Anglere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Angler)
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Angler (kvæg).
Anglernes stammeområde omkring 100 e. Kr. (blåtonet)

Anglerne (opkaldt ifølge Saxo efter Humbles Søn Angel) er et folkeslag fra Angel i Slesvig-Holsten der ligger mellem Flensborg Fjord i nord og Slesvig fjord Slien i syd. Anglerne synes at have etableret et kongerige kort før vor tidsregnings begyndelse med kongesæde ved landsbyen landsbyen Bornsten ved Egernførde. Anglernes centrale kultsted synes at have været Torsbjerg Mose ved Sønder Brarup. De har ekspanderet meod vest indtil Vadehavet og grænsen i nord mod Over Jerstal-kredsens autonome småstammer (varinere) blev formentlig markeret af grænsenvolden Olgerdiget ved Tinglev i 31 e.Kr.

Anglerne ekspanderede videre mod nord og markerede tilsyneladende den nye nordgrænse med Æ Vold. En del af anglerne udvandrede omkring 200 sammen med varinerne fra det vestlige Mecklenburg til det nuværende Thüringen. De såkaldte engel-landsbyer (Feldengel, Kirchengel, Holzengel og Westerengel) i det nordlige Thüringen minder endnu i dag om anglernes tilstedeværelse i Thüringen. Anglerne nævnes også i den thüringske landskabslov fra omkring 800 (Lex Angliorum et Werinorum hoc est Thuringorum). Anglerne ekspanderede yderligere mod nord og jyderne ekspanderede mod syd indtil varinernes område var helt opslugt.

Mellem 300 og 500 blev anglerne presset mod syd af jyder og/eller danerne indtil de kun havde et lille område syd for Slien tilbage. Dette synes at være baggrunden for udvandringen mellem cirka 200 og 400 til det centrale og nordlige England og East Anglia. Britannien havde indtil da været en romersk provins, men den var blevet opgivet som følge af romernes vanskeligheder med at holde sammen på riget i folkevandringstiden. Anglerne og sakserne blev egentlig tilkaldt som lejesoldater i de konflikter, der udspillede sig mellem de keltiske stammer efter romernes rømning, men de og en gruppe jyder satte sig efterfølgende fast i landet og fortrængte kelterne til Wales og Cornwall. I begyndelsen var der krig mellem anglere og saksere, som ikke kunne udstå synet af den anden. Senere fandt de dog sammen. Denne migration førte til at deres nye hjemland blev opkaldt efter dem, og herfra stammer navnet England. Et af den moderne verdens hovedsprog har altså sit navn fra Angler og Angel.

Befolkningen i nutidens Angel betegnes som angelboerne. De taler enten tysk eller dansk som modersmål.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Rekonstruktion af et angelsaksisk hus i West Stow

Det etniske navn "angler" har flere former og stavinger, og betydninger. Det tidligste attesterte udgave er det latiniserede navnet Anglii, er germansk stamme nævnt i Germania af Tacitus.

Anglernes navn kan have været først optaget i latiniseret form, som Anglii, i Germania af Tacitus. Det antages at stamme fra navnet på det område, de oprindeligt beboede, Angelhalvøen (Angeln på moderne tysk). Dette navn er blevet formodet at stamme fra den tyske rod til "smal" (sammenlign tysk og hollandsk eng = "smal"), hvilket betyder "smalt [vand]", det vil sige henviser til Sliens munding; Roden ville være angh, "snæver". En anden teori er, at navnet betød "krog" som ved fiskeri for fisk; Den indo-europæiske sprogforsker Julius Pokorny afleder det fra * ang-, "bøj" (se ankel).[1]

I løbet af det femte århundrede blev alle germanske stammer, der invaderede Storbritannien, omtalt som englisc, der talte gammelengelsk (som var kendt som englisc, ængisk eller anglisk). Englisc går også tilbage til proto-indo-europæisk * h2enǵʰ-, hvilket betyder smal.[2] Under alle omstændigheder kan anglerne have været kaldt sådan, fordi de var fiskere eller oprindeligt stammer fra sådanne, så England ville betyde "land for fiskerne", og engelsk ville være "fiskernes sprog".[3]

Gregor den Store, i et brev, forenklet det latiniserede navn Anglii til Angli, sidstnævnte form udvikler sig til den foretrukne form af ordet. Landet forblev anglia på latin. Alfred den Store oversættelse af Orosius verdenshistorie bruger Angelcynn (-kin) til at beskrive England og det engelske folk; Bede brugte Angelfolc (-folk); Også sådanne former som Engel, Englan (folket), Englaland og Englisc forekommer, der alle viser i-mutation.[4]

