Selvportræt
For alternative betydninger, se Selvportræt (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Selvportræt)
Når en person eller kunstner portrætterer sig selv, kaldes resultatet et selvportræt. Selvportræt kan fx laves i skulptur, foto-, tegne- og malerkunsten.
Selvportræt kan variere fra simple stregtegninger til omhyggeligt udførte ateliermalerier. Nogle kunstnere har satset på stemning mere end på portrætlighed – men de fleste indeholder elementer, der gør dem genkendelige for andre.
Motivet for at lave selvportrætter kan variere, men en nærliggende mulighed er, at efter spejlet blev udviklet, er modellen altid tilgængelig. Reklame var et andet: Kunden vil kunne se, hvad kunstneren var gjort af, når det gjaldt at fremme ligheden. En tredje faktor har sandsynligvis været at fremhæve sig selv, og sin egen udvikling som kunstner. En fjerde kan have været at synliggøre sig selv for eftertiden, hvilket også giver en enkel forklaring på, hvorfor visse kunstnere har malet sig ind som statister i malerier af flere genrer.
Der er mange velkendte kunstnere som har portrætteret sig selv. Albrecht Dürer er velkendt. Rembrandt er kendt for flere fra forskellige livsperioder. Edvard Munch har lavet adskillige, hvor den aldrende Munch med uret og sengen er den mest kendte. Også Odd Nerdrum har skabt selvportrætter, men kun ét, der var kontroversielt.
Man regner med at det ældste kendte selvportræt er fra 1433 af Jan van Eyck, han har gengivet sig selv med rød chaperon.[1] Med mobiltelefonens kamera er det blevet let at lave selvportrætter, de såkaldte selfies, her prøver fotografen ofte at vise sig selv i en speciel situation, som da Helle Thorning-Schmidt tog et portræt af sig selv sammen med Barack Obama og David Cameron ved mindehøjtideligheden for Nelson Mandela.[2]
Gallerier med eksempler på selvportrætter gennem tiden[redigér | rediger kildetekst]
Maleri[redigér | rediger kildetekst]
Jan van Eyck, 1433
Albrecht Dürer, 1498
Hans Holbein den ældre, ca. 1500.
Albrecht Dürer, 1500.
Rafael, selvportræt, 1506.
Leonardo da Vinci, ca. 1512
Jan Mabuse, ca. 1515-1520
Parmigianino, ca. 1524
Hans Baldung, 1526
Lucas Cranach den ældre, 1550
Melozzo da Forli, 15. århundrede
Tintoretto, 1588
Adam Elsheimer, 1606-1607
Peter Paul Rubens med fru Isabella, ca. 1609
Giovanni Lorenzo Bernini, ca. 1623
Philippe de Champaigne, mellem 1625 og 1650
Simon Vouet, 1626 eller 1627
Rembrandt van Rijn, 1630
Salvator Rosa, ca. 1645
Frans Hals, ca. 1650
Rembrandt van Rijn, ca. 1655
Giovanni Battista Gaulli, ca. 1667
Gerard ter Borch, ca. 1668
Mary Beale, ca. 1675–1680
Mikael Dahl, 1691
Luca Giordano, ca. 1692
Rosalba Carriera, 1715
Nicolas Lancret, ca. 1720
Jens Juel, 1766
David Allan, 1770
Angelika Kauffmann, 1770-1775
Anton Rafael Mengs, ca. 1778
George Stubbs, 1781
Anne-Louis Girodet, 1790
Élisabeth Vigée-Lebrun, 1790
Joseph Ducreux før 1793
Jacques-Louis David, 1794
J.M.W. Turner, 1798
Joseph-Siffred Duplessis, ca. 1801
Philipp Otto Runge, ca. 1802-03
Francisco Goya, 1815
William Etty, 1823
Victor Emil Janssen, ca. 1828
Christen Købke, ca. 1833
Horace Vernet, 1835
Dankvart Dreyer, 1838
Jean-François Millet, 1841
Gustave Courbet, ca. 1843–1845
Elisabeth Jerichau Baumann, ca. 1850
Edgar Degas, 1854-1855
Léon Bonnat, 1855
William Holman Hunt, 1867
Ivan Kramskoj, 1867
Anselm Feuerbach, 1870
Arnold Böcklin, Selvportræt med violinspillende Død, 1872
Camille Pissarro, 1873
Anna Ancher, ca. 1877–78
Ilja Repin, 1878
George Frederic Watts, ca. 1879
Valentin Serov, 1880erne
William Bouguereau, 1886
Carl Bloch, 1886
Vincent van Gogh, 1886–1887
Émile Friant, 1887
Henri Rousseau, 1890
Johanne Krebs, ca. 1890
Paul Gauguin, 1893
Vilhelm Hammershøi, 1895
Lovis Corinth, 1896
P.S. Krøyer, 1897
Camille Pissarro, 1903
Pierre-Auguste Renoir, 1910
Egon Schiele, 1912
Boris Kustodiev, 1912
Harald Giersing, 1915
Anders Zorn, 1915
Eero Järnefelt, datering ukendt
Poul S. Christiansen, før 1933
Aris Kalaizis, 2019
Tegning[redigér | rediger kildetekst]
Heinrich Dittmers, 1677 (tilskrevet)
Marcus Tuscher, 1743-1751
Johan Tobias Sergel, 1793
Rodolphe Töpffer, 1840
Taras Sjevtjenko, 1843
Theodor Kittelsen, 1888
Johannes Holbek, 1892
Wilhelm Busch, 1894
Alfred Schmidt, 1907
Fritz Syberg, 1910
Erik Satie, 1913
Eigil Petersen, før 1917
Fotografi[redigér | rediger kildetekst]
Pietro Boyesen, 1850
Carl Christian Hansen, 1860'erne
Nadar, formentlig omkring 1865
Mathew Brady, ca. 1875
Budtz Müller før 1884
Georg Rosenkilde, før 1891
August Strindberg, 1892-93
William Augustinus, 29. april 1896
Heinrich Tönnies, før 1903
