Helligånden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Helligånden fremstilles ofte som en due.

Helligånden er traditionelt forstået Guds ånd, der er formidler fra Gud til mennesker.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Ordets oprindelse er sammensat af to ord: det græske 'pneuma' hvis bogstavelige betydning er 'åndedræt' eller bare 'ånde'. På latin lyder oversættelsen 'spiritus' hvilket fjerner det konkrete, nemlig 'åndedræt' fra begrebet og gør det til det mindre håndgribelige 'ånd'. Guds åndedræt, som det bogstaveligt hedder i 1. Mosebog 1.2. bliver dermed til 'Guds ånd', der svæver over vandene. Senere – i Det Ny Testamente – kommer tilføjelsen 'Agios' (andre stavemåder er Ayios, Aghios, Hagios) hvilket betyder 'hellig'. Det bliver forstavelse – på samme måde som det danske 'Sankt' i eksempelvis Sankt Peder.

Fænomenologi[redigér | redigér wikikode]

Hvad er Helligånden? I Bibelen findes en række beskrivelser af hvad Helligånden er.

  • den/det der befrugter Jomfru Maria
  • den/det der daler ned over Jesus i skikkelse af en due efter han er blevet døbt af Johannes
  • den/det der inspirerer apostlene til at gå ud og prædike ordet
  • den/det der får Bethesda Dam til at røre sig

m.fl.


Den traditionelle kristne måde at afbilde Helligånden på er en fra himlen nedstigende due i en strålekrans, men der findes andre måder at fremstille det på eksempelvis som vind, der bevæger træernes blade eller vandets overflade

Klassiske opfattelser[redigér | redigér wikikode]

I klassisk kristen dogmatik, har Helligånden, siden det første kirkemøde i år 325 i Nikæa, været den tredje person i Treenigheden, ligestillet med Faderen og Sønnen (Kristus). Der blev ved koncilet i Nikæa stemt om, hvorvidt Helligånden var en del af den treenige gud eller ej. Flertallet af de stemmende mente at helligånden er en del af den treenige gud, selvom Arius og andre var imod dette, fordi de var tilhængere af arianisme. Striden om Helligånden er ligestillet med Faderen og Sønnen eller udgår fra og dermed er underordnet var i 1056 årsagen til skismaet mellem øst- og vestkirken.

I klassisk kristendom knyttes Helligånden tæt sammen med en formidlingsrolle mellem Gud og mennesker og er den, der giver mennesker troen på kristendommens sandhed. Dette begrundes bibelsk ved brugen af betegnelsen "talsmanden" i Johannesevangeliet og beskrivelsen i Apostlenes Gerninger af begivenhederne i pinsen efter Kristi himmelfart. I særdeleshed knyttes den tæt til dåben, hvor den døbte antages at få skænket Helligånden. I visse kirkelige retninger antages dette dog at ske ved en persons omvendelse til kristendommen. I flere karismatiske retninger er det at blive døbt med Helligånden, at man får tungetalen.

Helligånden knyttes også til de såkaldte nådegaver, heriblandt tungetale. I kirkelige retninger som Pinsekirken og Apostolsk Kirke lægges der stor vægt på disse.

Jehovas Vidners fortolkning[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Jehovas Vidner er den hellige ånd Guds aktive virkende kraft. Det den kraft han brugte til at skabe alt i himmelen og på jorden med. Deriblandt:

  • den himmelske hærskare af engle
  • det fysiske univers

Jehovas Vidner tror desuden på, at den hellige ånd også er den kraft der virker på troende mennesker så de får styrke til at holde ud og holde ud i deres kristne tro; også under særdeles vanskelige vilkår (som fx i en tysk koncentrationslejr).

Kritik af Helligånden som del af den treenige Gud[redigér | redigér wikikode]

Modstandere af tesen om den treenige gud stiller et kritisk spørgsmål om Helligånden, der lyder sådan her: "Da Jesus blev fristet af Satan i ørkenen, var det da "Uhelligånden" som Satan anvendte til Jesus fristelse, jævnfør evangelisternes beskrivelser af fristelserne? Satan var kun i stand til at friste Jesus, på de overnaturlige måder fristelserne foregik på, fordi han engang havde været en engel og derfor havde fået Guds-kræfterne direkte fra Gud, som beskrevet i Bibelens første kapitler af Første Mosebog. Gud må altså enten have glemt at tage helligånden tilbage fra Satan, da denne blev u-hellig, eller også findes der slet ikke nogen Helligånd, men kun ånd, der kan anvendes godt eller skidt, lyder det fra modstanderne af tesen om Helligånden.

I Islam ses kritikken af Helligåndens ophøjelse til Gud direkte i Koranens sura 5:73, hvor der står: "Sandelig, de er vantro, som siger: Allah er visselig den tredje af de tre! – men der er ingen gud undtagen den Ene Gud, og hvis de ikke afholder sig fra det, de siger, så vil en smertelig straf visselig ramme de, der i blandt dem er vantro." (citat fra A.S. Madsens oversættelse af Koranen, udgivet af Borgens forlag, 3. udgave 1. oplag 1989, hvor der synes at være opstået rod i versangivelserne).

Kilder/Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Jørgen Kjeldsen: FOCUS, Gjellerups étbinds-leksikon, 1982. side 402.
  • Benny Hinn: "Godmorgen, Helligånd". Udgivet på forlaget Alstrup.
  • Benny Hinn: "En dybere erfaring af Ånden". Udgivet på forlaget Alstrup.
  • Det danske bibelselskab: Bibelen.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: