Anna af Kleve

Anna af Kleve
Valgsprog: ”God send me well to keep”
Dronning af England
Anne af Kleve
Ægtefælle	Henrik 8. af England
Født	22. september 1515 Düsseldorf Hertugdømmet Berg
Død	16. juli 1557 Hever, Kent, England

Anna af Kleve (født i 1515 – død den 16. juli 1557) var den fjerde af Henrik 8. af Englands koner.

Efter Jane Seymours død, blev Henrik 8. ramt af en tung depression, men kort efter Janes død begyndte planlægningen af et nyt ægteskab til ham af Thomas Cromwell, der søgte efter en stærk alliance til England ved at få kongen til at indgå et politisk ægteskab. Han sendte derfor breve til de engelske ambassadører i hele Europa for at finde en passede hustru til Henrik 8..

Eftersom Henrik 8. havde haft tre koner var det et svært arbejde. Han lod sin hofmaler, Hans Holbein, male flere af de mulige kvinder så Henrik 8. kunne vælge, hvem han syntes var smukkest og hvem der tiltalte ham mest. Hans favorit var Christine af Danmark, der var barnebarn af kejser Karl 5., men kejseren var imod ægteskabet, eftersom en forbindelse med Frankrigs ærkefjende England kunne skade kejserens forhold til Frankrig. Christine var heller ikke meget for ægteskabet og skulle have sagt at hun kun ville have indgået ægteskab med ham hvis hun havde haft to hoveder .

Til sidst fandt Cromwell frem til Hertug Wilhelm 5. af Kleve. Wilhelm var bror til Anna og Sibylle af Kleve, der var gift med kurfyrsten Johann Friedrich 1. af Sachsen, og dermed indflydelsesrig i hele Nordtyskland.

Hans Holbein malede også portrætter af Wilhelms to ugifte søstre Anna af Kleve og Amalie af Kleve, og Henrik valgte Anna, da han bedst kunne lide Holbeins portræt af hende. De engelske udsendinge havde fortalt Henrik 8. hvor smuk Anna var, og dette overbeviste Henrik 8. Den 6. oktober, 1539, blev en ægteskabskontrakt indgået.

I januar 1540 giftede kongen sig, mod sin vilje, med Anne af Kleve, men efter blot seks måneder ægteskab blev ægteskabet annulleret, og Anna fik tildelt titlen som "Kongens søster".

Familie

Anne blev født i 1515 i Düsseldorf, og var den anden datter af Johann von Jülich-Kleve-Berg (ofte omtalt som hertug af Cleves), der døde i 1538, og hans kone Maria (1491-1543). Hun voksede op i Schloss Burg i udkanten af Solingen. Annes far var interesseret i udviklingen indenfor reformationen. Han var medlem af det Schmalkaldiske forbund, og imod kejser Karl 5. Efter faderens død blev Annes bror William hertug, med tilnavnet ”den rige”. I 1526 blev hendes ældste søster Sybille gift med John Frederick, kurfyrsten af Sachsen, lederen af det Schmalkaldiske forbund.

Ægteskab

Kunstneren Hans Holbein den Yngre blev sendt ud for at male portrætter af Anne og hendes yngste søster, Amalia, som begge blev betragtet som mulige ægtefæller til Henrik 8. af England. Henrik forlangte at kunstneren skulle være så nøjagtig som muligt, og ikke smigre søstrene . De to udgaver af Holbeins portrætter findes henholdsvis på Louvre i Paris og på Victoria and Albert Museum i London. Henrik valgte Anne ud fra portrætterne, og forhandlingerne med Kleves var i fuld gang i marts 1539 som Cromwell overvågede, og ægteskabskontrakten blev underskrevet den 4. oktober samme år.

Henrik værdsatte at kvinderne havde en uddannelse og kulturel interesse, men Anne manglede disse da hun ikke havde modtaget nogen formel uddannelse, men kunne dog læse og skrive, dog kun på tysk. Hun mestrede dog håndarbejde og kunne desuden lide kortspil. Alligevel blev Anne anset som blid, dydig, og føjelig, kvaliteter der gjorde hende til en egnet kandidat som Henriks fjerde hustru .

Anne havde mørkt hår og virkede ældre end hun var. Hun blev af den franske ambassadør, Charles de Marillac, beskrevet som en høj og slank, middelmådig skønhed, men med et sikkert og selvbevidst ansigtsudtryk . Holbein malet hende med høj pande, tunge øjenlåg og en spids hage.

