Paulus Diaconus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Der er flere personer med dette navn, se Paulus (flertydig).
Tegning af Paulus Diaconus i et tidligt manuskript

Paulus Diaconus (ca. 720, Cividale del Friuli13. april sandsynligvis 799, Monte Cassino) også kendt som Warnefred og Cassinensis (dvs. "fra Monte Cassino") var en benediktinermunk og langobardisk historiker mest kendt for hans ufuldstændig værk Historia gentis Langobardorum.

Liv[redigér | redigér wikikode]

En forfader af Paulus ved navn Leupichis fulgte med Alboin i invasionen af Italien (570), hvor han fik land i nærheden af Forum Julii (Friuli). Da avarerne invaderede Friuli, tog de fem af Leupichis sønner med tilbage til Pannonien. Den yngste Leupichi kom tilbage til Italien og genoprettede familien. Leupichis den yngres barnebarn hed Warnefrid, som med sin kone Theodelinda blev far til Paulus Diaconus.

Mellem 720 og 735 blev Paulus født i Friuli ind i den måske adelige langobardiske familie. Han havde en bror Arichis, der var gift og fik to børn, og en søster, der tidligt gik i kloster. Paulus fik en fremragende uddannelse ved den langobardiske konge Ratchis hof i Pavia, hvor læreren Flavian underviste ham i græsk. Det er sandsynligt, at Paulus blev sekretær for langobardernes sidste konge Desiderius; sikkert er det, at han underviste kongens datter Adelperga. Da Adelperga blev gift med Arechis af Benevento, boede Paulus ved Arechis hof og skrev på opfordring af Adelperga en fortsættelse af Eutropius.

Det var måske i forbindelse med Karl den Stores indtagelse af Pavia i 774, at Paulus søgte tilflugt hos Adelperga i Benevento; men han kom sandsynligvis dertil adskillige år tidligere. Inden længe indtrådte han i et kloster ved Comosøen, og før 782 bosatte han sig i det store benediktekloster Monte Cassino, hvor han mødte Karl den Store. Omkring 776 blev Paulus' bror Arichis ført som fange til Frankerriget, og da Karl omkring fem år senere besøgte Rom, lykkedes det Paulus at få broderen frigivet ved at skrive til Karl.

Hans litterære frembringelser tiltrak sig Karl den Stores opmærksomhed, og Paulus blev snart en vigtig brik i karolingernes renæssance. Han kom tilbage til Monte Cassino i 787 og døde en 13. april mellem 796 og 799. Hans efternavn "Diaconus" viser, at han var diakon. Nogle mener, at han allerede var munk før ødelæggelsen af det langobardiske kongedømme.

Værker[redigér | redigér wikikode]

Paulus Diaconus

Paulus Diaconus hovedværk var Historia gentis Langobardorum; en ufuldstændig historie i seks bøger skrevet efter 787 og før 795/ 796 – måske i Monte Cassino. Det er langobardernes historie fra 568 til kong Liutprands død i 744, og det har oplysninger om Det Østromerske Kejserdømme, frankerne mm. Historien er skrevet fra en langobarders synsvinkel og er speciel værdifuld om forholdet mellem langobarderne og frankerne:

Jo fjernere det nordlige himmelstrøg ligger fra solens varme, og jo mere det afkøles ved sne og frost, des sundere er det for menneskenes legemer, og des bedre egner det sig til at fremme nationernes udbredelse; præcis som det omvendte, jo nærmere en sydlig egn ligger solens varme, des mere oversvømmes den af sygdomme, og des mindre er den tjenlig for opfostringen af mennesker.
 
— Historia gentis Langobardorum

Blandt hans kilder var dokumenterne Origo gentis Langobardorum, Liber Pontificalis Secundus af Trents nu tabte historiebog, og de mistede annaler af Benevento; derudover brugte han Beda, Gregor af Tours og Isidor af Sevilla.

Paulus andet store hovedværk er Historia Romana, en fortsættelse af Eutropiuss historie Breviarium. Denne historie blev nedskrevet mellem 766 og 771, mens han opholdt sig ved Arechis hof i Benevento. Paulus skulle have opfordret sin tidligere elev Adelperga til at læse Eutropius. Det gjorde hun, men fandt den mangelfuld, da den hedenske forfatter ikke havde noget at sige om kristne emner og i øvrigt sluttede, da kejser Valens kom til magten i 364. Paulus udvidede Eutropius historie med seks bøger, dele fra de hellige bøger og kristen kirkelære, og bragte den op til år 533. Dette værk er værdifuldt for dets tidlige historiske præsentation af slutningen af det vestlige romerrige.

På opfordring af biskoppen af Metz Angilram (død. 791) skrev Paulus bogen Gesta episcoporum Mettensium. Det er en krønike om Metz til år 766, den første af sin slags nord for Alperne.

  • Andet

Derudover skrev han mange breve, vers og epitafer for fx grev Arichis af Benevento og medlemmer af karolingeslægten. Nogle af hans breve er udgivet sammen med Historia gentis Langobardorum i Monumenta. Ernst Dümmler har samlet Paulus digte og epitafer og udgivet dem i Poetae latini aevi carolini, Band i. (Berlin, 188f). Nyere materiale er kommet frem og en ny udgave og digtene (Die Gedichte des Paulus Diaconus) er udgivet af Karl Neff (München, 1908). Han mener, at Paulus ikke er ophavsmand til det mest kendte digt i samlingen: Ut queant laxis – en hymne til Johannes Døberen. Det inspirerede i det 11. århundrede Guido af Arezzo til at udvikle noder. Guido brugte de første stavelser i de fire første vers som navnene på sin nye skala:

UT queant laxis REsonare fibris
MIra gestorum FAmuli tuorum,
SOLve polluti LAbii reatum,
Sancte Iohannes.

De syv noder: ut, re, mi, fa, sol, la, si.

Paulus har også skrevet en epitome De significatu verborum. Den var dediceret til Karl den Store. Mens Paulus var i Frankerriget, opfordrede Karl ham til at skrive en samling prædikener. Det gjorde han på Monte Cassino. De blev hovedsageligt brugt i frankiske kirker. En bibliografi over Pave Gregor tilskrives Paulus Diaconus.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Lars Boje Mortensen, Civiliserede barbarer : historikeren Paulus Diaconus og hans forgængere, Museum Tusculanum, 1991. (Studier fra sprog- og oldtidsforskning, nr. 315 = 99. bind = Årgang 1989). ISBN 87-7289-126-2.
  • Carlo Cipolla, Note bibliografiche circa l'odierna condizione degli studi critici sul testo delle opere di Paolo Diacono (Venice, 1901)
  • Atti e memorie del congresso storico tenuto in Cividale (Udine, 1900)
  • Julius Sophus Felix Dahn, Langobardische Studien, Bd. i. (Leipzig, 1876)
  • Wilhelm Wattenbach, Deutschlands Geschichtsquellen, Bd. i. (Berlin, 1904)
  • Albert Hauck, Kirchengeschichte Deutschlands, Bd. ii. (Leipzig, 1898)
  • P. del Giudice, Studi di storia e diritto (Milan, 1889)
  • Ugo Balzani, Le Cronache italiane nel medio evo (Milan, 1884)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikisource-logo.svg
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel: