Palæobotanik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Grene og blade af fossilt Skæltræ (Lepidodendron) fra Kultiden.

Palæobotanik er den gren af af palæontologien der handler om indsamling og identifikation af rester af fortidens planter, herunder fossile planter, og brug af disse for at rekonstruere fortidens planteliv og planternes evolutionære udvikling.

Ordet kommer af græsk "paleon" = gammel og "botanik".

Et nært beslægtet område er palynologi der bl.a. omfatter studiet af fossile (og andre efterladenskaber) af pollen og sporer fra uddøde arter.

Palæobotanik spiller en vigtig rolle for bestemmelse af fortidens klima (palæoøkologi), og en vis rolle indenfor arkæologi fordi det kan hjælpe med at datere visse fund.

Klassificeringer[redigér | redigér wikikode]

Psilophyta[redigér | redigér wikikode]

Ulvefodsplanter[redigér | redigér wikikode]

Arthrophyta = Sphenophyta[redigér | redigér wikikode]

Bregner[redigér | redigér wikikode]

Progymnosperma[redigér | redigér wikikode]

Spermatophyta (frøplanter)[redigér | redigér wikikode]

Pteridospermatophyta ("frøbregner")

Cykas-rækken (Kultiden-nutiden)

Tempeltræ-rækken (?Perm-nutiden)

Gnetophyta (?Kridttiden-nutiden)

Nåletræ-rækken (Kultiden-nutiden)

Dækfrøede planter

Se også Kategori:Uddøde planter.