Romance (musik)
 | Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |  |
For andre betydninger se Romance
Romance i musikken er ifølge Salmonsen[1] et ikke skarpt begrænset begreb og betegner vel egentlig kompositionen til et digt i romanceform, en mellemting mellem den simple, lyriske vise og den udførligere, dramatiske ballade, men betegnelsen benyttes også i den rene instrumentalmusik om et musikstykke, hvis indhold svarer til digtformen romance, og i hvilken det melodiske element er det overvejende.
Forskellige bestemmelser[redigér | rediger kildetekst]
Da Levysohn i Salmonsen bruger en vending som "... et ikke skarpt begrænset begreb og betegner vel egentlig ...", gives herunder flere formuleringer der skal hjælpe til at bestemme fænomenet.
- Karl Clausen i Dansk Folkesang gennem 150 år
Ifølge Karl Clausen[2] er "den danske romance" en lyrisk bevæget solosang med klaverakkompagnement; den kræver af sin udøver et medlevende sind og en vis tolkende og formende evne, og klaverakkompagnementet kan opfattes som et mere eller mindre medfortolkende element i helheden. Overgangen mellem romance og folkesang er flydende. Blandt romantikerne var "Ballade" og "Romance" gængse udtryk for folkevisen[3]
- Børge Friis i Musikkens lommeleksikon
Den musikalske romance er også beskrevet som dels en enkel og følelsesfuld, strofisk vokalkomposition (for eksempel Weyses romancer), dels en lyrisk farvet instrumentalkomposition i én sats med melodiøs solostemme.[4]
- Politikens Musikordbog
Ifølge Politikens Musikordbog dukker romancen op i 1700-tallets franske syngespil, hvor den er en elegisk kærlighedssang som kom via Tyskland til Danmark og hvor Weyse i 1800-tallet gav den en national dansk tone der blev videreført af blandt andre Heise og Lange-Müller[5]
- Niels Martin Jensen i Den danske romance 1800-1850 og dens musikalske forudsætninger
Niels Martin Jensen[6] mener at det er nødvendigt med en skelnen mellem romancenavnet og et romancebegreb fordi romancenavnets konturer udviskes op gennem 1800-tallet. Han skelner derfor mellem tre former: kunstromancen, folkeviseromancen og den viseprægede romance og foretager denne skelnen for at kunne vise forskellige aspekter af romancegenren og følge den med større klarhed i dens udviklingsformer op gennem perioden.
Jensen skriver om romancegenren "... at [den] føres til Danmark med fransk syngespil, som tillige bestandig ligger bag ved de forvandlinger den undergår på hjemlig grund i den følgende tid. Såvel Hartmann som Schulz og Kunzen er i større eller mindre grad påvirket af fransk syngespilromance [...] Kunzen stadfæster kunstromancen i dansk tradition og grundlægger en lyrisk bevæget sangkunst ..." Folkeviseromancen opstår der hvor den litterære romance og syngespilromancen mødes, og grundlægges samtidig med genren i dansk musik af Johann Hartmann ..."[7] Den viseprægede romance tilskriver Jensen Schulz; den kommer dog ikke til at indtage nogen central plads i den efterfølgende tids romancekunst, men vinder især frem hos de komponister der lægger vægt på kunstsangens folkelige funktion.[8]
Fælles for alle tre grupper er den strofiske form, der i syngespillene adskiller dem fra de større sangformer, og tillige en så avanceret musikalsk udformning at de afgrænses mod den store mængde af tidens visestof. Men i syngespillene såvel som i sangstoffet uden for teatret er den viseprægede romance det område hvor grænserne bliver uklare. Her nærmer romancen sig andre retninger inden for tidens folkelige kunstsang: de mange små sentimentale strofiske sange, klubvisen og den begyndende fædrelandssang.[8]
Eksempler på instrumentalmusik med "romance/Romanze" i titlen[redigér | rediger kildetekst]
- Beethovens to Romanze for violin og orkester, no. 1 g dur, Op. 40, no. 2 i f dur, Op. 50 tager form af løse temaer og variationer.
- Antonín Dvoráks Romance i f mol for violin og orkester, Op. 11 (1873/1877)
- Camille Saint-Saëns' Romance i D for violoncello og orkester, Op. 51 (1877)
- Clara Schumanns Drei Romanzen for violin og piano, Op. 22 (1853) (link)
- Robert Schumanns Drei Romanzen (for piano), Op.28. (1839)
- Robert Schumanns Drei Romanzen (for obo eller violin og piano), Op.94. (1849)
- Jean Sibelius, Romances for piano Op 24, no. 9, Op. 78, no. 2.
- Johan Svendsens Romance for violin og orkester, Op. 26 (1881)
- Johannes Brahms' Romanze i f dur for piano, Op. 118, no. 5 (1893)
- Edward Elgars Romance for fagot og orkester, Op. 62. (1910)
- Ralph Vaughn Williamss Romanza, i hans koncert i f mol for bas tuba, no. 2 (1954)
- Anonym "Romance/ Romanza" for klassisk, også kendt som Spansk romance, Spanish Romance, Romance D'Amour, etc.
- Max Bruchs "Romanze for viola og orkester i f"
- Mozarts Romanze fra Eine kleine Nachtmusik, anden sats.
Se også[redigér | rediger kildetekst]
Litteratur[redigér | rediger kildetekst]
- Karl Clausen: Dansk folkesang gennem 150 år, 1958
- Børge Friis: Musikkens lommeleksikon, 1961
- Politiken Musikordbog af Inger Bergenholtz, 1996
- Niels Martin Jensen: Den danske romance 1800-1850 og dens musikalske forudsætninger, 1964
Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
Noter[redigér | rediger kildetekst]
- ^ [1] i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1926), forfattet af operarepetitør S. Levysohn, bind 20, side 318)
- ^ Clausen s. 29
- ^ Clausen s. 23
- ^ Børge Friis: Musikkens lommeleksikon, 1961, s. 134
- ^ Politiken Musikordbog af Inger Bergenholtz, 1996, s. 189
- ^ Niels Martin Jensen: Den danske romance 1800-1850 og dens musikalske forudsætninger, 1964. – Jensen ser i sin undersøgelse bort fra instrumentalromancen, s. 6, note
- ^ Jensen, s. 83
- ^ a b Jensen, s. 84
 | Spire Denne musikartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |