Sort hul

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 11. maj 2015, 09:24 af KnudW (diskussion | bidrag) KnudW (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved Glenn, fjerner ændringer fra 62.44.135.155 (diskussion | bidrag))
For alternative betydninger, se Hul.
En kunstners opfattelse af et sort hul, men formodentlig uden gravitationslinsevirkning af stjernerne i baggrunden.
Et simuleret billede af et sort hul, set på en afstand af 600 km med Mælkevejen i baggrunden.

Et sort hul er en samling af masse så stor/tæt, at end ikke elektromagnetiske bølger (f.eks. radiobølger og lys) kan udsendes fra dens "overflade". Et sort hul træffes ofte i centrum af en galakse, og de bliver i dag af mange forskere anset for at spille en vigtig rolle i galaksedannelse. I 2008 blev det sandsynliggjort, at der er et stort sort hul i centrum af vores galakse – mælkevejen. Ifølge ESOs beregninger skulle det sorte hul have en masse på ca. 4.000.000 gange vores egen sol. [1] [2]

Et sort hul med en meget lysende skive af gas omkring sig kaldes en kvasar, en ældgammel form for galakse. Denne udsender en stærk stråling af både radiobølger, lys og røntgenstråling, hvilket gør den til et meget lysstærkt objekt.

Det sorte hul har principielt ikke nogen udstrækning, idet alt her er samlet i et enkelt punkt. Men det sorte huls størrelse/vægt kan betegnes ved dets begivenheds-horisont, som udgør grænsen for, hvornår en begivenhed kan undslippe det sorte hul. Således er det sorte hul karakteriseret ved, at ekstrem meget masse er presset sammen på meget lidt plads (eller ingen plads). Hvis Jorden blev presset sammen til en tæthed som et sort hul, ville den fylde som en lille nød. Det indtil videre største observerede sorte hul har en masse, som er cirka 12 milliarder gange større end Solens,[3]hvilket betyder at deres begivenhedshorisont kan være op til en promille af et lysår.


Grupper

Sorte huller deles i to grupper:

  1. Sorte huller med masser som stjerners.
  2. Sorte huller som har masser som milliarder af stjerner kaldes massive sorte huller (MBH). De formodes at være i centrum af aktive galakser og almindelige galakser.

Første gruppe

Den første kategori er "slutresultatet" af en stor stjernes voldsomme undergang i en supernova-eksplosion af typerne Ib, Ic II, IIL, IIP eller IIn eller af et sammenstød mellem 2 neutronstjerner eller 2 hvide dværge. Herved kollapser stjernens indre dele til et punkt, hvor tyngdekraften overvinder alt andet, herunder det udadrettede tryk, som det komprimerede stof udøver. Det sorte hul bliver dannet ved at alle neutroner samles på et sted og laver et så stor pres at der skabes et sort hul som er ugennemtrængelig.

Anden gruppe

Den anden kategori findes i gamle galakser, hvor mange store stjerner har haft tid til at "leve deres liv" og ende som sorte huller: Disse sorte huller falder sidenhen sammen til endnu større sorte huller.

Et sort huls liv

Et sort hul er ikke nødvendigvis "endestationen" for stjernernes stof. Stephen Hawking brugte i 1973 Werner Heisenbergs såkaldte Heisenbergs ubestemthedsrelationer til at opstille en teori, hvori masse kan "undslippe" det sorte hul. Denne effekt er ifølge teorien mere intensiv for små sorte huller end for større, så hvis teorien holder, vil sorte huller "fordampe", først langsomt, men sidenhen hurtigere og hurtigere. Jf. teorien, udsender de sorte huller altså en stråling kaldet Hawkingstråling.

I januar 2014 offentliggjorde Stephen Hawking en artikel Information preservation and weather forecasting for black holes[4], hvori Hawking argumenterer for, at den traditionelle definition af sorte huller, som steder med en veldefineret grænse, hvorfra intet undslipper, muligvis ikke er en korrekt beskrivelse af fænomenet, idet definitionen strider mod kvantefysikken. Ifølge Hawkings teori er grænsen for sorte huller ikke definitiv, men derimod tilsyneladende, hvilket muliggør, at i princippet hvad som helst kan komme ud af et sort hul, herunder også information.[5][6] Hawkings artikel har ikke været gennem peer review, hvorfor artiklen (endnu) ikke har været systematisk bedømt af andre fysikere.

Se også

Eksterne links og kilder/referencer

Wikimedia Commons har medier relateret til: