et døgn (Upernaviks gletsjer, i august 1886). Jakobshavn Isbræ bevæger sig med en hastighed på over 20 m i døgnet. Middelhastigheden af Schweiz' større gletsjere opgives til 40—100 m om året. De laplandske gletsjere bevæger sig 10-40 m om året.

Årsagen til isbevægelsen i en gletsjer er såkaldt plastisk deformation, hvorved der sker:

  1. deformation af de enkelte iskrystaller,
  2. omkrystallisering, overvejende ved at større iskrystaller vokser på bekostning af mindre iskrystaller,
  3. iskrystallernes glidning i forhold til hinanden.

Forholdet mellem den plastiske deformation og ismassens glidning hen over undergrunden afhænger dels af gletsjerbundens form, dels af temperaturen. I kolde gletsjere vil gletsjerbunden være frosset til undergrunden. I tempererede gletsjere vil bundtemperaturen derimod være nær tryk-smeltepunktet, og glidning bliver mulig. Gletsjerbevægelsen er størst om vinteren i de områder, hvor pålejring sker, mens bevægelsen i den nedre del af gletsjertungen er størst om sommeren, sandsynligvis på grund af nedsivende smeltevand.

Gletsjere bevæger sig som regel ikke ens i deres længde- og tværprofil. Undersøgelser viser, at i en normal gletsjer vil i tværprofil isbevægelsens hastighed vokse fra gletsjersiden ind mod gletsjermidten, og fra bunden af gletsjeren (hvor isen kan være nærmest helt stillestående) op mod toppen. I længdesnittet vil hastigheden ofte være størst i de øvre dele, hvor pålejring af sne sker, og aftage frem mod gletsjerfronten i den del, hvor der sker en nettoafsmeltning af is. I visse gletsjere, således Jakobshavn Isbræ og Rink GletsjerGrønland, er der derimod tale om en ens bevægelse i hele istungens tværprofil.

Isens bevægelse udtrykkes ved Glens flydelov: \Sigma\,, =k \tau\,n, hvor:

\Sigma\, er deformationshastigheden,
\tau\, er den spænding, der bevirker deformationen, og
k og n er konstanter. Konstanten n afhænger af isens renhed og ligger mellem 1,5 og 3,9 (gennemsnit 2,5), mens k er en konstant afhængig af temperaturen, der aftager hastigt jo koldere, det er: ved 0 °C er k = 0,17, ved −13 °C er k = 0,0017. Som man vil forstå, indebærer dette, at jo koldere, isen er, desto langsommere deformeres den.

Hvis isen flyder hurtigere på visse strækninger end andre, vil det bevirke dels en formindsket lagtykkelse, dels dannelsen af såkaldte gletsjerspalter, der som regel bliver indtil 35 m dybe. Spalternes forekomst vil til dels bero på undergrundens overflade. I reglen vil gletsjerspalterne efter nogen tid lukke igen på grund af isens bevægelse, men nye spalter vil kunne dannes de samme steder igen. Om vinteren kan gletsjerspalterne blive dækkede af sne i en "snebro" og derved blive usynlige for den, der befinder sig på gletsjeren.

Størrelsesforandringer[redigér | redigér wikikode]

Aletsch-gletsjeren er den største gletsjer i Alperne.

Ved sommerens tøning gennemtrækkes gletsjerne af smeltevand, så deres temperatur bliver 0 °C helt igennem. Vinterkulden trænger derimod på grund af isens ringe varmeledningsevne ikke synderlig langt ind i det indre. Det ses tillige, at vand rinder fra gletsjere endog i den kolde årstid; der sker altså aldrig en frysning gennem hele massen.

Isens egenskaber varierer adskillig med temperaturen. Ved −50° skal den næppe kunne files; ved −15 °C til −20 °C, altså vel at mærke når ikke alene luften har denne temperatur, men også selve isen er afkølet så lavt, kan man ikke benytte skøjter på glat is; da skøjtejernet angriber isen så lidt, at de glider lige let til siden som i længderetningen. Mellem −10° og 0° lader is sig derimod let skære med kniv, og hen imod 0 °C er den til en vis grad at betegne som blød. Dertil er den sandsynligvis noget bøjelig lige over for langsomt og vedvarende virkende kræfter, samtidig med at den er ganske sprød lige over for et pludseligt stød.

En anden ejendommelig egenskab, som is opviser, når den befinder sig i smeltning, er den såkaldte sammenfrysningsevne (eller regelationen). Dette er den evne, to tøende isstykker. som man trykker mod hinanden, har til at fryse sammen til ét. Sammenfrysningen hænger sammen med isens krystallinske beskaffenhed. De her anførte egenskaber hos isen hjælper til at forklare, hvorledes gletsjere bevæger sig. Endvidere bør det erindres, at på grund af gletsjeres store masser er isen i dem indvendig, navnlig i større dybder, under et stærkt tryk, og dette forøger delenes formbarhed. Endelig kommer det til, at gletsjerisen er gennemsat af et utal af småspalter, hvorved den opdeles i småstykker (gletsjerkorn). Disse forskydes under presningen mod hverandre, men fryser på grund af sammenfrysningsevnen altid til på berøringspunkterne, mens nye spalter dannes. Denne indre knusning og genfrysning går stadig og uafbrudt for sig. Gletsjerenden ligger ikke altid på samme sted i dalen. Foruden en svag fremrykning om vinteren og en tilsvarende tilbagerykning om sommeren, som kan spores hos næsten alle gletsjere, har man iagttaget en større periodisk variation. Gennemsnitlig varer en sådan periode 35 år. Da denne variation gælder alle gletsjere og forløber ens på begge halvkugler, må det antages, at den skyldes periodiske ændringer i jordens klima.

Materialetransport[redigér | redigér wikikode]

Skurestriber aflejret af en i dag forsvunden gletsjer.

Gletsjere transporterer som nævnt sten nedover; dette er fornemmelig sådanne sten, som falder ned på isens overflade fra dalsiderne; andre sten slæbes frem på undersiden af isen. Når stenene er komne til gletsjerenden, ophobes de der i masser; disse kaldes moræner og kan undertiden være temmelig store. Ofte ligger en sådan moræne lig en sammenhængende vold for enden af bræerne. De sten, som føres frem mellem isen og det underliggende fjeld, skurer mod dette; alle ujævnheder af fjeldet glattes, og gletsjeren graver sig stadig dybere ned (gletsjererosion); de større og hårdere sten graver desuden furer, de såkaldte skurestriber eller skuringsmærker.

Gletsjeres smeltevand[redigér | redigér wikikode]

Et af de fænomener, som mest falder i øjnene for dem, der besøger en gletsjer, er, at elven, som strømmer fra den, har gråt, leret vand, så som den er opfyldt af stenstøv fremkommet ved stenenes skuring under isen. Vandet kommer frem af en åbning, lig en tunnelmunding, i isen, den såkaldte gletsjerport. I perioder, hvor der kun er lidt vand i den, er det muligt at gå et stykke ind i istunnelen og her beundre den prægtige blå farve, isen viser i gennemfaldende lys. Vil man over gletsjeren, bør man være flere i følge og for en sikkerheds skyld lade sig binde sammen ved tov. Gletsjere er nemlig i reglen gennemsatte af spalter, og disse udvides ved tøning og danner ofte, navnlig hen imod gletsjerenden, hvor tøningen er længst fremskreden, åbne kløfter. I sommertiden møder man ikke så sjældent småbække dannede af smeltevand oppe på isen. Forfølger man en sådan gletsjerbæk ind over, ser man i reglen, at den forsvinder i en sprække, hvis sider den har udhulet, så den falder ned som i et cylindrisk rør. Et sådant rør kaldes en gletsjermølle, da vandets buldren deri minder om et møllehjuls klapren. Nedfaldne sten er almindelige på gletsjere, navnlig langs deres sider. Store sten beskytter underlaget mod solstrålerne, så at tøningen sker langsommere end i omgivelsen; følgen bliver, at sådanne sten kommer til at hvile på en sokkel af is og således danner, hvad man kalder et gletsjerbord.

Hængegletsjere[redigér | redigér wikikode]

Foruden de store gletsjere, der skrider langt ned i dalene, træffer man undertiden de såkaldte hængegletsjere, der altid er små og næsten helt holder sig til sneregionen; de ligger oftest i meget stejlt skrånende render i den øverste dalvæg og står ikke altid i forbindelse med en firn, men kan få deres materiale ved lavineskred fra højere liggende egne.

Fordeling[redigér | redigér wikikode]

Mest storartede er gletsjere naturligvis udviklede i polarlandene. Bedst kendte her er Grønlands gletsjere blevne. Danske undersøgelser har været meget værdifulde, bl.a. kan nævnes, at Rink har eftervist, hvorledes isbjergene dannes i de såkaldte isfjorde, det vil sige fjorde, hvori store gletsjere kælver. Spitsbergens gletsjere er begyndt at blive mål for turister, hvad Alaskas allerede har været i nogle år. Islands gletsjere er berygtede for de såkaldte jøkelløb. Når et vulkanudbrud finder sted under isen, vil en kraftig og pludselig smeltning finde sted, der opstår flomme, jøkelløb, som river ismasser, grus og sand med sig i en forvirret blanding. Af Norges gletsjere hører Buarbræen ved Folgefonnen og Boiumbræen til de mest besøgte. Den 14 km lange Tunsbergdalbræ, der (som Boiumbræen) går ned fra Justedalsbræen, er Norges længste gletsjer. Blandt Alpernes gletsjere er den store Aletsch-gletsjer den største, 24 km lang. Meget besøgt er den temmelig uanselige Grindelwald-gletsjer. Også Kaukasus og Himalaya har anseelige gletsjere.

Den volumenmæssigt største gletsjer i Nordeuropa er Vatnajökull, 8.100 km² der ligger i Island. Den største gletsjer i Europa er AustfonnaSvalbard.

På verdensplan er der ca. 80.000 gletsjere, men antallet er faldende på grund af den globale opvarming [Kilde mangler].

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: