Anklagerens vidne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Anklagerens vidne (:en: The Witness for The Prosecution) er en novelle, skrevet af Agatha Christie. Den udkom første gang i 1925 som ugebladsnovelle,[1], men var i en længere version med en mere grundig procedure i retten med i The Hound of Death, en novellesamling udgivet i 1933. Denne samling blev dog først udgivet i Danmark i 1973 med titlen Dødens Tegn og Andre Mysterier. [note 1]

Plot[redigér | redigér wikikode]

Leonard Vole er en dørsælger, som kommer under anklage for at have myrdet en rig enke, som han har rådgivet om investeringer. Anklageren kræver dødsstraf, idet der er klare tegn på rovmord. En række indicier peger på Vole som gerningsmanden. Bl.a. er der et vidne, som fastholder, at han groft har udnyttet enkens venlighed, ligesom det viser sig, at enken har gjort ham til arving af sin formue, tilsyneladende uden at vide, at Vole er gift.[2] Hans advokat, Mayhearne, tror på hans uskyld og forsøger at skaffe vidner, der kan støtte Voles forklaring.

Anklagerens største trumf er derimod, at den anklagedes hustru, Østigskfødte Romaine, optræder som vidne mod sin mand. Hun hævder, at han på mordaftenen kom hjem med blod på tøjet og overfor hende tilstod at have dræbt enken. Forsvarsadvokaten giver dog ikke op, og netop som sagen ser ud til at være afgjort, fremskaffer han et nyt vidne, der fastslår, at Romaines forklaring er opspind. Hendes motiv til at vidne mod Leonard er, at hun har en elsker, som hun vil gifte sig med, når hendes mand er dømt og henrettet. Sagen tager nu en dramatisk vending, hvis pointe afsløres i Agatha Christies fortælleteknik

Anmeldelser[redigér | redigér wikikode]

To kendte Christie -biografier karakteriserer denne novelle som en af Christies bedste. [3]

Bearbejdning[redigér | redigér wikikode]

Under navnet Witness for the Prosecution omskrev Christie selv novellen til et teaterstykke, som bl.a. blev opført i Glasgow inden den engelske premiere i The Winter Garden Teatre i London 28. oktober 1953. I stykket er Voles hustru Berliner. En større ændring er dog slutningen, som afviger stærkt fra den oprindelige version, ifølge Christie selv, fordi hun ønskede den nye slutning. [4]

Film fra 1957[redigér | redigér wikikode]

I 1957 blev anklagerens vidne filmatiseret med Billy Wilder som instruktør. Det er en storstilet Hollywood – produktion, filmet i sort – hvid med Tyrone Power i hovedrollen som den anklagede. Romaine Vole er i filmen omdøbt til Christine og rollen spilles af Marlene Dietrich. Charles Laughton optræder i en betydeligt mere fremtrædende rolle som forsvarsadvokat, end den tilsvarende rolle i bogen og teaterstykket. Filmen var nomineret til 7 Oscars, men vandt ikke nogle.[5]

En stor del af filmen foregår i forsvarsadvokatens hjem eller i retssal, men der er også flere tilbageblik til Berlin, hvor det senere ægtepar bliver forelskede i hinanden mod slutningen af anden verdenskrig. Et grundigt studium af disse tilbageblik kan afsløre spor, der opklarer gåden. Også nogle tvetydige episoder i retssalen er blandt de spor, biografgængerne kan forsøge at tolke korrekt.

Rolleliste[redigér | redigér wikikode]

TV serie 1982[redigér | redigér wikikode]

I 1982 blev der ligeledes indspillet en version, baseret på teaterstykket. Denne version er instrueret af Allan Gibson.[6][7]

Rolleliste[redigér | redigér wikikode]

TV serie 2016[redigér | redigér wikikode]

BBC One udsendte i julen 2016 en version, som er baseret på novellen fra 1933. Den er skrevet af Sarah Phelps og instrueret af Julian Jarrold.[8] Store dele af plottet er meget tæt på novellen, men den meget lidt succesfulde advokat John Mayhews privatliv spiller en væsentlig rolle, som ikke er nævnt i novellen.[9] Tynget af skyldfølelse over, at han vendte hjem fra 1. verdenskrig, mens sønnen faldt, sætter han alle kræfter ind i sin søgen efter at finde beviser for, at Vole er uskyldig. At redde en ung mands liv vil være en trøst for ham, ligesom han håber, at det vil kunne forsone ham med sin kone.[9] En kritiker fandt, at detaljen, hvor 1. verdenskrig bliver et omdrejningspunkt for plottet og især de overraskelser, der venter i slutningen af filmen, er overrumplende og genial. [10]

Rolleliste[redigér | redigér wikikode]

Noter og referencer[redigér | redigér wikikode]

Noter
  1. ^ I England skelner man mellem Short Story, en kort novelle, Novella, en længere novelle, ofte af omfang ca. ½ roman og novel, en roman. I Danmark er der ikke noget udtryk for "den halve roman".
Referencer
  1. ^ Oversat og trykt i Anklagerens vidne, kriminalhistorier af..., Carit Andersens Forlag 1964
  2. ^ I den første, korte version, er han ikke gift, men samlevende
  3. ^ Robert Barnard (1980), s. 195, betegner den som ”en juvel – helt sikkert den mest intelligente short story, hun har skrevet." Charles Osborne (1982), s. 73 bruger også "intelligent" om plottet.
  4. ^ Jf. Christie (1977);Osborne (1980), s. 173
  5. ^ "The 30th Academy Awards | 1958". Oscars.org. Academy of Motion Picture Arts and Sciences. Hentet August 21, 2011. 
  6. ^ John J O'Connor (1982-12-03). "Lively Witness for the Prosecution". The New York Times. Hentet 2019-01-06. 
  7. ^ Tom Shales (1982-12-04). "CBS' Ravaged Witness". Washington Post. Hentet 2019-01-06. 
  8. ^ "Toby Jones, Andrea Riseborough and Kim Cattrall to star in The Witness For The Prosecution for BBC One". BBC. 12 August 2016. Hentet 24 November 2016. 
  9. ^ a b O'Donovan, Gerard (27 December 2016). "The Witness For the Prosecution, part 2 review: a dark, perfectly contemporary morality tale". The Daily Telegraph. London, UK. Hentet 30 December 2016. 
  10. ^ Dowell, Ben (27 December 2016). "The Witness for the Prosecution unmasks its secrets in a dark and painful concluding episode". Radio Times. London, UK. Arkiveret fra originalen 29 December 2016. Hentet 30 December 2016. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Barnard, Robert (1980): A Talent to Decieve, Fontana/Collins
  • Osbourne, Charles (1982): The Life and Crimes of Agatha Christie,Collins (London)