Angelsaksere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Angelsakser)
Gå til: navigation, søg
Sutton Hoo-hjelmen

Angelsakserne refererer til en gruppe af germanske stammer, anglerne og sakserne de kom fra et område der henholdsvis kaldes Angel (i dag en del af Slesvig-Holsten) og Sachsen (tilsvarerende det nuværende Niedersachsen) i dagens Nordtyskland, som blev dominerende i det område som udgør dagens England fra midten af 4. århundrede. De slog sig ned i Brittania, den romerske provins – i dag kaldet England efter at romerne afskrev England og trak sig ud. Det er fra angelsakserne at den moderne engelske nation udviklede sig, blandt andet kommer ordet "England" fra "Anglernes land", og angelsakserne tog deres sprog med – ligeså gjorde sakserne gammelsaksisk/gammelnedertyske sprog med sig, som udviklede sig til dagens engelsk.

Definition[redigér | redigér wikikode]

Begrebet "angelsaksisk" går tilbage til kong Alfred den stores tid. Han skulle have brugt titlerne rex Anglorum Saxonum og rex Angul-Saxonum. Ophavet til dette er ikke klart, men man mener at det kan stamme fra sammenslåningen af de forskellige kongedømmer i England under Alfred i 886.

Beda nævner i sin kirkehistorie (b.I, kap. 15) at folkene i de nordlige kongedømmer (East Anglia, Mercia, Northumbria m.fl.) var anglere, de i Essex, Sussex og Wessex var nedstammet fra saksere og de i Kent og det sydlige Hampshire var nedstammet fra jyder. Andre tidlige forfattere er det ikke et sådan skilt, og hverken i sprog eller skikke er der nævneværdige forskelle mellem anglere og saksere, mens jydernes efterkommere i Kent stod i kontrast til dem. Videre skrev forfattere fra Wessex regelmæssig om sin nation som en del af Angelcyn, og omtalte sit sprog som Englisc, og kongefamilien i Wessex hævdede at være af samme afstamning som den i Bernicia i Northumbria.

Det er muligt at Bedas skille bare er trukket ud fra navnene på rigerne (Essex – østsaksere, Wessex – vestsaksere osv.), men oprindelig er de utvivlsomt tilhørt forskellige folkegrupper. På et tidlig tidspunkt, muligvis allerede før den saksiske hovedinvasion, havde de to grupper vokset sammen til en.

Udenfor England var begrebet Angli Saxones, som navn på én folkegruppe, i brug allerede et århundrede før Alfred den store; Paul diakonen brugte begrebet i et af sine skrifter. Men det menes klart at han der ikke tænker på angelsaksere som forenet gruppe, men på sakserne i England i modsætning til sakserne på kontinentet.

Invasionerne[redigér | redigér wikikode]

Folkeslag i Storbritannien ca. 600 e.Kr.

I 410 modtog den vestromerske kejser Honorius en bøn om hjælp fra briterne, med germanske og keltiske plyndringstogter. Kejseren svarede at de måtte "ordne op i sine egne sager", og dette år regnes derfor som slutningen på det romerske Britannien. I det magtvakuumet som opstod kom anglere og saksere til øen, først og fremmest til syd- og østkysten.

Den tidligste udvikling kendes kun gennem legender, som blandt andet Beda har genfortalt. Vortigern, leder for briterne som i romernes fravær havde blevet selvstyrende, skulle have givet jyden Hengest området Thanet i Kent til odel og eje. Til gengæld skulle han støtte briterne mod kelterne og andre germanere. Historierne er lidt uklare i forhold til hvordan anglerne og sakserne kom med i denne alliance, men de må have gjort det på et nok så tidligt tidspunkt. Modstanden skal først have blevet ledet af Ambrosius Aurelianus, og derefter af kong Arthur. I slaget ved Mons Badonicus skulle han have klaret at stoppe invasionerne.