Henrik var utålmodig efter at se sin fremtidige brud, og han overraskede hende ved at møde hende på Rochester, men blev skuffet. Han følte at han var blevet vildledt, da alle havde rost Anne for hendes skønhed, og beklagede sig over at:” Hun er ikke så smuk som hun er blevet rapporteret” .. Henrik opfordrede Cromwell til at finde en lovlig måde, så han kunne undgå ægteskabet, men dette var ikke muligt uden at bringe alliancen med tyskerne i fare .

Et mislykket ægteskab

Trods Henriks højrøstede betænkeligheder blev de to gift den 6. januar 1540 på Palace of Placentia i Greenwich, London, hvor ceremonien blev udført af ærkebiskop Thomas Cranmer. Ringen som Anne fik bar inskriptionen:” God send me well to keep” , og hun havde umiddelbart efter ankomsten til England konverteret til den anglikanske tro, for at behage Henrik. Parrets første nat som mand og kone blev ikke en succes, og Henrik betroede Cromwell, at han ikke havde fuldbyrdet ægteskabet ved at sige: ”Jeg kunne lide hende lidt før, men nu kan jeg overhoved ikke lide hende” .

Anne blev befalet at forlade hoffet den 24. juni, og den 6. juli fik hun besked om at kongen genovervejede deres ægteskab. Vidneudsagn blev taget fra en række hoffolk, og kongen havde betroet sine to tjenere Thomas Heneage og Anthony Denny, at han ikke mente at hun var jomfru . Kort efter blev Anne bedt om sin samtykke til at få ægteskabet annulleret, hvilket hun indvilgede i. Ægteskabet blev annulleret den 9. juli, 1540, på grund af det aldrig var blevet fuldbyrdet. Ægteskabet havde varet i godt og vel 6 måneder.

Tiden efter annulleringen

Den tidligere dronning fik en rundhåndet behandling og modtog herunder Richmond Palace, og Hever Castle, hjemsted for Boleynfamilien. Derudover fik hun et hus i Lewes, Sussex, hvilket blot var en af de ejendomme hun fik, men aldrig boede i. Henrik og Anne blev gode venner, og hun blev betragtet som æresmedlem af kongens familie, og omtalt som:” Kongens elskede søster” .. Hun blev ofte inviteret til hoffet, da alle var venligt stemt overfor hende, da hun ikke havde nægtet kongen en annullering, og Henrik proklamerede, at hun ville få en status over alle kvinder i England, inklusiv over sin egen kone og døtre.

Efter Catherine Howard blev halshugget, pressede Annes bror, hertugen af Kleves, kongen til at gifte sig med hende igen, men Henrik afslog dette forslag.

I 1553, da Henriks døtre Maria og Elizabeth red ind i London, hvor Maria blev hyldet som den nye monark, var Anne til stede for at hilse på dem. Hun var også til stede ved Marias kroning i Westminster Abbey .

Dette var hendes sidste offentlige optræden, og da den nye dronning var streng katolsk, konverterede Anne til den romersk-katolske tro. Et par måneder senere skrev Anne til Maria om at hun gerne ville lykønske hende med sit ægteskab med Philip af Spanien, men derudover var der sjældent kontakt mellem Anne og Maria under hendes regeringstid, hvor Anne nød at forvalte sine egne godser.

Siden hun var ankommet som kongens brud, havde Anne aldrig forladt England, da begge hendes forældre var døde på det tidspunkt, og hendes bror, der var streng lutheraner, havde svært ved at tage nederlaget, som han mente Anne havde lidt da hendes ægteskab blev annulleret.

Den sidste tid

Da Annes helbred begyndte at skrante, tillod Maria hende at bo på Chelsea Old Manor, hvor Henriks sidste kone, Catherine Parr, havde levet efter at have indgået nyt ægteskab med Thomas Seymour. Anne havde kroniske smerter og fik ordineret, hvad historikerne mener nu til dags, den første instans af medicinsk heroin . I midten af juli 1557 skrev Anne sin sidste vilje, hvori hun nævner sin bror, søster og svigerinde, samt den kommende dronning Elizabeth, hertuginden af Norfolk og grevinde af Arundel . Hun efterlod ved sin død nogle penge til sine trofaste tjenere og bad Maria og Elizabeth at ansætte dem i deres hjem.