Terrorangrebet mod Dubrovka-teateret i Moskva

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Terrorangrebet mod Dubrovka-teateret i Moskva
Sted Moskva, Rusland
Mål Centerteateret i Dubrovkaområdet
Dato 23. oktober 2002 (UTC+3)
Angrebstype Gidseltagning, Selvmordsangreb
Døde 129+ (gidsler), 170+ total
Sårede 700+
Terrorister Special Purpose Islamic Regiment (Tjetjensk oprørsgruppe)
Movsar Barajev (leder)
Abu Bakar (andenkommanderende)
Sjamil Basajev (påtog sig det overordnede ansvar)
Motiv Nationalisme (selvstændigt Tjetjenien)

Terrorangrebet mod Dubrovka-teateret i Moskva foregik den 23.26. oktober 2002, da en gruppe på ca. 40 tjetjenske terrorister angreb et teater i Moskva, Rusland, og tog 912 tilfældige publikum og teaterfolk som gidsler i en tre døgn lang gidselaffære, der resulterede i, at over 129 gidsler blev dræbt og over 700 kvæstet.

Gidselstagningen endte efter 56 timer med at russiske OSNAZ-styrker pumpede en ukendt gas, formentlig en slags bedøvende gas, ind i ventilationssystemet og derefter stormede teaterbygningerne. Alle gidselstagerne blev dræbt under angrebet.

Onsdag den 23. oktober 2002, Angrebet[redigér | redigér wikikode]

Angrebet foregik i Dubrovka-kvarteret, i det central Moskva fem minutters gåafstand fra Den Røde Plads, på et teater ved navn Teatercenteret ("Театрального центра"). Omkring kl. 21:15, under opførelsen af en udsolgt forestilling af musicalen Nordøst, kørte omkring 42 tungtbevæbnede terrorister en lastbil op til teateret og besatte det.

Angriberne var anført af tjetjeneren Movsar Barajev, som var arvtager til den dræbte Arbi Barajev. Under angrebet brugte han nom de guerre Yasser. I gruppen af angribere var som noget udsædvanligt omkring 19 kvinder, som var udstyret med selvmordsbombebælter og pistoler.

Angriberne tog omkring 912 gidsler fra publikummet og teaterfolkene, mens ca. 90 formåede at flygte eller gemme sig. Blandt gidslerne var 100 skolebørn. En gruppe skuespillere der ventede bag scenen flygtede gennem et åbent vindue og alarmerede politiet.

Barajev og hans mænd gik straks i gang med at minere teaterbygninger og truede med at dræbe alle gidslerne hvis ikke de russiske styrker i Tjetjenien umiddelbart og betingelsesløst blev trukket ud. De sendte en video ud til pressen hvori de beskrev deres bevæggrunde[1].

Alle nationer har en ret til deres egen skæbne. Rusland har taget denne ret fra tjetjenerne og i dag vil vi kræve tilbage de rettigheder som Allah har givet os, på samme vis som har givet til alle andre nationer. Allah har givet os retten til frihed og retten til selv at vælge vores skæbne. Og de russiske besættere har oversvømmet vores land med vores børns blod. Og vi har længe længtes efter en retfærdig løsning. Folk er ikke vidende om de uskyldige der dør i Tjetjenien: Sheikerne, kvinderne, børnene og de svage. Derfor har vi valgt denne fremgangsmåde. Denne fremgangsmåde er for det tjetjenske folks frihed og det gør ingen forskel hvor vi dør, og derfor har vi besluttet at det skal være her i Moskva. Og vi vil tage med os i døden hundredvis af syndere. Hvis vi dør, vil andre komme og følge os – vore brødre og søstre som er villige til at ofre deres liv, efter Allahs forskrifter, for at frigøre deres nation. Vores nationalister er døde men folk har sagt at de, nationalisterne, er terrorister og kriminelle. Men sandheden er at Rusland er den sande kriminelle.

Jeg sværger ved Allah, vi er mere opsatte på at død end i er opsatte på at leve. Hver af os er parate til at ofre ham selv for Allah og Tjetjeniens uafhængigheds skyld

Mobiltelefonsamtaler med de fangede gidsler afslørede at gidseltagerne var udstyret med håndgranater og andre bomber fastgjort til kroppen, samt at de havde spredt andre bomber ud over hele teateret. Efterfølgende undersøgelser af området viste at der havde været bomber for en samlet sprængkraft svarende til mere end 110 kilo TNT. Den største enkelte bombe var på 20 kilo TNT, hvilket alene ville have været nok til at dræbe alle i teateret hvis den var eksploderet. Derudover var der mere end 25 andre bomber spredt ud over teateret[2].

Straks myndigheder blev opmærksom på situationen blev russiske specialenheder fra OMON og SOBR tilkaldt og begyndte at opsætte en afspærring rundt om teateret.

Torsdag den 24. oktober 2002[redigér | redigér wikikode]

  • Omkring 3:30-4:00 formåede en ung kvinde, Olga Romanova (26), at trænge uset igennem den militære ring omkring teateret russiske som sikkerhedsstyrker havde sat op. Hun ville prøve at overtale gidselstagerne til at befri gidslerne; eller i det mindste kvinder og børnene. Men gidselstagerne som fejlagtigt antog hun var en "spion" skød hende[3]. Kort tid efter frigav gidselstagerne 15 børn fra en skoleklasse der havde fået teaterturen som en gave for gode karakterer, og en mand med svagt hjerte. Det lykkedes to andre kvinder at flygte (en blev såret i maven under flugten). Olgas lig blev senere fjernet fra teaterbygningen af et lægehold under ledelse af Leonid Roshal[4].
  • FNs sikkerhedsråd krævede en "ummidelbar og betingelsesløs frigivelse" af alle gidslerne. Den russiske regering tilbød terroristerne frit lejde til ethvert tredje land[5]. Terroristerne lovede nu at frigive alle ikke-russiske gidsler.

