Spalteåbning (plantedel)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
En spalteåbning (10 um) på et tomatblad. De ca. 1 um små hvide aflange eller ellipseformede tingester i fordybningerne er sandsynligvis bakterier.

Planternes blade udveksler gas med atmosfæren via små 10 µm lange spalteåbninger, som på botanisk fagsprog kaldes stoma (af græsk stoma = "mund") og stomata (flertal), og som kan åbnes eller lukkes efter forholdene. Spalteåbningen er omgivet af to eller flere læbeceller, og ved hjælp af abscisinsyre kan planterne regulere deres turgortryk, sådan at de henholdsvis åbner og lukker spalteåbningen.

Spalteåbningerne kan findes på oversiden eller undersiden eller begge sider af planters blade eller nåle. Via spalteåbningerne diffunderer gasser fra og til den fugtige, indre overflade inde i bladet. Denne indre overflade er fraktallignende og har et areal, der er ca. 50 gange bladets ydre overflade.

Det tager ca. 15 minutter for planter at åbne eller lukke spalteåbningerne.

De fleste planter åbner spalteåbningerne om dagen (når der er lys, vand og CO2 til rådighed). Disse planter er typisk C3-planter. Men hos kaktusarter og mange sukkulenter holdes spalteåbningerne lukket om dagen, da de natten forinden har fikseret CO2 som malat (C4H6O5) til senere anvendelse – nemlig om dagen. Disse planter kaldes C4-planter. Den mest kendte repræsentant for denne klasse er ananas-planten.

C3 og C4 står her for et mellemtrin i fotosyntesen, hvor syntesen bygger på et kulhydrat med henholdsvis 3 og 4 kulstofatomer. Derudover findes der også de såkaldte CAM-planter.

C3-baserede planter er mest almindelige på Danmarks breddegrader, da planter med C3 mest optimalt udnytter sollyset ved ca. 15-25 °C i bladet, hvorimod de C4-baserede planters optimale temperatur er ved ca. 30-45 °C.

Planter fordamper næsten udelukkende vand ud gennem spalteåbningerne, selvom de kun udgør 1-2% af plantens samlede ydre overflade. For planter, som vokser naturligt i fugtige omgivelser, er ikke-stomata-fordampning kun 10% til sammenligning med en åben vandoverflade. For træer er ikke-stomata-fordampningen mindre end 0,5% og for kaktus- og sukkulentarter kun ca. 0,05%.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: