Region Midtjylland

Koordinater: 56°10′N 9°30′Ø / 56.17°N 9.5°Ø / 56.17; 9.5
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 3. mar. 2015, 15:21 af Bornsommer (diskussion | bidrag) Bornsommer (diskussion | bidrag) (Opdatering folketal)
Regionssalen ved Regionshuset i Viborg
Regionsforvaltning Viborg
Areal 13.142 km²
Indbyggere 1.282.750 (1.1.2015)[1]
Befolkningstæthed 97,60 pr. km²
Regionsrådsformand Bent Hansen
Websted www.rm.dk
Kort
Region Midtjylland
Region Midtjylland

Region Midtjylland er en af Danmarks fem regioner. Regionen er en administrativ enhed med hovedansvaret sundhedsvæsenet, regional udvikling og drift af en række sociale institutioner i Midtjylland[2].

Region Midtjylland er landets næststørste region befolkningsmæssigt med en befolkning på 1.282.750 (1. januar 2015) [1], og landets arealmæssigt største med et areal på 13.142 km². Regionen har hovedsæde i Viborg.

Regionen havde i 2010 et budget på 25,2 mia. kr. og ca. 25.000 ansatte[3].

Bent Hansen (S) har været formand for regionsrådet siden 2007. Han blev genvalgt efter regionsrådsvalget i 2009 med 72.665 personlige stemmer.

Statslige opgaver i Region Midtjylland varetages af Statsforvaltningen Midtjylland.

Regionens styre

Uddybende Uddybende artikel: Regionsråd

Regionen ledes af et 41 medlemmer stort folkevalgt regionsråd. Der afholde regionsrådsvalg samtidig med kommunalvalg. Regionernes styreform er fleksibelt forretningsudvalgsstyre[4], hvilket betyder at forretningsudvalget er det eneste udvalg, foruden regionsrådet, der kan træffe beslutninger og det eneste faste udvalg. Forretningsudvalget har 13 medlemmer[5]. Regionsrådsformanden, Bent Hansen, er tillige formand for forretningsudvalget. Bent Hansen er tillige formand for regionernes interesseorganisation Danske Regioner.

Regionsrådet har følgende sammensætning efter regionsrådsvalget i november 2013:

Regionens opgaver

Skilt til børnepsykiatri.
Foto: Lars Schmidt
Uddybende Uddybende artikel: Danmarks regioner

Ifølge regionsloven er regionens opgaver:[6]

  • Sygehusvæsenet, herunder sygehusene, psykiatrien samt sygesikringen, herunder privatpraktiserende læger og speciallæger
  • Regional udvikling, blandt andet vedr. natur og miljø, erhverv, turisme, beskæftigelse, uddannelse og kultur samt udvikling i regionernes udkantsområder og landdistrikter. Sekretariatsbetjening af de regionale vækstfora.
  • Jordforurening
  • Råstofkortlægning og -planlægning
  • Drift af en række institutioner for udsatte grupper og grupper med særlige behov på social- og specialundervisningsområdet
  • Oprettelse af trafikselskab for regionen

Regionerne har ikke kommunalfuldmagt, og må således ikke flytte penge mellem områderne.

Sygehusvæsenet er regionen klart største opgave. I 2010 fordelte budgettet på 25,2 mia. kr. sig således:

  • Sundhed 20,2 mia. kr.
  • Psykiatri og Social 2,6 mia. kr.
  • Regional Udvikling 0,6 mia. kr.
  • Fælles administration 0,4 mia. kr.
  • Anlæg 1,1 mia. kr.
  • Renter og afdrag 0,3 mia. kr.


Kommuner i regionen

I Region Midtjylland er der 19 kommuner. Borgmestrene for de 19 kommuner samt regionsrådsformanden udgør tilsammen Kontaktudvalget i Region Midjylland[7]. Udvalget er lovpligtigt.

Med 24,45% eller 306.650 indbyggere er Aarhus Kommune regionens mest folkerige kommune.[8] Ringkøbing-Skjern er arealmæssigt Danmarks største kommune med sine 1.494,56 km².

Region Midtjyllands kommuner
Region Midtjyllands kommuner

Regionens oprettelse

Regionen er i lighed med de øvrige regioner oprettet den 1. januar 2007 i forbindelse med amternes nedlæggelse som en del af Strukturreformen. Region Midtjylland omfatter de tidligere Ringkjøbing og Århus amter (med undtagelse af en del af Mariager Kommune), samt den sydøstlige del af Viborg og de tidligere kommuner Brædstrup, Gedved, Hedensted, Horsens, Juelsminde, Nørre-Snede og Tørring-Uldum i Vejle Amt.

Se også

Referencer

Eksterne henvisninger

56°10′N 9°30′Ø / 56.17°N 9.5°Ø / 56.17; 9.5