Almindelig berberis

Almindelig Berberis
	Almindelig Berberis, fotograferet i Kaukasus.
Videnskabelig klassifikation
Rige	Plantae (Planter)
Underrige	Tracheobionta (Karplanter)
Klasse	Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden	Ranunculales (Ranunkel-ordenen)
Familie	Berberidaceae (Berberis-familien)
Slægt	Berberis (Berberis-slægten)
Art	B. vulgaris
Videnskabeligt artsnavn
	Berberis vulgaris; L.
	Hjælp til læsning af taksobokse

Almindelig Berberis (Berberis vulgaris) er en op til 2 meter høj busk, der findes forvildet i skove, hegn og på overdrev. Dyrkning i Danmark er forbudt ved lov. Den var tidligere udbredt over hele landet, men er nu udryddet de fleste steder.

Beskrivelse

Almindelig Berberis er en løvfældende busk med en opret eller opstigende, tæt forgrenet vækst. Grenene er oprette med overhængende sidegrene. Barken er først gråbrun og kantet-furet, men bliver snart grå. På grenene finder man 1-2 cm lange torne og blade, der er spatelformede og helradede med græsgrøn over- og underside. Høstfarven er orangerød.

Blomstringen sker i maj, hvor man ser de gule blomster samlet i overhængende klaser. Frugterne er røde, aflange bær.

Rodnettet er fladt udbredt, men stærkt forgrenet.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 3 x 3 m (30 x 30 cm/år). Disse mål kan fx anvendes, når arten udplantes.

Voksested

Busken har et stort udbredelsesområde, der strækker sig fra Nordvesteuropa over Mellem- og Sydeuropa til Lilleasien. De fleste steder optræder den i skovbryn og krat.

I Eifelbjergene findes den på tør, kalkrig bund sammen med bl.a. Liguster, Engriflet Hvidtjørn, Pibe-Kvalkved og Slåen.

Mellemvært

Den gule rodbark er giftig. Almindelig Berberis er – som flere andre arter af løvfældende Berberis – mellemvært for kornets sortrust (de røde pletter på fotografiet i boksen til højre). Af samme grund er arten udryddet og må kun dyrkes i botaniske haver.

Formodede medicinske egenskaber

Almindelig Berberis indeholder et aktivt stof, berberin, der ifølge lægeudsagn muligvis kan have en fremmende effekt på produktionen af thrombocytter (blodplader) og dermed deres effektive antal i blodet, hvilket skal kunne have sin gavnlige anvendelse hos patienter med tilstanden ITP (kort for Idiopatisk Thrombocytopenisk Purpura eller Immun Thrombocytopenisk Purpura), en tilstand hvor antistoffer binder sig til overfladen af thrombocytterne, hvilket igen forårsager en sammenklumpning af disse, som derved anses for fremmedlegemer i blodet af hvide blodlegemer og destrueres – fortrinsvis i milten, men i ca. 1/4 af tilfældene i leveren.

Patienter med ITP kan mangle et stort antal blodplader, hvorfor helingsprocessen i forbindelse med blødninger kan være forlænget – i nogle tilfælde således at skader, der for andre ville være mindre betydelige, kan vise sig mere omfattende og eventuelt livstruende.