I omkring 590, på et tidspunkt hvor kilderne er bedre, var briternes skæbne fortsat uvis. Den keltiske konge Urien af Rheged belejrede Lindisfarne, kongeriget Bernicias bedst befæstede sted. Andre keltere havde sejret i slaget ved Fethanleag (nord for Banbury i Oxfordshire). Urien blev myrdet af en rival, og dermed faldt den keltiske offensiv sammen. Angelsakserne, som nu fremstår som en mere enhedlig gruppe sproglig og kulturelt set, sikrede dermed kontrol over dagens England. Det walisiske navn på England er Lloegyr, "de tabte lande", noget en del forskere mener kan have sammenhæng med dette keltiske nederlag.

Erobringsprocessen er gerne kendt som den saksiske erobring, men dette er et upræcist udtryk. Andre stammer, som anglerne, jyderne, frisere og muligvis frankere tog del i erobringen. De forskellige stammer oprettede kongedømmer, og det som er blevet kaldt heptarkiet opstod – en kerne af syv angelsaksiske kongeriger som dominerede England.

Den romersk-britiske befolknings skæbne er uvis. Gildas den vise skrev at de blev myrdet omtrent til sidste mand, kvinder og børn. Moderne historikere mener at de stort set overlevede, men at meget mange havnede i slaveri eller blev tjenere under anglere og saksere. På det tidspunkt hvor man får nogenlunde sikre kilder står det klart at de oprindelige briter kun fandtes i Cornwall og Wales, og i Strathclyde i dagens Skotland.

Nye teorier om invasionerne[redigér | redigér wikikode]

I nyere tid har enkelte historikere påpeget at der ikke findes arkæologiske beviser som støtter teorien om en eller flere større invasioner. De mener derfor at det er snak om en mere gradvis migration, at anglere, saksere og andre indvandrere gradvis blev blandet med den lokale befolkning. Studier af sprog og genetisk opbygning har ikke ført til noget gennembrud i forskningen, men stadig flere hælder mod en gradvis absorbering af indvandrede stammer.

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Angelsaksisk

Angelsaksisk, som også kaldes oldengelsk fordi det er en forløber for moderne engelsk, er sproget som blev talt under Alfred den store og som fortsatte at være fællessprog i England indtil normannerne tog magten i 1066. Sproget fandtes også langt før dette. Sproget var Bedas modersmål, og han skrev på angelsaksisk og oversatte forskellige værker til det.

Det angelsaksiske sprog var udviklet fra oldsaksisk, og tæt beslægtet med nedertysk.

Sproget ligger tættere på tidlige germanske sprog end middelengelsk; den største forskel er at sidstnævnte er betragtelig mere latiniseret.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Angelsaksisk litteratur
Første side af Beowulf

Den angelsaksiske litteraturhistorie dækker perioden fra midten af det 5. århundrede til 1066. Man har eksempler på episk digtning, hagiografi, prækener, Bibeloversættelser, lovsamlinger, krøniker, gåder og andet. Omkring 400 manuskripter fra perioden er bevaret.

Blandt de mest kendte værker er det episke digt Beowulf, som er blevet et nationalepos i Storbritannien, og Den angelsaksiske krønike som er et meget vigtig historisk dokument. Sidstnævnte eksisterer i flere manuskripter med indbyrdes forskelle, noget som er værdifuldt i arbejdet med at eliminere fejl begået af afskrivere. Den ældste skrevne tekst som er bevaret er et digt med navnet Hymn, fra det 7. århundrede; ældre tekster er kun bevaret i senere kopier.

Arkitektur[redigér | redigér wikikode]

Der findes få bevarede eksempler på angelsaksisk arkitektur. Mindst femten kirker er af angelsaksisk oprindelse, og mange flere kan være det, men i de fleste tilfælde har senere ombygninger fjernet det meste af den oprindelige arkitektur.

Distinkte træk i angelsaksisk arkitektur er brug av ujævne tegl og ekstremt tykke vægge. Vinduerne var normalt buet øverst, men kunne også være firkantet eller triangulere. I de tidligste kirker finder man meget genbrugt romersk materiale.

Langt de fleste bygninger var af træ, men kun i et enkelt tilfælde, sognekirken i Greensted-juxta-Ongar, St. Andrew's Church, er de oprindelige trævægge bevaret. Materialet er egeplanker lavet ved at stammen er splittet med økse. Også denne kirke er ombygget; i midterpartiet er den oprindelige angelsaksiske kirke, koret er fra normannisk tid og tårnet i vestenden er af moderne dato, men man får alligevel et godt indtryk af hvordan den oprindelig var.

Kunst[redigér | redigér wikikode]

Angelsaksisk kunst er i en lille grad kendt fra perioden før Alfred den store (871–899). Den overlevede en tid efter normannernes invasion, frem til begyndelsen af det 12. århundrede da romansk stil tog over som den store stilart. Før Alfreds tid finder man en blandingsstil, kaldt hiberno-saksisk kunst, som blander angelsaksiske og keltiske elementer.

De største eksempler på angelsaksisk kunst som er bevaret findes i illuminerede manuskripter. Blandt de vigtigste er St. Æthelwolds Benedictionale, Leofric-missalet og Harley-psalteret. St. Æthelwolds manuskript blander hiberno-saksisk, karolingisk og byzantinsk stil, mens Harley-psalteret er en efterligning af det karolingiske Utrecht-psalteret. Harley-psalteret er i en "renere" angelsaksiskstil, kendt som Winchesterstilen.

Udsnit fra Bayeux-tapetet

Et andet meget kendt eksempel er Bayeux-tapetet. Dette forbindes mest med normannerne, eftersom det viser Wilhelms erobring af England, men kunstnerne var angelsaksere som arbejdede i sin egen traditionelle stil. Dette reflekterer også stilen man finder indenfor malerkunst. Der findes også nogen få bevarede eksempler på kalkmalerier, lavet i elfenben og sten, metalarbejde og emalje.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Angelsaksisk religion

Angelsaksernes oprindelige religion var germansk mytologi, med nær tilknytning til nordisk religion. Man finder spor efter deres guder i de engelske navne på dage, på samme måde som man finder det på dansk:

  • Tiw (Tyr), Tuesday (tirsdag)
  • Woden (Odin), Wednesday (onsdag)
  • Þunor (Thor), Thursday (torsdag)
  • Frige (Freja), Friday (fredag)

Kristendommen blev etableret i England allerede i romersk tid, og angelsakserne kom hurtigt i kontakt med både romersk og keltisk kristendom. Den første angelsakser som blev ærkebiskop af Canterbury var Bertwald, som blev udnævnt i 693. Mange lod sig senere omvende, og i løbet af 8. og 9. århundrede blev kristendommen den dominerende og senere den eneste religion blandt angelsakserne. Eftersom de skrivekyndige først og fremmest var at finde blandt munke, blev lidt bevaret af den gamle religion, så at der i dag ikke findes noget helhedlig billede af den. Blandt de klareste referencer man finder er love hvor forskellige hedenske skikke forbydes; de beskrives da såpas godt at man kan danne sig et billede af dem.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • D. Whitelock, English Historical Documents c.500–1042, Eyre and Spottiswoode, London 1955
  • Bede, Ecclesiastical History of the English People, trans. L. Sherly-Price, Penguin, London 1990
  • F.M. Stenton, Anglo-Saxon England, 3rd edition, Oxford University Press, Oxford 1971
  • J. Campbell et al, The Anglo-Saxons, Penguin, London 1991
  • E. James, Britain in the First Millennium, Arnold, London 2001
  • M. Lapidge et al, The Blackwell Encyclopaedia of Anglo-Saxon England, Blackwell, Oxford 1999

Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: