Mosegris

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Mosegris / Vandrotte ?
Arvicola terrestris.jpg
Bevaringsstatus
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordater (Chordata)
Klasse: Mammalia (Pattedyr
Orden: Gnavere (Rodentia)
Overfamilie: Muroidea
Familie: Cricetidae
Underfamilie: Arvicolinae
Slægt: Arvicola
Art: A. amphibius
Videnskabeligt artsnavn
Arvicola amphibius
(Linnaeus, 1758)

Mosegris (latin: Arvicola amphibius) er et pattedyr også kendt som vandrotte. Den er imidlertid ikke en rotte men en mus. Dens korrekte navn er Stor studsmus.

Mosegrisen lever både nær vådområder såvel som i mere tørre habitater. F.eks. i frugtplantager. hvor den kan forvolde stor skade på unge træer, da den æder rødderne.

Kendetegn[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Levevis[redigér | redigér wikikode]

Det kan være svært at skelne mosegrisens skud fra muldvarpens, men medens muldvarpen næsten altid efterlader hullet lukket, er mosegrisens hul (på størrelse med en 5-krone) altid åbent. Mosegrisen laver også flere lufthuller imellem jordskuddene.

Begge arter laver muldskud, men om sommeren kan de to dyrs aktiviteter let skelnes fra hinanden. Først og fremmes har mosegrisen adskillige 6-7 cm store huller ned til gangene – muldvarpen har ingen åbne huller, eller allerhøjst et enkelt i toppen af et muldskud. Mosegrisen overtager gerne muldvarpens underjordiske gange, for hurtigere adgang og som flugtveje (padder, firben og andre smådyr bruger dem også). Mosegrisen er mest aktiv om dagen hele året rundt, mens muldvarpen er mere nataktiv, hvor de kommer op til jordoverfladen.

Mosegrisen, der er vegetar (i modsætning til muldvarpen), spiser næsten alle former for rodknolde og stauder. Den har også forkærlighed for rødderne fra unge bøgehække og unge stikkelsbærbuske. Derudover rødder fra frugttræer, især unge æbletræer. Nedfaldne æbler skal helst fjernes så hurtigt som muligt, for ikke at lokke flere mosegrise til haven.

Forplantning[redigér | redigér wikikode]

I Danmark kan mosegrisen yngle fra april til november. På en sæson får de normalt 4-5 kuld, som i alt svarer til ca. 20 unger. Deres store formeringpotentiale opvejes af deres relativt korte levetid - en mosegris bliver højst 15-20 måneder gammel.

Mosegrisen og mennesket[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Bekæmpelse[redigér | redigér wikikode]

Bekæmpelse af mosegrise kan være en svær opgave, alt efter hvor stort området er, og hvor stor bestanden af dem er. Er der et vandløb eller en sø i nærheden, kan man lave et naturligt "hegn", ved at plante Alm. Hyld på den side, hvor man vil beskytte imod deres indtrængning i haven. Rødderne indeholder bitterstoffer, som smager grimt, blade og bark indeholder stoffer, der er effektive bræk- og afføringsmidler for pattedyr.

Fælder er også effektive (de samme som bruges til muldvarpe).

Det bedste tidspunkt for bekæmpelse af mosegrise er i foråret/forsommeren april/maj/juni og juli og i efterårsmånederne oktober/november, men mosegrise kan dog bekæmpes hele året med fælder. Rottefælder (klapfælder) kan også bruges, med et æblestykke og en stor urtepotte over udgangshullet og selve fælden, så der ikke kommer andre dyr i klapfælden, såsom solsort eller hjemmets husdyr som hund og kat.

Muldvarpeskræmmere (el-/batteridrevet afskrækker med lav/højfrekvensvibrationer), som skulle skræmme muldvarpe og mosegrise væk, virker ikke. Statens Skadedyrslaboratorium har lavet forsøg med mosegrise, og de er fuldstændige ligeglade med lav/højfrekvent lyd i jorden. I Danmark er der ikke foretaget undersøgelser på muldvarpers reaktioner på disse lyde. Det er der til gengæld i Tyskland. Og tyske muldvarper er ligesom danske mosegrise bedøvende ligeglade med lav/højfrekvent lyd.

Giftstofbekæmpelse kan kun anbefales via et firma for skadedyrsbekæmpelse, da nogle giftstoffer er så farlige, at der kræves autorisation for at bruge dem. Det har noget at gøre med giftighed for nærmeste omgivelser (giften kan føres med til andre dyr i fødekæden), forgifte grundvand, selve midlets giftighed og nedbrydningstid. Faktisk har man kunnet konstatere et alt for højt indhold af bromadiolon i danske ugler, rovfugle og rovdyr. Aktivstoffet er det samme som i rottegift, og for rotter har man som bekendt kunnet konstatere resistens.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Dyr Stub
Denne artikel om dyr er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.