Analgetikum
Et analgetikum (fra græsk: an- uden, algesi- smerte; i flertal analgetika) er et smertestillende lægemiddel, som ved indgift fremkalder smertelindring. Midlernes effektivitet afhænger af deres evne til at blokere de nervesignaler, der sendes fra smertereceptorer til hjernen. Herved adskiller analgetika sig markant fra anæstetika, idet anæstetiske midler hæmmer alle nervesignaler og derved også forårsager følelsesløshed, mens analgetika udelukkende hæmmer smertesignalerne. En speciel type af analgetika udgøres dog af lokalanalgetika, som specifikt anvendes til bedøvelse af et afgrænset område af kroppen under eksempelvis kirurgiske indgreb.[1]
Analgetika opdeles overordnet i primære og sekundære analgetika, hvor sidstnævnte er lægemidler, der har en anden primær anvendelse end selve smertelindringen. Rent farmakologisk og klinisk inddeles midlerne typisk i tre specifikke hovedgrupper.[1]
Den første gruppe er opioidanalgetika, som omfatter både stærkt og svagt virkende opiater. Den smertestillende virkning i denne gruppe skyldes en binding til opiatreceptorer i nervesystemet, specielt lokaliseret i hjernestammen og rygmarvens baghorn. For de stærkt virkende opiater er det naturligt forekommende morfin referencestoffet, men gruppen tæller tillige pethidin, ketobemidon og methadon. De svagere virkende opiater omfatter lægemidler som kodein og tramadol.[1]
Den anden gruppe udgøres af svagere virkende analgetika, som overvejende har en perifer, men også en central effekt. Foruden smertelindring virker disse midler samtidig antiinflammatorisk (NSAID), febernedsættende (antipyretisk) og hæmmer trombocytfunktionen, hvilket muliggør antitrombotisk behandling. Det overordnede referencemiddel her er acetylsalicylsyre (ASA), men gruppen indbefatter også paracetamol samt en lang række NSAID-præparater som ibuprofen og naproxen.[1]
Den tredje gruppe omfatter psykofarmaka og antiepileptika, der anvendes i smertebehandlingen, og som i praksis derved fungerer som sekundære analgetika. Dette inkluderer for eksempel tricykliske antidepressiva givet i lav dosering samt antiepileptika som carbamazepin, der anvendes målrettet mod neuralgier (nervesmerter), såsom trigeminusneuralgi.[1]
Primære analgetika
[redigér | rediger kildetekst]Primære analgetika består af de stærke smertestillende midler, opioiderne, samt de mere svage smertestillende midler som paracetamol og NSAIDer.
Sekundære analgetika
[redigér | rediger kildetekst]Sekundære analgetika er lægemidler der primært anvendes til andre formål end smertelindring, men som har en plads i smertelindring af visse typer af smerter der ikke responderer på primære analgetika, herunder neuropatiske smerter. Denne gruppe består af visse antidepressive og antiepiletiske stoffer.
Lokalanalgetika
[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende artikel: lokalanalgesiLokalanalgetika er lægemidler der anvendes til bedøvelse af et afgrænset område af kroppen under fx en operation (lokalbedøvelse). Disse stoffers navne slutter alle med -cain og de er afledt af kokain. Lokalanalgetika kombineres nogen gange med vasokonstriktorer som noradrenalin, for at hindre spredning af bedøvelsen. Lokalanalgetika kaldes på visse sprog, herunder engelsk, for lokalanæstetika.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 5 Levin, Klaus; Nørgaard, Jan Rytter (2015). "analgetikum". I Toft, Martin (red.). Medicinske fagudtryk: en klinisk ordbog med kommentarer (4 udgave). København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. s. 44. ISBN 9788717042056. OCLC 901512451.
