Andrea del Sarto

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gnome globe current event.svg Denne artikel eller dette afsnit er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.
Clockimportant.svg
Andrea del Sarto, Selvportræt, 1. halvdel af 16. århundrede Galleria degli Uffizi.
Andrea del Sartos Nadveren i Musée du Cenacolo di San Salvi ved Firenze.

Andrea del Sarto, egentlig Andrea d’Agnolo di Francesco, kaldet Sarto efter sin faders håndværk, denne var skrædder (1486 i Firenze1530 sammesteds) var en italiensk maler.

Sarto var elev af den ganske ubetydelige Gian Barile, derefter af Piero di Cosimo; men den væsentligste indflydelse på hans kunst fik Fra Bartolommeo for kompositionens og Michelangelo for formens vedkommende. — Sarto betegner kulminationen af florentinsk malerkunst: uovertræffelig er hans billeders vægtige og mægtige holdning, hans figurers storladne og brede form, men størst er Sarto dog som kolorist; han er der ikke blot den florentinske kunsts absolut mest fremragende maler, men en af verdens største farvekomponister; hans farvers bløde harmoniske sammenstemthed, deres gennemsigtige klarhed og dybe fylde er af den vidunderligste skønhed og duft. Men trods alle disse rige egenskaber vil Sarto ikke synes os at høre til de renæssancemestre, vi elsker mest. der fattes i Sartos kunst det præg af en personlighed, der står inde for og overbeviser om sin kunsts indre sandhed og indhold, der mangler præget af, at ban har haft højere mål end netop sin kunsts midler: den skønne skal savner alt for ofte kerne, det sjælelige indhold i hans billeder er i reglen sørgelig tomt og fladt. — Sartos hovedværker findes i hans fødeby, hvor hans virksomhed hovedsagelig fandt sted, og hvor han 1508 optoges i Gildet og ca. 1513 ægtede Lucretia del Fede, hans Livs onde Ånd (Vasari). 1518 indkaldte Frants I ham til Frankrig, men knap to år efter søgte han orlov til at drage på besøg til Firenze. Han aflagde ed på at vende tilbage til Frankrig, men han vendte aldrig tilbage, og de summer, som Frants I havde overgivet ham til indkøb af italienske kunstværker, forødte han selv. — Af hans arbejder skal nævnes de mægtig virkende fresker i Santissima Annunziata i Firenze med fem scener af den hellige Filippo Benizzis liv, delvis af andre malere, hertil slutter sig Kongernes tilbedelse og det kostelige Marias fødsel, et værk, der i sin mageløse storladne monumentalitet og i sin rige farveskønhed er kronen på dette af florentinsk kunst så ofte behandlede emne. Ikke mindre magtfulde virker de brunt i brunt malte fresker af Johannes Døberens historie Compagnia dello Scalzo, 1511—26; her også de fire kardinaldyder, Nadveren Musée du Cenacolo di San Salvi ved Firenze, det eneste nadverbillede, der "på lang afstand tør nærme sig Leonardos" Jacob Burckhardt, uden af dennes dybe ånd, men med aposteltyper en hos Sarto sjælden vægtig og enkel karakterfuldhed, endelig hans mesterværk som freskomaler, den i komposition, form og farve lige fuldendte — og ganske sjælløse — Madonna del Sacco i Santissima Annunziata. Som de betydeligste af Sartos staffelibilleder fremhæves bebudelsen, den unge Johannes Døber, Korsnedtagelsen, Pietà, Disputa della Trinità alle i Palazzo Pitti, Madonna med Johannes Evangelisten og den hellige Franciscus på italiensk hedder billedet Madonna delle Arpie, hans herligste komposition blandt adskillige fade madonnaer og hellige familier, dette billede ligesom hans prægtige, holdningsfulde selvportræt i Uffizi. Andre billeder uden for Italien i Louvre, Caritas, 1518, i London et portræt, i Dresden Abrahams offer og i Berlin Madonna med barn og otte helgener og andre Steder.

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Luigi Biadi, Notizie inedite della vita d’Andrea del Sarto, Firenze, 1830
  • Alfred von Reumont, Andrea del Sarto, Leipzig, 1835
  • B. Baumann, Andrea del Sarto, København, 1878
  • H. Janitschek, "Andrea del Sarto" i Dohme: Kunst und Künstler, II, 3, Leipzig, 1879
  • H. Guinnes, Andrea del Sarto, London, 1899
  • Schäffler, Sarto, 1904
  • F. Knapp, "Sarto", Künstler-Monographien, bind 90, 1907

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]