Tidlig historie[redigér | redigér wikikode]

Anglere under et andet navn[redigér | redigér wikikode]

Germanere i kamp under slaget ved Teutoburgerskoven, Varusschlacht, 1909

To betydningsfulde antikke geografer, Strabon og Plinius den ældre nævner ingenting om anglerne. Grundene for at de er udeladt er antagelig for at deres bosætning på sydkysten af Østersøen var betragtet som terra incognita, "ukendt land". Imidlertid har begge to beskrevet denne kyst. Eftersom anglerne havde et antaget geografisk navn, er det muligt, at de havde andre navne ikke baseret på geografi, eller af andre grunde.

Strabons redegørelse for slaget ved Teutoburgerskoven giver sin kundskab om de sidste år af Augustus' styre og efter, hvilket er tidlig i det første århundrede. Strabon [5] hævder at kimbrere levede fortsat på halvøen (det vil sige Jylland) som de altid havde gjort, selv om en del af dem likte at vandre. Hinsides floden Elben er folket ved kysten ukendte i Strabos værk, men syd for dem er svebere fra Elben til getae, gotere. Strabon arbejdede øst over fra Rhinen.

Plinius på den anden side arbejdede fra øst mod vest (4.13.94). Hans beskrivelse forlader Sortehavet, krydser bjergene Ripaei[6] til kysten af det nordlige hav, og følger den vestover til Gadir i det, som i dag er Spanien. I den første retning ligger Skytien, hvor sarmatere, vistula veneti (baltiske venetere), skirere og hirriere er lokaliserede, så langt væk som Vistula (Wisła). Derefter begynder ingvæonere ("Yngves folk"). Baunonia (Bornholm) er en ø, som ligger midt imod Skytien. Cylipenus, antagelig Kielerbugten, er beskrevet, og derfra er der en bugt, som kaldes Lagnus og som er grænsen mod kimbrere. Dets lokalitet er ikke kendt, men det er muligt at det var region Angel.

Hos Plinius består ingævonere af kimbrere og teutonere (også chaukere, men de var ikke i denne regionen). Om Lagnus lå ved grænsen til kimbrerne og efter Kiel, da må Angel have været i området for teutonere. De var måske ikke kendt som "anglere" på den tid; imidlertid omfattede området for teutonere også Vorpommern og regionen syd for Elben (hovedsagelig Holsten), medregnet for den forutsat større rækkevidden til anglerne i senere kilder.

Tacitus[redigér | redigér wikikode]

Nerthus af Emil Doepler (1905)
Angelsaksisk broche af sølv, British Museum.

Muligvis er den første tilfælde af anglere som er i nedtegnet historie i Tacitus' Germania, kapitel 40, hvor «anglii» er nævnt i en liste over germanske stammer. Han giver ingen præcis indikation på deres geografiske beliggenhed, men hævder at sammen med seks andre stammer dyrkede de en gudinde ved navn Nerthus og dennes helligdom lå på «en ø i havet er der en hellig lund». De andre stammene var reudigni, auiones (øfolket), varini (varinere), eudoses (jydere), suarines og nuithones.[7] Til sammen er de beskrevet som at være bag fæstningsvolde som floder og skove,[8] det vil sige umulig at angribe. Da eudoses er jydere referer deres navn antagelig til lokaliteter som Jylland eller langs kysten af Østersøen. Hvis det er tilfældet, er disse folk de samme som kimbrere og teutonere hos Plinius. Kysten har tilstrækkelig med flodmunninger, indløb, sunde, floder, øer, sumpe og moseland til at være utilgængelig for de som ikke var kendt med området, eksempelvis romere som betragtede området som ukendt, utilgængelig og med en lille befolkning og af ringe økonomisk interesse.

De fleste forskere mener at anglii, anglere, levede langs kysten af Østersøen, antagelig i den sydlige del af Jylland. Denne opfatning er baseret delvis på angelsaksisk og danske traditioner angående personer og hændelser på 300-tallet, og delvis på det faktum, at påfaldende ligheder med kulten for Nerthus sådan som den er beskrevet hos Tacitus er fundet i mytologien i det førkristne Norden, særlig i den svenske og danske områder.

Tacitus' afhandling Germania er inkonsekvent med Strabo og Plinius på et betydelig punkt. Tacitus kalder Østersøen for det svebiske havet og ser de syv stammer som inkludert anglii som svebere. Hos Plinius er sveberne blandt stammerne hos herminonere i mellemste Tyskland. Hos Strabo lå sveberne syd for kysten. Det svebiske sprog udviklede sig til gammelhøjtysk mens anglere og jydere var blandt dem, som talte gammelsaksisk.

Suevi Angili[redigér | redigér wikikode]

Klaudios Ptolemaios i hans værk Geografike hyfegesis (2.10), et halv århundrede senere, præsenterer et noget mere komplekst syn. Sakserne er placeret ved nedre Elben, et område de kunne have opnået kun ved en udvidelse af den saksiske alliance. Øst for dem er teutonere og også en dissimilation af dem, teutonoari, som forklares som "mænd" (wer); det vil sige «teuton-mennene». Disse teutonere synes at have været lokaliseret i Angeln og de landet som omgiver dette området.

Anglerne som sådan er ikke listet i det hele taget. I stedet findes syeboi angeilloi, latinisert til suevi angili, lokalisert syd for midtre Elben. Grundet usikkerheden til dette afsnit har det været megen spekulation om det oprindelige hjemland for anglii. En teori er at de eller dele af dem bodde eller forflyttet seg sammen med andre kystfolk og måske gik ind i et forbund ved flodområdet langs Saale (i nabolaget til den antikke kanton Engilin) ved dalførene Unstrut nedenfor Kyffhäuserkreis, den samme region som det er antaget at Lex Angliorum et Werinorum hoc est Thuringorum er kommet fra. De etniske navnene frisere og varinere er attesteret i nabonavnene til disse saksiske eller svebiske landområder.

En anden mulig løsning er at disse anglere hos Ptolemaios er ikke dem fra Slesvig i det hele taget. I henhold til lingvisten Julius Pokorny er angri- i angrivariere som norrøne -angr i Hardanger og angl- i anglii, de kommer alle fra samme rodord som betyder «bøjet», men i forskjellig mening. Med andre ord, ligheden i navnene er helt tilfældig og reflekterer ikke i nogen etnisk enhed udover at være germanske. Suevi angili ville have været i Nedre Saksen (Niedersachsen) eller i nærheten af det, og som med Ptolemaios' suevi semnones (semnonere), var blandt sveberne på den tid.

Beda[redigér | redigér wikikode]

En manuskripsside fra Beda

Den angelsaksiske kirkehistorikeren Beda den ærværdige hævder, at anglii, før de kom til De britiske øer, boede i et land, som blev kaldt for Angulus og "som ligger mellem landene for jydere og saksere, og er fortsat ubefolket til denne dag". Tilsvarende vitnemål er givet af Historia Brittonum. Kong Alfred af England (849-899) og krønikeskriveren Æthelweard har identificerede dette sted med distriktet som i dag kalles for Angeln i provinsen Schleswig (Slesvig), skønt det kan have været større den gang, og denne identifikation stemmer overens med teksten hos Beda. I den fortælling, som den norske søfarer Ottar fra Hålogaland gav om sin to dages sørejse fra Oslofjorden og til Slesvig, fortalte han, at landet lå på styrbord, og Alfred gjorde tilføjelsen "på disse øer boede englere før de kom hertil".[9] Bekræftelse er leveret af engelske og danske traditioner angående to konger ved navn Wermund og Offa af Angel (dansk Uffe hin Spage), og fra disse kommer kongeslægten i Mercia fra, og hvis handlinger er knyttet til Angel i Slesvig, og Rendsborg. Dansk tradition har bevaret nedtegnelsene af to guvernører af Slesvig, far og søn, i deres tjeneste: Frowinus (Freawine) og Wigo (Wig), som hævdede at stamme fra kongefamilien i Wessex. I løbet af 400-tallet invaderede anglerne det britiske øer sammen med en række andre germanske stammer. Efter denne tid optræder deres navn ikke på kontinentet, undtaget i titlen Suevi Angili.

Provinsen Slesvig har rike forhistorisk levninger som går tilbake til 300- og 400-tallet. En stort gravfelt med kremasjoner har blitt avdekket ved Borgstedterfeld mellom Rendsburg og Eckernförde, og har vist fram en rekke urner og brosjer (brystnåler) som minner meget om de som er funnet i hedenske, førkristne graver i England. Av enda større betydning er de store avleiringene i myrene ved Thorsberg (i Angeln) og Nydam Mose som inneholdt store mengder med våpen, ornamentikk, klær, jordbruksredskaper og lignende, og dessuten Nydamskipet.[10] Ved hjelp av disse oppdagelsene har anglernes kultur før invasjonen og utvandringen til De britiske øyer blitt satt sammen.

Anglernes kongedømmer i England[redigér | redigér wikikode]

Kort som viser de angelsaksiske kongedømmer i England en gang omkring 540.

I henhold til kilder som Bedas historie, efter at anglerne havde invaderet og indvandret på De britiske øer delte de sig op og oprettede efterhånden særskilte småkongedømmer i Nord Angelnen (Northumbria, det vil sige nord for floden Humber), Ost Angelnen (East Anglia), og Mittlere Angelnen (Mercia). Historikeren H.R. Loyn har observert i denne sammenhengen at «en sjøreise er vågal for stammeinstitusjoner»,[11] i den forstand at stammebaserede kongedømmer opstod i England. I tidligere tider var der to nordlige kongedømmer (Bernicia og Deira) og i to Midlands (Midtre Anglia og Mercia). Som et resultat fra påvirkningen fra vestsakserne blev alle de germanske stammene til sist kalt for angelsaksere af normannerne. Det vestsaksiske kongedømme havde erobret, forenede og grundlagde kongedømmet England på 900-tallet. Regionerne East Anglia og Northumbria er fortsat kendt under deres oprindelige navne den dag i dag. Northumbria var i sin tid stort rige og strakte sig så langt nord som til det, som i dag er sydøstlige Skotland, herunder Edinburgh, og så langt sydpå som til udløbet af Humber.

De som blev tilbage i det område, som anglerne forlod, er i dag den nordøstlige del af den den nordligste tyske delstaten Schleswig-Holstein på halvøen Jylland. Der er det fortsat et mindre område som kaldes Angel i dag og er formet som en trekant som går groft set fra moderne Flensborg ved Flensborgfjorden til byen Slesvig og derefter til Maasholm ved indløbet af Slien.

Pave Gregor[redigér | redigér wikikode]

Der findes en legende om pave Gregor I den store som tilsyneladende har en historisk forankring. Gregor kom til at overvære en gruppe med børn, som var anglere fra Deira, som var til salg som slaver på det romerske marked. Gregor spurgte om deres baggrund, og da de fortalte at de var anglii (angels =engler), svarede han med et latinsk ordspil: "Bene, nam et angelicam habent faciem, et tales angelorum in caelis decet esse coheredes" ("Det er godt for de har engles fjæs, og et sådant folk burde være medarvinger til englene i himmelen"). Efter sigende skal han derefter have sørget for, at deres hedenske hjemland blev konvertert til kristendommen.[12]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Pyles, Thomas and John Algeo 1993. Origins and development of the English language. 4th edition. (New York: Harcourt, Brace, Jovanovich).
  2. ^ Barber, Charles, Joan C. Beal and Philip A. Shaw 2009. Other Indo-European languages have derivities of the PIE Sten or Lepto or Dol-ə'kho as root words for narrow. The English language. A historical introduction. Second edition of Barber (1993). Cambridge: University Press.
  3. ^ Baugh, Albert C. and Thomas Cable 1993 A history of the English language. 4th edition. (Englewood Cliffs: Prentice Hall).
  4. ^ Fennell, Barbara 1998. A history of English. A sociolinguistic approach. Oxford: Blackwell.
  5. ^ Strabon 7.2.1, 4 og 7.3.1
  6. ^ Location of European Sarmatia
  7. ^ Tacitus: Germania, 40
  8. ^ Tacitus (1877): Germania, 40; oversettelse fra The Agricola and Germania, A. J. Church & W. J. Brodribb, overs., London: Macmillan, pp. 87-110(?), som nedtegnet i Medieval Sourcebook
  9. ^ Sweet, H. (red.) (1883): King Alfred's Orosius, Early English Text Society, s, 19; noteret i Loyn, H.R. (1991): Anglo-Saxon England and the Norman Conquest, 2. utg., s. 24.
  10. ^ Nydamskibene Arkiveret februar 9, 2012 fra Internet Archives Wayback Machine
  11. ^ Loyn, H.R. (1991): Anglo-Saxon England and the Norman Conquest, 2. utg., s. 25.
  12. ^ Beda: Ecclesiastical History of the English People, bog 2

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]