Andrea del Sarto

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Andrea del Sarto
Andredelsartoselfportrait.jpeg
Andrea del Sarto, Selvportræt, 1. halvdel af 16. århundrede Galleria degli Uffizi.
Personlig information
Født Andrea d'Agnolo di Francesco di Luca di Paolo del Migliore VannucchiRediger på Wikidata
16. juli 1486Rediger på Wikidata
FirenzeRediger på Wikidata
Død 29. september 1530 (44 år)Rediger på Wikidata
FirenzeRediger på Wikidata
Dødsårsag PestRediger på Wikidata
Gravsted Santissima AnnunziataRediger på Wikidata
Nationalitet Italien Italiensk
Ægtefælle Lucrezia del Fede (fra 1518)Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Elev af Piero di Cosimo, Raffaellino del GarboRediger på Wikidata
Beskæftigelse KunstmalerRediger på Wikidata
Arbejdssted FirenzeRediger på Wikidata
Elever PontormoRediger på Wikidata
Kendte værker Madonna of the Harpies[1], Annunciation[2], Sidste nadverRediger på Wikidata
Bevægelse HøjrenæssanceRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Andrea del Sartos Nadveren i Musée du Cenacolo di San Salvi ved Firenze.

Andrea del Sarto, egentlig Andrea d’Agnolo di Francesco, kaldet Sarto efter sin faders håndværk, denne var skrædder (født 16. juli 1486 i Firenze, død 29. september 1530 sammesteds) var en italiensk maler.

Sarto var elev af den ganske ubetydelige Gian Barile, derefter af Piero di Cosimo; men den væsentligste indflydelse på hans kunst fik Fra Bartolommeo for kompositionens og Michelangelo for formens vedkommende. — Sarto betegner kulminationen af florentinsk malerkunst: uovertræffelig er hans billeders vægtige og mægtige holdning, hans figurers storladne og brede form, men størst er Sarto dog som kolorist; han er der ikke blot den florentinske kunsts absolut mest fremragende maler, men en af verdens største farvekomponister; hans farvers bløde harmoniske sammenstemthed, deres gennemsigtige klarhed og dybe fylde er af den vidunderligste skønhed og duft. Men trods alle disse rige egenskaber vil Sarto ikke synes os at høre til de renæssancemestre, vi elsker mest. der fattes i Sartos kunst det præg af en personlighed, der står inde for og overbeviser om sin kunsts indre sandhed og indhold, der mangler præget af, at ban har haft højere mål end netop sin kunsts midler: den skønne skal savner alt for ofte kerne, det sjælelige indhold i hans billeder er i reglen sørgelig tomt og fladt. — Sartos hovedværker findes i hans fødeby, hvor hans virksomhed hovedsagelig fandt sted, og hvor han 1508 optoges i Gildet og ca. 1513 ægtede Lucretia del Fede, hans Livs onde Ånd (Vasari). 1518 indkaldte Frants I ham til Frankrig, men knap to år efter søgte han orlov til at drage på besøg til Firenze. Han aflagde ed på at vende tilbage til Frankrig, men han vendte aldrig tilbage, og de summer, som Frants I havde overgivet ham til indkøb af italienske kunstværker, forødte han selv. — Af hans arbejder skal nævnes de mægtig virkende fresker i Santissima Annunziata i Firenze med fem scener af den hellige Filippo Benizzis liv, delvis af andre malere, hertil slutter sig Kongernes tilbedelse og det kostelige Marias fødsel, et værk, der i sin mageløse storladne monumentalitet og i sin rige farveskønhed er kronen på dette af florentinsk kunst så ofte behandlede emne. Ikke mindre magtfulde virker de brunt i brunt malte fresker af Johannes Døberens historie Compagnia dello Scalzo, 1511—26; her også de fire kardinaldyder, Nadveren Musée du Cenacolo di San Salvi ved Firenze, det eneste nadverbillede, der "på lang afstand tør nærme sig Leonardos" Jacob Burckhardt, uden af dennes dybe ånd, men med aposteltyper en hos Sarto sjælden vægtig og enkel karakterfuldhed, endelig hans mesterværk som freskomaler, den i komposition, form og farve lige fuldendte — og ganske sjælløse — Madonna del Sacco i Santissima Annunziata. Som de betydeligste af Sartos staffelibilleder fremhæves bebudelsen, den unge Johannes Døber, Korsnedtagelsen, Pietà, Disputa della Trinità alle i Palazzo Pitti, Madonna med Johannes Evangelisten og den hellige Franciscus på italiensk hedder billedet Madonna delle Arpie, hans herligste komposition blandt adskillige fade madonnaer og hellige familier, dette billede ligesom hans prægtige, holdningsfulde selvportræt i Uffizi. Andre billeder uden for Italien i Louvre, Caritas, 1518, i London et portræt, i Dresden Abrahams offer og i Berlin Madonna med barn og otte helgener og andre Steder.

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Luigi Biadi, Notizie inedite della vita d’Andrea del Sarto, Firenze, 1830
  • Alfred von Reumont, Andrea del Sarto, Leipzig, 1835
  • B. Baumann, Andrea del Sarto, København, 1878
  • H. Janitschek, "Andrea del Sarto" i Dohme: Kunst und Künstler, II, 3, Leipzig, 1879
  • H. Guinnes, Andrea del Sarto, London, 1899
  • Schäffler, Sarto, 1904
  • F. Knapp, "Sarto", Künstler-Monographien, bind 90, 1907

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
  1. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.