Henry Addington, 1. viscount Sidmouth

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Henry Addington
1. viscount Sidmouth
Henry Addington by Beechey (cropped).jpg
Premierminister i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland
Embedsperiode
17. marts 1801 – 10. maj 1804
Monark George III
Foregående William Pitt den yngre
Efterfulgt af William Pitt den yngre
Personlige detaljer
Født 30. maj 1757
Camden, Storbritannien
Død 15. februar 1844 (86 år)
White Lodge, Storbritannien
Gravsted St Mary the Virgin, Mortlake
Nationalitet England Engelsk
Politisk parti Tory
Ægtefæller Ursula Mary Hammond (fra 1781)
Marianne Scott (fra 1823)
Børn William Leonard Addington, 2:a vicomt Sidmouth,
Frances Addington,
Henry Addington,
Charles Anthony Addington,
Charlotte Addington,
Henrietta Addington,
Mary Anne Ursula Addington,
okänd Addington Rediger på Wikidata
Mor Mary Hiley
Far Anthony Addington
Uddannelses­sted Winchester College
Cheam School
Reading School
Brasenose College
Religion Den anglikanske kirke
Underskrift Henry Addington, 1st Viscount Sidmouth Signature.svg
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Henry Addington, viscount Sidmouth (født 30. maj 1757, død 15. februar 1844) var en engelsk statsmand.

Formand for Underhuset[redigér | rediger kildetekst]

Addington var præstesøn og valgtes 1783 som Mr. Addington til Underhuset, sluttede sig ivrigt til sin barndomsven William Pitt den yngre og blev 1789 Husets formand. Han understøttede vel 1799 loven om Irlands union med Storbritannien, men var en afgjort modstander af katolikkernes ligestilling og blev derfor særlig yndet af Georg III.

Premierminister[redigér | rediger kildetekst]

Efter Pitt’s afgang marts 1801 blev S. førsteminister og sluttede n. å. Freden i Amiens; men da krigen med Frankrig udbrød på ny 1803, viste han kun liden kraft i sine rustningsbestræbelser og blev derfor fortrængt i maj 1804.

Finansminister[redigér | rediger kildetekst]

Henry Addington var også finansminister fra 1801 til 1804.

Formand for Geheimerådet[redigér | rediger kildetekst]

Derimod blev han 1805 ophøjet til peer som viscount S. og var en kort tid Formand for Geheimeraadet under Pitt samt paa ny i Grenville’s ministerium febr. 1806—marts 1807.

Indenrigsminister[redigér | rediger kildetekst]

Endelig blev han juni 1812 indenrigsminister, viste stor strenghed i udøvelsen af de politiske tvangslove, men opgav jan. 1821 indenrigsministeriet og trak sig juli 1824 helt tilbage, fordi han misbilligede Cannings godkendelse af de nyspanske staters uafhængighed.

Bibliografi[redigér | rediger kildetekst]

E. Pellew udgav 1847 hans Liv og Brevveksling (3 bind).


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.