Fredag den 25. oktober 2002[redigér | redigér wikikode]

  • Gidselstagerne gik med til at frigive 75 fremmede statsborgere mellem gidslerne, hovedsageligt ukrainere samt otte børn.
  • Et hold læger under Leonid Roshals ledelse fik lov til at komme ind i teateret for at tilse gidslerne.
  • Omkring midnat skød terroristerne inde i teateret mod et gidsel (Gennady Vlakh) som løb mod et af de kvindelige terrorister. Men de skød forbi og ramte i stedet to andre gidsler; Tamara Starkova og Pavel Zakharov. Pavel Zakharov blev dødeligt såret[6], mens Tamara Starkova overlevede eftersom terroristerne havde løsladt hende hende til hospitalsbehandling før teateret blev stormet. Hendes mand (Alexandr Starkov Sergeevich) og 16-årige datter (Elizaveta Starkova Aleksandrovna) døde.

Lørdag den 26. oktober 2002[redigér | redigér wikikode]

  • Omkring 5 om morgen pumpede de russiske sikkerhedsstyrker en form for udefineret med formentlig fentanylbaseret bedøvende gas ind i teaterets ventilationssystem. Efter at gassen havde fået tid til at virke, stormede specialenheder teateret igennem en række åbninger; heriblandt taget og kloakkerne. Efter omkring halvanden times kamp i teaterets gange, sprængte de russiske styrker døren åben til teaterets hovedsal hvor de fleste gidsler og terrorister havde befundet sig og hvor gassen havde haft størst effekt grundet det lukkede rum. Nogle få terrorister der stadig var ved bevidsthed blev hurtigt nedkæmpet, mens de paralyserede kvindelige terrorister med påspændt bombebælter blev likvideret med et skud i hovedet, da specialstyrkerne frygtende, at de skulle vågne op eller ved krampe udløse bombebæltet.
  • Spredte kampe fortsatte i omkring yderligere en halv time i de omkringliggende rum. De første rapporter sagde at tre af terroristerne var blevet taget til fange, men to af dem havde haft held til at flygte. Alle terroristerne blev nedkæmpet, ingen af specialstyrkerne blev dræbt. Efter angrebet vedtog parlementet en lov der forbad terroristers familie at få udleveret liget af deres afdøde familiemedlem. Alle terroristerne blev hemmeligt kremeret og asken smidt ud.

Ofre[redigér | redigér wikikode]

Ikke under 129 gidsler døde under den fire dage lange terroraktion, heriblandt 10 børn. Iblandt de dræbte gidsler var 18 teaterfolk inkl. to piger på hhv. 13 og 14 år. En tredjedel af alle musikere i teatertruppen blev dræbt. 69 børn blev forældreløse som følge af angrebet. Terroristerne havde ikke nået eller ikke villet sprænge nogle af deres bomber – en del viste sig at være attrapper, de fleste gidsler var blevet dræbt som følge af gassen der var blevet pumpet ind. Nogle gidsler kan også være omkommet under den kaotiske redningsaktion som følge af at have fået indsprøjtninger med modgift mod gasforgiftning to eller flere gange. Nogle af de kvindelige gidsler frygter at gassen kan lede til fødselsdefekter.

Efterfølge[redigér | redigér wikikode]

Terroristlederen Sjamil Basajev tog ansvaret for terrorangrebet, mens Tjetjeniens ikke-anerkendte præsident Aslan Maskhadov gennem hans talsmand Akhmed Zakajev der befandt sig i København på tidspunktet tog afstand fra angrebet, men dog eksplicit valgte ikke at fordømme terroristerne. Rusland krævede efterfølgende at Danmark udleverede Akhmed Zakajev til retsforfølgelse i forbindelse med internationale aftaler om bekæmpelse af terrorisme. Morgenen til onsdag den 29. oktober 2002 blev han arresteret af dansk politi. Dog krævede Danmark at Rusland dokumenterede forbindelse til terrorisme for at ville udlevere Zakajev og gav en frist til den 30. oktober. Han blev holdt af dansk politi i over en måned men frigivet igen da de mente der ikke var tilstrækkelig dokumentation til en udlevering, hvilket medførte en mindre diplomatisk krise mellem Danmark og Rusland. Akhmed Zakajev fortsatte til Storbritannien hvor han også blev arresteret og krævet udleveret til Rusland. Men frigivet på kaution og den 7. december 2002 nægtede Storbritannien endeligt Ruslands udleveringsbegæring og gav ham asyl.

Rusland nægte at forhandle med Aslan Maskhadov og beskyldte vesten for dobbeltmoral og sammenlignede det med at Europa skulle gennemfører forhandlinger med Osama bin Laden.

Aslan Maskhadov blev dræbt af russiske specialstyrker i marts 2005 og Sjamil Basajev i juli 2006. Akhmed Zakajev lever stadig i London.

Mandagen efter terrorangrebet (28. oktober 2002) blev udnævnt til national sørgedag.

På årsdagen for angrebet blev et ti meter højt mindesmærke i granit med tre flyvende traner i bronze, som symbol på sorg, afdækket og et kort stykke derfra en mindetavle med navnene på alle ofrene.

Den 20. december 2012 blev Rusland dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for krænkelse af artikel 2 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (retten til liv), fordi menneskerettighedsdomstolen blandt andet mente, at Rusland ikke havde forberedt sig i tilstrækkelig grad på den redningsaktion, der fulgte med befrielsen af gidslerne.[7]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]