Helligånden
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Helligånden er Guds ånd, der virker i Guds skabninger, både hos engle, mennesker og dyr. Hvis ikke Helligånden virkede i dyr ville der heller ikke være kommet en due, den dag Jesus blev døbt, derfor skal dyrene medtages.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Klassiske opfattelser
I klassisk kristen dogmatik, har Helligånden, siden det første kirkemøde i år 325 i Nikæa, været den tredje person i Treenigheden, ligestillet med Faderen og Sønnen (Kristus). Der blev ved koncilet i Nikæa stemt om, hvorvidt Helligånden var en del af den treenige gud eller ej. Flertallet af de stemmende mente at helligånden er en del af den treenige gud, selvom Arius og andre var imod dette, fordi de var tilhængere af arianisme. Det er således ikke Gud, der har sagt at helligånden er en del af Gud, men Helligånden blev demokratisk vedtaget i år 325.
I klassisk kristendom knyttes Helligånden tæt sammen med en formidlingsrolle mellem Gud og mennesker og er den, der giver mennesker troen på kristendommens sandhed. Dette begrundes bibelsk ved brugen af betegnelsen "talsmanden" i Johannesevangeliet og beskrivelsen i Apostlenes Gerninger af begivenhederne i pinsen efter Kristi himmelfart. I særdeleshed knyttes den tæt til dåben, hvor den døbte antages at få skænket Helligånden. I visse kirkelige retninger antages dette dog at ske ved en persons omvendelse til kristendommen. I flere karismatiske retninger er det at blive døbt med Helligånden, at man får tungetalen.
Helligånden knyttes også til de såkaldte nådegaver, heriblandt tungetale. I kirkelige retninger som Pinsekirken og Apostolsk Kirke lægges der stor vægt på disse.
[redigér] Jehovas Vidners fortolkning
Ifølge Jehovas Vidner er den hellige ånd Guds aktive virkende kraft. Det den kraft han brugte til at skabe alt i himmelen og på jorden med. Deriblandt:
- den himmelske hærskare af engle
- det fysiske univers
Jehovas Vidner tror desuden på, at den hellige ånd også er den kraft der virker på troende mennesker så de får styrke til at holde ud og holde ud i deres kristne tro; også under særdeles vanskelige vilkår (som fx i en tysk koncentrationslejr).
[redigér] Kritik af Helligånden som del af den treenige Gud
Modstandere af tesen om den treenige gud stiller et kritisk spørgsmål om Helligånden, der lyder sådan her: "Da Jesus blev fristet af Satan i ørkenen, var det da "Uhelligånden" som Satan anvendte til Jesus fristelse, jævnfør evangelisternes beskrivelser af fristelserne? Satan var kun i stand til at friste Jesus, på de overnaturlige måder fristelserne foregik på, fordi han engang havde været en engel og derfor havde fået Guds-kræfterne direkte fra Gud, som beskrevet i Bibelens første kapitler af Første Mosebog. Gud må altså enten have glemt at tage helligånden tilbage fra Satan, da denne blev u-hellig, eller også findes der slet ikke nogen Helligånd, men kun ånd, der kan anvendes godt eller skidt, lyder det fra modstanderne af tesen om Helligånden.
I Islam ses kritikken af Helligåndens ophøjelse til Gud direkte i Koranens sura 5:74, hvor der står: "Sandelig, de er vantro, som siger: Allah er visselig de tredje af de tre! - men der er ingen gud undtagen den Ene Gud, og hvis de ikke afholder sig fra det, de siger, så vil en smertelig straf visselig ramme dem af dem, der er vantro" (citat fra A.S. Madsens oversættelse af Koranen, udgivet af Borgens forlag, 3. udgave 1. oplag 1989, hvor der synes at være opstået rod i versangivelserne).
[redigér] Kilder/Henvisninger
- Jørgen Kjeldsen: FOCUS, Gjellerups étbinds-leksikon, 1982. side 402.
- Benny Hinn: "Godmorgen, Helligånd". Udgivet på forlaget Alstrup.
- Benny Hinn: "En dybere erfaring af Ånden". Udgivet på forlaget Alstrup.
- Det danske bibelselskab: Bibelen.
 |
Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
