Anthony Eden
| Anthony Eden | |
|---|---|
| Personlig information | |
| Fødselsdato | 12. juni 1897 |
| Fødested | Durham |
| Dødsdato | 14. januar 1977 (79 år) |
| Dødssted | Alvediston |
| Uddannelse og virke | |
| Nomineringer og priser | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
|
Anthony Robert Eden, 1. jarl af Avon (12. juni 1897 – 14. januar 1977) var en britisk konservativ politiker. Han var udenrigsminister i flere perioder og siden premierminister 1955-1957. Han blev jarl 1961.
Efter deltagelse i 1. Verdenskrig studerede Anthony Eden persisk og arabisk. I 1923 valgtes han som konservativ til Underhuset, hvor han havde sæde indtil 1957. Han var udenrigsminister Austen Chamberlains medarbejder 1926-29 og blev fra 1931 benyttet af regeringen i vigtige udenrigspolitiske forhandlinger.
I 1935 blev han udenrigsminister først i Stanley Baldwins sidste regering og fra 1937 under Neville Chamberlain. Eden blev i voksende grad uenig med Chamberlain om appeasementpolitikken. Han var dog ikke, som det er påstået, modstander af appeasement, men anså Mussolini og ikke Hitler for den største trussel mod freden i Europa, ligesom han var mindre afvisende end Chamberlain i forholdet til USA.
I 1938 tog han sin afsked i protest mod Chamberlains måde at føre forhandlingspolitik på. Han blev året efter minister for dominions, i maj 1940 krigsminister i Winston Churchills samlingsregering og fra december 1940 til juli 1945 atter udenrigsminister; 1942-45 var han tillige leder af Underhuset.
Eden deltog i de fleste topmøder mellem Churchill, Roosevelt og Stalin. Han var ikke altid enig med Churchill; fx mente Eden, at Churchill ofte tog for meget hensyn til USAs holdninger, og 1941-43 var han mere villig til indrømmelser over for Sovjetunionen, end Churchill var. Eden blev igen udenrigsminister i Churchills sidste regering 1951-55 og var bl.a. med til at sikre Vesttysklands optagelse i Vestunionen og NATO 1954-55.
Efter i mange år at have været anset for den lovende arvtager i Conservative Party blev Eden i 1955 premierminister efter Churchill. Hans embedstid blev uventet kort, bl.a. som følge af hans håndtering af Suez-krisen. Sammen med Frankrig og Israel forsøgte Eden at omgøre Egyptens nationalisering af Suez-kanalen og at vælte oberst Nasser. Han fejltolkede imidlertid USAs politik, der gik ud på via FN at tvinge parterne til at trække sig tilbage.
Efter hård kritik og ramt af sygdom gik Anthony Eden derfor af i januar 1957. Han skrev sine erindringer i tre bind, Full Circle (1960), Facing the Dictators (1962) og The Reckoning (1965).
Den altid særdeles velklædte Eden lagde navn til en bestemt type blød hat af typen Homburg, en "Anthony Eden hat".
Suez-krisen 1956[redigér | redigér wikikode]
Uddybende artikel: Suez-krigenI oktober 1956 besatte franske og britiske tropper Suez-kanalen. Egyptens præsident, Gamal Abdel Nasser, havde efter langvarige, men resultatløse forhandlinger med de store europæiske kolonimagter nationaliseret den økonomisk vigtige kanal, som siden sin bygning i 1869 var ejet af et fransk-britisk aktieselskab. Mod Edens forventning var den amerikanske præsident Eisenhower imod den europæiske aktion, idet amerikanerne var tilhængere af den afkolonialisering, der havde været i gang siden afslutningen af 2. verdenskrig. Eden måtte opgive sit projekt i erkendelse af, at Storbritaniens status som kolonimagt var overhalet af historien. Politisk og helbredsmæssigt svækket måtte han i 1957 træde tilbage som regeringschef og overlade premierministerposten til Harold Macmillan, der som udenrigsminister havde støttet Suez-interventionen.
Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]
Wikimedia Commons har flere filer relateret til Anthony Eden
Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
|
||||||||
|
||||||
 |
Stub Denne artikel om en britisk politiker er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |
 |
|
