Narcissisme
Narcissisme-begrebet er hentet fra den græske mytologis legende om Narkissos. Narkissos var en smuk, ung græsk helt som afviste nymfen Echos desperate tilnærmelser. Som straf blev han dømt til at forelske sig i sit eget spejlbillede i en vandpyt. Da han var ude af stand til at fuldende sin kærlighed, visnede Narkissos væk og blev til den blomst som er opkaldt efter ham, narcissen.
Indenfor psykologien og psykiatrien er narcissisme anerkendt som en alvorlig personlighedsdysfunktion eller personlighedsforstyrrelse. Begreberne narcissisme, narcissistisk og narcissist bruges ofte som pejorativer til at påpege forfængelighed, indbildskhed, egoisme eller simpel selviskhed. Når det bruges om en socialgruppe er det somme tider til at bemærke elitisme eller en ligegyldighed overfor andres nød.
Sigmund Freud mente at en vis narcissisme er en vigtig del af alle mennesker fra fødslen, og var den første til at bruge begrebet i forbindelse med psykologien.[1]
Narcissisme som personlighedsforstyrrelse er præget af selvkærlighed udadtil, tomhed og ringe selvværd indadtil samt manglende empati og respekt for andre. Narcissisten har en arrogant attitude, et behov for at være i centrum eller blive beundret og en forestilling om at være bedre/højere end andre mennesker og går op i titler, status og penge. Den amerikanske psykoanalytiker Heinz Kohut udviklede med sin selvpsykologi en avanceret forståelse af narcissisme i 1971. [2] Heinz Kohut forfatterskab bevægede sig omkring selvet, og kernen i narcissisme blev herved forstået som en forstyrrelse i selvet. Det var i særlig grad Heinz Kohuts forfatterskab og i mindre grad Otto F. Kernbergs, der lagde grunden til at narcissisme blev et omdiskuteret fænomen i 70'erne og 80'erne.
Narcissistisk kultur
I bogen Narcissismens kultur – en analyse af et samfund i opløsning fra 1979 betegner Christopher Lasch en narcissistisk kultur som en hvori enhver aktivitet og forhold er defineret af den hedonistiske trang til at opnå symboler på rigdom, hvilket bliver det eneste udtryk for strenge, men skjulte, sociale hierarkier. Det er en kultur hvor liberalisme kun eksisterer så langt som til at tjene et forbrugersamfund, og selv kunst, sex og religion mister deres frigivende evner. [3]
I et sådant samfund med konstant konkurrence kan der ikke være nogle allierede og kun meget lille gennemsigtighed. Truslerne mod det, at opnå sociale symboler er så mange, forskelligartede og ofte uforståelige at defensiv og konkurrerende adfærd bliver hverdagskost. Enhver rigtig følelse af fællesskab bliver undermineret – eller ligefrem ødelagt – for i stedet at blive erstattet af reelle modstykker som uden held søger at kunstigt skabe en følelse af sammenhold.
Den danske psykolog og forfatter, Lars Lundmann Jensen, tager i bogen "Hvem er jeg? – narcissisme og personlighed i det senmoderne samfund" et opgør med den klassiske narcissisme-tænkning. [4] Heri betragtes narcissisme som et forsøg på at finde sig selv via anerkendelse og bekræftelse fra andre i det senmoderne samfund, hvor de klassiske identitetsforestillinger er opløst. Narcissisme omhandler i den forbindelse identitetsdannelsens særlige karakter i det senmoderne samfund. I den forbindelse påpeges det, at narcissisme frem for at blive set som et patologisk fænomen snarere er en del af den normale udvikling. Narcissisme hos den voksne kan således varierere i graden og betragtes derfor ikke som en absolut størrelse. Med udgangspunkt i disse betragtninger skabes der en ny narcissisme- såvel som personlighedsteori
Se også
Eksterne henvisninger
Fodnoter
- ^ Freud, Sigmund, On Narcissism: An Introduction, 1914
- ^ Heinz Kohut, Analysen af selvet (Det lille Forlag, 1971.
- ^ Christopher Lasch, Narcissismens kultur – en analyse af et samfund i opløsning (New York: Norton, 1979.
- ^ Lars Lundmann Jensen, Hvem er jeg? – Narcissisme og personlighed i det senmoderne samfund (København: Frydenlund, 2006.