Lever

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Lever (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Lever)
Leveren fra et får.

Leveren er et livsnødvendigt organ, der blandt andet behandler kroppens affaldsstoffer. Leveren er i stand til at ændre stoffer, fx gøre dem mere vandopløselige, så de lettere udskilles i nyrerne. Med disse kvaliteter er organet samtidig en altafgørende komponent for fordøjelsessystemet. Heriblandt oplagring af glykogen. Levercellerne optager glucose, så glykogenlagrene fyldes, og der dannes fedt til eksport til fedtvævet.

Desuden kan leveren omdanne stoffer og udskille dem gennem galden til tarmen.

Hepatitis er en betændelsestilstand i leveren der oftest skyldes et hepatitis virus. Der kendes flere typer af virusset, hvor de mest almindelig er hepatitis A, B, C, D og E.[1][2] Hepatitis kan også skyldes andre ting, som f.eks. alkoholmisbrug eller medicinforgiftning.[3][4]

Anatomi[redigér | redigér wikikode]

Makroskopisk er leveren, hos mennesker, inddelt i to lapper, en højre og en venstre, der adskilles af ligamentum falciforme. Den har i et levende menneske den omtrentlige størrelse 16x17x18 cm, men antager en størrelse på ca. 8x16x24 cm efter præparation med formalin. Den er beliggende i højre del af abdomen umiddelbart under mellemgulvet.

Leveren modtager blod på en særlig måde, via et portåresystem, dvs. leveren modtager venøst blod fra mavesækken, tyndtarmen, det meste af tyktarmen, milten, og bugspytkirtlen. Leveren modtager derfor en blanding af venøst (afiltet) blod gennem vena portae og arterielt (iltet) blod fra arteria hepatica propria.

Mikroskopisk inddeles leveren i lobuli, der efter klassisk inddeling har form af sekskantede cylindere adskilt fra hinanden af bindevæv, hvor de Glissonske triader. Efter nyere inddeling består en leverlobulus af de område der forsynes af en terminal forgrening af arterie og vene. Begge inddelinger er baseret på karakteristiske patologiske forandringer ved forskellige leversygdomme. Fra periferien af de klassiske lobuli løber blodet igennem grænsepladen og ind i leversinusoiderne, hvorfra der er stor permeabilitet ud til levercellerne, der er arrangerede i cellerplader orienteret ind mod midten af lobulus. I midten af hver lobulus findes en såkaldt centralvene, der modtagere blodet fra sinusioderne ender i de større levervener (vv. hepaticae).

Levercellerne danner galde, der dannes i små kanaler mellem to celler og efter at have passeret grænsepladen løber i stadig større galdekar som en del af de Glissonske triader til ductus hepaticus

Leverens funktion[redigér | redigér wikikode]

Leveren har mange forskellige funktioner, som primært beskæftiger sig med kemisk omdannelse og udskillelse [5].

Oplagring af blod[redigér | redigér wikikode]

Leveren har en stort netværk af vener og indholder normalt omkring 450 ml blod. Når der er et overskud af blod i kroppen, kan blodkarrene i leveren udvide sig og leveren kan på den måde komme til at indeholde ½-1 liter mere blod.

Filtrering af blod[redigér | redigér wikikode]

Leveren modtager, via vena portae, blod fra mave-tarm kanalen. Bakterier og andre mikroorganismer kan trænge igennem tarm væggen og kommer derved over i blodet. For at disse mikroorganismer ikke skal blive spredt rundt i kroppen skal de filtreres fra i leveren.

I leverens vener findes der en type immunceller, som kaldes Kupfferceller. Kupffercellerne er makrophager (makro stor, phag at spise), hvilket betyder at deres opgave er, at opfange fremmede celler og ødelægge dem. Når en fremmet celle kommer i kontakt med en kupffercelle kan, via molekyler på cellens overflade, se om den hører til i kroppen. Hvis kupffercellen finder en fremmet celle, opsluger og fordøjer den cellen.

Dannelse af galde[redigér | redigér wikikode]

Galde er en gullig-grøn væske, som dannes i leverens parenkymceller (hepatocytterne) og udskilles til tolvfingertarmen. Galde har betydning for fordøjelsen og optagelsen af fedt i kosten.

Omdannelse af kulhydrater, fedt, proteiner, hormoner og fremmede stoffer[redigér | redigér wikikode]

De fleste celler i kroppen har kun en begrænset evne til at omsætte kemiske stoffer. De vil derfor være afhængige af nogle bestemte stoffer for at få energi, fx glukose, ketonstoffer eller triglycerider. Men leverens celler her en helt særlig evne til at omdanne kemiske stoffer, bl.a. fordi de indeholder en meget bredere vifte af enzymer end de andre celler i kroppen.

Omdannelse af kulhydrater[redigér | redigér wikikode]

leveren er vigtig for at omdanne sukkerstoffer fra maden til glukose, som kroppens øvrige celler kan omsætte til energi. Dertil er leveren vigtig for at holde blodsukkeret stabilt.

1. Overskydende glukose optages af levercellerne og omdannes til glykogen. Glykogen fungere som et lager for sukker, som hurtigt kan omdannes til glukose igen, når blodsukkeret falder.

2. Galaktose og fruktose omdannes til glukose

3. Leveren kan omdanne fedt eller aminosyrer til glukose, hvilket kaldes glykoneogenese

4. Sukkerstoffer kan omdannes til andre stoffer, som bl.a. bruges i dannelsen af en række celledele og hormoner.

Omdannelse af fedt[redigér | redigér wikikode]

1. Komplekse fedtstoffer omdannes til mere simple, som kroppens celler kan omsætte til energi

2. Dannelse af kolesterol, fosfolipider og lipoproteiner

3. Dannelse af fedt fra proteiner og kulhydrater.

Omdannelse af proteiner og aminosyrer[redigér | redigér wikikode]

1. Deaminering af aminosyrer

2. Dannelse af carbamid for af fjerne ammoniak fra kroppen

3. Dannelse af plasmaproteiner, bla. Albumin

4. Transaminering af visse aminosyrer

5. Dannelse af forskellige peptid og proteinstoffer

Lagring af vitaminer og mineraler[redigér | redigér wikikode]

Leveren fungere som lager for vitamin A, D og B12 (cobalamin), samt kobber og jern (som ferritin)

Dannelse af plasmaproteiner og koagulationsfaktorer[redigér | redigér wikikode]

Leveren laver en række af proteiner og peptider, hvor de vigtigste er plasmaproteiner og koagulationsfaktorer.

Plasmaproteiner er proteiner, der findes i blodet, bl.a. albumin. Deres funktioner er bl.a. at transportere stoffer i blodet der ikke er vandopløselige og holde væske i blodbanen ved hjælp af osmose.

Koagulationsfaktorer er proteiner, der indgår i størkningen af blodet. De fleste laves i leveren: faktor I, II, V, VII, IX, X og XI, samt protein S, protein C og antitrombin.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. World Health Organization. "Hepatitis". World Health Organization. Retrieved 25 November 2013.
  2. Longo, DL, ed. (2012). "Chapter 306. Chronic Hepatitis" (Onlline). Harrison's Principles of Internal Medicine. (18th ed.). New York: McGraw-Hill.
  3. Longo, Dan. Alcoholic Liver Disease in Harrison's principles of internal medicine. (18th ed.). New York: McGraw-Hill. ISBN 978-0-07174889-6.
  4. R. Fontana (July 2008). "Acute Liver Failure including Acetaminophen Overdose". Med Clin North Am. 4: 761–794. PMC 2504411.
  5. Guyton AC & Hall JE (2006). Textbook of medical physiology. 11th ed. Elsevier Saunders, Mississippi.
Anatomi Stub
Denne artikel om anatomi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.