Alphonse Bertillon, 7. august 1912, som et mug shot
Herbert Marxen, ca. 1930
Peter Elfelt, før 1931
Stanley Kubrick, sidst i 1940'erne
Philip Jones Griffiths, 2000
Litografi[redigér | rediger kildetekst]
Emil Bærentzen, før 1868
Indsat selvportræt[redigér | rediger kildetekst]
Et indsat selvportræt er et portræt der indgår i et større arbejde, herunder et gruppeportræt. Mange malere siges at have indeholdt skildringer af enkeltpersoner, herunder dem selv, i maleri med religiøse figurer eller andre former for komposition. Sådanne malerier havde ikke til formål offentligt at skildre de virkelige personer som sig selv, men de forhold ville have været kendt af både kunstner og mæcen, hvilket skaber et samtaleemne samt en offentlig vidnesbyrd af kunstnerens dygtighed.[3]
I de tidligste bevarede eksempler af selvportrætter fra Middelalderen og Renæssancen, historiske eller mytiske scener (fra Bibelen eller klassisk litteratur) blev skildret ved hjælp af en række virkelige personer som modeller, ofte med kunstneren, der giver hele arbejdet en multiple funktion som portrætter, selvportrætter og historie/myte maleri. I disse værker, vises kunstnerens ansigt som regel i mængde eller gruppe, ofte ude mod kanterne eller i hjørnet af arbejdet og bag de vigtigste deltagere. Rubens' The Four Philosphers (1611-1612)[4] er et godt eksempel, her er Rubens yderst til venstre. Dette kulminerede i det 17. århundrede med arbejdet Bestyrerne af Sankt Lukasgildet i Haarlem fra 1675 af Jan de Bray, hvor selvportrættet er anden person fra venstre. Mange kunstneriske medier har været anvendt, især malerier, tegninger og grafik har været vigtigt.
I den berømte Arnolfini Portræt (1434), er Jan van Eyck sandsynligvis en af to figurer der skimtes i et spejl. Van Eyck maleriet har muligvis inspireret Diego Velázquez til at skildre sig selv i fuld størrelse som maleren der skaber Las Meninas (1656), som Van Eyck hang i paladset i Madrid, hvor han arbejdede. Dette var en anden moderne blomstring, da han optræder som maleren (tidligere uset i de officielle kongelige portrætter) og stående tæt på kongens familie, der var det formodede vigtigste emne for maleriet.[5]
I det 17. århundrede, malede Rembrandt en række selvportrætter. I The Prodigal Son i Tavern (ca. 1637), et af de tidligste selvportrætter med familie, formentlig omfatter maleriet Saskia, Rembrandt kone, en af de tidligste afbildninger af et familiemedlem af en berømt kunstner. Familie og professionel gruppe malerier, herunder kunstnerens skildring, blev mere og mere almindelige i det 17. århundrede og fremefter.
Galleri med indsatte selvportrætter[redigér | rediger kildetekst]
Arnolfinis bryllup, 1434, Jan van Eyck i spejlbilledet
Rogier van der Weyden som Skt. Lukas, der laver en skitse til et maleri af jomfru Maria, ca. 1440
Et indsat selvportræt af Fra Filippo Lippi (udsnit fra Funeral of the Virgin Mary), 1467-1469
Sandro Botticelli, De tre vismænd, ca. 1475, med kunstneren som statist yderst til højre.
The Four Philosphers, 1611, Peter Paul Rubens, Philip Rubens, Justus Lipsius og Jan Wowerius (fra venstre mod højre)
Francisco de Zurbarán, Lukas som maler, foran Kristus på korset, 1630-1639, Pradomuseet
Kunstneren med sin familie, malet af Karel van Mander III, 1646-1647
Las Meninas,1656, viser Diego Velazquez ved staffeliet til venstre.
Wolfgang Heimbach, Arvehyldningen, 1666, Rosenborg Slot
indsat selvportræt i nederst venstre hjørneBestyrerne af Sankt Lukasgildet i Haarlem, 1675, Jan de Bray nummer to fra venstre
Reference[redigér | rediger kildetekst]
- ^ "Introduktion til Selvportræt - Louisiana". Arkiveret fra originalen 17. maj 2013. Hentet 15. februar 2013.
- ^ Thornings selfie får hug i britisk presse - Politiken.dk
- ^ Campbell, Lorne, Renaissance Portraits, European Portrait-Painting in the 14th, 15th and 16th Centuries, pp. 3-4, 1990, Yale, ISBN 0-300-04675-8
- ^ "Web Gallery of Art: Rubens, Pieter Pauwel - The Four Philosphers, 1611-12". 2010. Hentet 2010-08-08.
- ^ Campbell, Lorne; National Gallery Catalogues (new series): The Fifteenth Century Netherlandish Paintings, pp 180, 1998, ISBN 978-0-300-07701-8. The Arnolfini Portrait hung in the same palace in Madrid in which Las Meninas was painted
Ekstern henvisning[redigér | rediger kildetekst]
- Ole Lindboe, Kunsteren som Sig Selv, Danske kunstneres selvportrætter, ISBN 87-88598-46-2
- Julian Bell, Five Hundred Self-Portraits, ISBN 0-7148-3959-0
- Omar Calabrese, Die Geschichte des Selbstporträts, ISBN 3-7774-2955-4
Se også[redigér | rediger kildetekst]
|