Botanisk navn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Første side af Linnés banebrydende værk, Species plantarum fra 1753. Her blev den videnskabelige navngivning af planter knæsat med regler, som stadig følges.

Det botaniske navn (eller som det ofte kaldes: "det latinske navn") er det videnskabelige og internationalt forståelige navn på en planteart. Gartnerlatin er den populære, men også lidt nedsættende betegnelse for gartneres og andre faggruppers brug af det botaniske fagsprog. Udtrykket kan sidestilles med ordene ”lægelatin” og ”apotekerlatin”.

Det videnskabelige navn bruges som betegnelse for alle planteindivider af samme art. På den anden side er navnet eksklusivt for den art, som har fået det tillagt. Hvis man har overset den første navngivning, bærer arten et andet navn, indtil man bliver klar over, at der findes en ældre, gyldig betegnelse. Det er én af grundene til, at planter kan skifte videnskabeligt navn.

En anden grund er, at navneændringer kan opstå efter undersøgelser af planters DNA. Her kan oversete slægtsskabsforhold afsløres, eller man kan blive klar over, at to arter aldeles ikke er nært beslægtede. I så fald må den ene eller de begge have nyt navn.

Det binominelle system[redigér | redigér wikikode]

Hele denne nomenklatur blev fuldt udviklet af Carl von Linné, og den har gjort det muligt dels at benævne de levende og uddøde væsner ensartet og dels at placere dem slægtsskabsmæssigt i forhold til hinanden. I det store og hele har Linnés oprindelige navngivning tilmed vist sig at være holdbar. Hans såkaldt binominelle system (= systemet med dobbeltnavne) er fortsat anvendeligt og også frugtbart, når nye arter skal navngives.

I dette system består navnet af et slægtssnavn og en artstilføjelse. Som eksempel kan man nævne arten Malus sargentii (Sargents Æble). Her er ordet Malus betegnelsen på den slægt, arten tilhører (her altså: slægten Malus (Æble), og ordet sargentii er artstilføjelsen (som her er en latinisering af personnavnet Sargent). Læg mærke til, at det første navn, slægtsnavnet, altid er med stort begyndelsesbogstav, mens det andet ord altid er med lille.

Principper[redigér | redigér wikikode]

  • Slægt (genus) og art (species) anføres altid i arts-betegnelsen, f.eks. Pinus mugo (Almindelig Bjergfyr). Højere taxa anføres aldrig i artsbetegnelsen. Lavere taxa, f.eks. underart, kan anføres, f.eks. Pinus mugo ssp. uncinata (Fransk Bjergfyr)
  • Slægtsnavnet skrives altid med stort, lavere taxa altid med lille. Slægts- og artsbetegnelserne anføres sædvanligvis i kursiv
  • Den første botaniker, der beskriver en ny art, bestemmer artens navn. Hvis 2 (eller flere) botanikere beskriver samme art uafhængigt af hinanden, er det den, der skrev først, der bestemmer navnet. Når 2 arter efter nyere forskning viser sig at være samme art, bruges derfor navnet fra den botaniker, der skrev først. Man kan derfor opleve at et navn ændrer sig til et andet.
  • Det botaniske navn gør, at man nemt kan søge oplysninger om en plante på et andet sprog. Kender man plantens videnskabelige navn, har det gyldighed inden for alle sprogområder.

Videnskabelige navne, som ikke stammer fra latin[redigér | redigér wikikode]

Mange videnskabelige navne er aldeles ikke latinske, men er hentet fra en lang række sprog. Her kan nævnes nogle eksempler:

Planter
Dyr

Se også[redigér | redigér wikikode]