Sigrid Storråde

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Sigrid Storråde (islandsk: Sigríðr stórráða) var en nordisk dronning, hvis historie, der hersker stor usikkerhed om. Ifølge Olav Tryggvasons saga levede hun fra ca. 967 til ca. 1014 og var datter af Skoglar-Toste, en svensk stormand. Hun blev først gift med Erik Sejrsæl og fik med ham den senere svenske konge Olof Skötkonung. Senere i 994 blev hun gift med kong Svend Tveskæg, med hvem hun fik fem døtre, heriblandt Estrid Svendsdatter, Svend Estridsens mor og Knud den Stores halvsøster. Hun skal endvidere have indebrændt Harald Grenske, far til Olav den hellige, og været trolovet med Olav Tryggvason. Deraf stammer hendes tilnavn, der betyder stolt. Det fortælles også, at Sigrid nægtede at lade sig døbe, men var ’’hedensk som en hund’’. Da Olav Tryggvason hånede hende, planlagde hun den krig, der førte til hans død i slaget ved Svold.

Hun optræder i adskillige sagaer og historiske krøniker, men det er usikkert, om hun var en historisk person, eller en fiktiv, der bygger på forskellige kvinders liv. Hun er identificeret under flere navne; fx Świętosława, Saum-Aesa og Gunnhilda. Ud fra kildematerialet er det vanskeligt at afdække autenticiteten af sagaernes beretninger.[1] Det er fx foreslået, at det var en slavisk prinsesse, som var mor til Olaf Skötkonung, og som senere giftede sig med Svend Tveskæg. Om hun er identisk med Sigrid Storråde kan ikke bevises. Skoglar-Toste knyttes blandt andet til Axvalla Hus i Sverige, det kan meget vel have været hans hjem

Kildekritik[redigér | redigér wikikode]

Den svenske historiker Lauritz Weibull, som var repræsentant for kildekritiskken, hævdede i begyndelsen af det 20. århundrede, at Sigrid Storråde var en helt igennem fiktiv person. Og hans synspunkt blev snart den etablerede opfattelse. Weibulls påstand byggede primært på, at de islandske sagaer og Saxo fra 12. og 13. århundrede måtte anses for at være helt igennem upålidelige som kilder. Ældre kilder som Adam af Bremen, hvis værk blev nedskrevet ca. 1075, betragtede han som mere troværdige. Det var i sagaerne, der havde oplysningerne om Sigrid Storråde, mens Adam af Bremen hævdede at Olof Skötkonung og hans danske kollega Knud den Store var sønner af en ikke navngiven vendisk prinsesse. I en senere tilføjelse til Adams værk fremgår det, at hendes navn var Gunhild. Thietmar af Merseburg, som var samtidig med hende, omtaler også en vendisk Gunhild. Dette navn og Sigrid blev tolket som en forvanskning af det polske navn Świętosława (se Swiatoslawa af Polen), som fik navnet Gunhild, da hun blev gift med Svend Tveskæg. De fleste polske historikere regner Sigrid og Swiatoslawa som én og samme person og mener, at sagaernes "Sigrid" er ren fiktion.[2]

Oplysningerne i de yngre nordiske kilder afviger på flere punkter fra de samtidige krønikers, der peger på, at Sigrid var af slavisk oprindelse. En mulig forklaring på de to varianter af den kvinde, som Svend Tveskæg var gift med, kan være, at den danske konge var gift to gange, og at Adam af Bremen ikke kendte til det. Det betyder, at Knud den Store og Olof Skötkonung var blevet gjort til halvbrødre ved en misforståelse. Thietmar af Merseburg nævner ikke, at den vendiske prinsesse Gunhild tidligere skulle have været gift med den svenske konge. At de danske kongers ejendomme i Sverige blev kaldt for "Syghridslef" (Sigrids arvegods) taler også stærkt for, at Sigrid har været en virkelig person.[Kilde mangler]

Antagelsen om at Haralds og Knuds mor var Boleslav 1. af Polens søster kan forklare nogle af de ellers gådefulde oplysninger, der er i flere krøniker; fx at polske tropper deltog i invasioner af England. Hypotesen, om at Swiatoslawa skiftede navn to gange, virker usandsynlig. Sigrid Storrådes navn optræder udelukkende i sagaerne, mens Gunhild var det navn, Swiatoslawa ifølge krønikerne fik, da hun kom til Norden. Det har ført til spekulationer om, det i realiteten drejer sig om to forskellige kvinder. Den ene, en kristen slavisk prinsesse, og den anden, en hedensk svensk stormandsdatter.[Kilde mangler]

Krønikerne[redigér | redigér wikikode]

Flere samtidige krøniker beretter, at Harald 2. og Knud den Store havde en slavisk mor, fra Polen eller et naboområde. De støtter derfor teorien om, at Sigrid i virkeligheden var datter af den polske konge Mieszko 1. af Polen, selv om det samtidig ikke kan udelukkes, at hun var en anden person, der fik navnet Gunhild. De kilder, som støtter hypotesen om Sigrids polske identitet, omfatter følgende:

  • Thietmar skriver, at Mieszko 1.s datter, og Boleslav 1. af Polens bror, giftede sig med Svend Tveskæg, og hun gav ham to sønner, Knud og Harald. Han nævner imidlertid ikke hendes navn. Thietmar regnes normalt for den bedst informerede af de middelalderlige kronikører, da han var samtidig med begivenhederne og meget vidende om forhold i både Polen og Danmark.[Kilde mangler]
  • Adam skriver, at en polsk prinsesse var Erik Sejrsæls kone, og at hun var Knud den Store og Harald 2. af Danmarks mor. Nogle historikere opfatter i dette tilfælde Adam som upålidelig.[Kilde mangler]
  • Gesta Cnutonis regis omtaler i en kort passage, at Knud og hans bror sammen rejste til slavernes land, for at hente deres mor tilbage, som levede dér. Det betyder ikke nødvendigvis, at moderen var af slavisk ophav, selv om det er meget sandsynligt.
  • "Liber vitae" fra New Minster og Hyde Abbey i Winchester indeholder et tekst, der fortæller at Knud den Stores søster hed "Santslaue" ("Santslaue soror CNVTI regis nostri"), som uden tvivl er et slavisk navn. Hun kan sandsynligvis være opkaldt efter sin mor, dvs. Świętosława.[3]

Nordiske kilder[redigér | redigér wikikode]

Olaf Tryggvasons mislykkede frierfærd hos Sigrid Storråde, efter Heimskringla

Ifølge oplysningerne i sagaerne var Sigrid Storråde datter af den svenske stormand Skoglar Toste. Hun giftede sig i første omgang med den svenske konge Erik Sejrsæl, med hvem hun fik den senere konge Olof Skötkonung. Hun blev senere skilt fra kong Erik, men blev tildelt Götaland som len. Efter Eriks død giftede hun sig med den danske konge, Svend Tveskæg.

Sagaerne fortæller også, at den norske konge Olaf Trygvasson i 998 friede til hende, og at hun afslog hans tilbud, da han krævede, at hun konverterede til kristendommen. Hun fortalte ham, at hun ikke ville opgive den tro, hendes forfædre havde haft før hende. I raseri slog Olaf hende i ansigtet med sin handske, hvorpå hun roligt sagde, at det kunne føre til hans død.[4][5] Sigrid samle nu en koalition af Olafs fjender for at bringe ham til fald. Det lykkedes hende at skabe en alliance mellem Danmark, Sverige og den mægtige Jarl i Lade mod den norske konge. Hendes forehavende lykkedes, da Olafs hær blev besejret, og han selv fandt døden i slaget ved Svold omkring år 1000.

Saxo bekræfter dele af denne historie, når han beretter, at Erik Sejrssæls enke, Syritha, havde giftet sig med Svend Tveskæg efter at have afvist Olaf Trygvasson.

Tilnavnet "Storråde"[redigér | redigér wikikode]

Det fortælles, at Sigrid fil sit tilnavn storráda (hovmodige, stolte), da hun lod Harald Grenske indebrænde for at afskrække andre småkonger fra at fri til hende.

Arkæologi[redigér | redigér wikikode]

Fra 1835 til 1977 blev Haraldskær kvinden, der blev fundet i en mose i Jylland, fejlagtigt identificeret som en kvinde fra omkr. 1000 e.Kr. Det blev derfor foreslået, at hun var dronning Gunhild (eller Sigrid). En C14 analyse viste, at det ikke var korrekt, men at hun i stedet var et ældre moselig fra jernalderen.

Sigrid Storråde i litteraturen[redigér | redigér wikikode]

Karen Blixen refererer til sagafortællingen om Sigrids indebrænding af en bejler for at afskrække andre i novellen "Syndfloden over Norderney" i Syv fantastiske Fortællinger.

Den amerikanske digter Henry Wadsworth Longfellow skrev et digt med titlen: Queen Sigrid the Haughty, hvis første strofe lød:

Queen Sigrid the Haughty sat proud and aloft
In her chamber, that looked over meadow and croft.
Heart's dearest,
Why dost thou sorrow so?

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Birgitta Fritz (2004), "Sigrid Storråda", Svenskt Biografiskt Lexikon, 32 
  2. |Kazimierz Jasiński, Rodowód pierwszych Piastów, Warszawa-Wrocław (1992).
  3. J. Steenstrup
  4. Snorri Sturluson 1991:200-1.
  5. Notable Women Circa the Year 1000 C.E. – Women in World History Curriculum