Muhammed

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.


Muhammed ibn ‘Abdullāh
Født 571
Mekka, Arabien
Død 8. Juni 632
Medina, Arabien

Muhammed (også stavet Mohammad eller Mohammed; arabisk: محمد; ca. 571 – 8. juni 632[1]) (fulde navn: Muhammad Ibn `Abd Allāh Ibn `Abd al-Muttalib arabisk: محمد بن عبدالله بن عبد المطلب ) var en mand fra Mekka, som samlede Arabien under religionen islam. Muhammed regnes af muslimer for en af Guds profeter og sendebud. Han betragtes som den sidste profet[n 1]. Tidligere vestlige orientalister regnede Muhammed for at være grundlægger af islam, men senere islamforskere og muslimer betragter ham i enighed som et sendebud, der viderebragte et guddommeligt budskab om den monoteistiske tro (islām), som går uændret tilbage til profetrækken af Adam, Noa, Abraham, Moses, Jesus og andre profeter.[2][3][4]

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Muhammed blev født i Mekka omkring år 570. Hans slægt, hashim, tilhørte en fattig gren af Quraish-stammen, som havde magten over byen og fungerede som vogtere af Ka‘abaen, en sort rektangulær bygning i Al-Haram-moskeen. Muhammeds far, Abd-Allah ibn Abd-al-Muttalib, døde før Muhammed blev født, og Muhammed blev opdraget af sin bedstefar Abd al-Muttalib. Da Muhammed var seks, døde også hans moder, Aminah bint Wahab. To år senere døde hans bedstefar og Muhammed fik sin onkel Abu Talib som værge.

Mekka var en stor handelsby, ikke mindst på grund af Ka‘abaen, og købmænd fra mange stammer havde deres gang i byen, særligt i pilgrimstiden, hvor de kunne rejse uden fare for stammeuroligheder. Muhammed slog ofte følge med sin onkel på handelsrejser, særligt til Syrien, og han blev derfor i en tidlig alder bekendt med fremmede lande og sæder.

I dette miljø voksede Muhammed op og lærte handel. Som 25-årig begyndte han at arbejde for Khadidjah, en fyrreårig meget rig enke. Khadidjah blev så imponeret over Muhammeds færdigheder, at hun i 595 friede til ham. De blev gift, og ifølge nogle af overleveringerne fik de to sønner (der døde som spæde) og fire døtre. Ifølge shia-islam var den ene søn og de tre af døtrene Khadidjahs derimod fra et tidligere ægteskab.

Muhammed mente, at han selv var Guds 'slave' og ejede derfor ikke andet end en måtte, som han sov på.

Med tiden udviklede Muhammed i stigende grad et eftertænksomt sind, og han tilbragte ofte nætterne med meditation og tavs eftertænksomhed i en grotte (i muslimsk tradition kaldet hira) på et bjerg nord for Mekka. En sådan nat, da han var omkring fyrre år, fik han ifølge muslimsk tradition en åbenbaring, idet englen Gabriel viste sig for ham og dikterede de første fem vers af sura 96 (al-‘Alaq) i Koranen. Skræmt vendte Muhammed tilbage til Khadidjah, der førte ham til sin slægtning, den lærde Waraqah ibn Nawfal, der var en kristen munk. Han hørte Muhammeds beretning, udlagde den for ham og fortalte ham, at englen, han havde set, var den samme engel, som Gud havde sendt til Moses. Få dage efter døde Waraqah.

Herefter gik der lang tid uden åbenbaringer, indtil Muhammed modtog surat ad-Dhuha. Siden da modtog Muhammed regelmæssigt åbenbaringer resten af livet, og på grundlag af dem begyndte han at forkynde islam. Når han fik åbenbaringer, fortalte han dem videre til sine nære fæller, som nedfældede dem. Senere i Muhammeds levetid blev de samlet i én bog, Koranen.

I år 622 emigrerede Muhammed og hans tilhængere fra Mekka til byen Medina, hvor han oprettede den religiøse menighed umma. Her var han både politisk, militær og religiøs leder. Den islamiske kalender begynder på tidspunktet for denne udvandring. Udvandringen kaldes på arabisk for Hijra.[5] I år 630 vendte Muhammed tilbage til Mekka. Han havde på dette tidspunkt magten i hele Arabien.

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Muhammad understregede selv, at han kun var en budbringer og slave – et menneske, der var blevet udvalgt af Gud (i Islam kaldet Allah) som profet.

Flere muslimske traditioner regner det for forkert at afbilde Muhammed eller islams profeter generelt; det gælder derfor også Jesus og Moses. Dette forbud stammer ikke som sådan fra Koranen (der blot ligesom Bibelen forbyder, at man afbilder Gud), men snarere i en række hadith-traditioner, hvori Muhammed generelt siges at forbyde, at man skaber billeder af levende væsener. Den bagvedliggende tanke er, som med forbuddet mod gudebilleder, at man risikerer at tilbede billeder eller personer i stedet for Gud, hvilket strider mod den muslimske monoteisme.[6]

Tilsvarende traditioner kendes inden for kristendommen, resulterende i ikonoklasmer (destruktion af billeder),[Kilde mangler] men disse traditioner vandt aldrig større udbredelse.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Visse grupperinger, der enten helt eller delvist identificer sig med islam, men som af de fleste muslimer ikke betragtes som tilhørende hovedstrømmen af muslimer, betragter ikke Muhammed som den sidste profet. F.eks. mener Ahmadiyya Muslim Community at Mirza Ghulam Ahmad var en profet på linje med Muhammed. ("Finality of Prophethood | Hadhrat Muhammad (PUBH) the Last Prophet". Ahmadiyya Muslim Community. http://www.alislam.org/books/truth/finality.html. )

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Elizabeth Goldman (1995), side. 63
  2. Esposito (1998), side. 12.
  3. Esposito (2002b), side. 4–5.
  4. F. E. Peters (2003), side. 9.
  5. Kalender
  6. BBC NEWS | Middle East | Q&A: Depicting the Prophet Muhammad

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: