Solsystem

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.

Mosaik af solsystemets planeter. Note: Planeternes størrelse er ikke en skalatro afbildning.

Solsystemet; Planeterne, Sedna, Kuiper-bæltet og Oort-skyen (formodet skalatro). Tryk på billedet for større illustration.

Et solsystem eller planetsystem består af mindst en stjerne med et antal objekter i kredsløb omkring – såsom planeter, måner, asteroider (småplaneter) og kometer.

I daglig tale omtaler vi normalt vores eget solsystem med Jorden og Solen som Solsystemet, dette vil vi også gøre i denne artikel. Andre solsystemer vil ofte være omtalt som planetsystemer for at undgå forvirring. Fundet af et andet planetsystem blev offentligtgjort i Nature (den 26. januar 2006. I dette system kredser planeten OGLE-2005-BLG-390Lb omkring en stjerne på samme måde som vores Jord omkring Solen.

[redigér] Tidsbillede

Indtil for ikke så mange år siden herskede hvad man kan kalde den klassiske opfattelse af Solsystemet, som værende et diskosformet panorama med Solen i centrum og de dengang 9 planeter kredsende omkring den. Der var vist også nogle kometer og asteroider og det var så næsten det. Det står i slående kontrast til den nuværende opfattelse der ikke mindst er blevet hvermandseje gennem de fantastiske fotografiske optagelser afstedkommet af Hubble-teleskopet: Solen er stadig i centrum, men så hører ligheden stort set også op! Solsystemet er nu en sand bisværm af mere eller mindre eksotiske objekter, hvor forskelligheden er større end ligheden; Den 9. planet Pluto er blevet degraderet fra planetstatus til planetoide og udgør sammen med 10.000 andre (år 2004) en hel familie af legemer i Kuiperbæltet; halvdelen af de nuværende planeter er i sig selv minisolsystemer med 15-20 eller flere måner kredsende omkring sig. Listen over ”innovationer” er lang og implicerer noget der minder om et sandt paradigmeskifte.

[redigér] Solsystemets udvilking

For 5000 millioner år siden var Jorden ikke alene øde og tom - den var der slet ikke! Solsystemets oprindelse fortaber sig i bogstaveligste forstand i en tåge, for det var nemlig sådan det hele startede; en kosmisk sky af gas og/eller støv, på måske et lysår i diameter, begyndte, forstyrret af en nærliggende supernova, at trække sig sammen under sin egen tyngde. Denne sammentrækning varede mindre end 100.000 år, og inden længe begyndte der at blive så varmt i centeret af denne sky, at de første kim til det der sidenhed blev Solen var lagt. En protostjerne var dannet.

Efterhånden som den roterende skyen trak sig yderligere sammen begyndte der at blive virkelig varmt i midten af denne, så varmt at de første termonucleare processer kunne tage sin begyndelse. Tryk og ikke mindst temperatur havde nemlig nået den kritiske grænse på 15.000.000°K hvor brint fusionerer til helium under udsendelse af stråling i form af bl.a. fotoner og protoner. Centrifugalkraften i den roterende sky forhindrede alle is- og støvpartikler i at falde ind i protostjernen, og den tiloversblevne gas begyndte at klumpe sig sammen til de første planetsimialer under utallige kollisioner, hvor de noget større sammenklumpninger, kva deres større tyngde, tenderede mod at tiltrække de mindre, under en stadig accelererende process. En ring af smålegemer i den gryende stjernes nærhed var nu dannet, og denne ligger til grund for det der senere hen skulle blive de indre planeter.

Den nu fuldgyldige stjerne blæste med sin stærke solvind den resterende gas ud mod det ydre Solsystem, hvor processen med planetdannelsen gentog sig, blot med andre og lettere grundstoffer som basis, og det blev til det som vi i dag kender som de fire gaskæmper. Resterne fra planetdannelsen ser vi i dag som asteroider, kometer og islegemerne i Kuiper-bæltet, sidstnævnte med den ”forhenværende” planet Pluto som den mest kendte repræsentant.