Johann Abraham Peter Schulz

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Johann Abraham Peter Schulz
1747-1800

Johann Abraham Peter Schulz (31. marts 1747 i Lüneburg10. juni 1800 i Schwedt) var en tysk komponist og kapelmester. Han blev i 1787 kaldet til København som komponist og teaterkapelmester. Schulz skrev i 1790 musikken til syngespillet Høst-Gildet (tekst af Thomas Thaarup) som var en hyldest til bondefrigørelsen. Desuden skrev han en række korværker samt en række folkelige sange.

Schulz viste tidligt musikalske anlæg og blev 18 år gammel elev af den bekendte kontrapunktiker Kirnberger i Berlin, hos hvem han studerede tre år. På hans anbefaling kom han i tjeneste hos en rig polsk fyrstinde, med hvem han fik rig lejlighed til at se sig om i verden ved flerårige rejser i Italien, Frankrig og Tyskland, hvor han blandet andet gjorde bekendtskab med Haydn og sangkomponisten Reichardt (Johann Friedrich Reichardt?).

1773 vendte han tilbage til Berlin, ernærede sig som musiklærer, skrev artiklerne om musik, bogstav S—Z, i Johann Georg Sulzers Allgemeine Theorie der schönen Künste (1771-74)[1] samt leverede væsentlige bidrag til Kirnbergers Wahre Grundsätze zum Gebrauch der Harmonie, debuterede endelig som komponist med seks klaverstykker (1776) og vandt position ved sine melodirige Lieder im Volkston (1779, 1782 og 1790), senere med Uzens lyrische Gedichte og Religieuse Oden und Lieder.

Det folkeligt-enkle og den egne lyriske stemning i disse sange blev af betydning for udviklingen af hele denne kunstart, den tyske Lied; Schulz regnes for en af de betydeligske repræsentanter for den såkaldte Anden Berliner Liedskole, "Zweite Berliner Liederschule".

1776—78 var Schulz musikdirektør ved det af hoffet underholdte franske teater i Berlin, og blev efter dettes nedlæggelse 1780—87 kapelmester hos Frederik IIs broder, prins Heinrich (Heinrich von Preußen, 1726–1802) i Rheinsberg , hvor han komponerede en hel række operaer, deriblandt La fée Urgéle og Aline, og særlig slog igennem med sin musik til Racines Athalie. Det skyldes dennes opførelse i København ved en koncert i det Schimmelmannske palæ[2], og hans ven, den musikalske professor Cramer i Kiel, at Schulz blev engageret som kongelig kapelmester i København (1787—95).

Opholdet i København 1787-1795[redigér | redigér wikikode]

I København, hvor han ankom 19. oktober 1787, begyndte en ny og særdeles frugtbar periode af hans kompositionsvirksomhed. Allerede på forhånd havde hans musik skaffet ham mange venner i Danmark; thi foruden Athalie havde hans i Tyskland epokegørende og endnu kendte, fortræffelige Lieder im Volkston fundet vej her op; endnu mere populære blev de, da Knud Lyne Rahbek 1792 udgav et udvalg af dem med danske tekster. I øvrigt satte Schulz sig hurtig ind i dansk sprog og litteratur.

Hans første for almenheden opførte danske komposition var et kor i en prolog af Thaarup ved kronprinsens tilstedeværelse i teatret 8. december 1788; men allerede i vinteren 1787-88 havde han til Johannes Ewalds tekst komponeret sit klassiske passionsoratorium Maria og Johannes, som med stort bifald var blevet opført ved hoffet i fasten 1788. Fra 1789 af, hvor det udkom i klaverudtog, blev det ofte opført og 1791 endog udgivet i partitur efter et af Schulz udtænkt ciffersystem.

At komponere en original dansk opera var Schulz' inderligste ønske, og Thaarup var også begyndt på en tekst dertil, men kunne ikke blive færdig med den. Teaterdirektionen, som gerne ville have en ny opera til kongens fødselsdag 1789, bestemte sig derfor til at give Schulz' franske opera Aline, oversat til dansk og omarbejdet af Schulz, der tilkomponerede en del balletmusik. Trods visse nationalistiske bestræbelser blev den modtaget med stort bifald og holdt sig på repertoiret i henved 30 år.

Men en endnu længere levedygtighed og en endnu mere begejstret modtagelse var forundt hans næste dramatiske arbejde, det lille enakts-syngespil Høstgildet, opført første gang ved kronprins Frederiks og hans bruds indtog 16. september 1790. Thaarups tekst og Schulz' toner dannede her et karakteristisk nationalt billede af den hele rolige og lykkelige tidsånd, der herskede under kronprinsens og Bernstorffs styrelse (?), og som bevis på stykkets popularitet kan anføres, at det fra 1790-1835 blev opført 65 gange. Endnu i den nyeste tid er det givet på vort nationalteater ved århundredets slutning (formodentlig slutningen af 1800-tallet) som en pietetsfuld hyldest til vore forfædres minde.

En lignende lykke gjorde hans to følgende dramatiske arbejder, toakts-syngestykkerne Indtoget, tekst af P.A. Heiberg, og Peters Bryllup, tekst af Thaarup, begge opført 1793. Igennem melodierne i disse stykker sang Schulz sig ind i det danske folks hjerte, og man kan uden overdrivelse sige, at han og hans efterfølger F.L.Æ. Kunzen skabte den danske vise, der danner prototypen for den af Schulz' elev Weyse så smukt og rigt udformede romance.

Kompositioner til kirken[redigér | redigér wikikode]

Schulz var en dyb religiøs natur. Allerede i Rheinsberg havde han til fritænkeren prins Henriks forbavselse udgivet flere samlinger af religiøse sange; nogle af disse melodier klinger endnu i vore kirker, f.eks. Her komme, Jesu, dine smaa. I Danmark skrev han, i samklang med de Reventlowske bestræbelser på Trolleborg (Brahetrolleborg?), hvor Schulz var en hyppig og kær gæst, et lille skrift om musikkens indflydelse på folkets åndelige dannelse. Det udkom 1790 og fremkaldte nogen diskussion, hvoraf vistnok som et praktisk udslag resulterede forskellige kirkelige kompositioner af Schulz. 1791 opførtes således i Slotskirken Thaarups hymne: Gud Jehova, vi prise dig, hvis grandiose begyndelse er almen bekendt fra Berggreens Skolesange. Den blev samme år oversat til tysk af Schulz' nære ven Johann Heinrich Voss, der var med i digterkredsen Göttinger Hainbund, og er det af hans her i landet komponerede værker, som er blevet mest kendt i udlandet. Endnu i 1845 blev en partiturudgave heraf udgivet og uddelt som eksamenspræmie i Berliner Sing-Akademie.

Det ville føre for vidt at opregne den lange række af kirkemusik til danske tekster, som Schulz i de sidste fire år af sit ophold i Danmark komponerede; her skal blot fremhæves passionsoratoriet Christi Død af Baggesen, opført 1792 og oftere, ligesom flere af de følgende. I modsætning til mange andre værker af Schulz henlå det i manuskript, til det 1879 blev udgivet i et forkortet klaverudtog ved Samfundet til udgivelse af dansk Musik. Endvidere Edvard Storms Hymne (opført 1792), Baggesens Lovsang (1793), oratoriet Frelserens sidste Stund af V.K. Hjort[3], (1794) og Claus Frimanns Hymne (komponeret 1794). Hans sidste større værk var Thaarups Sørgesange ved arveprinsesse Sophie Frederikkes bisættelse (1794).

Schulz' påvirkning af Weyse og den danske romance[redigér | redigér wikikode]

Schulz sluttede sig med varme til sit ny hjem, tog sig ivrigt af kapellets anliggender og forstod i stigende mål ret udpræget i sine kompositioner at nærme sig den danske folketone. Gennem dem og sin elev Weyse har han fået betydning også for dansk musik, særlig for den danske romance. I denne henseende skal særlig fremhæves hans tre dramatiske arbejder Høstgildet, Indtoget og Peters Bryllup, der nød den største popularitet.

Endvidere komponerede han en hel række kirkelige værker, deriblandt oratorierne Maria og Johannes, til tekst af Johannes Ewald, og Christi Død af Jens Baggesen (nyudgave i klaverudtog 1879) samt Thaarups hymne Gud Jehova. Af Schulz' tyske sange udgav Knud Lyne Rahbek et udvalg med danske tekster (1792).

De sidste år[redigér | redigér wikikode]

Overhovedet befandt Schulz sig udmærket i København, og det var med smerte, at han, tvungen af sit svage helbred, der yderligere blev svækket ved hans redningsforsøg ved Christiansborgs brand 1794, måtte forlade Danmark 1795 for at søge lindring i syden. Senere udtalelser fra ham vidner om, hvor inderlig han bestandig følte sig knyttet til sit tidligere Hjemsted, som han kaldte det. Til syden nåede han dog ikke. Skibet, der skulle føre ham til Lissabon, blev af stormen forslået til Arendal i Norge, hvor Schulz måtte blive et helt år, indtil han omsider 1796 atter nåede Tyskland.

De sidste år tilbragte han i Berlin og Rheinsberg, efter sin hustrus død (1797) som en nedbrudt mand. Schulz er endvidere optrådt som musikforfatter, således på foranledning af bondefrigørelsens mænd, særlig Reventlow, med en lille afhandling: Gedanken über den Einfluss der Musik auf die Bildung eines Volks (1790).

Litteratur anvendt af Angul Hammerich i Salmonsen:
Otto Riesz: "J.A.P. Schulz' Leben" i Sammelbände der Internationalen Musikgesellschaft, XV, 1914).
Litteratur anvendt af S.A.E. Hagen i DBL:
Gerber, Ernst Ludwig: Neues historisch-biographisches Lexikon der Tonkünstler.
Allgemeine musikalische Zeitung, 3. Jahrg.
Ledebur: Tonkünstlerlex. Berlins.
J.H. Voss: Briefe (1829-32).
Thomas Overskou: Den danske Skueplads, III.
E.O. Lindner: Geschichte des deutschen Liedes.
V.C. Ravns Fortale til Klaverudtoget af Christi Død (1879).
Vierteljahrsschrift für Musik-wissenschaft X.
Louis Bobé: Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds (passim, spredt).
Noter
  1. Sulzers Allgemeine Theorie der schönen Künste digitaliseret, Google Books
  2. Artikel om Schulz med et billede af Ernst Heinrich von Schimmelmanns palæ i Bredgade
  3. Måske:   Viktor Kristian Hjort, Peder Hjorts fader, biskop i Ribe 1811–1818 — DBL, VII, 482Claus Frimann var nordmand

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
Musik Stub
Denne musikrelaterede biografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi